Stiftende generalforsamling i Støtteforeningen for Familiepolitisk Netværk

Valby søndag den 20. januar 2019

Der indkaldes hermed til stiftende generalforsamling i Støtteforeningen for Familiepolitisk Netværk søndag den 3. februar 2019 kl. 10.30 på Carl Jacobsensvej 16 opgang 6, 4. sal, 2500 Valby – lige ved Ny Ellebjerg Station.

Mødet forventes at vare maks. 2 timer. Børn er velkomne – der er sækkestole, bordfodbold og mulighed for at tegne…

Dagsorden

  1. Valg af dirigent, referent og 2 stemmetællere
  2. Baggrund for stiftelsen v/ initiativgruppen (baggrunden er bl.a. det nært forestående folketingsvalg)
  3. Gennemgang af vedtægter, drøftelse og afstemning
  4. Fremtidigt arbejde og aktiviteter
  5. Fastlæggelse af kontingent
  6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter samt 1 kritisk revisor – bestyrelsen konstituerer sig selv
  7. Eventuelt, herunder orientering om oprettelse af advisory board for Familiepolitisk Netværk

Uddrag af forslaget til vedtægter, som kan hentes på dette link:

“Støtteforeningen for Familiepolitisk Netværk har til formål at administrere indsamling af midler til Familiepolitisk Netværks politiske arbejde for at fremme en visionær familiepolitik i Danmark.”

“Familiepolitisk Netværks hovedformål er at fremme en bedre balance mellem familie og arbejde, herunder retten til – uanset køn og branche – at gå op og ned i arbejdstid, ret til at passe syge børn og kvalitet i daginstitutionerne.”… “Netværket er uafhængig af politiske partier, økonomiske og religiøse interesser.”

Medlemskab af foreningen kan opnås umiddelbart inden den stiftende generalforsamling ved at indbetale 50 kr. i kontingent på MobilePay 40 14 49 80 samt opgive fulde navn ved indbetalingen.

PÅ den stiftende generalforsamling besluttes hvilket kontingent, der skal gælde for det kommende år indtil næste generalforsamling.

De indbetalte kontingenter vil, når støtteforeningens egen konto er oprettet (kræver CVR-nummer), straks blive overført til Støtteforeningen.

Vi håber at se mange støtter af Familiepolitisk Netværk.


På vegne af Initiativgruppen til oprettelse af en støtteforening for Familiepolitisk Netværk:

Nanna Bohmann, Birgitta Gomez Nielsen, Signe Ridder, Eva Hesse, Allan Tyrrestrup, Sofie Maria Brand og Karen Lumholt

 

Gode dagtilbud er for hele livet

I et forsøg på at få familiernes trivsel på den kommunalpolitiske dagsorden i år,  har vi i Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om familiepolitik. Tidligere har vi bragt indlæg af rådkvinde Susanne Crawley Larsen (R) fra Odense, og Aarhus Kommunes Bünyamin Simsek (V).

Senest har vi sendt rådmand Mai-britt Iversen (S) fra Aalborg Kommune dette debatindlæg fra forældreorganisationerne med bekymring for børnehavernes kvalitet. Her kommer hendes indlæg:

Jeg talte engang med en pige, der sagde ”jeg dumpede allerede i børnehaven”. Sikke et ansvar vi har, men også sikke muligheder for at give børnene et godt fundament med leg og læring, venskaber og glæde og fornemmelsen af at være vigtig i fællesskabet.

Af Mai-britt Iversen, Rådmand for familie- og børneområdet i Aalborg Kommune

For den enkelte familie er en god dagplejer eller daginstitution altafgørende. Det er jo er en stor del af deres børns hverdagsliv, der udspiller sig her.

Det handler ikke bare om, at vi som forældre skal kunne aflevere vores børn med god samvittighed. Det handler om, at kvalitet i dagtilbud er helt afgørende for børns senere succes her i livet.  Det gælder i forhold til ikke bare skolegang, men også arbejdsliv, familieliv, fritid og sundhed.

