– Familiepolitiske refleksioner
Af Lone Møller
Ordet “husmor” er forsvundet fra sproget, men ikke erstattet med “husforældre”. Vi taler stadig om kernefamilien, men hvem og hvor er kernen?
Lone Møller er uddannet socialrådgiver fra ’73 og har arbejdet i psykiatri, revalidering, fagbevægelse samt børne- og unge-organisationer. Lone startede i ’89 det første danske Frivilligcenter og senere Home-Start Familiekontakt med 14 afdelinger. Lone har pt fokus på udvikling af nye fællesskaber, boligformer og modeller for lokalsamfund.
For omkring 10 år siden havde Danmark et Familie- og Forbrugsministerium og en Familie- og Arbejdslivskommission. Begge institutioner er tilsyneladende gået over i glemslen uden at sætte sig markante spor; måske fordi de blev overhalet af finans- og andre samfundsskabte kriser?
Det havde ellers været stort, hvis ministeriet og kommissionen havde nedlagt sig selv, fordi de havde nået målet om for eksempel en moderne, visionær familiepolitik.
I takt med at samfundet er blevet et arbejds- fremfor et leve-sted – for human-doings og ikke for human-beings – bliver familielivet mere og mere en privat sag, grænsende til politisk ikke eksisterende.
Det er, som om børnecheck, rimelige – men langt fra dækkende – regler om forældres ret til børns 1.-2.sygedage, pasningsgaranti, barselsorlov og andre formaliserede vilkår for børnefamilier, har sat udviklingen af nye visioner i stå.
Der er ellers nok advarselslamper, der blinker rundt omkring i samfundet. Mange børn får ADHD og andre alvorlige diagnoser, forældre får belastningsdiagnoser og deraf følgende langvarige sygeperioder. Børnefamilier bevæger sig på en knivsæg. Jeg vil skyde på, at ¾ klarer sig ved egen og et støttende (familie)netværks kraft. Den sidste ¼ lever under et pres, som gør, at børnene påvirkes negativt, fordi deres forældre simpelthen ikke har den fornødne tid, omsorg og overskud i hverdagen.
Jeg er ikke tal-menneske, men praktiker i socialt arbejde, og min 45-årige socialrådgivererfaring siger mig, at det er på høje tid, vi sætter fokus på børnefamiliers forhold.
Hvorfor er det, at vi – fagfolk, politikere, vælgere, hele befolkningen – ikke kræver en tidssvarende familiepolitik, som kan understøtte en tryg barndom og sikre et velfungerende samfund?
Der er talrige svar, men lad os koncentrere os om de tre P’er :
PRIVAT område
Familien er blevet et meget privat anliggende. – Lige indtil det går galt. Forældreskab forudsættes tilsyneladende at være en medfødt kompetence.
Men i et moderne samfund, hvor forældre og børn mest er sammen i en kort fritid, er rollemodellerne ikke altid klare nok til at understøtte og styrke næste generation.
Der er en forældregeneration på banen for tiden, som mangler basale erfaringer og personlig kompetence til at få en hverdag med børn til at fungere.
I hvert fald er der en forældregeneration på banen for tiden, som mangler basale erfaringer og personlig kompetence til at få en hverdag med børn til at fungere. Bemærk, at det gælder i alle samfundslag, ikke kun i såkaldt udsatte grupper.
Det her siger jeg ikke for at slå på nogen, der i forvejen ligger ned. Jeg gør bare opmærksom på, at vi er nødt til at ændre nogle enkle, vigtige vilkår i samfundet, for at kunne genrejse familien til det vækstlag, den oprindeligt er, og ikke som nu kun et sted, hvor man puster ud mellem arbejde og daginstitution.
En mor med tre børn sagde: ’når jeg er hjemme, står jeg mest med ryggen til og laver mad eller lignende – og når jeg vender mig om, skælder jeg ud’. Hun er ikke alene.
