Tid til at tage imod en tegning?

Jeg hader, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringerne ved at være barn i en børnehave. Vi ved lige præcis, hvad der skal til for at hjælpe dem – men vi har ikke tiden til det.

BØRNEHAVELIV: I Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook har der op til påsken været en del aktivistiske skriverier om daginstitutions-normeringer efter at BUPL har udgivet tal, der viser en meget presset dagligdag for landets pædagoger. Familiepolitisk Netværks blog bringer her pædagog Sandra Nygård Bechs opråb, som hun udgav i sin statusopdatering i gruppen på Facebook forleden (red.)

Af Pædagog Sandra Nygård Bech, Århus
Om skribenten: Sandra Nygård Bech er uddannet pædagog i 2009, og har siden været ansat i daginstitutioner i Aarhus Kommune og er pt. ansat i en integreret institution i Stavtrup. Hun har altid brændt for arbejdet med børn og har været meget aktiv i kampen om bedre vilkår for børnene.

Denne tegning er en af grundene til, at jeg stort set altid har lommer i det tøj, jeg har på på arbejde. Denne tegning har jeg idag modtaget som gave. Jeg tog imod med glæde og spurgte nysgerrigt ind til den. “Wow – Tak! Hvad har du lavet?” Pigen svarer stolt, at det er sådan en gul og sort én, som hun har klippet. Og ja – det er jo lige præcis det det er. Jeg lægger tegningen ned i lommen og glemmer at den er der. Lige indtil pigen efter et par timer finder mig igen, smiler til mig og spørger; “Hvor er din tegning?” Jeg finder hurtigt tegningen frem fra lommen og viser hende, at jeg passer på den og værdsætter hendes gave. Hun griner genert, og løber glad videre ned i børnehaven.

Jeg føler mig lettet over at tegningen lå i min lomme, da jeg ser glæden og stoltheden lyse i hendes øjne og jeg ser hvordan hun med en dyb indånding tager helt ind i hjertet, at hun har værdi for mig. Mine lommer er ofte fyldte, og det er dejligt at kunne give børnene den gave at lade dem vide, at det de kommer og deler med mig har værdi.

Men i hverdagen er børnene mange og lommerne få, og det er desværre langt fra alle, som oplever det samme, som pigen i eksemplet her.

Langt oftere vil børnene opleve, at den voksne, som gaven skulle gives til, er optaget af at tale med Nikolajs mor, løse en konflikt mellem Jonas og Karoline, minde Alma om at gå på toilettet, pudse violas næse, sikre at Wahid har fået eftermiddagsmad, tage imod besked fra en kollega, som er på vej hjem, lave en plan for imorgen, nu hvor Yrsa er syg, og der ikke må kaldes vikar ind og… Alt imens står Maren med sin tegning… Hun havde gjort sig umage, og tænkt på, hvor dejligt det ville blive at se sin yndlings voksen blive glad for så betydningsfuld en gave. Men når man om eftermiddagen skal dele de 5 voksne med 80 andre børn, og 80 forældre, og intra, og telefonopkald, og opvasken, og vasketøjet… Ja – så er det ikke alle gaver som modtages med den respekt og glæde, som bør følge med.

Da Luna i dag gav mig gaven, gav hun mig mere end blot et stykke papir med sparsom tegning, som hun havde klippet i. Hun gav mig en invitation til at indgå i en relation med hende. En invitation til dialog, nærvær og omsorg. I dag havde jeg tid til at møde hende i den, og mødet gav mig en følelse af glæde og stolthed, og jeg fornemmede, at hun gik derfra med større selvværd og følelse af at høre til og være blevet set i det store fællesskab.

Men hvad mon det betyder, at hun vender tilbage? Er det mon et trist tegn på at relationerne i dagens institutioner er blevet så overfladiske og sporadiske, at børnene ikke længere føler sig sikre på dem? I virkeligheden burde det vel ikke være nødvendigt at følge op på om den voksne nu også delte oplevelsen, værdsatte den, respekterede den?
Jeg forstår dog godt, at hun gør det.

Jeg er omringet af nogle af de mest kompetente kolleger, jeg har mødt i de snart 10 år, jeg har været i pædagogverden. Jeg ser dem bruge HVERT ET LEDIGT ØJEBLIK på at se et barn i øjnene, kramme dem, grine med dem, udvikle sig sammen med dem, men øjeblikkene er færre, og jeg kan mærke helt ind i hjertet, at jeg HADER det.

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor … alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge, for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an?

Jeg HADER, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringer ved at være barn i en børnehave. Vi VED lige præcis, hvad der skal for at hjælpe dem, men vi har ikke tiden til det.

Det lyder så flot, når regeringen fortæller, at de vil afsætte millioner til børneområdet, men hvornår hulan får de øjnene op for, at Luna i dag IKKE havde brug for, at jeg havde været på endnu et kursus og havde læst store vigtige teoribøger!
Hun havde brug for, at jeg havde tiden til at se hende, møde hende, værdsætte hende og sige JA TAK til hendes utroligt fine invitation.
Det er DÉT der skal til!
Det er DÉT der batter!
Det er DÉR, vi når børnene!
– Og det er DÉR politikere vil få deres fine resultater af deres tests.

For børn i trivsel, som har selvværd og selvtillid, som har tillid til at deres medmennesker og som oplever betydningsfulde relationer – det er netop DE børn, som klarer sig godt i skolen, som tør satse højt, som tør gå foran, og som ved de fortjener at være lykkelige.

Hvor ville jeg dog ønske, at politikerne snart ville lytte til de sande eksperter; pædagogerne, som ER kompetente, og som hver dag løfter et kæmpe ansvar for fremtidens borger under helt urimelige forhold!

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor alt du skulle mestre for at klare dit arbejde skulle læres for første gang? Samtidig skal du forestille dig, at alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an? Tilføj at hverken du eller dine kolleger forstår jer på at kommunikere om opgaven.

Du ville sikkert ikke holde længe på den arbejdsplads, så hjælp nu med at sikre, at børnene heller ikke skal arbejde under så kritisable forhold!

 

Læs også pædagog Kirstine Kirks indlæg om hvorfor vi som forældre og pædagoger ikke protesterer mere højlydt her.

Stop det offentlige omsorgssvigt

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Når vi ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger? Det har været debatteret ivrigt i Familiepolitisk Netværk. I den forgangne uge kom BUPL så med nye tal på daginstitutionsområdet, der blev fulgt af advarsler om et offentligt omsorgssvigt. Derfor kommer her netværks-medstifter Karen Lumholts bud på en skabelon til brug for bekymrede forældre, som vil skrive brev til de ansvarlige kommunalpolitikere.

