Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne, fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på 1) minimumsnormeringer, 2) ret til at passe syge børn, 3) ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, 4) bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og 5) en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du andet interview i rækken med de radikales børneordfører Lotte Rod. De kommende dage får du et nyt ordførerinterview hver dag.Se her hvad vi har spurgt dem om.
Lotte Rod (R): Vi skal som samfund tage pædagogernes faglighed meget mere alvorligt
Børnepolitisk ordfører Lotte Rod ryster ikke på hånden, når hun skal prioritere mellem de fem anbefalinger, som Familiepolitisk Netværk har med og præsenterer hende for: ”Pengene skal bruges på meget bedre normeringer – kombineret med større selvbestemmelse til daginstitutionerne”, kommer det lynhurtigt.
Og hun tilføjer, at minimumsnormeringer skal sikre institutionerne mod yderligere forringelser – nu! Faktisk tweeter Lotte Rod flere gange dagligt om minimumsnormeringer.
Familiepolitisk Netværks øvrige 3 anbefalinger, som især retter sig imod en bedre work/life-balance set fra barnets perspektiv, er den radikale ordfører til gengæld skeptisk over for – fx ret til nedsat arbejdstid til småbørnsforældrene. Institutionerne har hovedprioriteten.
(Artiklen fortsætter under overblikket)
LYNOVERBLIKKET – hvad sagde Lotte Rod om…
Minimumsnormeringer: JA - hurtigt!
Reel tillidsreform - magten tilbage til pædagoger og ledere: JA, i den grad!
Lovsikret ret til fleksibel arbejdstid med småbørn: JA, men som flekskonto (timebank - sikrer mod lønnedgang)
Ret til at passe syge børn hjemme: JA, men først et storskalaforsøg i en kommune
Pengene følger delvist barnet: JA, men det er kommunernes opgave at tilbyde dette
RADIKALE HAR FLYTTET SIG
Minimumsnormeringer står højt på den radikale ønskeliste. Også fordi tidligere tiders forsøg på genopretning af børneområdet uden minimumsnormeringer som løftestang, har spillet fallit, mener Lotte Rod. Pengene blev brugt til alt muligt andet end børnene. Radikale har flyttet sig på dette punkt, understreger hun, for det er ganske korrekt, at partiet tidligere har været imod minimumsnormeringer.
Radikale Venstre har traditionelt været civilsamfundets og de lokale fællesskabers parti. Frihed og fællesskab var hinandens forudsætninger, så længe friheden var til fælles bedste, dvs. ikke gik ud over andre. Og den lokale selvbestemmelse skulle være stor.
I dag er respekten for professionalisering og institutionalisering det, der springer mest i øjnene, når man nærstuderer partiets politik.
MINIMUMSNORMERINGER NU
SPSM: Hvilken af de fem anbefalinger, som vi spørger alle partiernes ordførere om deres holdning til, anser du for at være vigtigst?
”At der er pædagoger nok i vores daginstitutioner! Der er børn hver dag, der ikke har nok nærværende voksne. Børn der ikke får smil og kram nok, fordi der ikke er nok pædagoger nok.
Vi på Christiansborg skal finde pengene til minimumsnormeringer – og stille krav til kommunerne om at bruge dem på børnene. Det har Radikale lagt en plan for. Det koster 2 milliarder kroner om året – og det er en del af vores 2030 plan. En del af finansieringen af planen går ud på, at vi skal tiltrække flere medarbejdere fra udlandet, hvis vi skal have vores samfundsøkonomi i balance på sigt. Derfor har vi lagt en plan for, hvordan vi skal få arbejdskraft til Danmark.“
SPSM: Der er flere modeller for minimumsnormeringer i spil – hvilken af dem kan I tilslutte jer?
“Vi vil have en minimumsnormering, som er på kommuneniveau. Det skal være på kommuneniveau, fordi man i den enkelte kommune skal have mulighed for at prioritere særlige institutioner. Kommunerne kan godt finde ud af det derude – bare der er penge nok. Det sikrer vi ved at bruge 2 milliarder kr. om året på dette.”
SPSM: Hvordan adskiller denne model sig fra BUPL’s model?
”Den er meget i overensstemmelse med BUPL’s model. De har foreslået en model på kommuneniveau, hvor den enkelte kommune kan beslutte at flytte ressourcerne hen til den institution, hvor der er mest behov. Det vigtige er, at vi finder de 2 milliarder, og at vi stiller krav til kommunerne om at bruge dem på børnene. Vi risikerer med meget firkantede regler at skabe et øget bureaukrati.”