Det kommer ind i mellem bag på f.eks. udenlandske forældre, at børnene ikke bare bliver passet. Vi har en international børnehave, der ligger i universitetsområdet med mange udenlandske forskere. Det kan da undre f.eks. kinesere, at de som forældre skal inddrages i og forholde sig til dagligdagen i børnehaven. Det havde de da egentlig tillid til, at personalet tog sig af?

Vi arbejder systematisk med inklusion, læring, sundhed og ikke mindst forældresamarbejde, vi arbejder ud fra læreplanstemaer, og vi har en høj normering af uddannet personale. Vi har en struktur med en opdeling i pædagogiske ledere og mere strategisk administrative ledere, og så satser vi på kompetenceudvikling.

Som rådmand oplever jeg, når jeg kommer rundt i vores daginstitutioner, en stor faglig bevidsthed, et højt ambitionsniveau og viljen til at gøre en forskel som fællesnævneren for dem alle.

Endnu mere glæder det mig, at forældrene ved vores sidste dialogmøde fremhævede ”at institutionerne i langt højere grad arbejder systematisk, og den større faglige bevidsthed var blevet tydeligere nu end for 5-6 år siden”.

Kvalitet i dagplejen er også vigtigt
Når man taler om kvalitet i dagtilbud, så bliver dagplejen tit overset. Mange forældre værdsætter den nærhed og tryghed tæt på hjemmet, der er i dagplejen.

I Aalborg har de kommunale dagplejere 4 børn pr. voksen – de private må have 5. Forskningen viser jo netop, at antallet af børn pr. voksen betyder rigtig meget for børnenes udvikling. Samtidig har vi uddannet de kommunale dagplejere i ”ICDP”. Det står for ”International Child Development Programme”. Det er en anerkendt pædagogik, hvor relationen til det enkelte barn og dagplejeren er i centrum.

Sociale normeringer gør en forskel
Hvis der er en gruppe, hvor gode dagtilbud er afgørende, så er det de børn, der fra starten er lidt bagud på point. Derfor arbejder vi i Aalborg med sociale normeringer målrettet disse børn. Ordningen omfatter 36 sociale normeringer i både daginstitutioner og dagplejen.

Når jeg argumenterer for sociale normeringer, kommer der ofte et modsvar fra de ressourcestærke og veluddannede forældre: ”Børn med travle forældre har det lige så svært, og deres forældre bruger heller ikke tid nok med dem”.

– Men det er jo tankevækkende, at forskningen viser, at veluddannede mødre bruger dobbelt så meget tid med deres børn end mødre med meget lidt uddannelse!

Noget andet er, at børn i familier med veluddannede forældre har hørt 30 millioner flere ord, når de er fyldt 3 år, end de børn, hvis forældre ikke er veluddannede. – Nej jeg har ikke skrevet forkert!

Derfor har vi i Aalborg afsat ekstra pædagogressourcer til institutioner eller dagplejere i områder med mange udsatte familier og børn med anden etnisk baggrund. For hverdagen i disse institutioner er, at personalet har mange ekstra opgaver i forhold til f.eks. forældresamtaler, ekstra støtte og skriftlig dokumentation.

Det betyder, at der nu er mere tid til, at alle bliver børn bliver set og hørt. Tidligere var der børn, der blev oplevet af de andre børn og forældre som ”trælse”, for at sige det lige ud. De er nu en del af fællesskabet i børnehaven. Ja – Faktisk oplever de at være sig værdsatte.

I vil altid have flere penge
Er det ikke også det, som regeringen vil? Vil den opmærksomme læser sige. ”Jo – der ligger rigtigt mange gode tanker i regeringens udspil”? ”Stærke dagtilbud – Alle børn skal med i fællesskabet”.  

Men i forhold til de allermest svage børn er der tale om symbolpolitik. For regeringen sætter kun penge af til, at 100 institutioner i hele landet kan søge om ekstra normeringer. Det er altså en dråbe i havet, når der i hele landet er over 3.000 daginstitutioner. Så er dagplejerne ikke taget med.