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Af Karen Lumholt
Om skribenten: Karen Lumholt er journalist, mor til tre voksne børn og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Hun har skrevet en række bøger om børn, samfund og familie, har været opstillet til Folketinget, været direktør for Tænketanken Cura og er nu selvstændig rådgiver, foredragsholder og underviser.

Kære kommunalpolitikere – hjælp os med et opgør med løgne- og tavshedskulturen

Jeg har skrevet et brev til kommunalpolitikerne, fordi jeg mener, at de bør vide, hvor galt det står til i daginstitutionerne.

Desværre bliver oplysningerne om forholdene i daginstitutionerne ofte skjult for politikerne, fordi forvaltningerne ønsker at lægge låg på. Og fordi tavshedskulturen råder i institutionerne, hvor man ikke vil gøre forældrene bekymrede og ikke vil kaste negativt lys på institutionens ledelse, som knokler som besat for at få enderne til at mødes.

Altsammen forståeligt og i rystende grad velbegrundet – det handler jo om mennesker, der risikerer jobbet. Men politikerne SKAL vågne op og tage ansvar.

Derfor brevet.

Brevet kan frit bruges af alle jer, som læser dette, som inspiration. Det er stilet til de folkevalgte politikere i kommunens “Udvalg for Børn og Unge”, som kan hedde lidt forskelligt fra kommune til kommune.

Mit forslag er, at henvendelsen sendes til hvert enkelt udvalgsmedlem. Mailadresser vil ofte være at finde på kommunens hjemmeside, men ellers må forvaltningen kunne hjælpe.

Brevet er meget langt og skal opfattes som en bruttoliste. Man kan vælge og vrage i indholdet, og man kan sakse i brevet og bruge de dele, man kan identificere sig med. Hovedsagen er:

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Her kommer brevet:

__________________________________

Til medlemmerne af Udvalget for Børn og Unge – eller hvad det nu hedder i din kommune.

Jeg har i dag – igen – måttet aflevere mit barn i vuggestue/børnehave med en følelse af stærk uro og bekymring.  Min bekymring betyder, at jeg nu (igen) overvejer at holde mit barn hjemme og at melde mig selv syg. Muligvis helt at tage mit barn ud af institutionen.

Jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg har en rigtig god kontakt både til personale og leder i institutionen og at jeg har den største respekt for pædagogernes faglige arbejde og for institutionens leder og ledelse.

Af samme grund ønsker jeg IKKE på nogen måde at hænge institutionen ud. Og derfor har jeg IKKE i første omgang nævnt institutionens navn, hvor personalet knokler for at få enderne til at mødes, og tydeligvis knokler mere og mere for hver dag, der går. Jeg oplever, at deres vilkår bliver ringere og ringere.

Jeg vil gerne fortælle om den konkrete situation, som jeg oplevede i dag:

I dag var situationen den, at…… – skriv her lidt om den konkrete situation, men uden at skrive noget dårligt om enkeltpersoner, hvad enten det er børn, personale eller forældre. Overvej igen om du overhovedet skal nævne institutionens navn.

Andre dage har situationen været, at… – lad dig evt. inspirere af denne liste:

  • … små børn, der var lidt pjevsede eller småsløje, ikke fik den omsorg, de åbenlyst trængte til
  • … blebørn ikke blev skiftet, men måtte vente længe
  • … nystartede børn på stuen græd og tydeligvis var utrygge og måske ulykkelige
  • … børn der lige var blevet afleveret af far eller mor var grædende, men ikke kunne blive taget op
  • … børn sloges uden at personalet kunne komme det barn til hjælp, som var blevet slået/bidt/ramt
  • … et barn var kommet til skade, men der var ikke tid til trøst
  • … en pædagog var alene med XX børn
  • … børnegruppen var alt for stor til 2 personaler (eller 1)
  • … eller hvad du/I nu har oplevet.

Jeg er bekymret, fordi hverken mit barn eller andre små børn får den omsorg, der er så vigtig, for at de kan udvikle sig normalt.

Jeg er bekymret for, om børnene og pædagogerne i længden kan holde til det.

Jeg er også bekymret, fordi paragrafferne i Dagtilbudsloven tydeligvis ikke bliver overholdt.

Der finder altså lovovertrædelser sted.

Min bekymring går især på fire forhold:

  1. Mængden af børn på stuen/legepladsen er alt for stor, set i forhold til, at mange af børnene har behov for omsorg/trøst/konfliktløsning/hjælp til fx toiletbesøg eller mad
  2. Der er for få pædagoger/medhjælpere, der reelt kan være til stede på stuen (mange går fra til møder/kontorarbejde/arbejde med planer, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og udenfor huset etc.)
  3. Personalet kan i længden blive slidt/måske syge og udbrændte, fordi de hele tiden går til deres yderste grænse for deres formåen og ikke kan opfylde de krav, de selv stiller til fagligt forsvarligt arbejde med børn og forældre
  4. Der er ingen vikardækning v. pædagogers fravær fra stuen, fx pga. ferie, omsorgsdage (pr. pædagog typisk ca. 34 dage om året), kurser, afvikling af aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt, udarbejdelse af diverse test og læreplaner, møder/kontorarbejde, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og uden for huset samt ved sygdom. Jeg ved ikke om I politikere er klar over det, men alt dette fravær fra stuen er som regel IKKE vikardækket.

Ligesom min respekt for de enkelte pædagoger og for lederen er enormt stor, har jeg også stor respekt for forvaltningen, som så vidt jeg er orienteret også gør, hvad de kan, for at få ressourcerne til at slå til.

Men uanset de gode viljer KAN det ikke lade sig gøre.

Sandheden er, at forholdene nu er sådan, at især de helt små børn og de børn, som er mest sårbare, bliver svigtet hver eneste dag. Og at de lidt større og lidt mere robuste børn også lider. Jeg ser det selv. Og jeg hører pædagoger sige det. Men de tør ikke sige det højt.

I de år, jeg har haft børn, er børnegrupperne på stuerne blevet større, institutionerne er blevet større og personalet, der er til stede på stuerne, blevet færre. Dem, der er tilstede, har mere travlt. I ydertimerne virker de meget pressede, selv om de gør, hvad de kan, for, at vi forældre ikke skal mærke noget.

Samtidig bliver børnene yngre og yngre. Et barn, der går fra børnehave til skole er i dag 5 år. For nogle år siden (før 0. klasse blev obligatorisk), var børnehavebørnene op til 7 år. Nu er de yngste ikke engang 3 år og går stadig med ble. Og vuggestuebørnene er tilsvarende yngre.

Jeg ved, at mange politikere – ligesom vi forældre – er bevidste om, at institutionerne har problemer, men trøster sig med, at Finansministeriet og Børne- og Socialministeren fortæller os, at normeringerne ikke er blevet væsentligt ringere de senere år.

