Jeg hader, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringerne ved at være barn i en børnehave. Vi ved lige præcis, hvad der skal til for at hjælpe dem – men vi har ikke tiden til det.
BØRNEHAVELIV: I Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook har der op til påsken været en del aktivistiske skriverier om daginstitutions-normeringer efter at BUPL har udgivet tal, der viser en meget presset dagligdag for landets pædagoger. Familiepolitisk Netværks blog bringer her pædagog Sandra Nygård Bechs opråb, som hun udgav i sin statusopdatering i gruppen på Facebook forleden (red.)
Af Pædagog Sandra Nygård Bech, Århus
Om skribenten: Sandra Nygård Bech er uddannet pædagog i 2009, og har siden været ansat i daginstitutioner i Aarhus Kommune og er pt. ansat i en integreret institution i Stavtrup. Hun har altid brændt for arbejdet med børn og har været meget aktiv i kampen om bedre vilkår for børnene.
Denne tegning er en af grundene til, at jeg stort set altid har lommer i det tøj, jeg har på på arbejde. Denne tegning har jeg idag modtaget som gave. Jeg tog imod med glæde og spurgte nysgerrigt ind til den. “Wow – Tak! Hvad har du lavet?” Pigen svarer stolt, at det er sådan en gul og sort én, som hun har klippet. Og ja – det er jo lige præcis det det er. Jeg lægger tegningen ned i lommen og glemmer at den er der. Lige indtil pigen efter et par timer finder mig igen, smiler til mig og spørger; “Hvor er din tegning?” Jeg finder hurtigt tegningen frem fra lommen og viser hende, at jeg passer på den og værdsætter hendes gave. Hun griner genert, og løber glad videre ned i børnehaven.
Jeg føler mig lettet over at tegningen lå i min lomme, da jeg ser glæden og stoltheden lyse i hendes øjne og jeg ser hvordan hun med en dyb indånding tager helt ind i hjertet, at hun har værdi for mig. Mine lommer er ofte fyldte, og det er dejligt at kunne give børnene den gave at lade dem vide, at det de kommer og deler med mig har værdi.
Men i hverdagen er børnene mange og lommerne få, og det er desværre langt fra alle, som oplever det samme, som pigen i eksemplet her.
Langt oftere vil børnene opleve, at den voksne, som gaven skulle gives til, er optaget af at tale med Nikolajs mor, løse en konflikt mellem Jonas og Karoline, minde Alma om at gå på toilettet, pudse violas næse, sikre at Wahid har fået eftermiddagsmad, tage imod besked fra en kollega, som er på vej hjem, lave en plan for imorgen, nu hvor Yrsa er syg, og der ikke må kaldes vikar ind og… Alt imens står Maren med sin tegning… Hun havde gjort sig umage, og tænkt på, hvor dejligt det ville blive at se sin yndlings voksen blive glad for så betydningsfuld en gave. Men når man om eftermiddagen skal dele de 5 voksne med 80 andre børn, og 80 forældre, og intra, og telefonopkald, og opvasken, og vasketøjet… Ja – så er det ikke alle gaver som modtages med den respekt og glæde, som bør følge med.
Da Luna i dag gav mig gaven, gav hun mig mere end blot et stykke papir med sparsom tegning, som hun havde klippet i. Hun gav mig en invitation til at indgå i en relation med hende. En invitation til dialog, nærvær og omsorg. I dag havde jeg tid til at møde hende i den, og mødet gav mig en følelse af glæde og stolthed, og jeg fornemmede, at hun gik derfra med større selvværd og følelse af at høre til og være blevet set i det store fællesskab.
Men hvad mon det betyder, at hun vender tilbage? Er det mon et trist tegn på at relationerne i dagens institutioner er blevet så overfladiske og sporadiske, at børnene ikke længere føler sig sikre på dem? I virkeligheden burde det vel ikke være nødvendigt at følge op på om den voksne nu også delte oplevelsen, værdsatte den, respekterede den?
Jeg forstår dog godt, at hun gør det.
Jeg er omringet af nogle af de mest kompetente kolleger, jeg har mødt i de snart 10 år, jeg har været i pædagogverden. Jeg ser dem bruge HVERT ET LEDIGT ØJEBLIK på at se et barn i øjnene, kramme dem, grine med dem, udvikle sig sammen med dem, men øjeblikkene er færre, og jeg kan mærke helt ind i hjertet, at jeg HADER det.
Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor … alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge, for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an?
Jeg HADER, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringer ved at være barn i en børnehave. Vi VED lige præcis, hvad der skal for at hjælpe dem, men vi har ikke tiden til det.
Det lyder så flot, når regeringen fortæller, at de vil afsætte millioner til børneområdet, men hvornår hulan får de øjnene op for, at Luna i dag IKKE havde brug for, at jeg havde været på endnu et kursus og havde læst store vigtige teoribøger!
Hun havde brug for, at jeg havde tiden til at se hende, møde hende, værdsætte hende og sige JA TAK til hendes utroligt fine invitation.
Det er DÉT der skal til!
Det er DÉT der batter!
Det er DÉR, vi når børnene!
– Og det er DÉR politikere vil få deres fine resultater af deres tests.
For børn i trivsel, som har selvværd og selvtillid, som har tillid til at deres medmennesker og som oplever betydningsfulde relationer – det er netop DE børn, som klarer sig godt i skolen, som tør satse højt, som tør gå foran, og som ved de fortjener at være lykkelige.
Hvor ville jeg dog ønske, at politikerne snart ville lytte til de sande eksperter; pædagogerne, som ER kompetente, og som hver dag løfter et kæmpe ansvar for fremtidens borger under helt urimelige forhold!
Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor alt du skulle mestre for at klare dit arbejde skulle læres for første gang? Samtidig skal du forestille dig, at alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an? Tilføj at hverken du eller dine kolleger forstår jer på at kommunikere om opgaven.
Du ville sikkert ikke holde længe på den arbejdsplads, så hjælp nu med at sikre, at børnene heller ikke skal arbejde under så kritisable forhold!
Læs også pædagog Kirstine Kirks indlæg om hvorfor vi som forældre og pædagoger ikke protesterer mere højlydt her.