DAGENS POLITIKER: Børneordfører Laura Lindahl (I)

Familiepolitisk Netværk har spurgt alle 12 børnepolitiske ordførere fra samtlige partier, hvordan de ser på minimumsnormeringer, tilskud til hjemmepasning, lovfæstet ret til at passe syge børn, ret til fleksibel arbejdstid når man har små børn samt forslaget om en tillidsreform på dagpasnings-området. Her kommer Liberal Alliances Laura Lindahl med sine svar. Og her kan du se præcis hvad det er for 5 anbefalinger, vi har bedt politikerne om at forholde sig til.

Laura Lindahl (I): Det er kommunerne og fagbevægelsen, der skal tage ansvar 

Laura Lindahl (LA) får ofte i medierne hug for at befinde sig i en verden, der består af privilegerede menneskers problemer med topskatten. Men Laura Lindahl er – også – en engageret politiker, der både er børnerådmand på Frederiksberg, hvor hun lige har stemt for minimumsnormeringer, og sidder i LA’s ledelse i Folketinget. 

Det er måske ikke så overraskende, at hun igen og igen nævner skattelettelser som løsningen på mange samfundsproblemer. Et interview med hende om børnepolitik forestiller man sig måske derfor er lidt forudsigeligt. Men det er det ikke. For Laura Lindahl anerkender, at der er meget, der skal gøres, for at børn og familier trives bedre. Hun mener bare ikke, at det er politikerne i Folketinget, der skal gøre det.

Pengene skal følge barnet – ja tak!

SPSM: Hvilken af de fem anbefalinger, som vi har bedt alle 12 ordførere om at prioritere imellem, vil du vælge – om nogen?

”Jeg vil vælge pengene følger barnet. Og jeg vil gå længere end at sige 3/4 af det offentlige tilskud skal følge barnet, jeg mener at hele det offentlige tilskud skal følge barnet. Fordi så kan du uafhængigt af din økonomiske situation vælge det, som du synes er det bedste for barnet.”

SPSM: Kender du argumenterne imod princippet om at pengene skal følge barnet?

”Ja, der er forskellige argumenter. Først er der argumentet om, at det er vigtigt, at børn af anden etnisk herkomst kommer i daginstitution og lærer dansk. Og så er der spørgsmålet om den socialisering, der foregår i daginstitutionerne, den ved jeg at socialdemokraterne er meget glade for. 

Det er klart, at hvis man står med nogle børn, der ikke kan dansk når de starter i skole, så har vi en udfordring. Man kunne indføre et krav om, at børnene skal kunne tale dansk, når de starter i første klasse. Det kunne man løse ved at foretage nogle besøg i hjemmet af sundhedsplejersken, en form for tilsyn, så man sikrer at barnet får den sproglige udvikling, som er nødvendig for at kunne starte i første klasse. Men et hensyn til denne gruppe skal ikke være et argument for, at alle andre grupper ikke skal kunne få mulighed for at passe deres egne børn.

I dag tilbydes tilskud til hjemmepasning i forskellige kommuner. Jeg har kendskab til en model, hvor man har ret til at vælge ét år ud af de seks år, barnet er i førskolealderen. Optimalt set mener jeg at muligheden skal tilbydes i alle seks år, indtil barnet starter i skole.”

SPSM: Når vi fra Familiepolitisk Netværk har anbefalet ¾ af det offentlige tilskud, altså en koblingsprocent på 75, så hænger det sammen med, at det offentlige jo driver den infrastruktur, som de private tilbud også har glæde af, for eksempel tilsyn, sprogvurderinger, sundhedsplejersker osv. Svarende til vores friskolelovgivning. Private ordninger lukrerer jo på de fælles ressourcer. Hvad siger du til det?

”Jeg mener faktisk ikke at det offentlige mister noget ved at nogle børn bliver passet hjemme, så jeg synes det skal dækkes 100 procent. I hvert fald skal så stor en andel som muligt følge barnet, for jo mindre tilskuddet er, jo mere socialt skævt vil tilbuddet være og jo færre med få midler vil kunne benytte sig af det. De rige kan vælge friskoler og private tilbud uanset koblingspunktet, men det kan de fattige ikke.”

Minimumsnormeringer – det er kommunernes opgave at levere det inden for rammen

”Jeg er helt med på at hæve normeringerne i daginstitutionerne. Jeg mener bare, at det er kommunerne, der skal levere de normeringer. Og det skal de gøre inden for den økonomi, som de har. De har forhandlet økonomi, som er bundet til de opgaver, som de varetager: daginstitutioner, ældreområdet, skoler osv. Jeg mener godt man kan levere bedre kernevelfærd for den økonomi, man har derude.”

SPSM: Men kommunerne skal hvert år spare 2 procent på velfærden, og har skullet det i mange år. Hvert år får daginstitutionerne et lille nøk nedad, når der skæres på budgetterne. Er det ikke et landspolitisk ansvar?

”De to procents besparelser er et omprioriteringsbidrag – penge, der kommer tilbage igen, hvis der er behov for dem. De bliver ikke trukket ud af systemet, men bliver tilført igen, hvis man vurderer, at der er et område, der skal have midler.”

SPSM: Men de skal findes hvert år på driftsbudgetterne, så hvert år skal skæres på noget løn – samtidig med, at der kommer flere ældre og flere børn over de næste mange år. Hvad vil du gøre ved det? 

”Der bliver taget højde for demografien, når staten sidder og forhandler med kommunerne. Og derfor mener jeg, at bedre normeringer – gerne på niveau med minimumsnormeringerne – er noget kommunerne skal klare inden for den ramme, de har. Og det kan de også godt.

De demonstrationer, vi har set, skulle ha’ været rettet mod lokalpolitikerne. Hvert eneste år sidder vi lokalpolitikere og prioriterer, og når vi ikke prioriterer børn, så er det fordi vi prioriterer alt muligt andet. Hvert år sidder kommunerne med et råderum, som de kan vælge, hvad de vil bruge til. Og jeg kan sagtens forstå, at det er mere spændende at sidde og beslutte, at der skal afholdes festivaler og alt mulig andet. Men man kunne jo vælge at bruge pengene på børnene, og det gør man ikke. Forældre vil nok også hellere have, at kommunen bruger penge på kernevelfærd, end på kultur og festivaller.”

Der er penge nok i kommunerne

SPSM: Der kommer både flere ældre og flere børn, og skattegrundlaget svinder relativt set og rent demografisk, og det er vel en indlysende klemme, som mange kommuner har svært ved at se sig ud af?

”Hvis jeg nu kunne se, at de penge, som kommunerne får, blev brugt på kernevelfærd, så kunne vi tale om, at der er et problem. Men der bliver virkelig brugt mange penge på journalister og kommunikationsfolk eksempelvis. Det tal er eksploderet. Jeg synes man med rette som forælder i en kommune kunne spørge: Hvordan bliver kernevelfærden lige styrket, når man ansætter 50 procent flere journalister?”

SPSM: Så du mener altså, at kravet om bedre normeringer skal rettes mod kommunerne, mens kommunerne omvendt giver Christiansborg skylden, pga. budgetloven og omprioriteringsbidraget. Er det ikke abeskubberi – og hvor er der en voksen, der vil tage ansvar?

”Nu sidder jeg i Frederiksberg kommune, hvor vi lige har truffet en beslutning om at vi vil indføre minimumsnormeringer. Vi kommer til at prioritere det. Og vi er i forvejen landets mest effektive kommune, hvilket betyder, at vi i forvejen har skåret ind til benet. Så hvis vi kan – så kan alle kommuner.”

SPSM: Men er Frederiksberg ikke også en meget velhavende kommune?

”Vi ligger i Hovedstaden. Vi har de samme problemer som en hovedstadskommune har. Vi har også hjemløse. Selv hvis du renser for demografien, er vi alligevel den mest effektive kommune i landet. Så der er nogle kommuner, der har brug for at blive presset af nogle forældre, som siger: I sidder til efteråret og skal budgetlægge – så forventer vi at I først dækker kernevelfærden af!”

SPSM: Så normeringerne skal blive bedre, men det er kommunerne, der skal sørge for det – inden for den ramme, de allerede har? Der skal ikke nye penge til?

”Nej, det skal der ikke.”

Normeringer er OK, men ikke flere penge

”Jeg har ikke principielt noget imod selve det at fastlægge et minimum for normeringer. Vi stiller krav om kvalitet på alle mulige andre områder ift. kommunerne: at de skal levere en sagsbehandlingstid indenfor X antal uger, at de skal lave en børnefaglig undersøgelse i bestemte situationer osv. Så at nogen – også mine partifæller – er bange for at stille krav lige på det her område, det forstår jeg ikke. Grunden til at jeg ikke vil støtte minimumsnormeringer, er ikke fordi jeg har noget imod styring, men fordi der skal følge penge med, hvis vi fastsætter en normering fra Christiansborg. Og det mener jeg ikke der skal. Jeg mener faktisk ,at kommunerne har fået de penge.

Kommunerne skal blive mere effektive og skære mere af det fra, som ikke er kernevelfærd.  Og når de så har gjort det, og hvis der så stadig ikke er penge til bedre normeringer, så lad os snakke om det.”

Tillidsreform – ja, i dén grad

”Tillidsreform – ja, det støtter vi i dén grad. Vi skal med rette spørge: Hvor meget tid bruger pædagogerne egentlig på børnene? – og hvor meget tid bruger de væk fra børnene? Og her er det helt klart de kommunale koncepter, der er problemet. Man skulle på stedet fyre nogle konsulenter og nogle mellemledere i kommunen, og så bruge pengene på pædagoger i stedet. 

De pædagogiske koncepter tager en masse tid, dels i forvaltningen, men også i institutionerne, hvor man finder nogle faglige fyrtårne, som så bliver pillet ud af vagtskemaerne og sendes på efteruddannelse. Og det synes jeg faktisk ikke burde være tilladt, hvis ikke det er noget, pædagogerne selv har efterspurgt. Der sker jo i forvejen rigtig meget innovation derude, det skal bare drives af pædagogerne selv.

Koncepter som bliver formuleret af forvaltningen og starter oppefra og bliver presset ned over hovedet på pædagogerne, skal vi have stoppet. Der skal være meget mere frihed til pædagogerne. 

Pædagogerne har et meget stort sygefravær – på Frederiksberg er det 8 %. Og årsagen er ikke bare bakterier fra børnene. Det hænger sammen med, at når tingene bliver presset ned ovenfra, så bliver det et meget utilfredsstillende og hårdt arbejde.” 

SPSM: Men selv med en tillidsreform og afbureaukratisering, vil der stadig ikke være ressourcer nok til at løfte kerneopgaven, vil de fleste med forstand på området sige. Hvad siger du til det?

”Det tror jeg er rigtigt. Der skal stadig tilføres ressourcer. Men jeg tror man kan gøre rigtig meget i forhold til arbejdsmiljøet.”

Dårligt arbejdsmiljø – hvad er årsagen?

“På Frederiksberg vil vi kigge på sygefravær og fastholdelse. Det koster rigtig mange penge, når vi mister dygtige pædagoger. Hele forløbet med at nyansatte og lære op, koster rigtig mange ressourcer.”

SPSM: Folk siger vel op, fordi arbejdsvilkårene er for dårlige?

”Ja, men uanset om det er hønen eller ægget, så er det en god ide at kigge på fastholdelse og den måde, man leder på.”

SPSM: Men laver du så ikke det samme nummer, som du kritiserer kommunerne for: Retter fokus mod alt det rundt om den pædagogiske kerneydelse, i stedet for at løse kerneproblemet – at der er for få pædagoger og at de bliver udbrændte?

”Jo, men der er masser af andre fag, hvor der er lige så travlt, men hvor man ikke ser denne her store udskiftning. Så der er noget at hente i fastholdelse og rekruttering. Og i stedet for bare at kaste en masse nye penge ind i institutionerne, er vi nødt til at kigge på de penge, der allerede er derinde, men som ikke spiller.”

SPSM: Det kan jo være, at man så finder ud af, at hvis der bare var én pædagog mere på stuen, så ville personalet blive mindre syge, de ville være nemmere at rekruttere og nemmere at fastholde?

”Ja, men det kan også være fordi fastholdelse ikke har været i fokus ledelsesmæssigt. Og så skal lederne have nogle redskaber, så de kan have fokus på det.”

Læreplaner sikrer ikke automatisk større faglighed

SPSM: Hvordan ser du på de nye styrkede læreplaner?

”Jeg er tilhænger af så meget frihed til daginstitutionerne som muligt. Formålet med de nye læreplaner at få noget mere kvalitet, men jeg har sådan set meget tillid til at pædagogerne kan styre det selv lokalt. Det forudsætter dog at de er uddannede, så derfor anerkender jeg også værdien af uddannet personale. Vi kan skrive nok så mange læreplaner, men det er det uddannede personale, der skal løfte kvaliteten. Derfor skal vi også have fokus på pædagoguddannelsen – og det skal vi her fra Christiansborg.”

SPSM: Pædagoguddannelsen har været udsat for de to procents-besparelser, som hele uddannelsessektoren har været udsat for, mens dit parti har været ved magten?

”Ja, men jeg tror ikke det handler om penge alene. Det kan handle om at nogle fag skal ud, og at der skal være mere fokus på nogle andre ting. Pædagogerne skal fx være meget bedre til at spotte tidlig mistrivsel. På Frederiksberg har vi koblet en socialrådgiver til hver institution, men det skulle jo egentlig ikke være nødvendigt, hvis uddannelsen var tilstrækkelig.”

SPSM: Løkke-regeringen har skåret rigtig, rigtig mange milliarder på uddannelserne de sidste fire år. Er det ikke bare det, man kan mærke nu?

”Der behøver ikke nødvendigvis at være en sammenhæng mellem god uddannelse og mange penge. Det er et spørgsmål om fokus og om at vide hvad det er, vi uddanner dem til. Det burde jo være muligt på fire år at uddanne gode pædagoger. Og måske behøver uddannelsen sket ikke at være fireårig. Hvis problemet er, at de har for at få undervisningstimer i løbet af de fire år, så kunne man måske omlægge uddannelsen, så den kun varer to år, og så få noget mere kvalitet?”

Ret til nedsat tid – ikke noget vi skal røre ved politisk

”Forslaget om ret til nedsat tid – det er jeg selvfølgelig lodret imod. For det er ikke noget, vi lovgivningsmæssigt skal give ret til. Det er arbejdsmarkedets parter, der skal fastlægge arbejdsvilkårene i Danmark. Vi skal ikke give sådan en rettighed, for det er ikke sikkert, det passer ind i den enkelte virksomhed. Men jeg anerkender, at der er et problem. Jeg vil bare hellere derhen, hvor vi taler om en kulturændring. Jeg tror der er rigtig mange virksomheder, der er til at tale med. 

Problemet for de fleste ift. deltid er jo, at de ikke har råd til at gå ned i tid. Vi har et sindssygt højt skattetryk i Danmark, som er årsagen til at vi har indrettet os sådan, at både far og mor skal arbejde fuld tid, for at det hænger sammen.”

SPSM: Der er nogle nye, innovative virksomheder, som har sat arbejdstiden ned, som siger at de får mere effektive medarbejdere ud af, at man kun arbejder 30 timer om ugen?

”Ja, men det kan de jo bare gøre. Jeg tror bestemt, at rigtig mange forældre med små børn ville have meget mere overskud, hvis de kunne møde på arbejde klokken 09.30 og gå klokken 15 og vidste, at der var tid og ro til en god aflevering og ingen udfordringer med at hente. Og mange ville levere bedre på arbejde, hvis de skulle arbejde færre timer. Men det er en sag mellem den enkelte og arbejdsgiveren.”

SPSM: Men hvad hvis samfundet som helhed kunne profitere af arbejdstidsnedsættelse i form af mindre stress, mindre sygdom, mindre nedslidning, mindre psykisk mistrivsel osv.?

”Ja, det kan sagtens være. Men det skal være noget, man aftaler med den enkelte virksomhed. Og hvis virksomheden kan se en fordel i det, kan den tilbyde sine medarbejdere det.”