SPSM: Men hvordan vil I sikre, at pengene ikke forsvinder ned i et hul eller til andre formål ude i kommunerne, ligesom de har gjort det så ofte før, når penge blev øremærket til daginstitutionerne?
”Det gør vi ved at vi her fra Christiansborg stiller krav til kommunerne. Som Radikale har vi flyttet os. Tidligere mente vi ikke at vi kunne gribe ind i det kommunale selvstyre. Men mange af pengene til daginstitutionerne er tidligere – som du nævner – forsvundet til alt muligt andet. Og det er det, vi nu vil undgå med minimumsnormeringer.”
HVAD BETYDER “PÅ KOMMUNENIVEAU”?
SPSM: Hvordan undgår vi, at kommunerne tager beslutninger hen over hovedet på institutionerne om, hvordan pengene skal bruges?
”Det er et politisk ansvar i kommunerne at være i dialog med daginstitutionerne. I dagtilbudsaftalen[1]med regeringen fik Radikale og Socialdemokraterne indført, at vi skal have ryddet ud i de mange koncepter, som oppefra trækkes ned over hovedet på institutionerne og fratager pædagogerne deres mulighed for at udøve deres faglighed.
Så vi skal gøre begge dele: Kommunalbestyrelser, der er engageret i børneområdet, skal være i dialog med daginstitutionerne – men alt det, der vedrører fagligheden i institutionerne, skal styres af institutionen selv.
De byråd, der gør det bedst ude omkring i landet, tager netop udgangspunkt i pædagogernes behov, fx deres dokumentationsbehov. Det er deres behov for evaluering og dokumentation, der skal styres efter – ikke kommunalbestyrelsens behov for at kunne dokumentere eksempelvis effekten af et koncept.
Det, som dygtige pædagoger kan, er jo netop at tilrettelægge gode forløb. Og så er det politikernes opgave at sætte sig ind i pædagogernes arbejde og respektere deres faglighed. Det skal ikke være pædagogerne, der skal dokumentere deres praksis overfor politikerne. Vi skal i det hele taget som samfund tage pædagogernes faglighed meget mere alvorligt.”
REEL TILLIDSREFORM
Den næste anbefaling, som Lotte Rod gerne vil støtte, er en reel tillidsreform på dagpasningsområdet.
Anbefalingen lyder sådan her: “En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet, så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker.”
”Ja lige præcis!”, siger Lotte Rod. ”Vi har taget første skridt i dagtilbudsaftalen[2] ved at skrive ind, at vi vil have ryddet op i koncepterne, der ligger udover den pædagogiske læreplan.
Pædagogiske projekter skal være noget, der giver mening i den enkelte institution. Det må ikke være noget, der er påduttet oppefra. Vi vil hellere have pengene ud at arbejde i den enkelte institution. Men det er svært for kommunerne, når de først har brugt penge på koncepter, at indse fornuften i dette.”
SPSM: Hvordan kan I som folketingspolitikere arbejde for at skabe større tillid til det pædagogiske personale, så vi ikke havner dér igen, hvor kommunerne gå ind og blander sig i den pædagogiske praksis?
”Det er en ministeropgave[3]. Det er ministeren, der laver aftaler med KL. Det er ikke os på Christiansborg, der har opfundet alle mulige koncepter. Det er forvaltningerne i kommunerne, der har igangsat koncepterne. Og det er dem, der må lave oprydningsarbejdet.”
STOP KONCEPTERNE
“Det er som med folkeskolerne. Hvis ikke vi definerer, hvad tiden og ressourcerne skal bruges på, er der nogle – kommunerne -der går ind og udfylder tomrummet. Derfor må vi fra Christiansborg sikre institutionernes frihed. Man kan sige, at nogen er nødt til at fastlægge rammer og udøve magt, for at andre ikke kommer og gør det. I dette tilfælde med det formål at sikre institutionerne deres selvbestemmelse.
Så det er en ministeropgave at holde fast i friheden – og samtidig er det kommunalpolitikerne, der skal være vågne, så de ikke bliver løbet over ende af forvaltningen.