Vi må arbejde på at få vendt den nul-fejls-kultur, der hænger over forældre som en mørk sky: “Jeg er en dårlig forælder, når jeg henter for sent, råber for højt, bestikker med slik, er alt for træt, utålmodig osv.”
Ideelt set og kort sagt skal hele samfundet føle sig ansvarlig for den opvoksende generation, således at VORES BØRN ikke kun er dem, vi er i familie med, men også dem vi møder på vejen, i byen, i livet.
POLITISK impotent område
Der er ingen stemmer i familiepolitik. På trods af, at det jo netop er i familien, at vi bliver dannet til både at være medborgere og medarbejdere.
Det er i familien, at rødderne dannes til den videre vækst – ud i samfundet. Og derfor er det indiskutabelt også et ansvarsområde for politikerne og deres partier at formulere visioner for familiernes trivsel. Et ansvar de ikke tager på sig – måske fordi det er lykkes, at gøre familielivet så privat, at vi først må blande os, når det er for sent.
Vi skal altså udvikle og udvide opfattelsen af, hvem vi som samfund har ansvar for. Og mange politikere viser lige nu en skræmmende ringe viden om hverdagsliv i børnefamilier.
Det er umuligt – om end sprængfarligt og besværligt – at se bort fra, at med kvindernes afgang fra hjemmet skete der et funktions- og omsorgstab i familien.
Familieliv er en PIGETING…
…UPS! Ret meget længere er vi ikke kommet. Det er umuligt – om end sprængfarligt og besværligt – at se bort fra, at med kvindernes afgang fra hjemmet skete der et funktions- og omsorgstab i familien.
Og det har vi indtil nu ikke formået at rekonstruere til gavn for børnene. Hver gang det faktum nævnes, bliver der en ukonstruktiv råben om at ’vi vel ikke skal have kvinderne tilbage til kødgryderne’.
Den spærrer for forslag til hvem, der så skal gribe skeen, og hvordan vi får genetableret en bæredygtig tryghed og omsorg for såvel forældre som børn.
Ordet “husmor” er forsvundet fra sproget, men ikke erstattet med “husforældre”. Vi taler stadig om kernefamilien, men hvem og hvor er kernen?
Kan en ny familiepolitik hjælpe os med at finde den?
Fra mine mange år som socialrådgiver og stifter af familiestøtteorganisationen Home-Start ved jeg, hvor lidt, der skal til for at vælte læsset, hvor hårdt presset tusindvis af familier er i hverdagen.
– Jeg ved også hvor lidt, der skal til for at bringe dem på fode igen.
De fleste børnefamilier klarer sig ok med to fuldtidsarbejdende forældre, fleksible og forstandige arbejdsgivere – og ikke mindst med bedsteforældre, nyttige venner og naboer.
Men der er et alt for mange familier, der er så pressede – af sygdom, sociale problemer, skilsmisse, arbejdsløshed og mangel på støttende netværk, at det åbenlyst skader børnenes positive trivsel og udvikling.
Eksempel: En far i en ledende stilling mister sin kone og mor til deres to børn efter lang tids sygdom. Ingen familie i nærheden. Han kan betale en au pair, men ikke købe sig fra sorg og savn. Hvordan kan en progressiv familiepolitik støtte den familie?
Mange lignende familier – OG familier med skrøbelig familiemæssig baggrund og andre sociale problemer går helt under radaren hos politikere; som selv klarer børnefødsler midt i ministertiden. Disse forældre (s)lider i stilhed for, at børnene skal have det godt. Det lykkes ofte, men ligeså ofte skaber det en skrøbelig familiebalance – og dermed et skrøbeligt samfund.
Lad os nu få en farverig, ærlig og fordomsfri familiepolitisk debat i gang. Det er risikabelt at lade være.
Hvorfor er det, at vi – fagfolk, politikere, vælgere, hele befolkningen – ikke kræver en tidssvarende familiepolitik, som kan understøtte en tryg barndom og sikre et velfungerende samfund?
Læs også børneforsker Per Schultz Jørgensens debatindlæg i Politiken, om vor tids mangel på “robuste børn”.