SPSM: Der er et reelt problem med højtuddannede forældre, som ikke kan komme til at arbejde indenfor det fag, de er uddannet til, hvis de ønsker at gå ned i tid. De er tvunget ud i et brancheskift, hvis de vil ned i tid. Er det ikke uholdbart?

”Jo, men jeg synes stadig at det vil være for stort et indgreb at påtvinge private virksomheder en ny lønmodtagerrettighed. Og desuden er jeg bange for, at det ville ramme især kvinder negativt, hvis man ved, at kvinder med små børn i høj grad vil benytte sig af sådan en rettighed. Så vil de måske slet ikke blive ansat.”

SPSM: Og her er det så erfaringerne fra Sverige siger, at i samme øjeblik nedsat tid er en rettighed, så tager mændene den også. Det er derfor det skal være en rettighed og ikke bare en mulighed.

”Jeg synes stadig det er for stort et indgreb. Jeg vil meget hellere give massive skattelettelser, fordi det muliggør at man kan klare sig for én indtægt eller på nedsat tid, og det kan de færreste i dag.”

Sygedage med børn er fagbevægelsens område

”Også dette område – regler for barns sygedag – ligger udenfor det politiske område og under arbejdsmarkedets parter. Men det er en falliterklæring for fagbevægelsen, at de ikke for længst har kæmpet det her hjem til deres medlemmer. Fagbevægelsen må på banen her. I finansverdenen har de nogle kanonoverenskomster på dette område, og det er jo forbilledligt. Men jeg forstår ikke, hvorfor de andre fagforeninger ikke har prioriteret det.”

SPSM: Men når vi f.eks. har fælles barselsregler, hvorfor er det så lige på området syge børn, at der ikke skal være lovfastsatte (universelle) regler? Hvorfor skal vi acceptere så store forskelle – og at medarbejdere uden overenskomst slet ingen rettigheder har?

”Ferieområdet er også overenskomstafhængigt. Og jeg er sikker på, at de fleste vel egentlig bare tager fri, når de har syge børn. De kan vel aftale det med deres arbejdsgiver. De får det bare ikke dækket økonomisk, men det er næppe det, der afholder dem fra at være hjemme med et sygt barn.”

SPSM: Nej, de kan ikke bare tage fri. Det kan de kun, hvis de bruger ferie- eller fridage. Eller hvis de har nogle omsorgsdage i deres overenskomstHvis du står ved et samlebånd, eller arbejder i et vagtskifte på en institution, kan du ikke bare sige til din arbejdsgiver, at nu tager jeg nogle fridage, for mit barn har influenza. Så er det at du er nødt til at lyve dig syg.

”Nå, men jeg tror nu alligevel ikke det er problem for de fleste. Der er ikke nogen arbejdsgivere der er interesserede i at sige nej til at en medarbejder går hjem til et sygt barn. Det ville være dårlig ledelse. Arbejdsgiverne er interesserede i at beholde medarbejderen. 

Jeg køber ikke den forestilling, at virksomhederne ikke er interesseret i at gøre alt for deres medarbejdere for at holde på dem. Deres medarbejdere er guldet. Uden medarbejderne kan de ingenting. Vi behøver ikke fra politisk side give så mange rettigheder, for virksomhederne at selv interesseret i at få det til at fungere.”

En generation der ikke kan tilsidesætte sig selv

“Når forældrene sender deres børn syge i institution, så tror jeg det er deres egne personlige ambitioner, der gør at de hellere vil gå på arbejde. Man har ikke lyst til at aflyse møder. Men har ikke lyst til at melde sig syg. Man har lyst til at være med der hvor det sker og til at blive forfremmet. Så det handler mere om en kulturændring, hvor man skal se i øjnene, at nu har vi altså børn. Nu er det dette, det handler om. Og så kan man ikke alt muligt andet. Og det kan godt være at det skygger for karrieren… Vi er en generation, der har problemer med at tilsidesætte os selv til fordel for vores børn.”

SPSM: …Eller også en generation, som oplever at kravene fra vores arbejdsgivere og samfundet generelt er ret højt?

”Nej, jeg tror kravene kommer fra selv. Men jeg anerkender, at der her er en problemstilling, som vi som samfund ikke har løst. Og jeg synes da også, at det er relevant at diskutere, om vi kan gøre det bedre.”

Hvad er den vigtigste knap at skrue på?

SPSM: Så hvad er den vigtigste knap at skrue på, hvis vi skulle have et samfund, hvor børnefamilier føler sig mindre presset end nu?

”Det skulle være skatten. Skatten på arbejde skal ned, så man har råd til enten at gå ned i tid eller få noget mere hjælp i hjemmet. Hvis man kunne udlicitere flere af de ting, kvinder laver derhjemme, ville det også hjælpe rigtig meget også på ligestillingen.”

SPSM: Det ville så også betyde, at der var færre penge til daginstitutionerne, hvis vi sænker skatten?

”Ikke nødvendigvis. Der findes jo skattelettelser, der virker på en sådan måde, at de giver gang i væksten, så folk tjener flere penge og så der er mere at beskatte, som vi så kan bruge til velfærd. Men ellers handler det også om prioritering: Er der nogle steder, hvor vi skal bruge færre penge? Og så må vi jo finde ud af, hvor det så er.”

 

FAKTA Laura Lindahl (født 1983) har været valgt til Folketinget for Liberal Alliance (LA) siden 2015. Hun er også valgt til kommunalbestyrelsen i Frederiksberg kommune (2013) og er rådmand og formand for Børneudvalget. Hun har studeret erhvervsøkonomi og filosofi på CBS og har også en HD i marketing management. Indtil 2013 arbejdede hun på TV2 og TV2 SPORT og i DBU. Laura Lindahl er en del af LA’s daglige ledelse og har syv ordførerskaber: beskæftigelsesordfører, børneordfører, familieordfører, indfødsretsordfører, integrationsordfører, socialordfører og udlændingeordfører. Laura Lindahl er spidskandidat til Folketinget i Sjællands Storkreds

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Anni Matthisen (V)

Familiepolitisk Netværk har spurgt alle 12 partiers børneordførere hvordan de forholder sig til de vigtigste 5 af vores 16 anbefalinger. De 16 anbefalingerer er udarbejdet i 2016 på grundlag af bredt anerkendt udviklingspsykologisk og familie-/arbejdslivsforskning samt viden om praksis fra vores medlemmer - forældre, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, jordemødre - der alle dagligt har med børn, unge og familier at gøre. 

De 5 vigtigste anbefalinger lyder sådan her: 1. Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder, 2. Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder 8 år, 3. En reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetence, på dagpasningsområdet, 4. Minimumsnormeringer på dagpasningsområdet og 5. Pengene følger delvist barnet, dvs. 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet. 
Herunder ser du svarene fra Venstres børnepolitiske ordfører Anni Matthiesen. Anni Matthiesen har svaret skriftligt, da hun ikke kunne finde tid til fysisk møde og interview.

Anni Matthiesen (V): Området hører under arbejdsmarkedets parter og kommunerne, men vi kan sikre rammer

Der findes venstrepolitikere, der har andre holdninger end Venstres officielle politik. Vil du finde de venstre-kandidater, der støtter fx minimumsnormeringer eller tilskud til hjemmepasning, skal du gå ind HER og se om der er venstrekandidater på listen under DIN storkreds, der støtter DINE mærkesager. Familiepolitisk Netværk har nemlig i en stor survey spurgt samtlige opstillede folketingskandidater om deres holdninger til de samme 5 anbefalinger, som vi også har bedt børneordførerne fra alle 12 partier om at forholde sig til. Herunder ser du Venstres officielle svar, som kommer fra børneordfører Anni Matthiesen.

SPSM: Hvordan ser du på anbefalingen om lovsikret ret til at passe syge børn hjemme? Anbefalingen lyder sådan her:

1. Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder = 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres somFörsäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder. Du kan læse mere om anbefalingen i dette kapitel i kataloget

Svar fra Anni Matthiesen: ”Lad mig starte med at sige, at vi i Venstre er stor tilhænger af den danske model. Af den grund mener jeg ikke, at det er vores opgave som politikere at pille ved overenskomstsikrede rettigheder og indføre en lovsikret ret til at passe syge børn hjemme. Med andre ord er det en opgave for arbejdsmarkedets parter, hvis der skal ændres ved overenskomsterne.”

SPSM: Hvordan ser du på anbefalingen om Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år? Anbefalingen lyder sådan her:

2. Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag. Du kan læse mere om anbefalingen i dette kapitel i kataloget

Svar fra Anni Matthiesen: ”Jeg synes, det er fantastisk, at private virksomheder som eksempelvis Mærsk tager initiativ til at give deres ansatte mulighed for øget fleksibilitet i form af at arbejde mindre i en periode efter endt barsel. Når det er sagt, så mener jeg, at der igen er tale om et politisk indgreb i den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter internt aftaler arbejdsvilkår – og det kan vi ikke stå inde for.”

SPSM: Hvordan ser du på anbefalingen omEn reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetence, på dagpasningsområdet?  Anbefalingen lyder sådan her:

3. En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet, så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker. Du kan læse mere om anbefalingen i dette kapitel i kataloget.

Svar fraAnni Matthiesen: ”I Venstre er vi meget optaget af, at børn får så god en start på livet som muligt. Derfor har vi bl.a. afsat penge til næsten 500 ekstra pædagoger i de institutioner med flest sårbare børn. Derudover har vi givet kommunerne flere penge og afsat 580 mio. kr. over fire år til at forbedre kvaliteten i institutionerne.

Endvidere mener vi, at det er vigtigt, at hverken det private eller det offentlige drukner i bureaukrati og unødigt papirarbejde, der stjæler fokus fra kerneopgaven. Derfor har vi igangsat en afbureaukratiseringsreform, som vi forventer vil frigøre fire milliarder kroner til velfærd.

Daginstitutionsområdet hører under kommunerne, og derfor vil vi ikke fra centralt hold diktere, hvordan de skal drive dem. Vi vil i stedet fokusere på, at sikre gode rammer. Jeg er sikker på, at daginstitutionsområdet er bedst tjent med en lokal beslutningskompetence, da det er her, de har størst viden om de individuelle forhold.”

SPSM: Hvordan ser du på anbefalingen omminimumsnormeringer på dagpasningsområdet? Anbefalingen lyder sådan her og består af to versioner af den samme anbefaling:

4. Minimumsnormeringer på dagpasningsområdet. Bemærk at vi her har valgt at beskrive to forskellige varianter af anbefalingen. Den første er mere vidtgående end den anden. For begge gælder, at minimumsnormeringer skal forstås som en nedre grænse, som ikke må overskrides, svarende til klassekvotienten i en skoleklasse. 

I den første anbefaling må der i hele institutionens åbningstid aldrig være mere end 3 børn pr. voksen i vuggestuer (0-2 årige) og ikke mere end 6 børn pr. voksen i børnehaver (3-6 årige). Lederne tæller ikke med i normeringen. Personalet skal overvejende bestå af uddannede pædagoger. Der skal være fuld vikardækning i hele åbningstiden ved fravær grundet fx sygdom, kompetenceudvikling, møder osv.
Læs mere om anbefalingen, som vi har formuleret den her i kataloget

Den anden anbefaling følger BUPL’s forslag om, at der må være max. 3 børn pr. fuldtidsansat voksen i vuggestuer (0-2 årige børn) og max. 6 børn pr. fuldtidsansat voksen i børnehaver (3-6 årige). Personalet skal bestå af 80% uddannede pædagoger. Lederne tæller ikke med i normeringen. 'Alenetid'fjernes fra vagtplanerne, dvs. den tid en pædagog er alene med den samlede børnegruppe.  
Læs BUPL’s forslag til minimumsnormeringer her 

Svar fra Anni Matthiesen: ”I Venstre mener vi ikke, at minimumsnormeringer er vejen frem. Vi tror i stedet på fleksibilitet til kommunerne og institutionerne, da de i sidste ende er bedre i stand til at drive institutionerne, end vi er på Christiansborg. Jeg mener i højere grad, at det er vores opgave som folketingspolitikere at sikre gode overordnede rammer for daginstitutionerne. Bare i 2018 har regeringen afsat penge til ansættelse af næsten 500 ekstra pædagoger i daginstitutioner med mange sårbare børn.” 

SPSM: Hvordan ser du på anbefalingen om at pengene følger barnet, dvs. at 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning udbetales til barnets forældre, hvis man passer dem selv? Anbefalingen lyder sådan her:

5. Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune. Læs mere om anbefalingen her i kataloget

Svar fra Anni Matthiesen: ”Vi mener i Venstre, at børnefamilien skal have frihed til at vælge, om børnene skal passes i en daginstitution, hjemme eller af en privat leverandør – såfremt de lever op til de kvalitetskrav, som er opstillet. Vi mener, det skal være op til den enkelte familie at bestemme, hvad der er bedst for lige netop dem.”

FAKTA 
Anni Matthiesen (født 1964) kommer fra Faaborg og har siden 2011 været indvalgt for Venstre i Sydjyllands Storkreds, opstillet i Vejenkredsen. Anni Matthiesen er børne- og undervisningsordfører samt naturordfører (siden 2015) og har tillige været uddannelses- og forskningsordfører (2015-2016), idrætsordfører (2013-2015), færøordfører (2011-2013) og friskole- og efterskoleordfører (2011-2015)

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Carolina Magdalene Maier (Å)

Vi har spurgt alle 12 partiers ordførere på børneområdet, hvordan de forholder sig til fem vigtige krav til en visionær børne- og familiepolitik. De fem krav er: Minimumsnormeringer, ret til fleksibel arbejdstid/nedsat arbejdstid når man har små børn, lovsikret ret til at passe syge børn, tillidsreform på dagpasningsområdet og tilskud til hjemmepasning ("pengene følger barnet". Her kommer Alternativets ordfører, gruppeformand Carolina Magdalena Maiers svar. Se her præcis hvad det er, vi har spurgt alle ordførerne om.

Carolina Magdalene Maier (Å): Et godt børneliv er et liv, hvor du ser dine forældre i øjnene

Alternativet er overbeviste fortalere for minimumsnormeringer – og lige så begejstrede fortalere for tilskud til hjemmepasning. 

Der skal nemlig både være ordentlige forhold for de børn, der er i institution, og meget bedre muligheder for at bryde med ”hamsterhjulet” og tilbringe mere tid sammen med børnene. Vi skal ”tage debatten om vi ikke sender vores børn for tidligt og for meget i institution”, siger Alternativets børneordfører og gruppeformand Carolina Magdalene Maier (Å). 

”Vi skal turde tage denne snak. Vi har verdensrekord i tidlig og omfattende institutionalisering af børns liv. I alle vore nabolande kommer børn senere i institution – og andelen af børn, der er i institution, er mindre hos alle andre. Der er et alternativ.”

Ro på mens børnene er små – og minimumsnormeringer

”Et af de mest tydelige behov i vores samfund lige nu er behovet for at få ro på, mens børnene er små. Forældre ønsker at være mere sammen med deres børn. Det manglende nærvær mellem børn og forældre er en åbenlys årsag til rigtig mange andre problemer, vi ser i samfundet i dag: stress hos voksne og psykisk mistrivsel hos børn og unge. Vi skal sætte ind ved ondets rod i stedet for at bruge en masse ressourcer på at behandle og lappe. Selv uden den snigende forringelse af institutionerne, som vi har set år for år, har det aldrig været meningen, at børn skulle tilbringe så mange timer i en institution, og slet ikke så tidligt i deres liv, som når de er 1-2 år”, siger Carolina Magdalene Maier.

Når Alternativet samtidig er parat til at bruge 12 fuldt finansierede milliarder over fire år til at sikre minimumsnormeringer på KRAKA-niveau (3 milliarder om året), er begrundelsen, at det er evident, at institutioners kvalitet afhænger af, om der er nok voksne.

”Samtidig med, at institutionaliseringen af børns liv er blevet så massiv, er normeringerne og arbejdsvilkårene blevet ringere og ringere. Det er sket gradvist gennem 30 år og nu har vi nået bunden. Vi ved at der kvalitetsmæssigt er meget stor forskel på institutioner med gode og dårlige normeringer og normeringer er afgørende for, om det er udviklende for et barn – eller i værste fald potentielt skadeligt for et barn at være så mange timer i institution. 

