Min søn på 2 år strejker i dag

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Del 1 af tema på Familiepolitisk Netværks Blog – marts 2017

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af.

Maja Krog og sønnen Hjalte strejker, da de er bekymrede for børnenes trivsel i Hjaltes daginstitution.

EN BEKYMRINGS HENVENDELSE

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Og når vi for eksempel ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger på arbejde? Det har været debatteret ivrigt på Familiepolitisk Netværks Facebook-gruppe i denne uge. Een af dem, der gjorde noget, var Maja Krog, medlem af Familiepolitisk Netværk, kandidat til kommunalvalget i partiet Alternativet og mor til Hjalte. Hun valgte nemlig at strejke sammen med sin søn i protest. – Og skrive et brev om det til Københavns overborgmester Frank Jensen, som vi hermed bringer til inspiration (red.)

Af Maja Krog

Min søn på 2 år strejker i dag fra sin daginstitution!

Jeg har fulgt med i debatten på Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook de seneste par dage om forholdene i daginstitutionerne, og hvordan vi som forældre kan få råbt op.

Og jeg fik simpelthen så ondt i maven: For det sker i min søns institution lige netop disse dage. Så jeg har i dag holdt ham hjemme og sendt denne mail til Overborgmesteren i Københavns Kommune:

Kære Frank Jensen

Jeg har i dag haft en oplevelse i min søns daginstitution, som bekymrer mig. Jeg kender institutionen som forælder og ved, at personalet er dygtige og arbejder stenhårdt for at få alle ender til at mødes. Og jeg har en god dialog med dem. Det vil jeg gerne understrege indledningsvist.

Men jeg har nu IGEN oplevet en situation, hvor INGEN af de faste medarbejdere var på stuen, men udelukkende vikarer, og kun 2 af dem – frem for de 3 voksne, der plejer at være på stuen.

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af:

Institutionen har netop modtaget et nyt barn der er igang med indkøring, og jeg mener, at hun har brug for særlig omsorg, ligeså vel som op til flere af de andre børn, jeg oplever, ikke fungerer socialt.

Så jeg har i dag pjækket fra arbejde…Nej. Jeg strejker fra arbejde. Nej. Faktisk er det min søn på 2 år, der strejker fra sin institution i dag i solidaritet med sine venner, og jeg er blevet nødt til at blive hjemme fra arbejde for at passe ham.

Jeg er bekymret af flere årsager:

1) Dagtilbudslovens ansvar for børnenes omsorg kan umuligt være opfyldt under disse omstændigheder.

2) Børnene lider tydeligt overlast i disse situationer, og især helt små børn kan tage varig skade, fordi følelser som forladthed og svigt sætter sig i et meget lille barns system på en irreversibel måde.

3) Pædagogerne lider under disse situationer og kan ikke præstere på en fagligt forsvarlig måde, hvilket tydeligvis belaster dem og på sigt gør dem syge. (Den ene medarbejder har netop sagt op pga. stress – trods flere klager til ledelsen er hun ikke blevet støttet.)

4) Forældre og andre pårørende bliver utrygge og usikre på, om det er forsvarligt at aflevere deres barn og kan finde på at så tvivl om institutionens kvalitet, selv om personalet gør, hvad de kan….

Jeg håber, at kommunen vil tage denne bekymringshenvendelse alvorligt.

Jeg oplever, at jeg ikke står alene med min bekymring.

Jeg håber derfor, at kommunen i et valgår vil have særligt fokus på dette område, så forældre og pårørende ikke begynder at så tvivl om institutionernes kvalitet i kommunen.

Med venlig hilsen Maja, mor til Hjalte på 2 år