Da jeg på TV2Nord påpegede dette, fik jeg den kommentar med fra Børne- og Socialminister Mai Mercado, at ”Socialdemokrater jo altid gerne vil have flere penge”. Til det er jeg nødt til at sige: ”Nej – men kvalitet koster”. Det kommer ikke af sig selv. Det er vigtigt at være ærlig om det. Regeringen har jo selv lagt loft over kommunernes serviceudgifter og skatteindkrævning. Samtidig vokser udgifter til andre grupper f.eks. bliver der flere ældre.

Alligevel har vi i Aalborg valgt at prioritere området, og det tror jeg også, at forældrene i Aalborg godt ved. Jeg noterer mig også, at 91% af forældrene i Aalborg er tilfredse med deres børns dagtilbud.

Jeg er stolt over vores dagtilbud i Aalborg. Og faktisk har dette synspunkt allermest handlet om det, der i høj grad er politikeres ansvar, nemlig rammerne. Men jeg kunne fortsætte i evigheder om det, jeg oplever, når jeg kommer ud i dagplejen og institutionerne – om arbejdet med sprog, arbejdet med sundhed, arbejdet med natur, arbejdet med relationer, samarbejdet med forældrene.

Og så bare for at slå en ting helt fast – dagpleje og daginstitutioner skal IKKE være miniskoler. Jeg talte engang med en pige, der sagde ”jeg dumpede allerede i børnehaven”. Sikke et ansvar vi har, men også sikke muligheder for at give børnene et godt fundament med leg og læring, venskaber og glæde og fornemmelsen af at være vigtig i fællesskabet.

 

FAKTA OM BØRNEHAVERNE I AALBORG

  • Der er i alt 149 daginstitutioner, hvoraf 10 er selvejende.
  • Der er ca. 900 vuggestuepladser og 5.800 børnehavepladser.
  • I alt er der ca. 1.160 fastansatte medarbejdere fordelt med ca. 75% pædagoger og 25% pædagogmedhjælpere.
  • I gennemsnit er der ca. 3,6 barn pr. voksen i vuggestuer og 6,8 børn pr. voksen i børnehaver. (Udover sociale normeringer og indsatspædagoger indgår de pædagogiske ledere også med fuld tid i beregningen, selv om de ikke anvender al deres arbejdstid sammen med børnene).

Giv Københavns børn mere kunst og musik

 Af Randi Hjortholm (B), kandidat til kommunalvalget 2017 for De Radikale i Københavns Kommune
Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

VORES STED I KOMMUNEN: ZOO
Da min datter Adriana blev adopteret fra Ecuador, var hun knap 3 år, hun havde åben læbe-ganespalte, og sproget var en udfordring. Men i Zoo kunne vi høre de samme lyde, dufte blomsterne, le af isbjørnene… og på den måde finde hinanden som familie. Derfor er Zoo et af de kulturelle steder i min kommune København, der virkelig betyder noget for mig og min familie. Adrianas yndlingshistorie er, da odderne troede, at hun og hendes lillesøster var dyrepassere, fordi de var klædt i grønt, og de små, larmende odderunger tiggede mad. Familietid i Zoo for mig er dyrebar, fordi vi dér er lidt som i en lille bobbel, hvor vi kan være sammen væk fra omverden. Min yngste datter er plejebarn, og det er vigtigt som familie at have fælles minder og oplevelser. For os er Zoo et af de steder, hvor hver en lille plet indeholder fælles minder. 

Jeg lever ikke mit liv opdelt
At være opstillet som kandidat til Kommunalvalget som ny i politik, singlemor til to piger og med fuldtidsjob er selvfølgelig en stor opgave. Hvordan kan man gøre det, og stadig have balance i familielivet?
Det vigtige er klart, at ens parti støtter, at man prioriterer sin familie. Og så er det for mig vigtigt, at de ting, jeg laver, kan flettes ind i hinanden. Jeg lever ikke mit liv opdelt, men som en enhed. Mine døtre er 15 og 9 og derfor store nok til at være med i nogle af de politiske aktiviteter. Så når jeg for første gang tager til Folkemødet på Bornholm i juni, er mine døtre med, og vi har en af vores nære venner med som barnepige. Det betyder også, at de ting, jeg kæmper for politisk, tit har rødder i de udfordringer, jeg ser i mit lokalområde og hos de mennesker, jeg møder.