Men det er ikke det, vi ser i praksis. Det er ikke den virkelighed, der møder os i institutionerne.

Ministeriets beregning af de gængse normeringer hviler på et grundlag, hvor man IKKE tager højde for, at pædagoger og institutioner er blevet pålagt en mængde opgaver, som indebærer, at ressourcerne går fra børnene. Tiltag, som hver især er fornuftige nok, men som i praksis trækker ressourcerne væk fra kerneydelsen: Samværet med børnene.

Det er for eksempel tests, læreplaner, sprogscreening, møder i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole, samtaler med andre instanser, herunder skoler, fritidshjem, SFO, PPR, psykologer, talepædagoger osv. Der er obligatoriske kurser, aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt. Samt et væld af andre opgaver. Jeg har set en liste over opgaver for pædagogerne, som IKKE havde noget med arbejdet på stuen at gøre, som fyldte 29 sider. Opgaver, som daginstitutionerne er pålagt oppefra, men som ikke udløser forberedelsestid eller på anden vis udløser ekstra normeringer, penge eller vikarer.

Tiden går, igen, fra børnene.

At der ikke tales, ja råbes meget højt om alt dette, i offentligheden, kan skyldes flere ting:

  • At pædagogerne giver sig selv mundkurv på og ikke tør fortælle os forældre, hvor galt det står til, af angst for at gøre de i forvejen pressede forældre urolige – dette bekræfter BUPL.
  • At institutionsledere ikke tør råbe op af bekymring for, om der kan kastes et kritisk lys på netop deres institution – dette bekræfter de institutionsledere, som jeg har talt med.
  • At klyngeledere og områdeledere tier af samme årsag – fordi de ikke vil kritiseres for ikke at løse den opgave, de er pålagt af forvaltningen.
  • At ledere på alle niveauer dukker sig for ikke at komme i kritisk søgelys.
  • At forvaltningschefer også helst vil have, at området ser ”pænt ud” – hvilket det nemt kan gøre, på papiret, men kun så længe man fortier de forhold, jeg nævner her.

Udefra set kan det se imponerende ud. Aldrig har så mange børn været i institution som nu. ”Produktionen” er i top – der ydes ”velfærd” i enorme mængder. Men kvaliteten er tilsyneladende i bund.

Ingen vil indrømme det. Heller ikke vi forældre, for vi er nødt til at tro på, at vores børn har det godt og trygt, mens vi er væk fra dem, hvis vi skal kunne gå på arbejde.

Løgnekulturen ser ud til at være massiv.

Alle vi, der til daglig færdes i børnenes institutioner – forældre, bedsteforældre og personale – kan mærke det: Den er helt gal!

Situationen er uholdbar. Personalet er tæt på sammenbrud. Forældrene er bekymrede. Og med stressede forældre og stressede pædagoger er de små børn omgivet af stress fra morgen til aften.

Lytter man til børneforskere som Dion Sommer, Per Schultz-Jørgensen, Margrethe Brun Hansen og mange, mange andre, er man ikke i tvivl: Det er ikke sundt! Stress smitter!

De børnesagkyndige psykologer siger det: Små børn, der ikke får den omsorg, trøst og støtte, de har brug for, oplever et svigt, der sætter sig på en irreversibel måde i deres sind: Manglende selvværd, manglende evne til at regulere egne følelser, uhensigtsmæssig kognitiv og følelsesmæssig udvikling, som senere kan vise sig som meget alvorlig psykisk sårbarhed, starter i vuggestue- og børnehavealderen.

Vi ved det – fra utallige videnskabelige udredninger og fra enorme mængder af forskning om børn. Og der er ingen grund til at være i tvivl om rigtigheden af denne forskning, for det er de samme konklusioner, eksperterne kommer frem til igen og igen: Børn, der føler usikkerhed, angst og forladthed som små, bliver urolige, ukoncentrerede og usikre som lidt større og får ofte vanskeligheder ved at lære, ved at omgås andre, ved at knytte sig til andre, at regulere deres følelser og aggressioner, at passe en uddannelse og et arbejde og at skabe en sund familie…

Økonomen James Heckmann, nobelpristager, har vist, hvordan vi som samfund kommer til at betale en meget høj pris for vores svigt af de allermindste. Ja, faktisk kommer pengene, som vi investerer i de allermindste, igen 16 gange, målt i velfærd. Et samfund, der svigter sine mindste, bliver et skrøbeligt samfund og dertil et meget dyrt og dårligt velfærdssamfund. Og et samfund med stressede, syge og sårbare mennesker.

Jeg tror, vi er mange forældre, der ligesom mig er ved at have fået nok. Mange, der er tæt på at sige vores job op, tage vores børn ud af institutionerne og passe dem selv, velvidende at vores boligsituation og økonomi kan blive alvorligt truet, at vi måske mister tilknytningen til arbejdsmarkedet eller i hvert fald til vores branche eller fag.

Men hellere det – er vi måske mange, der vil tænke – end hver dag at se, at små børn, der kun har denne ene barndom, lider afsavn og måske tager skade.

Det er med stor alvor, jeg appellerer til jer politikere, om at vågne op. Jeg appellerer til jer om at stoppe den kultur af selvbedrag, der har fået jer og mange andre til stiltiende at lade denne underminering af vores engang så verdensberømte daginstitutioner foregå.

Jeg appellerer til jer om at være de politikere, der ansvarligt, ærligt og modigt siger fra. Jeg appellerer til jer om at stille jer på forældrenes, bedsteforældrenes, pædagogernes og forskernes side og sige til Christiansborg og Finansministeriet: Nu er det nok! Nu går den ikke længere!

Kommunerne presses til offentlig omsorgssvigt.

Det er ikke værdigt for jer, for forvaltningen, for pædagogerne, for forældrene – og slet ikke værdigt, at vi som samfund behandler børnene, som ikke kan sige fra, på denne måde. Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Jeg ved, at jeg ikke er alene med min bekymring. Jeg ved, at vi er mange. Og at vi er ved at nå en grænse, hvor vi ikke længere kan se passivt på.

Jeg håber, at I politikere endelig vil lytte, også selv om jeres moderpartier på Christiansborg har svært ved at se alvoren. Jeg håber at I, der er tæt på forældre og pædagoger, vil tage bladet fra munden.

Om ikke andet, så fordi I i år er på valg.

Med venlig hilsen

Navn og
Adresse

___________________________________

Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Læs også del 1 af Familiepolitisk Netværks Blogs tema om bekymringshenvendelser: “Min søn på 2 år strejker i dag”

Læs også pædagog Kirstine Kirks beskrivelse af forholdene i daginstitutionerne.

Min søn på 2 år strejker i dag

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Del 1 af tema på Familiepolitisk Netværks Blog – marts 2017

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af.

