Kristendemokraterne støtter, som en af de få partier, alle de anbefalinger, som vi har bedt partiernes børneordførere forholde sig til (se boksene med svar). De fem anbefalinger er: 1. Statsligt fastsatte minimumsnormeringer, 2. ”Pengene følger barnet” (støtte til hjemmepasning), 3. Ret til nedsat tid/fleksibel arbejdstid med små børn, 4. En tillidsreform, dvs. større selvbestemmelse til institutionerne, og 5. Ret til at passe syge børn hjemme. Du kan se hvad det helt præcist er vi har spurgt de 12 børneordførere om her.
Isabella Arendt (K): Hele børneområdet skal løftes med minimumsnormeringer, ret til at passe syge børn, ret til deltid og tilskud til hjemmepasning
Minimumsnormeringer er det vigtigste lige nu, mener Kristendemokraterne (KD), der støtter alle Familiepolitisk Netværks fem anbefalinger – ja, faktisk går endnu længere.
I 2017 udarbejdede KD Børnenes Finanslov, der delvist er inspireret af det visionskatalog, som Familiepolitisk Netværk udarbejdede i 2016. ”Men på flere områder har vi mere vidtgående krav end Familiepolitisk Netværk har. For eksempel anbefaler vi 30 sygedage per barn per år, og ikke de 20, som I foreslår”, siger Isabella Arendt, børneordfører og formand for det 40 år gamle midterparti, der de sidste mange år ikke har siddet i Folketinget, men lige nu står til at komme ind. Hun vil bryde med blokpolitikken og lave ”en babyalliance” på tværs af blokkene – og formålet er “rettidig omsorg for børn og familier”.
SPSM: Hvordan hænger din indstilling til børnepolitik sammen med en grundlæggende borgerlig tilgang?
”Menneskets personlige frihed er et grundlæggende borgerligt princip. For os handler det om at sikre familiens frihed til at bygge den hverdag, som er bedst for dem. Det er derfor, vi både anbefaler minimumsnormeringer og støtte til hjemmepasning. Vi mener, at forældre skal have et reelt valg mellem at sende deres børn i institution eller passe dem selv. Det valg har forældre ikke i dag, hvor langt de fleste går på arbejde fra mandag til fredag med ondt i maven, fordi det forventes af dem, at de uden at blinke skal aflevere deres kæreste eje 38 timer om ugen i overfyldte og underbemandede institutioner. Det er jo ikke frihed”, siger Isabella Arendt.
“Der har været den opfattelse på begge sider af det politiske landskab, at familielivet nærmest var det eneste område, hvor politisk lovgivning ikke havde nogen berettigelse. Dér er vi helt uenige. Der skal ske rigtig meget på familieområdet lovgivningsmæssigt, hvis familierne skal have et reelt frit valg.”
Minimumsnormeringer er det vigtigste lige nu
SPSM: Hvilken af de fem anbefalinger mener du er den vigtigste?
”Det er svært, for vi støtter dem alle fem. Men hvis jeg skal vælge, så ligger minimumsnormeringer lige nu meget højt på min prioriteringsliste. Det gør tilskud til hjemmepasning også, for det skal ikke kun være elitens privilegium at kunne passe sine børn hjemme. Der er et stort behov i samfundet i dag for at kunne give de allermindste en mere rolig start på livet. For de fleste er det ikke muligt at leve af én indtægt, men vi synes at alle børn og familier skal have mulighed for hjemmepasning, hvis det er det rigtige for dem. Så jeg vil sige, at disse to er de vigtigste anbefalinger for os”, siger Isabella Arendt.
1. Minimumsnormeringer
”Minimumsnormeringer er den rigtige måde at styre på fra statens side, mens staten lige præcis skal afholde sig fra at styre på en masse andre områder. Staten har et ansvar for at sætte nogle rimelige grænser i forhold til eksempelvis miljø, arbejdsmiljø, indeklima, klassekvotienter og altså minimumsnormeringer, når det gælder børn. Minimumsnormeringer skal sikre, at standarden aldrig falder under et vist niveau. Vi har med børn at gøre, som ikke kan råbe op selv, hvis de bliver udsat for svigt. Vores krav til minimumsnormeringer lægger sig tæt op af BUPL’s anbefalinger, fordi det er dem, der ved hvad der fungerer og hvad der er godt. Der hvor vi måske mener, at BUPL’s anbefalinger skal præciseres, er at de skal være “i børnehøjde”. Dvs. at normeringen kun skal kalkulere dem med, der rent faktisk har med børnene at gøre. Alle andre typer af personale, inklusive lederne, skal naturligvis holdes udenfor. Når der skal være maks. 3:1 voksen i vuggestuen og maks. 6:1 voksen i børnehaven, så skal det være den virkelighed, børnene oplever. Der kan selvfølgelig være force majeure, men som udgangspunkt.