Kort: Det er godt for et barn at være i en institution hvor personalet har overskud – det er dårligt at være i institution, hvor de voksne er ved at knække sammen. Jo flere timer man er i en dårlig institution, jo værre. Når daginstitutionerne er så pressede som i dag, kan vi ikke længere forsvare at sende små børn afsted så mange timer hver dag.”

Carolina Magdalene Maier mener derfor også, at man kan sætte spørgsmålstegn ved ideen om tvangsindskrivning af tosprogede børn. Hvis barnet i øvrigt trives og har det fint hjemme, er det ikke nødvendigvis et godt alternativ at komme i en overfyldt og underbemandet vuggestue. Måske snarere tvært imod. Når der ikke følger ressourcer med, risikerer vi at børnene stik mod hensigten bliver dobbelt halvsprogede, fordi de hverken får ordentligt fat på deres modersmål hjemme eller får lært dansk i vuggestuen, fordi der ikke er ressourcer nok”, siger hun.

At se sine forældre i øjnene

SPSM: Vi har spurgt alle ordførerne hvilke af vore fem anbefalinger, de mener er den vigtigste – hvad vil du svare til dette? 

Det er ikke nemt, for jeg støtter dem alle. Men jeg synes at minimumsnormeringer er vigtig og haster meget, for de dårlige normeringer rammer så mange børn hver evig eneste dag. Alligevel vil jeg – måske lidt kontroversielt – fremhæve en anden anbefaling, som også haster meget: At forældre får bedre mulighed for at komme ned i arbejdstid, mens de har små børn. 

Muligheden for at give børnene det rum og den ro, når de små, er så afgørende. Her taler jeg selvfølgelig også ind i den dagsorden, som Alternativet har med 30 timers arbejdsuge. Indtil vi får en generel nedsættelse af den ugentlige normalarbejdstid, og det kan godt tage mange år, skal vi handle nu og hér i forhold til forældres mulighed for at arbejde mindre.

At jeg prioriterer dette, hænger sammen med spørgsmålet om hvad et godt børneliv er: Et godt børneliv er et liv, hvor du ser dine forældre mere i øjnene, end mange børn gør i dag. Det er helt grundlæggende for et barn at kunne mærke, at forældrene er der. At der er opmærksomhed og tid og nærvær. Og det kan vi få, hvis vi faktisk kan få lov at skrue på arbejdstiden. Vi taler ikke om at holde op med at arbejde, men om at arbejde mindre.”

Fleksibelt arbejdsliv og timebank

”En 30 timers arbejdsuge tager tid at indføre. Først skal de relevante parter blive enige – og så skal selve arbejdstidsnedsættelsen indfases over 10 år. Så der kan godt gå en halv generation. Fleksibel arbejdstid til småbørnsforældre kan vi derimod indføre med det samme. 

Modellen kalder vi en timebank – man kan også kalde det babylån. Princippet er, at når du har små børn, kan du arbejde mindre, og de timer du ikke arbejder, sætter du i banken med negativt fortegn. Timerne indhenter du så senere i dit arbejdsliv, hvor både tiden og lysten til at arbejde mere er til stede.

Modellen sikrer, at du har samme løn i den periode, hvor du arbejder mindre. Omvendt må du så leve med samme løn senere, selv om du arbejder mere. En timebanksmodel i det offentlige er nem at styre. Men udfordringen ligger i skiftet mellem private arbejdspladser eller skift mellem det offentlige og det private. Spørgsmålene er: Hvordan kompenseres den enkelte arbejdsgiver (hvem skal betale den ekstra løn) – og hvordan overføres ”kontoen” fra den ene arbejdsgiver til den anden? Det har vi endnu ikke svaret på, men man kunne forestille sig forskellige løsninger: 1) Indbetaling til en pulje, svarende til arbejdsmarkedsbidraget. Pengene herfra går til at kompensere arbejdsgivere, hvis medarbejdere er på nedsat tid. En anden mulighed er 2) en model, der er organiseret som en slags arbejdsmarkedspension, man sparer op til, og som man kan udløse i løbet af arbejdslivet, når man har behov for det.”

Spørgsmål: Hvordan undgår vi at timebanks-modellen stigmatiserer småbørnsforældre, så de har sværere ved at få jobs?

”Der vil de næste mange år være mangel på arbejdskraft, så jeg tror tiden er ved at være moden til en sådan ordning. Arbejdsgiverne kan se en fordel i at tilbyde arbejdsforhold med god work-life balance, og at undgå at få slidte og stressede medarbejdere. 

Men kulturen skal også ændres og det er et fælles ansvar at modvirke diskrimination af småbørnsforældre, for jobbet som småbarnsforælder er det måske allervigtigste job der findes. 

Risikoen for diskrimination er ikke et argument for ikke at indføre sådan en ordning. Vi politikere er klar over, at vi må skabe bedre rammer for forældre til små børn. Der er en erkendelse nu af, at det er nødvendigt. Så jeg synes bare at vi skal se at komme i gang.”

SPSM: Vi hører tit den indvending mod at lovgive på området, at folk da bare kan gå ned i arbejdstid, hvis de vil. Kan de ikke bare det?

”Dels er der mange, der ikke har råd, for tiden med småbørn er også den tid, hvor man har store udgifter. Men dels er der også mange steder, hvor du ikke kan få lov at gå ned i arbejdstid – hvor det enten ikke er muligt eller ikke er spor velset. Derfor skal fleksibel arbejdstid være en rettighed, ikke bare en mulighed. I det øjeblik det bliver en rettighed, vil det også i højere grad blive en norm. 

På den måde påvirkes kulturen af lovgivning. I lande som Norge og Island, hvor det er blevet meget mere legitimt som far at tage barsel, er det på grund af lovgivning. Men der vil være en overgangsfase, hvor vi rent kulturelt skal vænne os til noget nyt. Og herefter vil bekymringen for om småbørnsforældre stigmatiseres blive uaktuel. 

Og så skal man huske, at en rettighed ikke skal forveksles med tvang, for en rettighed kan man lade være med at bruge. Men overordnet set virker lovgivning positivt ind på at ændre en kultur.”

Syge børn skal have ret til at blive passet hjemme

”Den anbefaling støtter vi også. Vi ved jo at det er en kæmpe stressfaktor i familierne, når børn er syge. Alle os der har været der, ved hvordan det er at stå hjemme og skændes med partneren om, hvem der skal tage sygedagen, mens barnet hører på. Det er ikke rimeligt.

Vores forslag svarer fuldstændig til den svenske model (VABBA, red.) med 80 procents dækning af lønnen ved fravær, og hvor arbejdsgivere og arbejdstagere betaler ligeligt til ordningen. I vores forslag er 60 dage blot udskiftet med 30 dage. I Sverige ved vi, at de langt fra bruger de dage, som ordningen muliggør. Antallet af sygedage pr. barn ligger i Sverige lavere end i Danmark. Så 30 dage mener vi er et bud, som både er tilstrækkeligt og realistisk at få gennemført.

Jeg er klar over, at en lov vil gribe ind i den danske model, men da overenskomsterne er så uhørt forskellige på dette område, og da behovet for at gribe ind er ret påtrængende, er det bare nødvendigt med et indgreb. Det drejer sig ikke først og fremmest om lønmodtagernes, men om barnets ret til omsorg.

Vi har andre områder, hvor vi har grebet ind og sikret universelle rettigheder, eksempelvis kønsligestilling på arbejdsmarkedet, barsel, miljøkrav og arbejdsmiljøkrav. Børns ret til omsorg når de er syge er så uomgængeligt et krav, at jeg synes der ikke bør være nogen tvivl om at der skal lovgives”

SPSM: Men hvad vil I sige til de fagforbund, der faktisk har tilkæmpet sig nogle rettigheder på dette område? 

”De vil selvfølgelig relativt set miste noget, som de har opnået i en forhandling. Men med tanke på barnets tarv vil jeg sige, at det her område er så vigtigt, at der ikke er andet at gøre. Tænk på de børn, der kommer syge i børnehave og skole og smitter andre børn. Tænk på de forældre, der hver dag er stressede over at de skal balancere på kanten af en fyring eller en stresssygemelding, fordi børnene ofte er syge. Tænk på alle dem, som er nødt til at lyve sig syge på deres arbejdsplads. Tænk på hvor mange dynamiske effekter, der vil være af, at børn med god samvittighed kan holdes hjemme inden de når at smitte andre. Tænk på hvor meget mindre sygdom vi får, når børn får lov at blive ordentligt raske. Det er en meget bedre løsning på alle bundlinjer.”

Tillidsreform ja tak – institutionerne skal ikke styres af kommunerne

SPSM: Alle vil gerne af med bureaukrati, for meget styring og kontrol, så jeg skal bede dig om at være meget specifik, når du svarer på spørgsmålet om en tillidsreform på dagpasningsområdet. Hvordan helt præcist mener du, man får skabt mere tillid og selvbestemmelse i institutionerne?

”Jeg kan være meget præcis, for jeg synes det er meget enkelt: Det er professionerne, der skal pege på hvilke styringsredskaber, de har brug for. Vi kan godt sige fra politisk hold, at vi er villige til at fjerne noget bureaukrati og dokumentationspres, men det er de professionelle, der skal fortælle os hvilken del, der skal fjernes. Som lovgivere skal vi lytte til de praktikere, der ved hvordan verden ser ud, og så bede dem være med til at rydde ud i det, der foregår. Det er én måde at gøre det på.

En anden måde at gøre det på, er at gå skridtet videre og indføre egentlig selvforvaltning i skoler og institutioner, hvor pengene går direkte til den enkelte institution udenom kommunen. Det er et brud med det kommunale selvstyre, ja, men argumentet er, at institutionerne skal sættes mere fri. 

Kommunerne forvalter meget forskelligt, og vi mener faktisk, at vigtige samfundsinstitutioner som skoler og daginstitutioner skal sikres rammer, som både giver dem udstrakt professionel frihed, men som også på et helt overodnet plan sikrer dem både kvalitet og de nødvendige ressourcer. Og det mener vi er en statslig opgave. Derfor skal pengene til institutionerne komme fra staten.

Kommunens rolle skal så være den understøttende i forhold til de behov, den enkelte institution har. En oplagt kommunal opgave er at sikre rammerne for den tværfaglige udvikling og sparring mellem institutioner og skoler osv. Det er også kommunen, der skal sørge for de bygningsmæssige rammer, og for at fordele børnene. Men den faglige frihed og de økonomiske rammer skal staten sikre. Det betyder, at krav om dokumentation ikke er en kommunal opgave. Kommunen kan heller ikke pålægge institutionen at følge bestemte pædagogiske koncepter. Institutionerne får på denne måde mere karakter af at fungere som selvejende institutioner, som har udstrakt metode- og handlefrihed og samtidig er sikret ressourcer.”

SPSM: Men kan man ikke også sige, at institutionerne så bliver styret mere centralt?

”Jo, men kun i form af en meget bred rammelovgivning, der sikrer midler og institutionernes frihed. I vores model følger pengene simpelt hen antallet af børn. Staten har intet med hverdagen i institutionerne at gøre, men skaber en ramme, som er baseret på respekt for de professionelle. Den seneste dagtilbudslov er et skridt i denne retning. Den stadfæster nogle principper om, at børns leg er det vigtigste, at legen har sin egen ret og er grundlaget for alt andet, der foregår i et dagtilbud. De statslige rammer kan beskytte institutionerne mod vilkårlig og politisk bestemt kommunal indblanding og sikre rammerne om fagligheden.”

Spsm: Socialdemokraterne vil gå den modsatte vej, de vil lægge spørgsmålet om normeringer helt ud til kommunerne, men sørge for, at der samtidig følger tilstrækkeligt med penge med?

”Ja, men vi har bare set rigtig mange gange før, at pengene forsvinder inden de kommer helt ud til børn og pædagoger på gulvet. Det må ikke ske igen. Derfor skal der være et helt fast forhold mellem hvor mange børn, der i den enkelte kommune er indskrevet på institutionerne, og så det beløb, der udløses. Det er ikke noget den enkelte kommune skal kunne skære ned på. Og hverken kommunerne eller staten skal blande sig i, hvordan man driver daginstitution.

Der var for et par år siden en kommune, som havde besluttet, at alle institutionerne skulle bruge iPad. En institution protesterede, fordi det stred imod institutionens syn på børns udvikling. Det er da helt urimeligt, at en kommune kan kræve, at alle dens institutioner skal bruge tablets. Omvendt er det rigtig godt, hvis kommunen kan stille nogle ressourcer til rådighed, som den enkelte institution efterspørger. Men det skal være den vej rundt. 

På samme måde vil vi give folkeskolerne større frihed, så deres selvbestemmelse kommer til at ligne den, vi har på friskoleområdet, uden at de mister status af at være vores fælles folkeskole, som vi har fælles værdimæssige rammer for.”

Minimumsnormeringer skal koste 3 milliarder årligt

”Vi følger BUPL’s model, men vi har afsat flere penge pr. år til at realisere modellen. Vi har afsat 12 milliarder over fire år, det er 3 milliarder om året (KRAKAS tal, red.). Finansieringen fremgår af vores regeringsprogram. Men ellers følger vi fuldstændig BUPL’s model. 

Dog har vi ikke forholdt os til andelen af uddannet personale. Selvfølgelig skal der være en overvægt af uddannet personale, men om det lige præcis er 80 %, mener jeg faktisk ikke vi skal bestemme. Der er nogle daginstitutioner, der henter f.eks. en uddannet håndværker ind til at lære børnene at arbejde i træ. Der kan være en uddannet musiker, der laver en musikforestilling med børnene. Eller en billedkunstner, der er rigtig god til at arbejde med børn. Det skal der være plads til. 

Det ville være ærgerligt, hvis reguleringer betyder, at institutionerne ikke kan hente de folk ind, de gerne vil have. Og rigtig ærgerligt, hvis f.eks. lokale ressourcer, som er oplagte, ikke kan ansættes, fx dygtige seniorer, som har relationskompetencen helt i top, som har været skolelærere eller noget andet, og som måske kender halvdelen af byens børn allerede. Om vedkommende har en pædagoguddannelse, er ikke nødvendigvis relevant for værdien af at have vedkommende ansat. Men jeg er parat til at regulere, hvis det viser sig, at manglende regulering fører til, at man fx for at spare ansætter personale uden kompetencer.”

Spørgsmål: Det er et problem, at der rent faktisk er mangel på pædagoger mange steder. Hvad vil I gøre ved det?

”Det hænger jo sammen med, at man både har sparet så meget på pædagoguddannelsen, at den er blevet mindre attraktiv, og samtidig har gjort arbejdsforholdene i institutionerne så dårlige, at det er svært at fastholde folk. Så her skal der også sættes ind.

Set fra barnets perspektiv er det vigtigere, at der er voksne nok, end at de voksne har en bestemt uddannelse. Men naturligvis er det fra barnets perspektiv også vigtigt, at det er de rigtige voksne, der er ansat – voksne, der har gode kompetencer. Det er ikke nødvendigvis en kompetence, man får igennem en bestemt uddannelse. Vi tror på, at hvis institutionerne får den frihed, som vi synes de skal have, så kan de også finde de rigtige folk, og ikke mindst: beholde dem, fordi de kan tilbyde dem nogle bedre rammer. Der er i dag mange, der forlader faget, fordi arbejdsforholdene er for dårlige. En vigtig kvalitet i et godt arbejde er netop, at man har en høj grad af selvbestemmelse. Så den vil vi gerne give institutionerne.”

Pengene skal følge barnet

“Også dette forslag støtter vi 100 procent. Der er ikke ret mange børn, der har glæde af at blive passet i overfyldte vuggestuer fra de er 1 år gamle. Vuggestuer er ikke skabt for børnenes skyld, men for at arbejdsmarkedet hurtigt kunne få forældrene tilbage på job. Vi vil ikke tvinge nogen til at gå på lang orlov, men der skal være en mulighed – for dem der ønsker det – til enten at passe børnene selv, eller få dem passet af fx familie, hjemme. Det skal ikke kun være en mulighed, der er forbeholdt de rigeste.