Maja Krog og sønnen Hjalte strejker, da de er bekymrede for børnenes trivsel i Hjaltes daginstitution.

EN BEKYMRINGS HENVENDELSE

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Og når vi for eksempel ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger på arbejde? Det har været debatteret ivrigt på Familiepolitisk Netværks Facebook-gruppe i denne uge. Een af dem, der gjorde noget, var Maja Krog, medlem af Familiepolitisk Netværk, kandidat til kommunalvalget i partiet Alternativet og mor til Hjalte. Hun valgte nemlig at strejke sammen med sin søn i protest. – Og skrive et brev om det til Københavns overborgmester Frank Jensen, som vi hermed bringer til inspiration (red.)

Af Maja Krog

Min søn på 2 år strejker i dag fra sin daginstitution!

Jeg har fulgt med i debatten på Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook de seneste par dage om forholdene i daginstitutionerne, og hvordan vi som forældre kan få råbt op.

Og jeg fik simpelthen så ondt i maven: For det sker i min søns institution lige netop disse dage. Så jeg har i dag holdt ham hjemme og sendt denne mail til Overborgmesteren i Københavns Kommune:

Kære Frank Jensen

Jeg har i dag haft en oplevelse i min søns daginstitution, som bekymrer mig. Jeg kender institutionen som forælder og ved, at personalet er dygtige og arbejder stenhårdt for at få alle ender til at mødes. Og jeg har en god dialog med dem. Det vil jeg gerne understrege indledningsvist.

Men jeg har nu IGEN oplevet en situation, hvor INGEN af de faste medarbejdere var på stuen, men udelukkende vikarer, og kun 2 af dem – frem for de 3 voksne, der plejer at være på stuen.

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af:

Institutionen har netop modtaget et nyt barn der er igang med indkøring, og jeg mener, at hun har brug for særlig omsorg, ligeså vel som op til flere af de andre børn, jeg oplever, ikke fungerer socialt.

Så jeg har i dag pjækket fra arbejde…Nej. Jeg strejker fra arbejde. Nej. Faktisk er det min søn på 2 år, der strejker fra sin institution i dag i solidaritet med sine venner, og jeg er blevet nødt til at blive hjemme fra arbejde for at passe ham.

Jeg er bekymret af flere årsager:

1) Dagtilbudslovens ansvar for børnenes omsorg kan umuligt være opfyldt under disse omstændigheder.

2) Børnene lider tydeligt overlast i disse situationer, og især helt små børn kan tage varig skade, fordi følelser som forladthed og svigt sætter sig i et meget lille barns system på en irreversibel måde.

3) Pædagogerne lider under disse situationer og kan ikke præstere på en fagligt forsvarlig måde, hvilket tydeligvis belaster dem og på sigt gør dem syge. (Den ene medarbejder har netop sagt op pga. stress – trods flere klager til ledelsen er hun ikke blevet støttet.)

4) Forældre og andre pårørende bliver utrygge og usikre på, om det er forsvarligt at aflevere deres barn og kan finde på at så tvivl om institutionens kvalitet, selv om personalet gør, hvad de kan….

Jeg håber, at kommunen vil tage denne bekymringshenvendelse alvorligt.

Jeg oplever, at jeg ikke står alene med min bekymring.

Jeg håber derfor, at kommunen i et valgår vil have særligt fokus på dette område, så forældre og pårørende ikke begynder at så tvivl om institutionernes kvalitet i kommunen.

Med venlig hilsen Maja, mor til Hjalte på 2 år

 

Kære Mor – Du Har Magten

KVINDERNES KAMPDAG 8. MARTS 2017

Har kvinder en særlig magt til at sikre mangel på omsorg/nærvær i vores samfund? Det er de stærke og svage kvinders dag, og i de danske medier er der masser af fokus på manglen på kvindelige ledere og mænd på barsel. Så i dagens anledning bringer vi her eet af de synspunkter, der har lidt sværere ved at finde vej til dagspressen. Det handler ikke om en mangel – men om magt – og kvinder som mødre med et særligt ansvar for ungernes omsorg. Det er netværkets medlem og mor Anne-Mette Karstad Poulsen, der har været ved tasterne: Læs, del og debatter – hvis I tør. Rigtig god kampdag (red.)

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde. – Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen
Kære mor – du har magten.

Det er let at glemme der midt i myldretiden, madpakkerne og moster Annes fødselsdag.

Men sådan er det. Det er ikke politikerne eller cheferne, men os mødre, der har virkelig har magten over morgendagens samfund – og vores børn har behov for, at vi bruger den – nu.

Jeg ved godt, at du er overbebyrdet, udmattet, og at opgaven virker uoverskuelig og skræmmende. Og jeg forstår dig, hvis du har mest lyst til at krybe sammen foran Netflix og forsvinde ind i andres kampe for at redde andre verdener…

Men kære mor, der er en verden lige her, som kun du kan redde – nemlig dit barns!

De sidste års debat om forholdene i de danske børneinstitutioner har gjort det smerteligt klart, at flertallet af vores politikere, er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde på dette område.

Hvis vi venter på hjælp fra dem, kommer vi og vores børn til at vente forgæves.

Skal forholdene forbedres så børnene kan mærke det, så bliver vi nødt til at kæmpe for det.

Kæmpe for det, som vi mødre ved er rigtigt og vigtigt.

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde.

Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv for alle børn – både hjemme og i institutionerne: Et liv hvor barnet kan vokse og gro i en hverdag, hvor de voksne omkring dem har den tid og det overskud, den proces kræver.

For kun når vores børn er trygge, kan vi mødre nyde og bruge den frihed vores formødre kæmpede så hårdt for at kunne give os i vuggegave.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Vi har en samfundskontrakt, som meget forsimplet går ud på, at vi arbejder livet igennem og via skatter og afgifter betaler ca 60 % af vores løn til fælleskassen. Til gengæld passer staten så godt på os og vores kære.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Og hvad gør man så, når staten ikke holder sin del af sådan en aftale ?

Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg ved at det er fuldstændigt essentielt at vi gør noget. Og at hvis vi alle sammen gør noget, så vil en fælles løsning vise sig.

Modige forældre, pædagoger og fagfolk har i årevis råbt op om de uforsvarlige forhold, som efterhånden er blevet normen i flertallet af danske børneinstitutioner. Og eksperter advarer om de menneskelige og økonomiske omkostninger det vil få, hvis vi ikke retter op på de dårlige vilkår for børns trivsel.

Oftest ignoreres deres advarsler og de nødråb, der kommer, besvares typisk af en opgivende trækken på skulderen efterfulgt af kommentaren “sådan er det jo”.

Men nej: Sådan er det ikke bare. Sådan HAR VI VALGT, at det skal være. Og det betyder, at vi kan vælge om igen.