Bedre vilkår for udsatte familier
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv opnår jeg ved at skabe gode vilkår for min egen, men også andres familier, inden for alle områderne jeg arbejder for. Begge mine døtre har et handicap, der bevirker, at livet nogle dage er en udfordring. Tryghed og nærhed er afgørende for pigerne, det er mig der udgør den tryghed for dem. Via politik får jeg mulighed for at kæmpe for, at udsatte familier får bedre vilkår, men i den politiske verden kan jeg heldigvis dele det ansvar både med mit eget parti, men også med andre, der arbejder for bedre vilkår for familier.

I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Kulturelle tilbud til børn og unge
Hvis jeg bliver valgt ved det kommende Kommunalvalg, vil de kulturelle tilbud til børn og unge i København have mit store fokus. Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

Det vigtigste for mig er, at børns baggrund ikke afgør deres fremtid. De Radikale ønsker, at alle skal være en del af fællesskabet, men dem der har det svært, skal vi hjælpe, så de komme med ind i fællesskabet. I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.
Øremærket barsel til mænd og flere omsorgsdage
Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar for at skabe bedre rammer for familierne. Det er afgørende, at vi får øremærket barsel til mænd og får flere omsorgsdage til det enkelte barn. En fremtid, hvor familiepolitik får mere betydning politisk, kræver et parti, der tør at tage dialogen og lave ting om. I det kommende kommunalvalg ser jeg frem til at kæmpe for børn og unges ret til det gode familieliv.
Minimumsnormeringer
I forhold til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så er det en nødvendighed. De Radikale har netop “flere pædagoger i institutionerne” som et af de punkter, vi kæmper for. Vores børn skal have en bedre hverdag, og det kræver flere uddannede pædagoger i institutionerne.

Vi har ikke nok fokus på familiernes vilkår i samfundet. Jeg håber, at jeg politisk kan være med til, at familiepolitik bliver et afgørende emne både i kommunalpolitik – men også på Christiansborg.

Mit familiepolitiske spørgsmål er dette:

Hvordan får vi flere til at opdage, at politik har stor indflydelse på familielivet, så flere forældre bliver politisk aktive, særligt kvinderne?

Tak for, at jeg fik ordet her

Kærlig Hilsen

Randi Hjortholm

Kandidat for de radikale til KV17

 

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød. 

Tid til at tage imod en tegning?

Jeg hader, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringerne ved at være barn i en børnehave. Vi ved lige præcis, hvad der skal til for at hjælpe dem – men vi har ikke tiden til det.

BØRNEHAVELIV: I Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook har der op til påsken været en del aktivistiske skriverier om daginstitutions-normeringer efter at BUPL har udgivet tal, der viser en meget presset dagligdag for landets pædagoger. Familiepolitisk Netværks blog bringer her pædagog Sandra Nygård Bechs opråb, som hun udgav i sin statusopdatering i gruppen på Facebook forleden (red.)

Af Pædagog Sandra Nygård Bech, Århus
Om skribenten: Sandra Nygård Bech er uddannet pædagog i 2009, og har siden været ansat i daginstitutioner i Aarhus Kommune og er pt. ansat i en integreret institution i Stavtrup. Hun har altid brændt for arbejdet med børn og har været meget aktiv i kampen om bedre vilkår for børnene.

Denne tegning er en af grundene til, at jeg stort set altid har lommer i det tøj, jeg har på på arbejde. Denne tegning har jeg idag modtaget som gave. Jeg tog imod med glæde og spurgte nysgerrigt ind til den. “Wow – Tak! Hvad har du lavet?” Pigen svarer stolt, at det er sådan en gul og sort én, som hun har klippet. Og ja – det er jo lige præcis det det er. Jeg lægger tegningen ned i lommen og glemmer at den er der. Lige indtil pigen efter et par timer finder mig igen, smiler til mig og spørger; “Hvor er din tegning?” Jeg finder hurtigt tegningen frem fra lommen og viser hende, at jeg passer på den og værdsætter hendes gave. Hun griner genert, og løber glad videre ned i børnehaven.