Vi kan i øjeblikket se en bevægelse af forældre, der fravælger vuggestuerne, først og fremmest fordi normeringerne er for dårlige og det skaber utryghed. Men vuggestuer fravælges måske også i en erkendelse af, at det er mere optimalt for rigtig mange børn at have en længere periode med tæt kontakt til deres primære omsorgspersoner. Jeg kan godt se, der er en ligestillingsudfordring, fordi flere kvinder umiddelbart vil vælge muligheden. Men fra barnets perspektiv, er der ingen tvivl om, at hjemmepasning som mulighed er et gode.

Desuden har vi nu en situation, hvor kvinderne er mere veluddannede end mændene i de aldersgrupper, hvor man får små børn. Derfor kan man forestille sig, at vi henover nogle år vil se en udjævning, hvor manden med den lavere uddannelse måske i højere grad end kvinden vælger at blive hjemme.”

Komfurbørn?

”Endelig har der været en diskussion om, hvorvidt ”dårlige forældre” kan gemme sig for myndighederne, og omsorgssvigt kan gå upåagtet hen med sådan en ordning. Og det er selvfølgelig en risiko. Så derfor foreslår vi, at sundhedsplejerskeordningen udvides, så forældre der hjemmepasser har får tilbudt besøg. Vi foreslår også hjemmepasser-klynger, så forældre bliver sat i forbindelse med hinanden og får mulighed for at danne netværk.

Hvis det bliver mere almindeligt at passe hjemme, vil der også være mange flere forældre, man kan dele sin hverdag med. Vores forslag indebærer desuden, at flere forældre kan gå sammen i grupper og passe hinandens børn, så den enkelte forælder kan gøre andre ting fx en eller to dage om ugen.”

Den største udfordring er vores syn på et godt børneliv

”Den store udfordring er, hvordan vi som nation kommer derhen, hvor vi får mod til at se hinanden i øjnene og sige: Ja, det er faktisk bedre for de helt små børn at blive hjemme de første to år.

Der er lang vej igen. Selvom vi har en bevægelse i øjeblikket, der går i den retning, så er der en tyrkertro i vores samfund på, at institutioner er det bedste, også for de helt små. Og den er svær at gøre op med.

Og jeg kan også godt forstå, at der er meget modstand mod denne erkendelse. Vores formødre har kæmpet hårdt for retten til at gå på arbejde. Og der er også nogle pædagogiske faggrupper, der har kæmpet hårdt for respekt omkring deres profession og faglighed. Og det har jeg alt sammen ekstremt meget respekt for. Men – vi må nu engang tage børnenes parti først og fremmest, for de kan ikke tale for sig selv. Og det er altså ikke små børns interesse at være i vuggestue 8 timer hver dag.”

Uperfekthed er et livsvilkår

”Og så er der noget, som er endnu sværere at tale om, nemlig at mange af os er blevet usikre på, om vi overhovedet kan finde ud af være sammen med vores børn. Om vi overhovedet orker det. Og det er en fremmedgørelse i vores samfund, som jeg synes vi skal ind og kigge meget seriøst på. 

Når vi som forældre er kommet til at tro, at alle andre er bedre for vores børn, så er det en stor fed løgn, som vi vælger at tro på, fordi det er det nemmeste. Men her skal vi se den svære sandhed i øjnene: Børn har først og fremmest brug for vores nærvær. Hvis vi investerer i det nærvær, så kommer det igen mange, mange gange i form af harmoniske børn, unge og (senere) voksne med selvværd og mental robusthed.

Og det her handler ikke om at vi skal være perfekte forældre, vi skal bare være til stede. Uperfekthed er et livsvilkår, også når man er forældre. DEt kan jeg tale med om.”

FAKTA

Carolina Magdalene Maier (født 1973), er cand.scient.soc. og bachelor i spansk. Hun er selv halvt spansk og opvokset i Haderslev. Nu bosat i Kbh., hvor hun også er opstillet til Folketinget og blev valgt ind i 2015 for Alternativet. Hun har en lang række ordførerskaber for partiet og har siden 2018 været folketingsgruppens formand, Før den politiske karriere har hun været leder af Videnscenter for Patientstøtte i Region Hovedstaden og før dette leder af Nordisk Arbejdsmiljø, Tryg.
Indtil 2009 var hun Ph.D-studerende (sociologi) og forskningsrådgiver i Guatemala, udstationeret for Mellemfolkeligt Samvirke. 

DAGENS POLITIKER: Børne- og familieordfører Isabella Arendt (K)

Kristendemokraterne støtter, som en af de få partier, alle de anbefalinger, som vi har bedt partiernes børneordførere forholde sig til (se boksene med svar). De fem anbefalinger er: 1. Statsligt fastsatte minimumsnormeringer, 2. ”Pengene følger barnet” (støtte til hjemmepasning), 3. Ret til nedsat tid/fleksibel arbejdstid med små børn, 4. En tillidsreform, dvs. større selvbestemmelse til institutionerne, og 5. Ret til at passe syge børn hjemme. Du kan se hvad det helt præcist er vi har spurgt de 12 børneordførere om her.

Isabella Arendt (K): Hele børneområdet skal løftes med minimumsnormeringer, ret til at passe syge børn, ret til deltid og tilskud til hjemmepasning

Minimumsnormeringer er det vigtigste lige nu, mener Kristendemokraterne (KD), der støtter alle Familiepolitisk Netværks fem anbefalinger – ja, faktisk går endnu længere.

I 2017 udarbejdede KD Børnenes Finanslov, der delvist er inspireret af det visionskatalog, som Familiepolitisk Netværk udarbejdede i 2016. ”Men på flere områder har vi mere vidtgående krav end Familiepolitisk Netværk har. For eksempel anbefaler vi 30 sygedage per barn per år, og ikke de 20, som I foreslår”, siger Isabella Arendt, børneordfører og formand for det 40 år gamle midterparti, der de sidste mange år ikke har siddet i Folketinget, men lige nu står til at komme ind. Hun vil bryde med blokpolitikken og lave ”en babyalliance” på tværs af blokkene – og formålet er “rettidig omsorg for børn og familier”.

SPSM: Hvordan hænger din indstilling til børnepolitik sammen med en grundlæggende borgerlig tilgang?

”Menneskets personlige frihed er et grundlæggende borgerligt princip. For os handler det om at sikre familiens frihed til at bygge den hverdag, som er bedst for dem. Det er derfor, vi både anbefaler minimumsnormeringer og støtte til hjemmepasning. Vi mener, at forældre skal have et reelt valg mellem at sende deres børn i institution eller passe dem selv. Det valg har forældre ikke i dag, hvor langt de fleste går på arbejde fra mandag til fredag med ondt i maven, fordi det forventes af dem, at de uden at blinke skal aflevere deres kæreste eje 38 timer om ugen i overfyldte og underbemandede institutioner. Det er jo ikke frihed”, siger Isabella Arendt.

“Der har været den opfattelse på begge sider af det politiske landskab, at familielivet nærmest var det eneste område, hvor politisk lovgivning ikke havde nogen berettigelse. Dér er vi helt uenige. Der skal ske rigtig meget på familieområdet lovgivningsmæssigt, hvis familierne skal have et reelt frit valg.”

Minimumsnormeringer er det vigtigste lige nu

SPSM: Hvilken af de fem anbefalinger mener du er den vigtigste?

”Det er svært, for vi støtter dem alle fem. Men hvis jeg skal vælge, så ligger minimumsnormeringer lige nu meget højt på min prioriteringsliste. Det gør tilskud til hjemmepasning også, for det skal ikke kun være elitens privilegium at kunne passe sine børn hjemme. Der er et stort behov i samfundet i dag for at kunne give de allermindste en mere rolig start på livet. For de fleste er det ikke muligt at leve af én indtægt, men vi synes at alle børn og familier skal have mulighed for hjemmepasning, hvis det er det rigtige for dem. Så jeg vil sige, at disse to er de vigtigste anbefalinger for os”, siger Isabella Arendt.

1. Minimumsnormeringer
”Minimumsnormeringer er den rigtige måde at styre på fra statens side, mens staten lige præcis skal afholde sig fra at styre på en masse andre områder. Staten har et ansvar for at sætte nogle rimelige grænser i forhold til eksempelvis miljø, arbejdsmiljø, indeklima, klassekvotienter og altså minimumsnormeringer, når det gælder børn. Minimumsnormeringer skal sikre, at standarden aldrig falder under et vist niveau. Vi har med børn at gøre, som ikke kan råbe op selv, hvis de bliver udsat for svigt. Vores krav til minimumsnormeringer lægger sig tæt op af BUPL’s anbefalinger, fordi det er dem, der ved hvad der fungerer og hvad der er godt. Der hvor vi måske mener, at BUPL’s anbefalinger skal præciseres, er at de skal være “i børnehøjde”. Dvs. at normeringen kun skal kalkulere dem med, der rent faktisk har med børnene at gøre. Alle andre typer af personale, inklusive lederne, skal naturligvis holdes udenfor. Når der skal være maks. 3:1 voksen i vuggestuen og maks. 6:1 voksen i børnehaven, så skal det være den virkelighed, børnene oplever. Der kan selvfølgelig være force majeure, men som udgangspunkt.
Dertil kommer, at hvis vi i højere grad sætter institutionerne fri til at indrette sig og fungere som de vil, vil der være mindre bureaukrati, og så vil der alt andet lige være flere timer til rent faktisk at være sammen med børnene.”
Rød og blå blok er en illusion

Isabella Arendt er træt af diskussionen om hvorvidt KD tilhører rød eller blå blok. Hun accepterer ligesom partierne Alternativet og KRP ikke blokkene, og alle tre partier må siges at gå på tværs af dem. På børne- og familieområdet bliver det meget tydeligt: KD vil både have minimumsnormeringer, som er en centrum-venstre mærkesag – og ”pengene følger barnet”, som er en mere konservativ-liberal mærkesag. 

”Jeg køber ikke den præmis om, at hvis du ikke er rød, så er du blå, og hvis du ikke er socialdemokrat, så er du liberal. Jeg er hverken socialist eller liberal, jeg er kristendemokrat. Jeg har nogle værdier om menneskers værd som et mål i sig selv, som ikke nødvendigvis passer ind i hverken rød eller blå kasse.  

Vi er borgerlige, men vi er ikke liberale. Vi er sociale, men ikke socialister. Den måde vi er borgerlige på er, at vi har fokus på civilsamfundet og familien – ikke på markedet og kapitalismen. Det er ikke markedsfriheden, men menneskers frihed., der tæller for os. 

Vi skal holde op med at tale om rød og blå blok. Den største “blok” i dansk politik er midten, som både vil mere frihed og selvbestemmelse – og tryghed, social retfærdighed og omsorg for de svageste. Vi har meget til fælles med den socialliberale midte, men adskiller os også fra dem, fordi vi ikke sætter væksten over alt andet.  For os er det helt centralt, at hensynet til familiernes trivsel og civilsamfundet er førsteprioritet, når der skal laves politik – og også til vores fælles planetariske grænser”.

2. Pengene følger delvist barnet

”Den anbefaling støtter vi 100 procent. I vores version af anbefalingen hedder koblingspunktet (andelen af offentlig støtte, red.) 85 %, hvor jeres forslag hedder 75 %. De 85 % af den offentlige andel af en dagpasningsplads tilfalder den forælder, der går hjemme og passer børnene.

Grunden til at vi ikke foreslår 100 %, er, at det offentlige altid bidrager rigtig meget med tilsyn, infrastruktur, uddannelse, samarbejde og så videre. Derfor er en privat ordning aldrig gratis for det offentlige, og derfor skal private ordninger bidrage lidt til det fælles. Det er præcis det samme princip, som gælder friskolerne. Vi mener, at det at gå hjemme med sine børn skal tælle som alt andet arbejde. Hjemmepassende forældre skal tælle i statistikken som arbejdende. De skal også have ret til at optjene dagpenge og pension. Vi håber at en sådan ordning også vil kunne tiltrække fædre, og dette gør noget af ligestillingsdiskussion nemmere.

Endelig skal forældre kunne dele pensionen. Den der arbejder ude skal kunne overføre en del af sin arbejdsmarkedspension til den partner, der går hjemme, så vi ikke får pensionsskævhed."
Født som familieparti

Ifølge Isabella Arendt er KD ”født” som familieparti. Partiet blev dannet for 40 år siden med det formål at styrke familierne og civilsamfundet i en tid, hvor markedsgørelsen og individualismen øgedes.. Og det er kun blevet værre siden, mener hun, med unges angst og mistrivsel, mere psykisk sygdom, stress og mange skilsmisser.

”Vi har mere end nogen sinde brug for, at børn og familier bliver en politisk prioritet i alle samfundsanliggender. Der er så mange samfundsproblemer, der kunne forebygges, hvis vi indså værdien af at give børn den omsorg, de har behov for. 

Al forskning viser, at det at investere i et godt, trygt, glædesfyldt barneliv, tjener sig rigtig mange gange hjem på alle parametre. Det forebygger social udsathed, indlæringsproblemer, dårlige karakterer, overvægt, misbrug, kriminalitet – you name it! 

Derfor er denne børnedagsorden vanvittigt vigtig, ikke bare på det menneskelige plan, men også på det samfundsøkonomiske. Hvis vi vil have et godt samfund, skal vi investere i vores børns trivsel. Derudover mener jeg også, at vi som politikere er forpligtet på at forholde os til det, som er det vigtigste for de allerfleste – deres børns og familiers trivsel.”

3. Ret til fleksibel arbejdstid (nedsat tid) med små børn

”Vi støtter 100 procent anbefalingen. Men vi går skridtet længere, for vi vil gerne have fleksibel arbejdstid for alle, uanset hvilken livsfase man er i. I nogle grupper, fx i plejesektoren, kan problemet være at få lov at gå op i tid. For mange akademikere kan problemet være at få lov at gå ned i tid. Begge dele kan være et problem både for småbørnsforældre og for alle andre. Det er naturligvis de offentlige virksomheder, der skal gå foran med at tilbyde fleksibel arbejdstid.

I Københavns Kommunes social- og omsorgsforvaltning har man eksperimenteret med fleksibel arbejdstid, og det fungerer godt. Der var nogle bekymringer for, om man kunne få det til at gå op, når nogle ønsker at gå op i tid og andre ønsker at gå ned. Men det viser sig, at man sagtens kan få det til at passe. Nogen vil ned og andre vil op, men folk ønsker ikke meget store ændringer, så hvis arbejdspladsen er lidt større og har den fleksibilitet, kan det lade sig gøre. Selvfølgelig skal der være en varslingsperiode, så arbejdspladsen kan indrette sig.

Det har også vist sig, at sygefraværet går ned - og arbejdsglæden går op, hvilket igen betyder færre sygedage. Når mennesker i højere grad har indflydelse på deres eget liv, starter en positiv cirkel og et overskud, som breder sig. Det giver faktisk en god bundlinje på flere måder. 

Det at gå op og ned i arbejdstid i forhold til hvilken livsfase man er i, bør være noget arbejdsmarkedet kan imødekomme og mestre. De meget rigide arbejdstider på arbejdsmarkedet må være fortid.”
Hvem kan I blive enige med?

SPSM: Hvis KD kommer i Folketinget, hvilke alliancepartnere har I så i forhold til at få gennemført jeres familiepolitik? Umiddelbart ser det ud til at de fleste af jeres mærkesager skal realiseres sammen med røde partier? 

”Vi kan både samarbejde til højre og venstre. I forhold til tilskud til hjemmepasning, kan vi blive enige med Liberal Alliance og sandsynligvis flere andre i den borgerlige lejr. I forhold til minimumsnormeringer, har vi både Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten, vi kan lave politik sammen med. Vi vil lige så gerne forhandle med Radikale, Alternativet, EL og SF, hvis det giver bedre vilkår for børnene. Men vi er også en garanti for at få noget god familiepolitik igennem, hvis man hælder til den borgerlige side.

