Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på minimumsnormeringer, ret til at passe syge børn, ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du første interview med Socialdemokratiets børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen. De kommende dage får du et nyt interview - hver dag. Se her hvad vi har spurgt dem om.

Ane Halsboe-Jørgensen (A): Tid og nærhed betaler sig, både i institutionerne og derhjemme

Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiets børneordfører, arbejder grundlæggende for mere frihed til selvforvaltning i institutionerne – og samtidig vil hun have mange flere penge ud i kommunerne, så hele dagpasningsområdet kan løftes. 

Meget bedre normeringer er hendes mål – men ikke i form af minimumsnormeringer. Alligevel er hun overstrømmende positiv over for forældreoprøret #Hvorerderenvoksen, som hun opfatter som virkelig berettiget og på høje tid. 

Selv er hun ude i et opgør med tankegangen i Finansministeriet og hele måden at tænke velfærdsøkonomi på, bl.a. med bogen ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Den vender vi tilbage til.

Men hvad med de akutte problemer på rød stue – og hvorfor støtter socialdemokraterne ikke kravet om minimumsnormeringer?

”Hvis vi skal ned ad den vej, der hedder minimumsnormeringer, så håber jeg at det bliver på kommunalt niveau, hvor vi lægger en bund under hvor mange penge der skal bruges i den enkelte kommune. Jeg går ikke ind for at vi skal detailstyre økonomien på hver enkelt institution.”

(Artiklen fortsætter under overblikket)

LYNOVERBLIK – hvad sagde Ane Halsboe til…

1. Ret til at passe syge børn hjemme: ÅBEN, men ser helst at arbejdsmarkedets parter løser det. 

”At forbedre mulighederne for at passe syge børn er vigtigt. Jeg har fæstnet mig ved, at i Sverige har børn færre sygedage end i Danmark. Jeg tror på at megen sygdom kan tages i opløbet med en sådan model. I Danmark kan forældre være tvunget til at lyve sig syge, fordi de færreste har en overenskomst, der sikrer dem retten til at holde barnet hjemme. Det her skal vi have set på - allerhelst i samarbejde med arbejdsmarkedets parter."

2. Lovsikret ret til fleksibel arbejdstid med småbørn: NEJ, det er arbejdsmarkedets parters område

”Princippet om fleksibel arbejdstid tiltrækker mig. Nogle vil gerne ned i arbejdstid, nogle vil op. Men jeg ved ikke om vi skal have en lov, der siger at forældre til mindre børn har ret til at gå ned eller op i arbejdstid. Også her ville det være bedst, hvis arbejdsmarkedets parter tog den.”

3. Reel tillidsreform - magten tilbage til pædagoger og ledere: JA!

”Ja! Vi skal ikke ind og detailstyre daginstitutionerne. Vi skal ikke presse koncepter ned over hovedet på dem. Det giver alt for meget bureaukrati. Vi skal rulle topstyringen tilbage. Og vi skal stole på pædagogernes faglighed. Til gengæld skal vi sørge for, at den økonomiske ramme er der, så institutionerne har de midler, der skal til at sikre det faglige niveau.”


4. Minimumsnormeringer: NEJ, men vi skal have meget bedre normeringer – og pengene til kommunerne skal følge med 

”Også her vil jeg sige: Rammen skal være der. Jeg vil ikke blande mig i f.eks. vikardækning. Min foretrukne model vil være det, som man kalder økonomiske minimumsnormeringer. Så vi undgår at detailstyre.”

SPSM: Hvis man kan have et klasseloft i skolerne – dvs. maksimale klassekvotienter – så kan man vel også have en minimumsnormering i daginstitutionerne?

”Det er mere kompliceret i en daginstitution. Vi er enige i målet om, at hverdagen skal blive bedre i institutionerne, men vi må kigge på hvordan vi kommer derhen. Det optimale er, at den enkelte leder har penge nok til en ordentlig normering. Kommunerne skal kunne indrette det, så de tager højde for lokale forskelle. Vi skal modstå fristelsen til at detailstyre.”


5. Pengene følger delvist barnet: NEJ

”Når pengene er få, er jeg tilbageholdende med at betale folk for at passe deres egne børn.