Jeg føler mig lettet over at tegningen lå i min lomme, da jeg ser glæden og stoltheden lyse i hendes øjne og jeg ser hvordan hun med en dyb indånding tager helt ind i hjertet, at hun har værdi for mig. Mine lommer er ofte fyldte, og det er dejligt at kunne give børnene den gave at lade dem vide, at det de kommer og deler med mig har værdi.

Men i hverdagen er børnene mange og lommerne få, og det er desværre langt fra alle, som oplever det samme, som pigen i eksemplet her.

Langt oftere vil børnene opleve, at den voksne, som gaven skulle gives til, er optaget af at tale med Nikolajs mor, løse en konflikt mellem Jonas og Karoline, minde Alma om at gå på toilettet, pudse violas næse, sikre at Wahid har fået eftermiddagsmad, tage imod besked fra en kollega, som er på vej hjem, lave en plan for imorgen, nu hvor Yrsa er syg, og der ikke må kaldes vikar ind og… Alt imens står Maren med sin tegning… Hun havde gjort sig umage, og tænkt på, hvor dejligt det ville blive at se sin yndlings voksen blive glad for så betydningsfuld en gave. Men når man om eftermiddagen skal dele de 5 voksne med 80 andre børn, og 80 forældre, og intra, og telefonopkald, og opvasken, og vasketøjet… Ja – så er det ikke alle gaver som modtages med den respekt og glæde, som bør følge med.

Da Luna i dag gav mig gaven, gav hun mig mere end blot et stykke papir med sparsom tegning, som hun havde klippet i. Hun gav mig en invitation til at indgå i en relation med hende. En invitation til dialog, nærvær og omsorg. I dag havde jeg tid til at møde hende i den, og mødet gav mig en følelse af glæde og stolthed, og jeg fornemmede, at hun gik derfra med større selvværd og følelse af at høre til og være blevet set i det store fællesskab.

Men hvad mon det betyder, at hun vender tilbage? Er det mon et trist tegn på at relationerne i dagens institutioner er blevet så overfladiske og sporadiske, at børnene ikke længere føler sig sikre på dem? I virkeligheden burde det vel ikke være nødvendigt at følge op på om den voksne nu også delte oplevelsen, værdsatte den, respekterede den?
Jeg forstår dog godt, at hun gør det.

Jeg er omringet af nogle af de mest kompetente kolleger, jeg har mødt i de snart 10 år, jeg har været i pædagogverden. Jeg ser dem bruge HVERT ET LEDIGT ØJEBLIK på at se et barn i øjnene, kramme dem, grine med dem, udvikle sig sammen med dem, men øjeblikkene er færre, og jeg kan mærke helt ind i hjertet, at jeg HADER det.

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor … alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge, for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an?

Jeg HADER, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringer ved at være barn i en børnehave. Vi VED lige præcis, hvad der skal for at hjælpe dem, men vi har ikke tiden til det.

Det lyder så flot, når regeringen fortæller, at de vil afsætte millioner til børneområdet, men hvornår hulan får de øjnene op for, at Luna i dag IKKE havde brug for, at jeg havde været på endnu et kursus og havde læst store vigtige teoribøger!
Hun havde brug for, at jeg havde tiden til at se hende, møde hende, værdsætte hende og sige JA TAK til hendes utroligt fine invitation.
Det er DÉT der skal til!
Det er DÉT der batter!
Det er DÉR, vi når børnene!
– Og det er DÉR politikere vil få deres fine resultater af deres tests.

For børn i trivsel, som har selvværd og selvtillid, som har tillid til at deres medmennesker og som oplever betydningsfulde relationer – det er netop DE børn, som klarer sig godt i skolen, som tør satse højt, som tør gå foran, og som ved de fortjener at være lykkelige.