For KD vil det være et krav for at støtte en borgerlig regering, at vi får en bedre familiepolitik. Hvis vi skal indgå i en forhandling, vil vi helt klart stille krav om, at vi henter nogle milliarder hjem til børnene, hvis vi skal lægge stemmer til f.eks. en finanslov.”

SPSM: Kan man kalde det et ultimativt krav?

”Vi bruger ikke ultimative krav. Vi præsenterer vores mærkesager med saglighed og integritet, som vi forventer giver indflydelse. Det vil f.eks. være dumt at stille et ultimativt krav om 85 % dækning til hjemmepasning, hvis vi kun kan få 75 %. Skal vi så sige nej, selvom det er et forslag, der tilgodeser børnene bedre end det, vi har i dag? Så vi kommer ikke til at opstille ultimative krav. Men det er vores hovedprioritet, at børn og familier skal have et løft, når vi sidder med til forhandlingerne.

Uanset om det ender med en “rød” eller “blå” statsminister, så vil vi kunne indgå – sammen med partier der har samme interesser som os – i en gruppe, der lægger pres på den siddende statsminister i retning af at få forbedret vilkårene for børnefamilierne.”

4. En tillidsreform på dagpasningsområdet
”Den anbefaling støtter vi også. Og vi mener i øvrigt, at den også skal gælde på skoleområdet. Der er alt for mange krav til institutionerne, som stilles af myndigheder og andre, der ikke har forstand på professionen og som kommer oppefra. Sondringen må være, at hvis ikke det hjælper børnene, så er det spild af tid og penge. Det må derfor være op til institutionen selv at vælge de redskaber, de mener er pædagogisk relevante eller af andre grunde nyttige for dem.  Vi skal af med alle de spændetrøjer, som kommunerne har lagt ned over institutionerne. Vi skal vise tillid til, at pædagoger kan deres fag. Det er det, de er uddannet til. Og så skal vi som politikere sikre, at der er tilstrækkelige midler, så både kommunerne og de pædagogiske uddannelser kan leve op til den faglighed, der kræves. Men vi skal ikke blande os i den pædagogiske praksis."
Har vi råd?

SPSM: De næste mange år bliver der mange flere ældre og børn – og vi kommer til at mangle arbejdskraft og penge til velfærd. Så har vi overhovedet råd til alt det, som i foreslår?

”Ja, vi har råd – og vi har ikke råd til at lade være. På den lange bane er det langt det billigste at give børn omsorg. De regnemodeller, man stadig bruger i Finansministeriet, er desværre meget misvisende. Det er efterhånden en kendt sag, at alt hvad der hedder omsorg, tryghed, glæde, kærlighed, tillid, forebyggelse – ja, velfærd – ikke tæller positivt i regnskabet, men at udgifterne til fx forebyggelse kun tæller negativt. Finansministeriet kan med de nuværende metoder ikke måle, hvor meget omsorg og kærlighed først i livet kan spare os for af udgifter senere. 

Vores pointe i KD er, at rettidig omsorg betaler sig. Vi ved fra forskningen, at penge brugt på forebyggelse tidligt i børnenes liv, kommer mange, mange gange igen. Det skal vi bare have Finansministeriet til at forstå. Det kræver en stor forandring af tankegangen, men den tror jeg på er på vej. Jeg tror faktisk, der er grundlag for at lave en babyalliance på Christiansborg, som går på tværs af blokkene. Og den vil jeg gerne være med til at lave.”

5. Ret til at passe syge børn

”Vores anbefaling hér går lidt længere end Familiepolitisk Netværks. I anbefaler 20 dage pr. barn pr. år, vi siger 30 dage. Børn skal have ret til 30 sygedage, og så må forældrene selv beslutte, hvordan de vil afholde dem.
Vi læner os op ad den svenske lovgivning. De har 60 dage pr. barn pr. år, men 30 dage anser vi for at være mere realistisk. Vi binder vores dage op på barnet, så dagene følger barnet. Mor og far deler dagene som de vil. Denne model er et bud, og så skal arbejdsgiverne, lønmodtagerne og forældrene melde tilbage om den fungerer, og så må vi justere. Det vigtigste er at slå fast, at børn har ret til omsorg. De har ret til at blive passet af far og mor, når de er syge.” SPSM: Dette felt er jo arbejdsmarkedets parters område? ”Ja, men vi synes godt at staten og lovgivningen må blande sig på nogle meget vigtige samfundsområder, ligesom det jo i øvrigt er sket i forhold til barsel, ferie og pension. Den trepartsopgave har man løst før, og det har vi tillid til, at man kan gøre igen.”
Det der med abort og homoseksuelle, det undgår vi ikke…

SPSM: Hvad siger du til, at KD’s holdninger om abort og homoseksuelle gang på gang skygger for, at I har en politik på andre områder, som taler til ret mange mennesker?

”Det synes jeg selvfølgelig er rigtig ærgerligt. Jeg håber, at der vil være nogle vælgere, der har gennemskuet, at vi er det mest ambitiøse familiepolitiske parti i Danmark og også et grønt parti. Så kan det godt være, at der er noget om abort og homoseksuelle, hvor vi står ret alene, men helt ærligt: Hvem kan finde et parti, som de er 100 procent enige med på alle områder? I alle partier vil der være en eller anden sag, hvor du som vælger tænker: Hmmm, det bliver vi nok ikke enige om!

Jeg kunne jo være lidt fræk og sige: Tag os på trods! Vi har så meget god politik – og det kan godt være, at der er ti procent, som du ikke er enig med. Men der er nok større chance for, at vi ændrer noget på børne- og familieområdet, end at vi får stemt et ændret syn på abort igennem.”

 

FAKTA

Isabella Arendt, 26 år, er børne- og familieordfører hos Kristendemokraterne (KD) og indtil for nylig partiets næstformand. Hun afløste på valgkampens første dag Stig Grenov som formand, da han blev sygemeldt med stress. Isabella arbejder som forskningsassistent på det danske Institut for Lykkeforskning, Happiness Research Institute, og er ved at afslutte speciale på Statskundskab (KU). Hun har været aktiv i politik siden hun var 13 år, hvor hun var medlem af DSU. Som 18-årig var hun landets yngste folketingskandidat for KD i Vejle. Siden har hun været en tur forbi de radikale, men har siden 2015 været kandidat i Østjyllands Storkreds for KD og er nu partiets formand. Hun er fra Fredericia, men bor i København. Nedenstående er fra hendes hjemmeside, hvor hun optræder som superhelt, der redder børnene på Sjælsmark og sikrer bedre normeringer i institutionerne.


 

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Pernille Bendixen (O)

Vi har spurgt samtlige 12 partiers børne- og familieordførere, hvad de mener om Familiepolitisk Netværks fem vigtigste anbefalinger: lovsikret ret til at passe syge børn og ret til at gå på nedsat tid med små børn; en tillidsreform og minimumsnormeringer på dagpasningsområdet og til sidst forslaget om at ”pengene følger barnet” det første år efter afsluttet barsel. Her kan du læse, hvad Dansk Folkepartis ordfører MF Pernille Bendixen svarer.

Indtil i dag har vi været imod minimumsnormeringer, men de kan blive nødvendige

Dansk Folkeparti er ikke længere så overbeviste om, at de er modstandere af minimumsnormeringer, som de har været indtil i dag, 29. maj 2019. De seneste dages debat om TV2-dokumentaren “Daginstitutioner bag facaden” har fået flere i partiet til at melde ud, at der skal en genopretning af daginstitutionsområdet til, “om nødvendigt gennem minimumsnomrmeringer”. Sådan er formuleringen fra Dansk Folkepartis Peter Skaarup, der på sin Twitterprofil skriver, at “kvaliteten i daginstitutionerne skal hæves. Både med kontrolbesøg og åbenhed om rapporterne og via minimumsnormeringer, om nødvendigt, så alle børn får den rigtige omsorg!”

Også Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard har under debatten de sidste par dage åbnet en lille dør for minimumsnormeringer, selv om partiet tidligere har været imod: “Minimumsnormeringer er noget, vi godt kan drøfte. Det har vi været lidt modstandere af, men jeg synes efterhånden, at det trænger sig mere og mere på”, har hun sagt. 

Nedenstående svar fra børneordfører Pernille Bendixen er skrevet (af Pernille Bendixen) før den nye udmelding fra DF-toppen. Det er i det lys, svaret skal ses.

Det var ikke muligt for Pernille Bendixen (DF) at afsætte tid til en samtale. Derfor er det hendes skriftlige tilbagemeldinger på vore fremsendte spørgsmål, der danner grundlag for resten af artiklen:

Anbefaling 1: Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme
Anbefalingen lyder: Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder = 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder.

”Jeg støtter ikke anbefalingen om lovsikret ret til at passe syge børn. At lovgive om ret til pasning af syge børn er at gå ind i arbejdsmarkedets parters kompetenceområde. Det er rent politisk uetisk – vi blander os heller ikke i den danske model.”

Anbefaling 2: Ret til nedsat tid med småbørn
Anbefalingen lyder: Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag.  (..)

”Jeg støtter princippet om ret til nedsat tid til forældre indtil barnet fylder otte år, men ikke som beskrevet i anbefalingen.”

Anbefaling 3: Tillidsreform på dagpasningsområdet
Anbefalingen lyder: En reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetencen, så pædagoger og ledere i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker.

”Jeg vil gerne arbejde politisk for at få gennemført forslaget, som det er beskrevet i anbefalingen.”

Anbefaling 4: Minimumsnormeringer

Familiepolitisk Netværk har præsenteret alle ordførerne for to forskellige varianter af anbefalingen om minimumsnormeringer. Den første er mere vidtgående (og dyrere) end den anden. For begge gælder, at minimumsnormeringer skal forstås som en bundprop – en nedre grænse, som ikke må overskrides (som klassekvotienten i en skoleklasse).

Anbefalingerne lyder: I den første variant af anbefalingen må der i hele institutionens åbningstid aldrig være mere end 3 børn pr. voksen i vuggestuer (0-2-årige) og ikke mere end 6 børn pr. voksen i børnehaver (3-6-årige). Lederne tæller ikke med i normeringen. Personalet skal overvejende bestå af uddannede pædagoger. Der skal være fuld vikardækning i hele åbningstiden ved fravær grundet fx sygdom, kompetenceudvikling, møder osv.
Den anden variant af anbefalingen følger BUPL’s forslag om, at der må være max. 3 børn pr. fuldtidsansat voksen i vuggestuer (0-2-årige børn) og max. 6 børn pr. fuldtidsansat voksen i børnehaver (3-6-årige). Personalet skal bestå af 80% uddannede pædagoger. Lederne tæller ikke med i normeringen. 'Alenetid' fjernes fra vagtplanerne, dvs. den tid en pædagog er alene med den samlede børnegruppe.  

”Jeg vil gerne arbejde for bedre normeringer, men ikke præcis som beskrevet i hverken den ene eller den anden variant af anbefalingen om minimumsnormeringer.  (Bemærk dog, at DF efter den seneste tids afsløringer af “Daginstitutioner bag facaden” har åbnet op for at de vil støtte minimumsnomreringer “om nødvendigt”, red.)

Min holdning har været, at minimumsnormeringer allerede i dag kan besluttes og indføres lokalt/kommunalt, så vi har ikke (hidtil, red.) ment, at det var en opgave for Folketinget at lovgive om.

At indføre minimumsnormeringer ved lov, koster desuden over en milliard, og vi får ikke nødvendigvis ved hjælp af minimumsnormeringer løst eventuelle andre store problemer, fx. med dårlig ledelse eller dårlig planlægning.”

Anbefaling 5: Ret til at passe børn hjemme det første år efter endt barsel (pengene følger delvist barnet)
Anbefalingen lyder: 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune.

”Jeg er i tvivl om hvorvidt modellen om at pengene følger barnet er den rigtige, fordi konsekvenserne ikke er ordentligt belyst. Jeg vil gerne have alle fakta om emnet på bordet, hvis jeg skal beslutte noget.

Det er i øvrigt allerede i dag muligt for en kommune at give ret til og tilskud til pasning af eget barn hjemme.”

FAKTA 
Pernille Bendixen

Pernille Bendixen, 45 år, er født i Århus og blev i 2015 indvalgt i Folketinget for Dansk Folkeparti, opstillet i Odense (Fyns Storkreds). Hun er børne- og familieordfører og medlem af LigestillingsudvalgetSocial-, Indenrigs- og Børneudvalget og Udlændinge- og Integrationsudvalget. Pernille Bendixen sidder tillige i byrådet i Odense som medlem af børne- og ungeudvalget. Før den politiske karriere har hun været salgsassistent og dagplejer.

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Jakob Sølvhøj (Ø)

Vi har spurgt samtlige 12 partiers børne- og familieordførere, hvad de mener om Familiepolitisk Netværks fem vigtigste anbefalinger: lovsikret ret til at passe syge børn og til at gå på nedsat tid med små børn, en tillidsreform samt minimumsnormeringer på dagpasningsområdet og til sidst forslaget om at ”pengene følger barnet” det første år efter afsluttet barsel. Her kan du læse, hvad Enhedslistens ordfører Jakob Sølvhøj svarer.

Jakob Sølvhøj: Det er ti år siden vi første gang stillede forslag om minimumsnormeringer. Vi er stadig håbløst bagud på børneområdet i DK

Enhedslistens politik på børne- og familieområdet har stået lidt i skyggen af SF’s, som har området som deres øverste prioritet ved folketingsvalget, mens Enhedslisten også har fokus på klima/miljø og social ulighed.

Derfor er det måske gået hen over hovedet på mange, at Enhedslistens forslag til minimumsnormeringer er mere vidtgående end andres – og bl.a. indebærer ansættelser af 10.000 flere i den pædagogiske sektor. Enhedslisten er i øvrigt det parti, der i mange år har stillet forslag om minimumsnormeringer i folketingssalen, mens partier der nu støtter forslaget var imod.

Endelig er Enhedslisten på en række områder mere positiv end de fleste andre partier i Folketinget over for at lovgive på børneområdet – i forhold til retten til at blive hjemme med syge børn, retten til at gå ned i tid når man har små børn og retten til at blive hjemme med sine børn det første år efter endt barsel (dog ikke som modellen “pengene følger barnet).

Lynoversigt over Jakobs Sølvhøjs svar
Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme – JA, Enhedslisten ønsker en ordning i Danmark som den svenske VABBA, og 10 dage pr. barn pr. forælder vil være en rigtig god start


Ret til nedsat tid med småbørn – JA, Enhedslisten ønsker både en generel sænkelse af arbejdstiden og en ret til småbørnsforældre til at gå på nedsat tid med en kompensation svarende til dagpengene


Tillidsreform på dagpasningsområdet – JA, Enhedslisten støtter helt klart et stop for centralistisk styringstyranni og mere tillid til personalet kombineret med uddannelse og efterudannelse


Minimumsnormeringer – JA, Enhedslisten har fremsat et forslag til minimumsnormeringer, som indebærer ansættelse af 10.000 pædagogiske medarbejdere og som baserer sig på minimumsnormeringer i ”børnehøjde”, dvs. alden tid, der ikke bruges på børnene, er trukket ud af regnestykket.


Pengene følger delvist barnet – NEJ, vi synes ikke man skal konvertere penge afsat til dagtilbud, men vi foreslår en lovsikret ret til forældreorlov i barnets første leveår (på dagpengesats).
Anbefaling 1: Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme
Anbefalingen lyder: Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder = 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder.

”Danmark halter bagefter, når det handler om at udvikle en familiepolitik, der kan få børnefamiliernes hverdag til at hænge bedre sammen – milevidt efter Sverige! Og når det gælder rettigheder til at passe syge børn, halter vi også efter Norge! Alle der har eller har haft små børn ved, hvor opslidende og stressende det er, når børnene er syge. Det har hjulpet noget, at der via overenskomsterne nu – på store overenskomstområder – har åbnet sig en mulighed for at blive hjemme på såvel første som anden sygedag. Men det er langtfra nok til at tilgodese forældrenes behov. 

Enhedslisten har allerede for adskillige år siden lagt frem, at vi gradvist ønsker at indføre samme rettigheder som i svensk lovgivning, og 10 dage pr. barn pr. forælder vil være en rigtig godt start.”