Dagtilbudsaftalen, som vi indgik i 2017, indeholder et børnesyn, som slår fast, at leg er det vigtigste i et barns liv. Desværre er det sådan, at der ude i kommunerne mange steder hersker et børnesyn, der slet ikke er up to date. Det er et forældet børnesyn, der ligger bag mange af læringskoncepterne. Hvis leg og læring er styret af et koncept, kan pædagogerne ikke have deres egen faglighed med. Det vil vi gerne have sat en stopper for.
FLEKSIBEL ARBEJDSTID
Det er et stort ønske fra mange småbørnsforældre at kunne gå ned eller op i arbejdstid, alt efter hvor de befinder sig i forhold til omsorgsopgaven derhjemme. Anbefalingen fra Familiepolitisk Netværk lyder derfor sådan her: “
"Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag.“
Men Lotte Rod er ikke begejstret.
“Jeg er enig i, at der er et problem, men jeg er ikke enig i løsningen. Hvis man giver en generel ret til nedsat arbejdstid, så ville det være kvinderne, der benytter sig af den. Det ville være et tilbageslag for ligestillingen.
Vi vil i stedet en flekskonto, hvor man låner noget tid af sig selv, mens børnene er små, og så arbejder man noget mere på et senere tidspunkt. Jeg synes det skal være lige så attraktivt for mænd som for kvinder at gå ned i arbejdstid.”
SPSM: Men bliver det ikke netop lige så attraktivt for mænd, hvis det er en universel ret at gå ned i arbejdstid, mens man har små børn?
“Vi tror mere på den model, hvor den enkelte administrerer sin egen arbejdstidsnedsættelse. Vi er nødt til at lave et system, hvor det er lige så attraktivt for manden.
Det er også et spørgsmål om kultur. Og derfor skal vi også have mere barsel til mænd. Når først manden har været på barsel med barnet, vil han være mere tilbøjelig til at være den, der tager imod muligheden for at gå ned i arbejdstid og som tager barnets sygedag.”
SPSM: Men en flekskonto ville ikke gøre det til en rettighed til at gå ned i tid, når man har små børn – men mere til en mulighed?
“Det kommer an på hvordan vi strikker aftalen sammen. Man kunne jo bygge den op på samme måde som feriekonto, barselsfond og arbejdsmarkedspension. Man ville godt kunne lægge ind i en flekskonto-aftale, at det er en rettighed med fleksibel arbejdstid.
Hvis ikke der er egentlig lønkompensation – og hvis det alene er en rettighed at gå ned i tid – kan det som udgangspunkt godt blive en glidebane, hvor det er kvinderne, der tager muligheden for at gå ned i tid, fordi de stadig er dårligere lønnet.
Jeg vil også godt advare imod den antagelse, at det skal være nødvendigt at gå ned i tid, fordi man har små børn.”
SPSM: Men hvis vi nu ser problemet fra barnets perspektiv, så er der ingen tvivl om, at lande med en udpræget deltidskultur, fx Finland og Holland, er lande, hvor det er rigtig godt at være barn. Hvorfor er vi så bange for denne deltidskultur i Danmark?
”For mig handler det om muligheden for, at man kan gøre karriere mens man har små børn. Jeg er villig til at prøve det af – at en flekskonto-model indeholder en ret til at gå ned i arbejdstid. Jeg vil bare gerne følge med i hvad konsekvenserne er for ligestillingen. Jeg er bange for, at det bliver det normale at gå på deltid ”hvis man vil være en god mor”. Og det synes jeg ikke er rimeligt over for kvinderne, hvis det blev en norm.”
SPSM: Men er det ikke en udmærket kompetencegivende ting at have med små børn at gøre? Og er det ikke mere et spørgsmål om kultur, at vi opfatter det som et karrieretab at tilbringe tid med de mindste?
”Det er muligt, men det er stadig en reel bekymring, jeg kan have for den enkelte kvinde, om hun får mulighed for at gøre karriere.”
SPSM: Men er det ikke primært arbejdsgiverne, der skal ændre deres syn på karriere?
”Uanset hvad, så er jeg bange for, at det koster kvinderne karriere, hvis det er for nemt bare at gå ned i tid.”
RETTEN TIL AT PASSE SYGE BØRN
Den næstsidste anbefaling, som Lotte Rod skal forholde sig til, er anbefalingen om at vi – som i Sverige – skal have ret til at passe vores syge børn hjemme. Den lyder sådan her:
Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder = 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder.