Hvor ville jeg dog ønske, at politikerne snart ville lytte til de sande eksperter; pædagogerne, som ER kompetente, og som hver dag løfter et kæmpe ansvar for fremtidens borger under helt urimelige forhold!

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor alt du skulle mestre for at klare dit arbejde skulle læres for første gang? Samtidig skal du forestille dig, at alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an? Tilføj at hverken du eller dine kolleger forstår jer på at kommunikere om opgaven.

Du ville sikkert ikke holde længe på den arbejdsplads, så hjælp nu med at sikre, at børnene heller ikke skal arbejde under så kritisable forhold!

 

Læs også pædagog Kirstine Kirks indlæg om hvorfor vi som forældre og pædagoger ikke protesterer mere højlydt her.

Min søn på 2 år strejker i dag

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Del 1 af tema på Familiepolitisk Netværks Blog – marts 2017

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af.

Maja Krog og sønnen Hjalte strejker, da de er bekymrede for børnenes trivsel i Hjaltes daginstitution.

EN BEKYMRINGS HENVENDELSE

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Og når vi for eksempel ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger på arbejde? Det har været debatteret ivrigt på Familiepolitisk Netværks Facebook-gruppe i denne uge. Een af dem, der gjorde noget, var Maja Krog, medlem af Familiepolitisk Netværk, kandidat til kommunalvalget i partiet Alternativet og mor til Hjalte. Hun valgte nemlig at strejke sammen med sin søn i protest. – Og skrive et brev om det til Københavns overborgmester Frank Jensen, som vi hermed bringer til inspiration (red.)

Af Maja Krog

Min søn på 2 år strejker i dag fra sin daginstitution!

Jeg har fulgt med i debatten på Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook de seneste par dage om forholdene i daginstitutionerne, og hvordan vi som forældre kan få råbt op.

Og jeg fik simpelthen så ondt i maven: For det sker i min søns institution lige netop disse dage. Så jeg har i dag holdt ham hjemme og sendt denne mail til Overborgmesteren i Københavns Kommune:

Kære Frank Jensen

Jeg har i dag haft en oplevelse i min søns daginstitution, som bekymrer mig. Jeg kender institutionen som forælder og ved, at personalet er dygtige og arbejder stenhårdt for at få alle ender til at mødes. Og jeg har en god dialog med dem. Det vil jeg gerne understrege indledningsvist.

Men jeg har nu IGEN oplevet en situation, hvor INGEN af de faste medarbejdere var på stuen, men udelukkende vikarer, og kun 2 af dem – frem for de 3 voksne, der plejer at være på stuen.

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af:

Institutionen har netop modtaget et nyt barn der er igang med indkøring, og jeg mener, at hun har brug for særlig omsorg, ligeså vel som op til flere af de andre børn, jeg oplever, ikke fungerer socialt.

Så jeg har i dag pjækket fra arbejde…Nej. Jeg strejker fra arbejde. Nej. Faktisk er det min søn på 2 år, der strejker fra sin institution i dag i solidaritet med sine venner, og jeg er blevet nødt til at blive hjemme fra arbejde for at passe ham.

Jeg er bekymret af flere årsager:

1) Dagtilbudslovens ansvar for børnenes omsorg kan umuligt være opfyldt under disse omstændigheder.

2) Børnene lider tydeligt overlast i disse situationer, og især helt små børn kan tage varig skade, fordi følelser som forladthed og svigt sætter sig i et meget lille barns system på en irreversibel måde.

3) Pædagogerne lider under disse situationer og kan ikke præstere på en fagligt forsvarlig måde, hvilket tydeligvis belaster dem og på sigt gør dem syge. (Den ene medarbejder har netop sagt op pga. stress – trods flere klager til ledelsen er hun ikke blevet støttet.)

4) Forældre og andre pårørende bliver utrygge og usikre på, om det er forsvarligt at aflevere deres barn og kan finde på at så tvivl om institutionens kvalitet, selv om personalet gør, hvad de kan….

Jeg håber, at kommunen vil tage denne bekymringshenvendelse alvorligt.