Anbefaling 2: Ret til nedsat tid med småbørn
Anbefalingen lyder: Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag.  

”Vi arbejder generelt for meget i Danmark. Derfor ønsker Enhedslisten den generelle arbejdstid sænket for alle, og vi har fremlagt et helt konkret forslag til, hvordan arbejdstiden gradvist kan sænkes til 30 timer. 

Vi mener samtidig, at der skal gennemføres lovgivning, der giver børnefamilierne yderligere muligheder for reduceret arbejdstid. Vi har foreslået genindførelse af den tidligere forældreorlovsordning i en forbedret udgave, samt en ret for forældre til børn mellem 0 og 6 år til at gå på deltid med en kompensation svarende til dagpengene for de timer, der ikke arbejdes. Men vi er helt åbne over for at udvide en sådan ordning, som beskrevet i Familiepolitisk Netværks forslag.”

Anbefaling 3: Tillidsreform på dagpasningsområdet
Anbefalingen lyder: En reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetencen, så pædagoger og ledere i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker.

”Det er et generelt problem, at et politisk flertal i årevis har hyldet en centralistisk styringskultur i hele den offentlige sektor, i stedet for at udvise tillid til de ansattes faglige dømmekraft. Det er også tilfældet på dagtilbudsområdet. 

Det skal retfærdigvis siges, at der ved den seneste ændring af de pædagogiske læreplaner er sket en grundig inddragelse både af de ansattes faglige organisationer og af Forældrenes Landsorganisation. Det er lovgivningen blevet bedre af, men der er stadig problemer med udefra kommende styring af området. 

Mange kommuner forelsker sig i særlige pædagogiske koncepter – og kasserer dem igen til fordel for nye, efter nogle år. Ofte med klækkelig betaling til diverse konsulentfirmaer. Det er absolut ikke til gavn for udviklingen af det pædagogiske arbejde. Tværtimod. 

Enhedslisten støtter helt klart en tillidsreform på dagtilbudsområdet, hvor vi udviser tillid til lederes og ansattes dømmekraft. Det er ikke ensbetydende med, at alt er lige godt, og derfor mener vi også, at der skal satses meget mere på forskning på børneområdet samt på uddannelse og efteruddannelse af hele personalet.”

Anbefaling 4. Minimumsnormeringer på dagpasningsområdet

Vi beskriver to forskellige varianter af anbefalingen. Den første er mere vidtgående end den anden. For begge gælder, at minimumsnormeringer skal forstås som en nedre grænse, som ikke må overskrides, svarende til klassekvotienten i en skoleklasse. 

Anbefalingerne lyder: 
I den første anbefaling må der i hele institutionens åbningstid aldrig være mere end 3 børn pr. voksen i vuggestuer (0-2-årige) og ikke mere end 6 børn pr. voksen i børnehaver (3-6-årige). Lederne tæller ikke med i normeringen. Personalet skal overvejende bestå af uddannede pædagoger. Der skal være fuld vikardækning i hele åbningstiden ved fravær grundet fx sygdom, kompetenceudvikling, møder osv.
Den anden anbefaling følger BUPL’s forslag om, at der må være max. 3 børn pr. fuldtidsansat voksen i vuggestuer (0-2-årige børn) og max. 6 børn pr. fuldtidsansat voksen i børnehaver (3-6-årige). Personalet skal bestå af 80% uddannede pædagoger. Lederne tæller ikke med i normeringen. 'Alenetid' fjernes fra vagtplanerne, dvs. den tid en pædagog er alene med den samlede børnegruppe.  

”Enhedslisten vil have indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det er næsten 10 år siden, vi første gang fremlagde beslutningsforslag om det i Folketinget, og vi pressede kraftigt men forgæves på for at få det under Thorning-regeringen. De daværende tre regeringspartier støttede desværre ikke forslaget dengang.

Som det fremgår af spørgsmålet og den igangværende politiske debat, er der forskellige fortolkninger af, hvad det egentlig indebærer at indføre minimumsnormeringer. For os er det helt afgørende, at en model for minimumsnormeringer sikrer, at minimumsnormeringer tager udgangspunkt i, at der skal være den nødvendige tid til børnene. Tid anvendt til administration og andre opgaver tilgodeser jo ikke ønsket om tid til omsorg, nærvær og etablering af tætte relationer.

Vi er bestemt sympatisk indstillede over for både BUPL’s forslag, som vi dog ikke synes er helt ambitiøst nok, og overfor Familiepolitisk Netværks forslag, men vi har selv for nylig fremlagt en helt konkret model for minimumsnormeringer, der tager afsæt i principperne i den norske lovgivning, hvor man efter en nylig lovændring opererer med 1 voksen pr 3 børn i vuggestuealderen og 1 voksen pr 6 børn i børnehavealderen, og har trukket al den tid, der ikke bruges på børnene, ud af regnestykket. Vores forslag indebærer en meransættelse af ca. 10.000 pædagogiske medarbejdere.”

Anbefaling 5: Pengene følger delvist barnet
Anbefalingen lyder: 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune.

”Enhedslisten mener, at forældre skal have reel mulighed for at arbejde mindre eller gå helt fra på orlov i barnets første leveår. Vi synes dog ikke, at den foreslåede model, hvor man konverterer penge afsat til dagtilbud til økonomisk tilskud til den enkelte børnefamilie, er den bedste måde at gøre det på. 

Vi ønsker i stedet en lovsikret ret til forældreorlov i barnets første leveår, hvor forældrene i orlovsperioden skal kunne oppebære en økonomisk ydelse svarende til dagpenge.”

FAKTA

Jakob Sølvhøj (f.1954) har siden 1970'erne varetaget tillids- og offentlige hverv inden for det børne- og pædagog-politiske område, sidst har han været formand for FOA's pædagogiske sektor (2005-2015). Siden valget i 2015 har han været indvalgt i Folketinget for Enhedslisten, opstillet i Vestjyllands Storkreds. I valgperioden har han været ungdomsuddannelsesordfører, børneordfører, undervisningsordfører og handicapordfører. Han har tillige været næstformand for Enhedslistens folketingsgruppe indtil 2016 og derefter formand for gruppen.

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Jacob Mark, SF

Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på minimumsnormeringer, ret til at passe syge børn, ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du det sjette interview i rækken. Det er med SF’s børneordfører Jacob Mark. De kommende dage får du et nyt interview, hver dag. Se her hvad vi har spurgt alle politikerne om.

Jacob Mark (F): – Det her bliver afgørende for vores samarbejde med socialdemokraterne efter et valg

SF er nok det parti, der har markeret sig klarest på børneområdet forud for valget den 5. juni – ikke mindst når det gælder kravet om minimumsnormeringer. SF står i øjeblikket meget stærkt i meningsmålingerne, og med tanke på den store og brede forældrebevægelse, der har rejst sig siden DR-programmet ”Hvem passer vores børn”, kunne man få den tanke, at der er en sammenhæng mellem SF’s styrke i meningsmålingerne og det voksende forældrekrav om minimumsnormeringer. 

Men – hvad siger SF’s markante gruppeformand og børnepolitiske ordfører, den kun 27-årige Jacob Mark, selv? Og hvor stærkt vil SF stå på kravet om et løft på daginstitutionsområdet i et kommende samarbejde med en S-ledet regering?

(artiklen fortsætter under boksen)

Lynoverblik over Jacob Marks svar


Minimumsnormeringer – JA, det er vores krav til en S-ledet regering (vores krav er identisk med BUPL’s model), men vi vil arbejde videre for et loft over gruppestørrelser og reelle normeringer hele dagen.


Ret til at passe syge børn – JA, helst via arbejdsmarkedets parter, men vi vil ”finde nogle penge til det for at presse på” (og kun hvis nødvendigt lovgive)


Fleksibel arbejdstid – JA, som timebank eller ”babylån” (+ ret fleksibel arbejdstid til alle i det offentlige).


Tillidsreform – JA, men det er ikke en vej til at hente ressourcer, det er stadig bedre normeringer, der er brug for


Hjemmepasning/pengene følger delvist barnet – Som udgangspunkt NEJ, det vigtigste er at løfte institutionerne. Men kan vi finde ”nye penge”, der ikke går fra institutionerne, er det en god mulighed for nogen.
Minimumsnormeringer er helt afgørende for vores støtte til S

SPSM: Jeg tror jeg ved hvad du vil svare, men jeg spørger for en ordens skyld, som jeg har spurgt alle de andre: Hvilken af Familiepolitisk Netværks anbefalinger mener du er den vigtigste?

”Det er minimumsnomineringer! Jeg kan godt forstå, at der er en bevægelse i retning af, at der er flere, der gerne være sammen med deres børn. Og jeg synes også, at vi skal prioritere indsatser, der skaber bedre muligheder for at flere kan bruge tid sammen med deres børn – gå ned i arbejdstid, prioritere familien. Der er uden tvivl rigtig mange, der virkelig savner at bruge mere tid sammen med familien. Så dét er et meget vigtigt område at kigge på, det med tid til familien.

Men – når jeg siger, at minimumsnormeringer alligevel er det vigtigste, så er det fordi langt de fleste børn i Danmark gåri daginstitution. Og derfor er det for mig som politiker helt afgørende, at vi har gode daginstitutioner – ikke bare pasning, men gode pædagogiske tilbud. Og det har vi ikke, hvis det fortsætter som nu, hvor man ikke prioriterer det ordentligt og hvor der ikke er voksne nok til børnene. Så for børnenes skyld – de mange børn, der går i daginstitutioner hver dag – og for hele samfundets skyld, fordi det er verdens bedste investering, mener jeg at minimumsnormeringer er det vigtigste.”

Hvilken model?

Spørgsmål: Minimumsnormeringer bliver beskyldt for at være en overregulering. Hvor vidtgående mener du at en lovregulering om minimumsnormeringer skal være – og hvordan skal modellen se ud, som BUPL’s?

”Ja, SF’s forslag er identisk med BUPL’S forslag (link).Det er et forslag, der koster 2 milliarder årligt. Vi har godt nok fået at vide fra Kraka (tænketank, red.), at det koster 3 milliarder, men vi får det til 2 milliarder. Jeg er meget optaget af ikke at blive sådan en børnepolitiker, der lover og lover og siger alle de rigtige ting, fordi det lyder godt på Facebook og gør en populær. Det gider jeg ikke at være. Det koster 10 milliarder at sige ”minimumsnormeringer i hele åbningstiden”, så det siger jeg ikke. Det kommer jeg aldrig til at kunne holde. Når jeg går ind for minimumsnormeringen efter BUPL’s model, så er det fordi jeg tror på, at den model kan lade sig gøre. 

Det bliver svært at lægge arm med Socialdemokratiet på dette område efter et valg, men jeg kan se, at i hver eneste daginstitution i hele landet, vil minimumsnormeringer gøre en forskel. Det vil være den største tilførsel af velfærdsmidler til et enkelt område, der er set i mange år. Men det er ikke sådan, at minimumsnormeringer er mit mål på børneområdet – så det er bare at kæmpe videre derfra – men så er vi i gang!”

Når det er sagt, så mener vi at minimumsnormeringerne er første skridt. Det vil gøre en kæmpe forskel, men derefter vil vi kæmpe videre for et loft over gruppestørrelerne, et forbud med alenetid og gode normeringer hele dagen”.

Ingen ultimative krav -og så alligevel

SPSM:  Hvis minimumsnormeringer skal være et ultimativt krav fra SF efter et valg, hvordan kommer kravet så til at lyde?

”Så kommer det til at lyde som BUPL’s forslag. Det bliver vores krav til regeringen – og vi vil jo gerne i regering med Socialdemokratiet, hvis politikken er rigtig. Vi har opstillet 15 krav til et samarbejde, hvor nogen af dem er mere langsigtede og nogen er mere her-og- nu. Og her er minimumsnormeringer et af de vigtigste krav. Og noget som kan indføres her og nu, hvis vi skal i regering. Så det hér bliver afgørende for vores samarbejde med socialdemokraterne efter et valg.”

SPSM: Du vil ikke kalde det et ultimativt krav?

”Nej, for det er jeg overbevist om at jeg får mindre politik igennem af. Men jeg kan sige meget klart, at jeg har svært ved at se SF i en regering, som ikke prioriterer det hér. Og så er det til gengæld et ultimativt krav til finansloven. Kommer der ikke minimumsnormeringer stemmer vi ikke for loven.

SPSM: Hvordan finansierer SF minimumsnormeringer?

”Vi finansierer det igennem formueskat. Og det er fordi det er helt åbenlyst, at lige siden finanskrisen er de største formuer både i Danmark og i verden blevet større, mens velfærden er blevet udhulet. Samtidig har regeringen i den forgangne periode brugt 21 milliarder på skattelettelser. De kunne have finansieret minimumsnormeringer flere gange. Og derfor mener vi også at det er rimeligt, at de største formuer betaler for at vi investerer i børnene.

Helt konkret taler vi om en stigning på 0,5 % i skatten på formuer over 5 millioner.”

Ret til at passe syge børn 

SPSM: Vi har fire andre anbefalinger, som jeg også gerne vil bede dig om at forholde dig til: Ret til at passe syge børn 20 dage om året (per barn) – dagene deles mellem forældrene, men kan også gives videre til eksempelvis bedsteforældre. Hvis man er enlig forsørger, har man naturligvis alle 20 dage. Ordningen findes i Sverige som en forsikringsordning, som arbejdsgiver og arbejdstager betaler til Dog med mange flere dage end de 20, som vi foreslår. Er det en god anbefaling?

”Ja det er en rigtig god anbefaling. Vi var selv sidste år på vores landsmøde ude og foreslå det vi kalder ret til børns sygedage. Der var vi så ikke helt oppe på de 20 dage, fordi vi vurderede, at det nok var lidt udenfor skiven, det vi troede kunne lade sig gøre. Og der er vi nok lidt tilbage ved det der med at vi skal kunne drømme, og det er en virkelig god anbefaling, men vi skal også kunne indfri nogle af de drømme, som vi planter i folk. Og derfor skal vi være realistiske. Men anbefalingen er virkelig god, så derfor er det også noget af det, vi har med i vores børne- og familieprogram og som vi vil arbejde for.”

SPSM: I Sverige er det jo en forsikringsordning, hvor loftet er 60 dage per barn per forældre om året. Det er en ordning, arbejdstagere og arbejdsgivere betaler til og hvor lønnen ved fravær dækkes med 80 procent. Hvordan forestiller du dig at en lignende ordning skulle se ud i Danmark?

– men helst med arbejdsmarkedets parter

”Vi har lagt op til, at det er noget arbejdsmarkedets parter skal drøfte, men at vi skal finde finansiering til at hjælpe dem, så flere får ret til at være hjemme med sit syge barn. Vi har sagt at vi tænker at det kunne give mening at lave en slags ordning, som man skulle betale ind til, svarende til et arbejdsmarkedsbidrag. Man putter så de penge ind i overenskomstforhandlingerne, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere så sammen kan finde ud af, hvordan man kan udforme modellen.”

SPSM: Men mener du at det skal være en lovsikret ret – eller mener du at det skal være op til arbejdsmarkedets parter?

”Jeg kan egentlig godt lide vores model med, at arbejdsmarkedets parter forhandler. Men jeg synes også, at det her er vigtigt. Først vil jeg foretrække at vi afprøver, om det er noget arbejdsmarkedsparter kan og vil have interesse i, hvis vi hjalp til. Og hvis ikke der er interesse, så ville jeg synes det var noget, vi skulle kigge på lovgivningsmæssigt. Men det er mit indtryk, at det faktisk er noget, som arbejdsmarkedets parter er interesseret i. Og så synes jeg, det er godt, at det fungerer dér, hvor arbejdsgiveren kunne finansiere en del af det sammen med lønmodtagerne. Det er klart at foretrække at de selv siger hvordan de vil gøre det, frem for at det er os inde fra Christiansborg, der siger det.”

