Daginstitutionerne er underbemandede, og børn lider under det. Det mener mange af Familiepolitisk Netværks medlemmer, der gør deres for at råbe politikerne op: Børnepsykolog Nanna Kruuse har i Politiken og Jyllands Posten undret sig over, at politikerne ikke mener, vi har råd til mindstenormeringer, når det beviseligt kan skade børnene. – Men hvis det står så grelt til med den offentlige børnepasning, hvorfor går forældre og pædagoger i hele landet så ikke sammen i protest? Hvorfor er vi så stille? (red.)
Af Kirstine Kirk
Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til
/Om skribenten:
Kirstine Kirk er pædagog i Århus, 37 år og mor til Hans på fire år. Hun arbejder i en by-børnehave, som det hun selv kalder “gulv-pædagog”. Kirstine har været pædagog i seks år og elsker sit arbejde.
Jeg elsker samværet og relationerne med børnene, og jeg tror, at min vigtigste opgave er, at vise dem, at ‘det her man kalder livet bare er en rigtig god idé’.
Jeg tror, at nærværende og omsorgsfulde voksne sammen med glade børn automatisk sikrer en positiv udvikling, og i den sammenhæng er pædagogers arbejde med læreplaner og dokumentation væk fra børnene problematisk.
Og derfor ønsker jeg også inderligt og brændende, at minimumsnormeringer snart bliver en realitet.
Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til, og jeg vurderer, at det primært skyldes to ting:
Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.
Der sidder gerne den ene eller anden mellemleder på vej op, som gerne vil give det udtryk, at der er styr på tingene.
Det gælder også i diverse MED-udvalg og TR-udvalg, hvor folk siger “vi hører jer” og “vi kan godt forstå jer, men..”, og så bliver der talt politikersnak. (MED står for Medarbejderrepræsentant og TR for Tillidsrepræsentant)
Det gør det meget svært for den menige mand eller kvinde på vuggestue- og børnehavegulvet at råbe op.
Og det betyder så også, at MED og TR-poster ikke længere er i særlig høj kurs, for demokratiet er lidt svært at få øje på, og så er vi væk fra børnene til møder, kurser og konferencer – ofte uden, at de får en uddannet pædagog som vikar.
Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.
Og så er der den anden årsag:
Vi pædagoger er ofte ret tæt knyttet til de voksne, der har børn i vores institutioner.
Vi holder af forældrene og ved, hvordan de fleste knokler røven ud af bukserne for at få deres økonomi og dage til at hænge sammen.
Vi ved også godt, at de synes, det er hårdt at sige farvel til deres børn, for først at se dem ni timer efter, og at de gør det for at få deres økonomi til at hænge sammen.
Så at skulle fortælle dem, at det hele er noget lort, mens de er væk, kan man altså næsten ikke få sig selv til.
De nuværende institutionsbørns forældre er i forvejen så usikre og nervøse for, om deres børn skal klare sig igennem det her liv med alt det fokus, der er på robuste børn, der skal have en videregående uddannelse samtidig med, at de skal gå i klasser med op til 32 børn…
Og så kan vi jo også blive bekymrede for, at det bare bliver endnu værre for børnene, hvis vi fortæller forældrene, hvor skidt det står til.
Det vil jo så bare betyde, at hvis vi ikke får ændret det, så skal vi hver dag tage imod børn fra forældre, der er utrygge ved at aflevere dem. Og det vil absolut heller ikke gøre livet bedre for det enkelte barn.
Læs også Ditte Giese i Politiken: “Jeg får ondt i maven af at aflevere mit barn i institution.”
Læs også Familiepolitisk Netværks anbefaling om bedre kvalitet i dagtilbuddene.
I USA har man minimumstandarder for hvor få pædagoger, der skal være per barn alt efter børnenes alder. Få eksempelvis et indblik i disse standarder her