Vi kan vælge modigere, kærligere og mere ansvarligt – og både som individer og samfund har vores børn behov for, at vi gør det nu.

Kære mor – du har magten – brug den nu!

Go’ kampdag !

Om Skribenten: Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København. 

Læs om Anne-Mettes eget valg som mor her.

Læs også tidligere indlæg fra skribenten i Politiken i 2015 her.

Robuste Forældre

Af Per Schultz Jørgensen

Robuste børn kræver robuste forældre… Men kan man være robust som forældre, når man er presset og tæt på at være nedslidt på den tid af dagen, hvor man er rigtig meget sammen med sit barn?

Om Skribenten: Per Schultz Jørgensen er børne- og familieforsker og har netop udgivet bogen ’Robuste Børn’ på Kristeligt Dagblads Forlag med konkrete forslag til, hvordan man kan arbejde med robusthed i familien, skolen og i daginstitutionen. Han er uddannet skolelærer og cand.psych. og dr. phil. fra Københavns Universitet, 1983. Siden professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og medlem af Børnerådet siden oprettelsen i 1994 samt formand fra 1998-2001.

Robuste børn kræver robuste forældre. Den sammenhæng er indlysende. Hvis børn skal blive i stand til at klare et vist pres, være vedholdende, kunne tåle modgang og et nederlag, så skal de have en indre tro på, at de har værdi. De skal have tiltro til sig selv. De skal også – når de bliver lidt ældre – kende deres egne grænser og kunne sige fra uden at miste selvrespekten.

Hvis børn skal udvikle en sådan robusthed, så skal forældrene selv være tydelige, have et vist overskud og selv kunne klare at rumme følelser, der er lidt modsætningsfyldte. For eksempel at stå fast, selvom det er så nærliggende bare at glide af og gå på akkord med alle forsætterne. Eller regulært at være på vej ind i curling-rollen.

Skal vi tro pædagoger og lærere og adskillige undersøgelser, er mange børn i dag faktisk ikke særlig robuste. De giver op, kræver særlig opmærksomhed eller tåler ikke modgang.

Derfor er der al mulig grund til, at vi forholder os til børns robusthed. Og stiller os spørgsmålet, hvordan vi kan styrke børns evne til at klare de udfordringer, som de møder i den virkelige verden. Og det er en verden, der på mange måder er i opbrud. Det er den teknologisk, globalt, mediemæssigt – og rent familiemæssigt.

Derfor nye krav til forældrerollen.

I dag kræves forældre, der har modet til at stå op for rollen som en myndig forældre, der både kan forhandle med sit barn – og samtidig holde fast i normer og perspektiv. Det er så fristende at gå på akkord og give op, når man er selv er presset, og tiden er knap. Det er her viljen og robustheden hos en mor eller en far skal stå sin prøve.

Klokken er halv ni, Andreas på fire skal i seng, men det er han ikke indstillet på, det er nemlig lige så sjovt midt i computerspillet. Og derfor nærliggende at glide af og give efter – vi tager en halv time mere. Men mor kan også gøre noget andet: hun kan ”gå over broen” til ham og anerkende hans følelser: jeg forstår godt, du er ked af det nu. Og derefter hjælpe ham til at acceptere sengetiden. Være der i et nærvær – og holde fast. Men det kræver, at hun selv har overskud, at hun giver sig tid – hvor får hun støtte til det fra?

Jeg tror, vi skal vælge forældrerollen som en prioritet i vores liv. Det er her, vi skal noget af det vigtigste i vores tilværelse i den periode, hvor børnene er små. Det mod skal vi præstere: At vælge vores børn til.

Forældre i dag er stort set booket totalt op på arbejdsmarkedet. Vi har vist stadig verdensrekord, hvad angår småbørnsmødre på arbejdsmarkedet. Men kan man være robust som forældre, når man er presset og tæt på at være nedslidt på den tid af dagen, hvor man er rigtig meget sammen med sit barn?

Jeg tror, vi skal vælge forældrerollen som en prioritet i vores liv. Det er her, vi skal noget af det vigtigste i vores tilværelse i den periode, hvor børnene er små. Det mod skal vi præstere: at vælge vores børn til.

Derfor kræver det tid, samarbejde i familien, og at vi deles om opgaven – far og mor. At vi inddrager børnene og er i stand til at uddelegere. Det er den proaktive familie, der kan planlægge og prioritere – og være nærværende.

Men det forudsætter også en familiepolitik, der bevidst og direkte støtte op om forældreskabet. – Hvordan skal den se ud?

En aktiv og progressiv familiepolitik vil sætte en dagsorden, der tager forældrerollen alvorligt. Den giver forældre styrke til at lægge de første og vigtigste trædesten ud i livsbanen for et lille robust menneske.

Omsorgsdage, orlov til far og deltid

  • For det første skal der være en ret til omsorgsdage, fx 20 om året. Det vil give tryghed og sikkerhed.
  • For det andet en politik, der støtter en mere ligelig fordeling mellem far og mor, for eksempel kunne man reservere dele af orloven til fædrene, sådan som det er gjort i de andre nordiske lande. Det ville også tilskynde til at skabe mere familievenlige arbejdstider.
  • For det tredje en bedre tilpasning af arbejdstiden over et livsforløb. Her er det centralt at sikre, at personer i den arbejdsdygtige alder i højere grad kan skifte mellem deltids- og fuldtidsarbejde og i perioder med store omsorgsforpligtigelser gå ned i tid og senere gå op i tid, når disse forpligtigelser er blevet mindre.

En aktiv og progressiv familiepolitik vil sætte en dagsorden, der tager forældrerollen alvorligt. Den giver forældre styrke til at lægge de første og vigtigste trædesten ud i livsbanen for et lille robust menneske.

 

Apropos robusthed i danske familier:
Læs også socialrådgiver gennem 45 år Lone Møllers indlæg “Skeletterne i Familieskabet” om den svære familiepolitik og omsorgen i familierne, der forsvandt med husmoren.

 

I Odense er vi ved at finde balancen mellem vækst og velfærd

Familiernes trivsel skal på den kommunalpolitiske dagsorden i valgåret 2017. Derfor har Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om deres familiepolitik. Sidst skrev Aarhus Kommunes Bünyamin Simsek (V). Denne gang er det Odenses Rådkvinde for børn og unge Susanne Ursula Crawley Larsen (R) der har været ved tastaturet:

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

Af Susanne Crawley Larsen (R), Rådkvinde for børn og unge, Odense Kommune

Når jeg er på et af mine besøg i børnehuse og på skoler rundt omkring i Odense ser et barn eller en ung, som ikke trives, gør det ondt i hjertet – både som menneske og som politiker.

Børn skal have det godt, så de uanset deres baggrund får muligheden for at folde vingerne ud og blive unge og vilde og siden voksne og ansvarlige.