SPSM: Men idéen om at få ensartede forhold, ligesom vi har det på barselsområdet når det gælder øremærket barsel, har vel også nogle fordele? Som det er nu, er der f.eks. meget stor forskel på det finansielle område og så andre overenskomster, som er helt uden ret til at holde ”barn syg” (og områder uden overenskomst har slet ingen dage).

”Ja, men jeg kan godt lide ideen om, at arbejderne har kæmpet sig til de vilkår, som de synes er vigtige. Hvis der er et fagforbund, som siger at det her slet ikke er et område, som er vigtigt for deres medlemmer, så kan jeg godt lide det helt principielle i, at så er der noget andet, som de kæmper for. Men det er jo et dilemma. For der er også steder hvor vi siger, at det hér er så vigtigt for vores samfund, at det er vi nødt til at gennemføre ved lov. Det er derfor jeg siger, at jeg synes vi skal finde nogle penge til det – for at presse på. Og så håber jeg at det er noget, man vil tage med derude.”

SPSM: Vi svækker vel på en måde fagforeningerne, hvis vi går ind som samfund og regulerer det her område – er det også en bekymring for dig?

”Ja, det er det, for det er en glidebane. Nu er det ikke længe siden, Lars Løkke var ude og tale om minimumslønninger. Jeg er bange for, at der lige pludselig er en tendens til, at vi skal lovgive om alting i forhold til arbejdsmarkedet. 

Men du hører mig samtidig sige, at det her med syge børn er så vigtigt, at hvis man ikke fra arbejdsmarkedets parter vil tage det op, så synes jeg godt at man kan kigge på det politisk. Der erjo steder på arbejdsmarkedet, hvor man har lovreguleret – barsel, som du nævner. Så jeg er ikke afvisende over for at lovgive, men jeg vil ikke starte dér.” 

Skal fleksibel arbejdstid være en rettighed?


SPSM: Så tager vi anbefalingen om ret til fleksibel arbejdstid, den lyder sådan her: (…)Det er et bud på en model, som selvfølgelig kan se meget anderledes ud. Men hele princippet om at man – som i Sverige – har ret til at gå ned i arbejdstid med små børn, hvordan ser du på det?

”Det synes vi i SF er en rigtig god idé. Vi synes at det skal være en rettighed for alle i det offentlige med fleksibel arbejdstid, uanset om man har en omsorgsopgave eller ej. Det er en del af det at have et rummeligt arbejdsmarked og skabe en bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv, som er et vigtigt fokusområde for os. Men derudover mener vi, at man fra statens side skal udvikle en tidsbank. For én ting er at have ret til fleksibel arbejdstid, det synes vi at alle i det offentlige skal have. Men vi vil også gerne udvikle en model, som nogen også kalder et ”babylån”. Det handler om at man kan gå ned i tid, når man har små børn, og blive kompenseret for lønnedgangen, og så til gengæld kommer til at arbejde lidt mere på et senere tidspunkt. Målet er at man uden indtægtsnedgang kan gå ned i tid, når man har små børn, og op i tid, når har lidt mere tid – man låner noget tid af sig selv og betaler tiden tilbage senere.”

SPSM: Hos nogen af jeres potentielle samarbejdspartnere, radikale især, er der en bekymring for, at ordninger målrettet småbørnsforældre vil gøre dem mindre attraktive på arbejdsmarkedet?

”Det tror jeg ikke man skal være bekymret for. Vi har indført fleksibel arbejdstid flere af de steder, hvor vi har borgmesterposten, og det er til stor glæde for alle grupper. Man skal jo se det sådan, at der også er nogen, der gerne vil op i arbejdstid. Nogen af dem, der kun kan få 25 timers eller 30 timers stillinger, men som gerne vil have fuld tid, og dem vil vi gerne også hjælpe.”

SPSM: Og hvordan kan man gøre dette ved hjælp af lovgivning?

”Det er bestemt ikke kun lovgivning, men også økonomi, der skal til, når vi taler om det offentlige. Der har været store nedskæringer f.eks. i hjemmeplejen, som er skåret så meget, at det ikke er muligt at lave nye fuldtidsstillinger. Man ansætter nye folk på færre timer – det er ofte den måde, det er organiseret på. Men det er meget svært at få ansat det nødvendige antal sygeplejersker, hvis ikke man kigger på, hvor meget de ønsker at arbejde. Og der er mange, der gerne vil arbejde mere.”

Vi kommer til at mangle arbejdskraft

SPSM: Men en rettighed til at gå op i arbejdstid kan vel hurtigt blive dyrere end en rettighed til at gå ned?

”Ja. Men vi kommer til at mangle arbejdskraft. Så derfor er min pointe, at hvis vi vil have den arbejdskraft, som vi skal bruge, så kommer vi til at tilbyde fleksibel arbejdstid som et gode under alle omstændigheder. Uanset hvad man så mener om familieliv og work-/life-balance. Jeg taler her vel at mærke om den offentlige sektor. I det private kan vi slet ikke bestemme den slags.

I det offentlige kommer vi til at stå med så mange problemer i forhold til at rekruttere folk, at det at tilbuddet koster lidt ekstra ikke er problemet. Problemet er, at vi kommer til at mangle sygeplejersker og pædagoger. Og vi mangler lærere lige nu!”

SPSM: Vil det offentlige så ikke fortsat være kvindearbejdspladser, hvis fleksibel arbejdstid er et offentligt gode?

”Nej, jeg tror at yngre mænd også er interesseret i det her. Der kommer en bølge af mænd nu, som er meget interesseret i work-/life-balance. Jeg er selv en af dem. Og jeg kan se en bevægelse også blandt mine unge mandlige venner i den retning.

Der er helt sikkert stadig en kønsulighed og et meget kønsspecifikt arbejdsmarked i Danmark, og det skal vi have kigget på, men lige på dette område med arbejdstid er jeg ret sikker på, at der er en bevægelse i retning af, at unge mænd også gerne vil have mere tid til deres børn og familier.”

En reel tillidsreform

SPSM: Så tager vi anbefalingen om en reel tillidsreform. Den lyder sådan her:

En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet,så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker.


”Jeg mener helt klart, at der er brug for en tillidsreform – i hele den offentlige sektor. Jeg mener, at vi skal lukke Moderniseringsstyrelsen og al dens væsen og udslette new public management fra jordens overflade. Men – når det kommer til daginstitutioner, mener jeg efterhånden at det er lidt af en skrøne, at man kan finde uanede mængder ressourcer ved at fjerne “bøvlet”. Derfor bruger jeg heller ikke ret tit argumentet om afbureaukratisering på dagtilbudsområdet.

Vi kan fjerne de unødige pædagogiske koncepter, dem bruger kommuner og institutioner alt for meget tid på. Kravene om digitale projekter, fordi kommunen synes det lyder smart, kan vi også fjerne – væk med dem. Men det ændrer ikke på, at der er brug for mange flere pædagoger.”

Vær konkret i stedet for at tale diffust om bureaukrati

“Jeg synes man skal sætte navn på bureaukratiet. Ellers bliver det en fluffy debat, hvor politikerne bare slynger ”afbureaukratisering” ud, fordi det lyder godt. 

Vi har nogle sprogscreeninger, ja – de bør kun bruges, når pædagogerne mener, de giver mening. Vi har nogle læreplaner, som lige er blevet lavet om, så de bliver mindre bureaukratiske, og som nu er bakket op af den pædagogiske sektor, dem skal vi beholde. Vi har trivselsarbejde – og vi har samarbejde med hjemmene. Og så er der samarbejdet med kommunerne, som sikkert mange steder kan forbedres.

Men generelt er bureaukrati ikke det store problem på daginstitutionsområdet. Det store problem ER, at der mangler hænder. Derfor synes jeg også at det bliver lidt en afledningsmanøvre, når Laura Lindahl (LA) og andre siger, at der er så forfærdeligt meget bureaukrati. Hvis man fjerner det bureaukrati, der er, så er vi stadig overhovedet ikke i mål.”

Jeg vil ikke prioritere at pengene følger barnet – men jeg forstår bevægelsen


SPSM: Den sidste anbefaling hedder pengene følger delvist barnet. Hvad mener du om den?

”Jeg kan mærke, at der er en bevægelse i retning af at passe børnene selv. Og jeg synes, det skal være en mulighed. Men det er det helt overordnede mål for mig, at vi har gode institutioner. Jeg tror på, at børn har godt af at komme i gode daginstitutioner. Forskning viser, at når man har gode daginstitutioner af høj kvalitet og med uddannede voksne, så er det godt for børn at komme i institution og ind i et fællesskab. Så derfor vil jeg hellere bruge pengene på gode institutioner, end på alle mulige nye ordninger. Når det er sagt kan der være tilfælde, hvor hjemmepasning kan give god mening. Der kan fx være børn, der har en sårbarhed eller familier, hvor det af forskellige grunde er den bedste løsning. I de tilfælde ville jeg synes, det var en god ide at kunne tilbyde nogle fleksible rammer for hjemmepasning.”

SPSM: Men du mener ikke at støtte til hjemmepasning skal være en mulighed, som alle kommuner skal tilbyde?  

”Problemet er, at de penge, man ville bruge på en sådan ordning, sandsynligvis ville gå fra daginstitutionernes budget. Og derfor er jeg bekymret, for daginstitutionernes økonomi er i forvejen dårlig. Men kan man finde nogle ”nye penge”, som man kan sætte den slags projekter i gang med, så vil jeg gerne støtte det. Desværre er det dog ofte sådan, at hvis man vil lave noget nyt på børneområdet, så tager man pengene fra daginstitutionerne. Og det vil jeg være meget bekymret over.”

FAKTA

Jacob Mark, 27 år, har siddet i Folketinget siden 2015 indvalgt for SF i Køge-kredsen, Sjællands Storkreds. Før valget til Folketinget sad han i byrådet i Køge (2013-15) som landets yngste formand for børne- og ungeudvalget. I 2014 kom han i landsledelsen for SF og fra 2016 har han været partiets gruppeformandog er desuden børne- og undervisningsordfører, uddannelses- og forskningsordfører samt kultur-, medie- og idrætsordfører. Jacob Mark er opvokset i Køge med en far, der er fængselsbetjent og en mor, der er folkeskolelærer. Han har en bachelor i journalistik og sidefag i politik og administration (RUC).

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Gert Dyrn (E)

 

Vi har præsenteret børne- og familieordfører Gert Dyrn fra Partiet Klaus Riskær Pedersen for de fem vigtigste af Familiepolitisk Netværks 16 anbefalinger - han er dermed den femte børneordfører for et parti, der skal tage stilling til:

- Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme 20 dage pr. barn pr. år
- Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte – som i Sverige
- En reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetence til den enkelte daginstitution, så anvendelsen af arbejdstiden ikke skal dikteres oppefra
- Indførelse af minimumsnormeringer i hele åbningstiden og med fuld vikardækning
- Pengene til dagpasning følger delvist barnet i et år efter endt barsel/orlov, så forældre der vælger at passe barnet hjemme således får et tilskud til dette
Her kan du se hvad det er vi har spurgt alle politikerne om.

Gert Dyrn (E): – Det er helt centralt i vores program at uddelegere beslutningskompetence 

”Hvis jeg skulle vælge den anbefaling, som vi går mest ind for, så er det en reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetence på dagpasningsområdet” siger Gert Dyrn, som er en af de få mandlige børne- og familieordførere i det politiske landskab.

Han er familieadvokat og kommer fra Partiet Klaus Riskær Pedersen, som ikke spås mange chancer ved valget den 5. juni, men som Familiepolitisk Netværk alligevel giver ordet til – ligesom vi har givet ordet til alle de 11 øvrige partier.

En reel tillidsreform er den anbefaling vi støtter mest

“Anbefalingen om en reel tillidsreform – et ord som jeg rigtig godt kan lide – hænger sammen med vores syn på minimumsnormeringer. Vi er nemlig overbevist om, at hvis man satte daginstitutionerne fri til at råde over det beløb, de er tildelt, uden en masse udefrakommende koncepter, projekter og krav, så ville det ikke være nødvendigt med minimumsnormeringer. For så ville den enkelte institution kunne allokere ressourcerne derhen, hvor der var mest brug for dem, og var ikke tvunget til at bruge ressourcer på en masse skrivebordsarbejde, administration og kontrol. 

Vi er imod indførelse af minimumsnormeringer, men går ind for flere ressourcer til området.”

SPSM: Men ressourcerne skulle jo stadig tildeles, så det står i forhold til antallet af børn i den pågældende kommune og institution?

”Ja, og det kunne man måske løse ved at sige, at et bestemt antal børn udløser et øremærket beløb til daginstitutioner i den pågældende kommune. Men om den enkelte institution lige vil bruge pengene på ekstra personale eller hellere vil bruge dem på nogle spændende projekter, det må være op til den enkelte institution. Der er jo også forskel på institutioner – i nogle er der mere behov for pædagogisk støtte end i andre. Så det skal ikke dikteres oppefra præcis hvor mange børn pr. pædagog, der skal være.”

Fleksibel arbejdstid – ja tak

“Til gengæld kan jeg sige meget klart, at vi går ind for, at man skal have ret til fleksibel arbejdstid. Vi mener i det hele taget, at arbejdsmarkedet skal være bedre til at tilpasse sig, at mennesker har forskellige behov på forskellige tidspunkter i løbet af et arbejdsliv.

I dag er det en mulighed, som mange har at gå ned i arbejdstid – men ikke alle kan få lov, så derfor er muligheden for mange ikke reel. Derfor skal det være en rettighed.

Vi mener ikke nedgang i arbejdstid skal lønkompenseres. Vælger man at gå ned i arbejdstid, må man selv tage konsekvensen. Men det er ikke umuligt at man kunne gå ind og delvist kompensere de mest lavtlønnede via øgede skattefradrag, som I også foreslår (i Familiepolitisk Netværk, red.).  For ellers er det jo kun de rigeste, der reelt har muligheden.

Egentlig mener vi, at retten til fleksibel arbejdstid bør gælde alle. Alle kan jo have behovet for at gå op eller ned i arbejdstid. Men til en start kunne man godt sige, at i hvert fald familier med små børn skal have denne mulighed. Og hvis de ønsker at benytte sig af denne mulighed, skal de have ret til dette.”

Lovsikret ret til at passe syge børn – det vil vi gerne se på

“Vi vil gerne se på jeres forslag om lovsikret ret til at passe syge børn hjemme. Der er ingen tvivl om, at det er en stor stressfaktor for mange forældre, at der ikke er en universel ret til at passe syge børn et vist antal dage om året, som man fx har i Sverige. Er man fx ansat på et område, der ikke er reguleret af en overenskomst, og det er der desværre flere og flere der er, har man ingen som helst rettigheder på området.

Vi mener man som udgangspunkt kunne starte med at gøre de offentlige ordninger universelle, dvs. ret til at holde 2-3 sygedage pr. barn pr. forælder. Om det lige skal være dette antal dage, mener jeg man kunne kigge nærmere på. Også ud fra de svenske erfaringer, som viser, at forældre faktisk ikke anvender alle de sygedage med barn (VABBA), som de har ret til.

Noget tyder på, at rettigheden i sig selv faktisk skaber noget tryghed, som udløser færre sygedage. Det er jo i sig selv interessant.”

Nej – pengene skal ikke følge barnet

“Anbefalingen om at pengene til dagpasning delvist følger barnet de første par år, så man evt. kan vælge at passe barnet selv og få tilskud til dette, går vi ikke ind for. Jeg har meget forståelse for, at mange forældre kan opleve, at det er bedre for barnet at blive passet hjemme det første år efter barsel og orlov – og det er det sikkert også. Men jeg mener alligevel, at hvis vi som samfund tilbyder både 10 måneders barsel og ret til at holde barns sygedage – plus ret til at gå op og ned i arbejdstid med små børn, så må de, der har lyst til at passe deres børn hjemme, gøre det for egen regning.

Hvis man ikke vil gøre brug af de offentlige tilbud, så er det fair nok, men så må man også betale selv.”