Det er usikkert hvordan det ville påvirke økonomien i kommunerne, hvis man lod forældre passe børn hjemme med et tilskud det første år efter barsel, men så er der et ligestillingsperspektiv. Og der er også et hensyn til integration af de etniske familier.

Jeg er principielt tilhænger af større valgfrihed og fleksibilitet for familier, men jeg vil prioritere bedre normeringer. Jeg vil også SÅ gerne have mere beskæftigelse blandt etniske kvinder og at børnene bliver en del af børnefællesskabet som små.”

FORÆLDREOPRØRET ER EN REVOLUTION

Selv om Ane Halsboe-Jørgensen ikke støtter minimumsnormeringer, så er forældreoprøret vigtigt for hende, for det har betydet, at børn pludselig er blevet en del af denne valgkamp, siger hun. 

“Jeg synes forældreoprøret er fantastisk – det er så sejt! Tænk – over 70.000 mennesker på gaden! De burde jo tælle dobbelt. Det er mennesker, der møder op på trods af snotnæser og søvnløse nætter – det er en kraftpræstation! Jeg hører gamle mænd, der affærdiger det som piv og brok. Men det er et oprør, der har den største legitimitet og det burde være kommet for længst. Jeg så en avis, som kaldte det en husmoderrevolution – det kan man godt kalde det, men det skal være sagt med den allerstørste respekt. 

Det er virkelig et oprør, der kommer nedefra og jeg tror, det har ulmet i årevis. I hvert fald de sidste fire-fem år. Som børneordfører har jeg længe ment, at børnene og familierne burde fylde meget mere i politik. Familierne er blevet latterliggjort og er ikke blevet taget alvorligt. Man har peget tilbage på forældrene, som oplever sig som pressede, og sagt Det er alt sammen jeres eget ansvar!

I stedet skulle man have set på de strukturelle årsager til, at mange synes det er så svært at være familie. Og de strukturelle årsager er jo mange og det er dem, vi skal se på.”

SPSM: Hvad er vigtigst for dig, når vi taler om børne- og familiepolitik?

“Det vigtigste for mig er, at det at være børnefamilie i Danmark skal hænge sammen. Det skal ikke være sådan, at man som børnefamilie hele tiden føler, at man er bagud på point alle steder. Vi skal først og fremmest sikre kvalitet og tryghed i dagpasning. Men vi skal også gøre det mere fleksibelt at have små børn. Alle forældre skal kunne finde en model, der passer til dem og deres børn.”

VERDENSKLASSE

Selv om Ane Halsboe går ind for, at familierne skal kunne indrette sig mere individuelt og med større fleksibilitet, er hun en stor beundrer af den danske daginstitutionskultur. 

“Jeg er ikke på det hold, der mener, at vi skal tage børnene ud af institutionerne. Man kan rigtig mange gode ting i institutionerne, hvis normeringerne er i orden. Vi er i verdensklasse i Danmark – vi har så dygtige pædagoger. Selv om uddannelsen kan gøres bedre – og det skal vi også til at se på!

Sammenlignet med andre lande, hvor børn bliver overladt til aupair-piger og tilfældige børnepassere, er vi rigtig langt i Danmark, fordi der er en faglighed. Der skal bare være tid til at bruge den!

Lige nu sker der det, at i det øjeblik tilbuddene bliver for dårlige, begynder folk at tage deres børn ud og at gå hjemme. Og det er fint nok, hvis det er et stort ønske. Men hvis det er fordi de er bange for at deres børn ikke trives, så er det ikke OK”.

PENGENE SKAL MATCHE ANTALLET AF BØRN

Frem mod 2025 kommer der 50.000 ekstra børn – dvs. 50.000 flere end normalt. Udfordringen lige nu er derfor, at hvis Danmark bare skal bevare det niveau for velfærd, som vi har i dag, så skal der en del flere penge til. De to milliarder om året, som det koster at indføre minimumsnormeringer – eller et hvilket som helst regulært løft på dagpasningsområdet – kommer så oveni.

“Skal vi følge med demografien  (flere børn og ældre, red.), så kommer det til at koste mange penge bare at bevare det niveau for velfærd, som vi har i dag. Det er Socialdemokratiet parat til. Vi vil lægge 20 milliarder kr. oveni frem mod 2025. Vi har i vores nye økonomisk plan både penge til de nye børn, der kommer, og til et regulært løft på dagpasningsområdet. 