Og ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så vil flere penge til børn- og ungeområdet betyde flere voksne og bedre muligheder for at lykkes.

Børnene og de unge både i Odense og i resten af Danmark fortjener flere voksne omkring sig både i dagtilbud og skoler. Som radikal rådkvinde er jeg selvfølgelig glad for og stolt over at tilhøre et parti, som er parat til at indføre normeringer i vore dagtilbud, og som prioriterer uddannelse højt.

Min erfaring har vist mig, at det er svært for kommunerne helt selv tage ansvar for dette, når der skal prioriteres mellem en ny skole, kultur, byfornyelse, snerydning og alle de andre opgaver, en kommune har. Så selv om kommunalt selvstyre er skønt, kan man godt nogen gange få brug for hjælp fra Christiansborg.

Et flertal i Odense Byråd var dog ved dette års budget enige om, at de yngste børn, skolebørnene samt de udsatte børn og unge skulle have for knap 100 millioner kroner mere opmærksomhed, læring og omsorg.

Derfor ansætter vi nu pædagoger, socialrådgivere og lærere, for byrådsflertallet var nemlig enige om, at pengene skulle gå til flere voksne blandt børnene og ikke til avantgardistiske projekter med eksotiske titler og store styregrupper.

Vi vil bare gerne, sammen med forældrene, hjælpe børnene på vej mod det liv, de drømmer om.

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

En af de ting, jeg vil bruge energi på i min kommune, er det, man kunne kalde generationsfællesskabet. Altså skabe muligheder for, at familier kan bo sammen i samme by/bydel og sammen løse de af livets udfordringer, som kommunen ikke nødvendigvis er den bedste til at løse. Det ser vi allerede, når bedsteforældre henter børn den dag om ugen, hvor hverken mor eller far kan nå det.

Men vi ser også familier gå i opløsning, når hverdagen bliver for krævende.

Jeg tror, at generationsfælleskabet er en af de måder, hvorpå vi skal finde svaret på noget af det, der er svært ved at være børnefamilie med alt for lidt tid – eller modsat – at blive gammel med alt for meget tid, men til gengæld ensom. I et generationsfællesskab bliver det uendelig meget lettere at rumme en dement i familien eller et barn med handicap, eller bare de helt almindelige udfordringer alle har. Udfordringer som kan tage luften ud af enhver familie, når man er alene om det.

Samtidig kæmper jeg selvfølgelig videre for, at vi en min by finder den rette balance mellem bæredygtig vækst og velfærd.

I min verden hænger vækst og velfærd nemlig sammen, ja, begreberne er hinandens forudsætninger, og det var netop den erkendelse hos et flertal i Odense Byråd, der var årsag til, at vi i Odense nu er begyndt at prioritere børnene og de unge højere.

Fakta om Odense Kommunes Børne- og Ungeforvaltning

  • I Odense Kommune går 8.700 børn i kommunal dagpleje, vuggestue eller børnehave.
  • Dagtilbuddene er organiseret i 20 institutioner med i alt 130 børnehuse, hvoraf 15 er selvejede.
  • Odense har 33 folkeskoler og 2 specialskoler.
  • Der er i alt 23.300 indskrevne elever i folkeskolerne i Odense og 5.800 elever fra 0.-3. klasse er indmeldt i ét af kommunens SFO-tilbud.
  • Børne- og Ungeforvaltningen beskæftiger godt 6.200 medarbejdere og har et årligt budget på 2,8 mia. kr.

Barsel behøver ikke at være et hul i dit CV

Har du din barsel på CV’et? Mange mænd, kvinder og chefer glemmer at regne barslen med, når de ser efter kompetencer til et nyt job. Det giver huller i cv’et, når tiden med baby, bleer og familie-pleje bliver glemt. Og arbejdsgiverne mister blikket for mor og fars særlige evner. 

Line Risager Hansen er pædagog og skrev for nylig et oplæg i Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook: “Jeg er træt af at høre, at det at være på barsel nærmest ikke har nogen samfundsmæssig værdi”. Det indspark høstede 326 likes, 51 kommentarer og 20 delinger og satte en del tanker i gang hos Line, der nu har samlet inspirationen og skrevet sit cv.

Af Line Risager Hansen
Om skribenten: Line er 34 år og uddannet pædagog og arbejder i en vuggestue i Aarhus midtby. Hun bor i Brabrand ved Aarhus sammen med sin kæreste Kasper og deres to børn, Ea og Frej, på henholdsvis 5 og 2 år.

Mit barselsvikariat udløber snart i den vuggestue, hvor jeg arbejder som pædagog, og jeg skal ud og søge nye udfordringer.

I den situation slog det mig, at jeg burde skrive mine barsler på mit CV. Og ikke bare nævne dem, men virkelig uddybe hvilke nye kompetencer og redskaber, jeg har erhvervet mig.

Som jeg skrev i besked Familiepolitisk Netværks gruppe:

“Min opfordring er, til jer der har været på barsel eller valgt at være hjemmegående i nogle år: – Skriv de kompetencer ned I tager med fra den tid, så vi kan komme igang med at vise arbejdsgivere, at barsel ikke kun er et fravær af en medarbejder og en udgift, men at man også får en medarbejder tilbage, som meget sandsynligt har erhvervet sig nye og givtige kompetencer.”

Som pædagog står jeg selv til dagligt i situationer, hvor jeg med stor empatisk evne skal kunne sætte mig ind i de følelser, forældre har, når de kommer og afleverer deres kære små. De følelser, der opstår i den splittede situation, kan man ikke fuldstændig forstå, hvis man ikke selv har børn og stået i samme sitation – så de erfaringer er naturligvis guld værd i mit fag.

Men selvom man ikke arbejder med børn til dagligt, er der masser af mere generelle kompetencer at hente i barselstiden, hvis vi åbner øjnene for dem:

Vi skal som forældre kontinuerligt tackle det faktum, at “en periode” slutter og en ny begynder. Og alle perioder, gode såvel som hårde, skal vi håndtere på bedste vis.

En af de ting jeg især har lagt mærke til, som går igen i mange af de kommentarer jeg fik for mit indspark om, hvilke kompetencer man oparbejder sig i løbet af et barsels år, er evnen til at tackle det uforudsete, at kunne tænke kreativt og kunsten at improvisere med barnets udvikling.

Den evne er i virkeligheden ret gennemgående, når vi får børn, også lang tid efter at barslen får ende. Vi skal som forældre kontinuerligt kunne tackle det faktum, at “en periode” slutter og en ny begynder.

Og alle perioder, gode såvel som hårde, skal vi håndtere på bedste vis. De skal accepteres, der skal findes nye løsninger og nye måder at handle og eventuelt organisere sig på.

Man bliver en del af et hold, hvor målet er at få helheden til at fungere uanset udfordringerne.