”Jeg ved, at det er noget af det, der virkelig presser forældrene. Den nuværende ordning med 1-2 dage ”barn syg” giver ingen mening. Et barn bliver jo ikke rask på 1-2 dage. Og det er de færreste, der har bedsteforældre, som kan træde til.
Min anbefaling vil dog ikke umiddelbart være at indføre den svenske model. Det ville nemlig være svært at overbevise Finansministeriet om rentabiliteten i denne model. Finansministeriet vurderer nemlig, at det kommer til at koste 40 milliarder (tror jeg det er). Men – det man kan gøre, er at starte et storskalaforsøg i en kommune. Og derefter vise Finansministeriet, at det rent faktisk kan betale sig, fordi det reelt kommer til at koste færre sygedage i den pågældende kommune end nu.
Man kan desværre ikke umiddelbart henvise til Sverige, når man taler med Finansministeriet. Men man kan bruge den svenske model som eksempel.”
SKAL PENGENE – DELVIST – FØLGE BARNET?
Den sidste af Familiepolitisk Netværks anbefalinger er Lotte Rod lodret imod.
Den lyder sådan her:
Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune.
”Den er jeg imod, som den er beskrevet dér. Det, der er vores opgave som samfund, er at sørge for, at vi har gode daginstitutioner. At der er nogle forældre, der vælger at passe deres børn hjemme, er ok. Men så må de betale selv. Hvis kommunen vil tilbyde en ordning, hvor pengene følger barnet, er det fint for mig, men det er ikke en statslig opgave.”
SPSM: Men hvad hvis der er evidens for, at vuggestuer ikke nødvendigvis er det bedste for børnene, og at mange børn har meget mere glæde af at blive passet i hjemlige omgivelser det første år eller to efter barsel og orlov?
”Der er formentlig nogle, der ikke trives i vuggestuen. Men jeg kan godt lide, at vi har et system, hvor det er almindeligt, at barnet starter relativt tidligt i institution, så moderen kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og at vi ikke har så lang barsel, at man bliver sat helt ud af spillet.
Samtidig med at jeg er mor, vil jeg gerne gøre karriere. Og det tror jeg også, at de fleste andre kvinder gerne vil. Hvis man får tre eller flere børn, er man alt for meget væk fra jobbet, hvis man også skal passe børnene hjemme. Så jeg vil meget hellere kæmpe for, at der er dygtigt og nok personale i vuggestuerne.”
SPSM: Men så er det vel ikke barnets perspektiv, men de voksnes, som du anlægger?
“Det er begge dele. Virkeligheden for mange børn er, at de går i institution, og derfor går det simpelthen ikke, at normeringerne er så dårlige. Det skal vi rette op på. Og det er min første prioritet.”
SPSM: Men det er almindeligt anerkendt, at det er de nære voksne, der giver barnet kærlighed, og at kærlighed – det at blive set på med kærlige øjne – er det, som det helt lille barn har allermest brug for.
”Jeg er ikke bleg for at tale om professionel kærlighed. Vi må stille krav til personalet, om at de rent faktisk udøver deres profession, så det lille barn oplever at blive holdt af. Det drejer sig om at have tilstrækkeligt og dygtigt personale. Jeg synes, at vi i Danmark har den rigtige balance, når vi sender vores børn i institution, når de er omkring et år.”
SPSM: Også selv om vi er førende i verden i hvor tidligt og hvor omfattende vi institutionaliserer vores børns liv?
”Ja. Jeg tror, det er et spørgsmål om kvalitet og gode rammer, og derfor er jeg også parat til at prioritere bedre normeringer meget højt.”
FAKTA
Lotte Rod (R), 33 år, er indvalgt for Radikale i Sydjyllands Storkreds. Hun blev valgt første gang i 2011 og er børne- og familieordfører, undervisningsordfører, ungdomsuddannelsesordfører, sundheds- og psykiatriordfører samt retsordfører, for blot at nævne nogle af hendes mange ordførerskaber (almindeligt i små partier). Lotte Rod er uddannet cand.scient.pol. fra 2012.
NOTER
[1]”Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet”, også kaldet dagtilbudsaftalen, indgået 9. juni 2017 mellem regeringen (V, LA, K) og DF, S og Rad.
[2] https://socialministeriet.dk/media/18857/aftale-mellem-regeringen-venstre-liberal-alliance-og-konservative-og-dansk-folkeparti-socialdemokratiet-og-radikale-venstre-om-staerke-dagtilbud.pdf
[3]Social- og Børneministeren (red.)