Jeg oplever, at jeg ikke står alene med min bekymring.

Jeg håber derfor, at kommunen i et valgår vil have særligt fokus på dette område, så forældre og pårørende ikke begynder at så tvivl om institutionernes kvalitet i kommunen.

Med venlig hilsen Maja, mor til Hjalte på 2 år

 

Kære Mor – Du Har Magten

KVINDERNES KAMPDAG 8. MARTS 2017

Har kvinder en særlig magt til at sikre mangel på omsorg/nærvær i vores samfund? Det er de stærke og svage kvinders dag, og i de danske medier er der masser af fokus på manglen på kvindelige ledere og mænd på barsel. Så i dagens anledning bringer vi her eet af de synspunkter, der har lidt sværere ved at finde vej til dagspressen. Det handler ikke om en mangel – men om magt – og kvinder som mødre med et særligt ansvar for ungernes omsorg. Det er netværkets medlem og mor Anne-Mette Karstad Poulsen, der har været ved tasterne: Læs, del og debatter – hvis I tør. Rigtig god kampdag (red.)

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde. – Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen
Kære mor – du har magten.

Det er let at glemme der midt i myldretiden, madpakkerne og moster Annes fødselsdag.

Men sådan er det. Det er ikke politikerne eller cheferne, men os mødre, der har virkelig har magten over morgendagens samfund – og vores børn har behov for, at vi bruger den – nu.

Jeg ved godt, at du er overbebyrdet, udmattet, og at opgaven virker uoverskuelig og skræmmende. Og jeg forstår dig, hvis du har mest lyst til at krybe sammen foran Netflix og forsvinde ind i andres kampe for at redde andre verdener…

Men kære mor, der er en verden lige her, som kun du kan redde – nemlig dit barns!

De sidste års debat om forholdene i de danske børneinstitutioner har gjort det smerteligt klart, at flertallet af vores politikere, er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde på dette område.

Hvis vi venter på hjælp fra dem, kommer vi og vores børn til at vente forgæves.

Skal forholdene forbedres så børnene kan mærke det, så bliver vi nødt til at kæmpe for det.

Kæmpe for det, som vi mødre ved er rigtigt og vigtigt.

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde.

Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv for alle børn – både hjemme og i institutionerne: Et liv hvor barnet kan vokse og gro i en hverdag, hvor de voksne omkring dem har den tid og det overskud, den proces kræver.

For kun når vores børn er trygge, kan vi mødre nyde og bruge den frihed vores formødre kæmpede så hårdt for at kunne give os i vuggegave.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Vi har en samfundskontrakt, som meget forsimplet går ud på, at vi arbejder livet igennem og via skatter og afgifter betaler ca 60 % af vores løn til fælleskassen. Til gengæld passer staten så godt på os og vores kære.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Og hvad gør man så, når staten ikke holder sin del af sådan en aftale ?

Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg ved at det er fuldstændigt essentielt at vi gør noget. Og at hvis vi alle sammen gør noget, så vil en fælles løsning vise sig.

Modige forældre, pædagoger og fagfolk har i årevis råbt op om de uforsvarlige forhold, som efterhånden er blevet normen i flertallet af danske børneinstitutioner. Og eksperter advarer om de menneskelige og økonomiske omkostninger det vil få, hvis vi ikke retter op på de dårlige vilkår for børns trivsel.

Oftest ignoreres deres advarsler og de nødråb, der kommer, besvares typisk af en opgivende trækken på skulderen efterfulgt af kommentaren “sådan er det jo”.

Men nej: Sådan er det ikke bare. Sådan HAR VI VALGT, at det skal være. Og det betyder, at vi kan vælge om igen.

Vi kan vælge modigere, kærligere og mere ansvarligt – og både som individer og samfund har vores børn behov for, at vi gør det nu.

Kære mor – du har magten – brug den nu!

Go’ kampdag !

Om Skribenten: Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København. 

Læs om Anne-Mettes eget valg som mor her.

Læs også tidligere indlæg fra skribenten i Politiken i 2015 her.