Som minimum skal vi fra Christiansborg sikre, at den ramme, der følger med, svarer til mængden af nye børn. De to milliarder, som det vil koste med et regulært løft, kommer så oveni.”

MINIMUMSNORMERINGER PÅ KOMMUNENIVEAU

Ane Halsboe er ikke tilhænger af deciderede minimumsnormeringer, men står fast på, at der skal tilføres dagpasningsområdet – og dermed kommunerne – langt flere midler. 

“Hvis vi skal ned af den vej, der hedder minimumsnormeringer, skal det være på kommuneniveau.”

SPSM: Hvad betyder minimumsnormeringer på kommuneniveau?

”Det betyder, at når der er så og så mange børn i en kommune, så skal det udløse så og så mange penge. Det er en bedre løsning end at regulere antallet af pædagoger på den enkelte stue.

Vi skal ikke pålægge den enkelte institution alt for mange stramme, rigide regler. Vi skal ikke inde fra Christiansborg detailstyre, hvad der sker på rød stue. Man skal passe på med at tage for meget selvbestemmelse væk fra de ansatte.”

FORBYD KONCEPTER

En reel tillidsreform, som sætter institutionerne mere fri, vil kunne skabe mere arbejdsglæde og selvbestemmelse, som virker positivt på hele området. Et skridt i den rigtige retning er at forbyde de kommunale koncepter, som mange institutioner er underlagt, mener Ane Halsboe: 

”Pædagoger og daginstitutionsledere skal bestemme meget mere selv. Det kræver, paradoksalt nok, en stærkere politisk styring fra Christiansborg. Den politiske styring skal sikre pædagogerne mod at blive kvalt i papir – mere tid med børn og mindre tid med papir.

Der har været en tendens til konceptstyring og puljestyring, og det er også udtryk for, at der ikke har været penge nok. Men det er en forkert måde at gribe problemerne an på. 

Vi så det sidst med socialministerens melding om, at hun vil sætte en pulje af til flere pædagoger i ydertimerne, hvor der ofte er for dårlig bemanding. Men det kan jo ikke være rigtigt, at institutionerne skal bruge tid på at søge om penge til personale.

Vi skal simpel hent forbyde, at kommunerne presser koncepter ned over hovedet på institutionerne. Koncepterne stjæler både tiden, ressourcerne og den faglige handlefrihed og arbejdsglæden i institutionerne.

De dygtigste pædagoger vil ikke finde sig i den detailstyring. De forlader faget, når for meget af deres selvbestemmelse bliver taget fra dem. De tænker forståeligt nok ”Hvad bilder de sig ind – jeg har taget en uddannelse på 3,5 år. Jeg kan et fag!”.

VI SKAL KIGGE PÅ VORES SAMFUND MED NYE ØJNE

Ane Halsboe medgiver, at problemerne på børne- og familieområdet ikke alene er gjort med at sikre bedre normeringer. Der skal nytænkning til.

“Vi skal til at kigge på vores samfund med nye øjne. Det er jo absurd, at vi har så stor ensomhed i det her land og samtidig så store problemer hos de unge familier med at få enderne til at mødes. Jeg har en oplevelse af, at det er mere ensomt end nogen sinde at være børnefamilie.

Vi blander os for lidt i hinandens liv og er for lidt for hinanden. Det er en tidsånd, som vi ikke kan lovgive os ud af, men hvor ville det være dejligt, hvis vi fandt nogle af de dyder frem igen, hvor vi i højere grad kom hinanden ved.

Politisk er det mit hjertebarn, at vi skal se på omsorg som en investering. Pædagoger er en investering. De første år af et barns liv er en investering.”

DER ER ET LIGESTILLINGSPROBLEM

Ane Halsboe er slet ikke med på, at pilen peger på forældrene, når det handler om problemerne med at få enderne til at mødes – “det er skyld med skyld på”, siger hun.

“Pilen peger ikke på forældrene, men på mig som politiker, når det gælder de strukturelle årsager til at mange er pressede.

Jeg er heller ikke med på, at forældrene bare kan planlægge sig ud af problemerne, f.eks. gå ned i arbejdstid. Jeg ved jo godt hvem det er, der kommer til at gå hjemme med børnene. Det er kvinderne. Og det giver lønulighed, pensionsulighed, og karriereulighed.