FAKTA

Gert Dyrn er født i 1967 og er cand.jur. fra 1998 samt forsvarsadvokat med møderet for Landsretten. Han er tildelt Advokatsrådets pris for en afhandling om retssikkerhed og har bl.a. arbejdet med narkomaner og udsatte unge og været befalingsmand og udsendt til det tidligere Jugoslavien. Han er bl.a. kendt for klummer i den socialistiske ugeavis Arbejderen og har været forsvarer i den såkaldte PKK-sag, hvor 11 kurdere er tiltalt for at have støttet den kurdiske oprørsbevægelse PKK. 

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Mette Thiesen (D)

Familiepolitisk Netværk spørger ALLE partiernes ordførere om deres holdninger til fem af vores vigtigste anbefalinger: retten til at passe syge børn (som i Sverige), retten til at gå op og ned i arbejdstid (fleksibel arbejdstid) når man har små børn, en tillidsreform på dagpasningsområdet og retten til at passe sine børn selv det første år efter barsel (pengene følger delvist barnet). Her følger det fjerde interview i rækken. Alle partierne fra A til Å kommer på bloggen i løbet af uge 21 og 22. Se her hvad vi har spurgt dem om.

Mette Thiesen (D): Politikerne skal bestemme mindre – og vi skal have tilliden til fagpersonerne tilbage

Ifølge børneordfører Mette Thiesen kan det helt overordnede princip for Nye Borgerliges børne- og familiepolitik sammenfattes i tre sætninger: Politikerne skal bestemme meget mindre, danskerne skal bestemme meget mere – også over deres egne penge – og tilliden til fagpersonerne skal tilbage.

Mette Thiesen sidder i kommunalbestyrelsen for Nye Borgerlige i Hillerød, hvor hun oprindeligt sad på et konservativt mandat. Udover at være det nye højrefløjspartis ordfører på børne- og familieområdet, er hun spidskandidat for partiet i Nordsjælland.

Vi har spurgt hende, som alle andre børneordførere, hvilken af Familiepolitisk Netværks fem vigtige anbefalinger, hun går mest ind for:

”Det er princippet om, at pengene skal følge barnet. Den anbefaling går vi hundrede procent ind for. Hvis man vælger at passe barnet hjemme, skal man have et beskæftigelsesfradrag, der svarer til institutionspladsens pris. Den anden anbefaling, vi støtter 100 procent, er at sætte institutionerne fri. Politikerne skal ikke blande sig i hvordan man driver institutioner og skoler. Det ved de selv mest om. Alle skoler og institutioner bør fungere som selvejende.”

I det følgende kan du se hvad hun siger om partiets holdning til alle fem anbefalinger, som vi har bedt partiernes børneordførere om at forholde sig til:

Lovsikret ret til at passe syge børn? 
Anbefaling 1: Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder. Du kan læse mere om anbefaling 1 her

Det er vigtigt at få lov at være hjemme med syge børn. Og det er klart, at man som familie skal have mulighed for at passe sine egne børn, når de er syge. Men den rettighed har man jo allerede flere steder. Vi vil helst holde politikerne ud af det her. Vi tror på, at arbejdsmarkedsparter kan klare det. Så det er ikke noget, der hverken kan eller skal lovgives om.

De fleste har jo både første og anden sygedag igennem deres overenskomst og derudover har vi tillid til, at folk kan finde ud af at aftale det med deres arbejdsgiver, når der er brug for at tage et par dage hjemme. Det er jo meget forskelligt fra familie til familie, hvordan man har mulighed for at indrette sig.

I øvrigt mener vi, at hvis vi som borgere får lov at beholde flere af vores egne penge, så kan man bedre som familie indrette sig som man vil.”


SPSM: Men hvordan hænger det at beholde sine egne penge selv sammen med retten til at passe børnene, når de er syge? Vi har jo ingen universel ret i Danmark at passe syge børn – det er 100 procent afhængigt af overenskomsten.

“Det er klart, at får man lov at beholde flere af sine egne penge, så kan man indrette sig mere frit som familie. Det at kunne passe syge børn hjemme er noget, der skal findes i overenskomsterne og aftales mellem arbejdsmarkedets parter.”

Ret til nedsat arbejdstid når man har små børn?

Anbefaling 2: Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag.  Du kan læse mere om anbefaling 2 her

”Den anbefaling støtter vi ikke. Arbejdstid er (heller) ikke noget politikerne skal blande sig i. Det er noget familierne skal beslutte selv. Hvis vi nu betalte mindre i skat, og fik lov til at beholde nogle flere af vore egne penge, var det muligt for dem, der ønskede det, at gå på deltid eller helt at gå hjemme. Vi vil f.eks. halvere el-afgiften og fjerne afgiften på biler og så vil vi generelt sætte skatten ned. På den måde kan forældrene bedre indrettet sig, som de selv synes.”

Tillidsreform på dagpasningsområdet?
Anbefaling 3: En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet,så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker. Du kan læse mere om anbefaling 7 i dette kapitel i kataloget.

”En tillidsreform støtter vi 100 procent. Hele vores politik bygger på, at vi skal have tilliden tilbage til fagpersonerne. Pædagogerne bruger rundt regnet kun halvdelen af deres tid sammen med dem, det drejer sig om – i dette tilfælde børnene. Det samme gælder socialrådgivere og mange andre grupper af offentligt ansatte i dag. Det er gået galt de sidste 30 år. Det vil vi have sat en stopper for. Bureaukratiet har fjernet tilliden til de fagpersoner, der er derude. 

Vi vil sætte dagtilbuddene fri og vi vil have tilliden tilbage til fagpersonerne. Det er pædagogerne og deres ledere, der bedst ved, hvordan man laver et godt dagtilbud med omsorg og nærhed – det er ikke noget, politikerne skal styre.

Selvfølgelig skal man have tilsyn, men hvordan et pædagogisk tilbud skal indrettes, skal politikerne ikke blande sig i. Det er på tide, vi tager et opgør med den massive administrative byrde og bureaukratiet i vore dagtilbud og skoler. Christiansborg har ikke forstand på, hvordan man skal drive hverken institutioner eller skoler.

I Nye Borgerlige tror vi på fagpersonerne. Vi vil have sat en stopper for alle de bureaukratiske tiltag ude i kommunerne, som forsøger at detailstyre institutioner, skoler, politiet, sundhedsvæsenet og så videre.”

Minimumsnormeringer?
Anbefaling 4: Indførelse af minimumsnormeringer i hele åbningstiden samt fuld vikardækning med vikarbudget – ikke fordi det er optimalt at regulere mere, men for at dæmme op for den ringe praksis for reelle normeringer, som i alvorlig grad belaster børn og personale med store negative konsekvenser for psykisk sundhed og børnenes følelsesmæssige udvikling. Minimumsnormeringer er ikke en standard men en grænse, svarende til klassekvotienten i en skoleklasse. Anbefalingen er 1:3 børn i vuggestuer og 1:6 i børnehaver. Minimumsnormeringer bør også sikre, at det primært er uddannet personale, der tager sig af børnene. Læs mere om anbefaling 8 i kataloget.

”Heller ikke når det gælder normeringer, mener vi at politikerne skal blande sig. Jeg kan sagtens forstå bekymringen fra forældrenes side, og navnlig når vi hører om de ringe forhold, der er mange steder. Men politikerne skal holde sig væk. 

Det primære problem er jo, at pædagogerne er blevet pålagt så mange meningsløse opgaver, at de ikke har tid til kerneopgaven. Pædagogerne bruger som tidligere nævnt kun halvdelen af deres tid på at være sammen med børnene. Hvis vi fjerner bureaukratiet, har de tid til at gøre det, de er ansat til og som de er dem, der har bedst forstand på. Sæt institutionerne fri – så er der tid!”

SPSM: Men der skal vel stadig tilføres penge, både hvis forholdene skal blive mærkbart bedre – og fordi vi i løbet af de næste fem år får ca. 50.000 flere i dagtilbud end ellers?

”I rigtig mange kommuner bruger de pengene på noget forkert. De bruger pengene på konsulenter, på journalister og DJØF’ere.  Og det er rigtig ærgerligt, at kommunerne ikke prioriterer børneområdet. De taler meget om det – men de prioriterer det ikke! Og det er forkert, for pengene er der! 

I Nye Borgerlige synes vi, at kommunerne skal fokusere de penge, der er, på kernevelfærden: på børnehaver, skoler og ældre.”

Skal pengene (delvist) følge barnet det første år efter barsel?
Anbefaling 5: Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune. Læs mere om anbefaling 13/ 15 i kataloget

“Ja – den anbefaling går vi hundrede procent ind for. Pengene skal selvfølgelig følge barnet, og ikke kun delvist, men hundrede procent. Og ikke bare det første år efter barsel. Hvis man vælger at passe barnet hjemme, skal man have et beskæftigelsesfradrag, der svarer til institutionspladsens pris. I praksis går beskæftigelsesfradraget til den forælder, der stadig er på arbejdsmarkedet.”

FAKTA

Mette Thiesen er 37 år og læreruddannet fra N. Zahles Seminarium. Hun er uddannet folkeskolelærer (2008) og har også arbejdet som skoleleder og er nu spidskandidat for Nye Borgerlige i Nordsjællands Storkreds. Bosat i Hillerød og indvalgt som byrådsmedlem for Nye Borgerlige samme sted. Mette Thiesen blev i 2013 oprindeligt valgt til byrådet for de konservative, men skiftede efterfølgende til Nye Borgerlige og blev valgt for Nye Borgerlige ved det følgende kommunalvalg. Hun sidder i kommunens økonomiudvalg og i Børne-, Familie- og Ungeudvalget.

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Brigitte Klintskov Jerkel (C)

 
Familiepolitisk Netværk har spurgt 12 toppolitikere – en ordfører fra hvert parti – om de vil støtte de 5 vigtigste af vore anbefalinger: 1) ret til at passe syge børn, 2) ret til fleksibel arbejdstid med små børn, 3) en reel tillidsreform på dagpasningsområdet, 4) minimumsnormeringer 1:3 og 1:6 og 5) bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger delvist barnet). Svaret fra Det Konservative Folkepartis børne- og familieordfører kommer her. Se her hvad vi har spurgt dem om.

Brigitte Klintskov Jerkel (C): Jeg kan støtte principperne bag anbefalingerne, men ikke anbefalingerne som de lyder

Brigitte Klintskov Jerkel har sagt mange tak til vores henvendelse om et interview, men “da det er en meget travl tid i øjeblikket” (lige op til valget, red.), har hun ønsket at svare skriftligt på vores spørgsmål. Vi har derfor bedt hende forholde sig til de fem anbefalinger, som de er beskrevet på www.fampol.dk og i det materiale, som hun har fået tilsendt – se nedenfor.

Den første anbefaling handler om syge børn og lyder sådan her:

1. Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan(Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder. 

Man kan læse mere om anbefaling 1 i dette kapitel i kataloget

Brigitte Klintskov Jerkel svarer

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen – men ikke anbefalingen som den lyder.

Begrundelse: Jeg støtter princippet i det, da jeg mener, man skal have lov at passe sine børn, når de er syge. Når det er sagt, så mener jeg, det skal reguleres på den rigtige måde gennem trepartssamarbejdet og ikke gennem topbestemt lov.”

Den anden anbefalinghandler om ret til at arbejde mindre mens børnene er små og lyder sådan her:

2. Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag. 

Man kan læse mere om anbefaling 2 i dette kapitel i kataloget

Brigitte Klintskov Jerkel svarer:

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen, men ikke anbefalingen som den lyder. 

Begrundelse: Jeg støtter princippet i, at man som forældre skal kunne være der for sine børn – særligt i de første år af deres liv. Men jeg støtter ikke den konkrete anbefaling. Når det er sagt, så er en tryg og stabil opvækst afgørende for resten af børnenes liv, og derfor er det vigtigt, at arbejdsmarkedet er skruet rigtigt sammen, så forældrene får mulighed for at give deres børn en god start på livet.”

Den tredje anbefalinghandler om at pædagoger og daginstitutionsledere skal sættes fri af kommunal og central topstyring og lyder sådan her:

3. En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet,så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker. 

Man kan læse mere om anbefaling 7 i dette kapitel i kataloget.

Brigitte Klintskov Jerkel svarer:

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen, men ikke anbefalingen som den lyder.

Begrundelse: Det er vigtigt, at pædagogerne har tid og mulighed for at udøve nærvær, og at der ikke er for meget topstyring. Netop derfor ligger en del af styringen i kommunerne, som kender daginstitutionerne. Samtidig er det vigtigt, at der er ordentlige rammer for daginstitutionerne, og derfor har vi i samarbejde med aktørerne på området lavet en ny pædagogisk læreplan, som skal sikre en ensartet tilgang til pædagogikken i daginstitutionerne.”

Den fjerde anbefalinghandler om minimumsnormeringer og er delt i to (varianter) – og lyder sådan her:

4. Minimumsnormeringer på dagpasningsområdet 
Vi beskriver her to forskellige varianter af anbefalingen. Den første er mere vidtgående end den anden. For begge gælder, at minimumsnormeringer skal forstås som en nedre grænse – en bund - som ikke må overskrides (svarende til klasseloftet i en skoleklasse). 

I den første anbefaling må der i hele institutionens åbningstid aldrig være mere end 3 børn pr. voksen i vuggestuer og ikke mere end 6 børn pr. voksen i børnehaver. Lederne tæller ikke med i normeringen. Personalet skal overvejende bestå af uddannede pædagoger. Der skal være fuld vikardækning i hele åbningstiden, når der er fravær fx grundet sygdom, kompetenceudvikling, møder osv.  Læs mere  mere om anbefalingen, som den står beskrevet i Familiepolitisk Netværks katalog 

Den anden anbefaling følger BUPL’s forslag om, at der max. må være 3 børn pr. fuldtidsansat voksen i vuggestuer (= 0-2 årige børn) og max. 6 børn pr. fuldtidsansat voksen i børnehaver (= 3-6 årige børn). Personalet skal overvejende bestå af uddannede pædagoger. Lederne tæller ikke med i normeringen. 'Alenetid'fjernes fra vagtplanerne, dvs. den tid en pædagog er alene med den samlede børnegruppe. Læs BUPLs anbefaling her 
 
Brigitte Klintskov Jerkel svarer:

“Jeg vil gerne arbejde for bedre normeringer, men ikke som beskrevet i hverken den ene eller den anden anbefaling.

Begrundelse: Vi vil gerne have bedre normeringer, men vi vil ikke ved lov bestemme, hvordan man skal drive dagtilbud – det mener vi, man bedst selv administrerer i det nære i dagtilbuddene og kommunerne. Som eksempel har Frederiksberg Kommune netop besluttet at indføre minimumsnormeringer – vi bakker i den grad op om kommunerne, når de selv tager ansvar og sikrer gode rammer i dagtilbuddene. Når det er sagt, så mener vi også, det er afgørende, at normeringerne i ydertimerne er i orden – derfor har vi foreslået, at der sikres flere pædagogiske medarbejdere ved åbnings- og lukketid, når der er tilpas mange børn.”

Den femte og sidste anbefalinghandler om bedre muligheder for at vælge hjemmepasning (pengene følger delvist barnet) – og lyder sådan her:

5. Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune. Læs mere om anbefaling 13/ 15 i kataloget

Brigitte Klintskov Jerkel svarer:

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen, men ikke anbefalingen som den lyder.

Begrundelse: Kommunerne kan i dag tilbyde at lade en del af det offentlige tilskud gå til pasning i hjemmet, men det er ikke et krav. Dog synes jeg, der er gode takter i det, og jeg støtter gerne, at det udbredes. Vi går ind for fleksible pasningsmuligheder, så familierne kan få deres hverdag til at fungere bedst muligt.”

FAKTA 

Brigitte Klintskov Jerkel, 50 år, er indvalgt for Det Konservative Folkeparti og kom i Folketinget i 2016 (Brian Mikkelsens plads). Hun er psykiatriordfører, ældreordfører, ordfører for nordisk samarbejde, forebyggelsesordfører, undervisningsordfører, transportordfører, social- og handicapordfører og familie- og børneordføreri. Hun er uddannet socialrådgiver og NLP Businesscoach. Tidligere 1. viceborgmester i Greve (oprindeligt indvalgt for partiet Venstre) og tidligere medlem af Regionsrådet, Sjælland.