Det er kompetencer opnået gennem en modningsproces, jeg ikke tror, jeg ville kunne have udviklet på nogen arbejdsplads. For det kræver virkelig en stor evne til at være team-player og at udnytte de ressourcer, vi hver især besidder i forskellige situationer som familie.

Man bliver en del af et hold, hvor målet bare er at få helheden til at fungere uanset udfordringerne. Og det gør os helt enormt pragmatiske og fokuserede på at få det hele til at spille, så vi kan komme igennem perioderne på bedst mulig vis.

Nogle har spurgt om de må se mit opdaterede CV, efter jeg delte mine tanker i Familiepolitisk Netværk . I får den del der handler om barsel her:

Opgaverne jeg har stået i på barsel har været meget varierede og temmelig ofte udfordrende. Det har højnet min evne til at være omstillingsparat, tænke kreativt og jeg har fået en skærpet sans for struktur og organisering samt prioritering af opgaver.

På det kommunikative plan, har jeg udviklet mig til at være en særdeles empatisk kommunikator: Jeg er god til at se og lytte til situationer fra flere synsvinkler og formidle fra eget perspektiv. Det mener jeg, er en evne, der er meget vigtig i arbejdet med andre mennesker, i særdeleshed i pressede situationer.

Derudover kan jeg tage det med mig fra min barsel, at jeg har fået en skarp evne for at imødekomme fleres behov samtidigt og at få flere ender til at mødes.

I kommentartråden på Facebook, blev der udtrykt bekymring om, hvorvidt det her med at skrive sin barsel på CV’et, kunne gå hen og blive en stressfaktor for forældre på barsel.

Om forældre vil kunne gå hen og blive fraværende over for deres børn fordi de skal gennemgå et kompetenceløft under barslen?

Jeg tror faktisk det stik modsatte.

Når vi er på barsel, handler det jo netop om at være nærværende med vores børn. Det er i “fraværet af fravær”, at vores modningsproces og vores kompetencer får lov til at gro, fordi vi er 100% dedikerede til det at opfostre et barn og starte familielivet. Så som jeg ser det, sker kompetenceløftet og vores udvikling under barsel helt naturligt.

Det er i “fraværet af fravær”, at vores modningsproces og vores kompetencer får lov til at gro

Og så skal vi bagefter i gang med virkelig at fokusere på, at der sker noget positivt, når vi er på barsel og lade det få taletid.

Der sker uomtvisteligt noget, vi kan tage med os ud i vores arbejdsliv. Og denne vished kan helt sikkert give ro til forældre på barsel, så de ikke behøver bekymre sig om, at de nu får et hul i CV’et.

De kan i stedet være pavestolte over, at kunne skrive alt det ned, den tid har lært dem.

Det har en del medlemmer af Familiepolitisk Netværk som i tråden på Facebook skriver om, hvilken succes de har haft med at skrive deres barselskompetencer på CV’et.

Måske de kan inspirere til dit CV. Det har i hvert fald inspireret mig til mit:

  • En evne til at organisere
  • At kunne tilsidesætte egen behov
  • At være struktureret og udnytte tid bedst muligt
  • At have udviklet en skærpet empatisk evne
  • Har fået større forståelse for prioritering af opgaver
  • Har udviklet et godt overblik
  • Er blevet bedre til at improvisere
  • Er blevet bedre konfliktmægler
  • Er blevet mere bevidst om planlægning
  • Har udviklet bedre samarbejdsevner
  • Er blevet mere effektiv i gøremål
  • Har udviklet pragmatisk sans

 

Vi skal samarbejde om det moderne familieliv

Familiernes trivsel skal på den kommunalpolitiske dagsorden i valgåret 2017. Derfor har Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om deres familiepolitik.
Rådmand Bünyamin Simsek (V) har som den første været ved tastaturet. Han er chef for Aarhus Kommunes Børn og Unge-afdeling, som står for pasning og undervisning af 62.000 børn og unge i alderen 0-18 år.

Jeg byder simpelthen ikke ind på den dagsorden, at alt er til hundene – ej heller, at alt er godt. Selvfølgelig kan vi skabe bedre kvalitet

Af Børne og Unge-rådmand Bünyamin Simsek (V)/Aarhus Kommune

Jeg elsker ganske enkelt at komme rundt i vores dagtilbud, skoler og fritidstilbud i Aarhus. Min egen søn er voksen, og mødet med skægge, spørgelystne, glade, sprudlende og allerede livskloge børn og unge fylder mig altid med glæde. Der er så meget på spil – og det minder mig om, at jeg indimellem savner den helt tætte og dagligdags relation til min egen dreng.

Som forældre vil vi jo alle det bedste for vores børn. Vi ønsker, at det skal gå dem bedre, end det er gået os. Og vi vil også gå langt for at forsvare dem. Sådan har det altid været, og sådan vil det sikkert også blive ved at være. Den menneskelige natur står ikke lige til at ændre.

Jeg holder også af mødet med de professionelle, som står på pinde for at give børnene og de unge i deres daglige varetægt de bedste muligheder i livet. Jeg har stor respekt for den faglighed, de lægger for dagen.

Og jeg bruger en væsentlig del af min tid på dialog med forældrene og de organisationer, som repræsenterer forældre og medarbejdere. Senest har jeg haft en lang række dialogmøder med forældrebestyrelserne for alle vores skole- fritids- og dagtilbudsbestyrelser, der repræsenterer de cirka 450 enheder i Aarhus.

Det er i det møde – mødet mellem mennesker med aktier i sagen – at vi sikrer en fælles vej i et moderne familieliv.

For uanset, hvor meget jeg holder af det, så er jeg jo godt klar over, at vi ikke er i mål. Nogle synes, at vi politikere har ”strammet skruen” for hårdt, nogle efterlyser mindstenormeringer, nogle vil afblæse regelrytteri og systematiske målinger, og andre kan med deres gode forstand ikke forstå, at vi ikke har bygget en ny børnehave, når nu de har bygget et nyt hus.

Nogle bliver også noget skingre og påstår, at en hverdag i et dagtilbud er direkte skadelig for børn eller de knytter ligefrem latrinære udtryk an til det – som der gøres et sted i dette blog-univers.

Jeg kunne blive lige så kontrær og fremlægge den seneste anonyme forældretilfredshedsmåling i Aarhus, hvor 89 procent af forældrene er meget tilfredse eller tilfredse med deres barns dagtilbud, (4 procent er enten utilfredse eller meget utilfredse), hvor 8 ud 10 ville anbefale deres dagtilbud til andre forældre og hvor den højeste score er forældrenes tilfredshed med deres eget barns trivsel i dagtilbuddet. Og så kunne man sikkert diskutere de tal.