Hvis mødrene ønsker at gå hjemme, skal de selvfølgelig have lov til det. Familierne skal indrette sig præcis som de vil. Men hvis ikke vi skal have kvinderne hjem til kødgryderne igen, så er gode vuggestuer en del af svaret. Og det siger jeg vel vidende at vuggestuen hverken kan eller skal bære opdrageransvaret alene.”

MISTRIVSEL

Jeg spørger Ane Halsboe, hvordan hun forholder sig til den eksplosive stigning i børns og unges mistrivsel, og om hun ser et politisk ansvar her.

”Ja, det er helt uholdbart. Det er meget alvorligt med den stigende psykiske mistrivsel. Jeg talte med Børns Vilkår, der fortæller, at der på ét år er 3000 selvmordstruede børn, der henvender sig til Børnetelefonen.

Vi har store problemer med stress blandt børn og unge og unge forældre. Vi har en præstationskultur, som er dybt skadelig. Det meste af den mistrivsel, vi ser i dette samfund, rammer mennesker under 40.

Det hér er næsten lige så alvorligt som klimakrisen.”

OMSORG OG FÆLLESSKABER BETALER SIG

”Det er også derfor, jeg synes det er så vigtigt, hvordan vi regner som politikere.

For hvis vi hele tiden taler om at løbe hurtigere, så når vi jo et punkt, hvor det begynder at nedbryde folk. Her har Socialdemokratiet været med. Det har alle partierne. Vi har skudt ved siden af, når det gælder forebyggelse – og når det gælder livskvalitets-parametre. 

Vi taler om uddannelse og job, når vi gerne vil have udsatte unge mennesker i gang. Men i virkeligheden spiller selvværd, fællesskaber og en følelse af frihed en større rolle, når en ung udsat skal i gang. Den slags har vi bare ingen politisk eller økonomisk tradition for at kalkulere med.

Vi har brug for at vende logikken, at ændre den underliggende struktur i Finansministeriets hoveder.”

PROBLEMET ER REGNEDRENGENE

Ane Halsboe har sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil (A) skrevet bogen Det betaler sig at investere i mennesker, om social- og velfærdspolitikken.

“Den er et opgør med når vi siger, at vi ikke har råd til omsorg. Jo – vi har ikke råd til at lade være! 

Logikken i den måde vi regner i det her land er, at hvis vi arbejder mere, så tæller det positivt, mens alt hvad vi bruger på omsorg, forebyggelse og forskellige former for velfærd, tæller negativt i regnemodellerne – som ren udgift. 

Der er stadig ingen økonomiske modeller, der viser hvad omsorg og forebyggelse sparer os for af udgifter, som samfund. Og når man ikke kan se det i modellerne, bliver der ikke styret efter det. Vi styrer vores økonomi med ét øje. 

Vi skal have modet til at sige, at vi regner skævt i dag, og at vi skal åbne det andet øje. Hvis ikke Finansministeriets ”regnedrenge” forstår det, ender det med, at vi bliver fældet af stress og mistrivsel – det ender med at fælde os!

Selvfølgelig er det godt for vores samfund, hvis vi arbejder. Men vi overser, hvor meget holdbarhed der er i gode relationer og i at forebygge: tid og nærhed – både i institutionerne og derhjemme – kan betale sig!

Alt det her med børn og forebyggelse er stenhårdt, som økonomi betragtet. Det er ikke ”blødt” – det er ikke ”nice”, men ”need to have”. Og det skal Finansministeriet forstå. Vi skal rykke de tektoniske plader – hele synet på det her område!”

FAKTA

Ane Halsboe-Jørgensen (A) er 36 år og indvalgt for Socialdemokraterne i Nordjyllands Storkreds. Hun er tidl. gruppenæstformand, nu børneordfører og formand for Folketingets udenrigsudvalg samt medlem af finansudvalget og skatte- og beskæftigelsesudvalget.Hun er cand.scient.pol. fra 2009 og udgav i 2018 bogen "Det betaler sig at investere i mennesker" sammen med med Pernille Rosenkrantz-Theil (A). En bog om sociale investeringer og tidlig indsats. Bogen er et opgør med Finansministeriets regnemodeller og et bud på, hvordan vi i fremtiden indregner værdien af forebyggelse, omsorg, relationer og velfærd, når vi træffer politiske beslutninger.