Men det vil jeg ikke. I stedet vil jeg nævne, at jeg er fuldstændig enig i ambitionen om, at familiernes og ikke mindst de yngste børns liv skal prioriteres. Nogle gange skal vi turde udfordre det bestående.

Jeg har netop søsat et projekt med udvidet åbningstid i dagtilbud for at give børnefamilierne mere fleksibilitet i hverdagen

I Aarhus satser vi benhårdt på investeringer i de allertidligste år, og dermed i børns fremtid. Tidlig indsats er nu en nagelfast strategi, vi lægger budgetter og indsatser efter.

På samme måde har jeg netop blandt andet søsat et projekt med udvidet åbningstid i dagtilbud for at give børnefamilierne mere fleksibilitet i hverdagen.

Kunne der gøres meget mere? Ja, det kunne der. Vil jeg gøre mere? Ja, det vil jeg, jeg har bestemt ikke taget mit sidste initiativ. Men fundamentet er en dialog, et samarbejde og et fælles ønske om at ville det bedste for vores børn.

Jeg byder simpelthen ikke ind på den dagsorden, at alt er til hundene – ej heller, at alt er godt. Selvfølgelig kan vi komme videre, skabe bedre kvalitet, det kommer vi aldrig i mål med.

Vi skal kigge udad, lære af de bedste. Vi skal også kigge indad: Kan vi selv gøre det bedre og bidrage mere? Det er dog sammen i konstruktiv og gerne kritisk dialog, at vi finder vejen til det bedste moderne familieliv. Min dør er åben.

Det er sammen i konstruktiv og gerne kritisk dialog, at vi finder vejen til det bedste moderne familieliv. Min dør er åben.

Læs også vuggestue-pædagog Kirstine Kirks indlæg om sine bekymringer om kvaliteten i daginstitutionerne i Aarhus Kommune her.

Læs også børnepsykolog Nanna Kruuses indlæg i Politiken om kvaliteten i daginstitutionerne her.

 

FAKTA om Aarhus Kommunes Børn og Unge-afdeling:

  • Magistratsafdelingen for Børn og Unge i Aarhus driver tilbud til 62.000 børn og unge i dagtilbud, skoler og fritidstilbud (0-18 år).
  • Der er 79 dagtilbud i Aarhus: 50 kommunale, 28 selvejende og 1 specialtilbud.
  • Dagtilbuddene består af afdelinger og omfatter i alt 61 vuggestuer, 57 børnehaver, 194 integrerede institutioner og 3 specialinstitutioner. 19 dagtilbud har en dagplejeafdeling tilknyttet.
  • Aarhus rummer også 46 folkeskoler, 4 samlede fritids- og ungdomsskole tilbud og 2 specialskoler.
  • Der bor ca. 20.000 børn mellem ½ og 5 år i Aarhus Kommune, ca. 85 procent er indskrevet i dagtilbud, og dagtilbudsområdet rummer ca. 4.000 heltidsstillinger og et bruttobudget på 1,8 milliarder kroner.

 

Hvor bliver forældre- og pædagog protesten af?

Daginstitutionerne er underbemandede, og børn lider under det. Det mener mange af Familiepolitisk Netværks medlemmer, der gør deres for at råbe politikerne op:  Børnepsykolog Nanna Kruuse har i Politiken og Jyllands Posten undret sig over, at politikerne ikke mener, vi har råd til mindstenormeringer, når det beviseligt kan skade børnene. – Men hvis det står så grelt til med den offentlige børnepasning, hvorfor går forældre og pædagoger i hele landet så ikke sammen i protest? Hvorfor er vi så stille? (red.)

Af Kirstine Kirk

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til
/Om skribenten: 
Kirstine Kirk er pædagog i Århus, 37 år og mor til Hans på fire år. Hun arbejder i en by-børnehave, som det hun selv kalder “gulv-pædagog”. Kirstine har været pædagog i seks år og elsker sit arbejde.

Jeg elsker samværet og relationerne med børnene, og jeg tror, at min vigtigste opgave er, at vise dem, at ‘det her man kalder livet bare er en rigtig god idé’.

Jeg tror, at nærværende og omsorgsfulde voksne sammen med glade børn automatisk sikrer en positiv udvikling, og i den sammenhæng er pædagogers arbejde med læreplaner og dokumentation væk fra børnene problematisk.

Og derfor ønsker jeg også inderligt og brændende, at minimumsnormeringer snart bliver en realitet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til, og jeg vurderer, at det primært skyldes to ting:

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Der sidder gerne den ene eller anden mellemleder på vej op, som gerne vil give det udtryk, at der er styr på tingene.

Det gælder også i diverse MED-udvalg og TR-udvalg, hvor folk siger “vi hører jer” og “vi kan godt forstå jer, men..”, og så bliver der talt politikersnak. (MED står for Medarbejderrepræsentant og TR for Tillidsrepræsentant)

Det gør det meget svært for den menige mand eller kvinde på vuggestue- og børnehavegulvet at råbe op.

Og det betyder så også, at MED og TR-poster ikke længere er i særlig høj kurs, for demokratiet er lidt svært at få øje på, og så er vi væk fra børnene til møder, kurser og konferencer – ofte uden, at de får en uddannet pædagog som vikar.

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Og så er der den anden årsag:

Vi pædagoger er ofte ret tæt knyttet til de voksne, der har børn i vores institutioner.

Vi holder af forældrene og ved, hvordan de fleste knokler røven ud af bukserne for at få deres økonomi og dage til at hænge sammen.

Vi ved også godt, at de synes, det er hårdt at sige farvel til deres børn, for først at se dem ni timer efter, og at de gør det for at få deres økonomi til at hænge sammen.

Så at skulle fortælle dem, at det hele er noget lort, mens de er væk, kan man altså næsten ikke få sig selv til.

De nuværende institutionsbørns forældre er i forvejen så usikre og nervøse for, om deres børn skal klare sig igennem det her liv med alt det fokus, der er på robuste børn, der skal have en videregående uddannelse samtidig med, at de skal gå i klasser med op til 32 børn…

Og så kan vi jo også blive bekymrede for, at det bare bliver endnu værre for børnene, hvis vi fortæller forældrene, hvor skidt det står til.

Det vil jo så bare betyde, at hvis vi ikke får ændret det, så skal vi hver dag tage imod børn fra forældre, der er utrygge ved at aflevere dem. Og det vil absolut heller ikke gøre livet bedre for det enkelte barn.

Læs også Ditte Giese i Politiken: “Jeg får ondt i maven af at aflevere mit barn i institution.”

Læs også Familiepolitisk Netværks anbefaling om bedre kvalitet i dagtilbuddene.

I USA har man minimumstandarder for hvor få pædagoger, der skal være per barn alt efter børnenes alder. Få eksempelvis et indblik i disse standarder her