Dertil kommer, at hvis vi i højere grad sætter institutionerne fri til at indrette sig og fungere som de vil, vil der være mindre bureaukrati, og så vil der alt andet lige være flere timer til rent faktisk at være sammen med børnene.”
Rød og blå blok er en illusion
Isabella Arendt er træt af diskussionen om hvorvidt KD tilhører rød eller blå blok. Hun accepterer ligesom partierne Alternativet og KRP ikke blokkene, og alle tre partier må siges at gå på tværs af dem. På børne- og familieområdet bliver det meget tydeligt: KD vil både have minimumsnormeringer, som er en centrum-venstre mærkesag – og ”pengene følger barnet”, som er en mere konservativ-liberal mærkesag.
”Jeg køber ikke den præmis om, at hvis du ikke er rød, så er du blå, og hvis du ikke er socialdemokrat, så er du liberal. Jeg er hverken socialist eller liberal, jeg er kristendemokrat. Jeg har nogle værdier om menneskers værd som et mål i sig selv, som ikke nødvendigvis passer ind i hverken rød eller blå kasse.
Vi er borgerlige, men vi er ikke liberale. Vi er sociale, men ikke socialister. Den måde vi er borgerlige på er, at vi har fokus på civilsamfundet og familien – ikke på markedet og kapitalismen. Det er ikke markedsfriheden, men menneskers frihed., der tæller for os.
Vi skal holde op med at tale om rød og blå blok. Den største “blok” i dansk politik er midten, som både vil mere frihed og selvbestemmelse – og tryghed, social retfærdighed og omsorg for de svageste. Vi har meget til fælles med den socialliberale midte, men adskiller os også fra dem, fordi vi ikke sætter væksten over alt andet. For os er det helt centralt, at hensynet til familiernes trivsel og civilsamfundet er førsteprioritet, når der skal laves politik – og også til vores fælles planetariske grænser”.
2. Pengene følger delvist barnet ”Den anbefaling støtter vi 100 procent. I vores version af anbefalingen hedder koblingspunktet (andelen af offentlig støtte, red.) 85 %, hvor jeres forslag hedder 75 %. De 85 % af den offentlige andel af en dagpasningsplads tilfalder den forælder, der går hjemme og passer børnene.
Grunden til at vi ikke foreslår 100 %, er, at det offentlige altid bidrager rigtig meget med tilsyn, infrastruktur, uddannelse, samarbejde og så videre. Derfor er en privat ordning aldrig gratis for det offentlige, og derfor skal private ordninger bidrage lidt til det fælles. Det er præcis det samme princip, som gælder friskolerne. Vi mener, at det at gå hjemme med sine børn skal tælle som alt andet arbejde. Hjemmepassende forældre skal tælle i statistikken som arbejdende. De skal også have ret til at optjene dagpenge og pension. Vi håber at en sådan ordning også vil kunne tiltrække fædre, og dette gør noget af ligestillingsdiskussion nemmere.
Endelig skal forældre kunne dele pensionen. Den der arbejder ude skal kunne overføre en del af sin arbejdsmarkedspension til den partner, der går hjemme, så vi ikke får pensionsskævhed."
Født som familieparti
Ifølge Isabella Arendt er KD ”født” som familieparti. Partiet blev dannet for 40 år siden med det formål at styrke familierne og civilsamfundet i en tid, hvor markedsgørelsen og individualismen øgedes.. Og det er kun blevet værre siden, mener hun, med unges angst og mistrivsel, mere psykisk sygdom, stress og mange skilsmisser.
”Vi har mere end nogen sinde brug for, at børn og familier bliver en politisk prioritet i alle samfundsanliggender. Der er så mange samfundsproblemer, der kunne forebygges, hvis vi indså værdien af at give børn den omsorg, de har behov for.
Al forskning viser, at det at investere i et godt, trygt, glædesfyldt barneliv, tjener sig rigtig mange gange hjem på alle parametre. Det forebygger social udsathed, indlæringsproblemer, dårlige karakterer, overvægt, misbrug, kriminalitet – you name it!
Derfor er denne børnedagsorden vanvittigt vigtig, ikke bare på det menneskelige plan, men også på det samfundsøkonomiske. Hvis vi vil have et godt samfund, skal vi investere i vores børns trivsel. Derudover mener jeg også, at vi som politikere er forpligtet på at forholde os til det, som er det vigtigste for de allerfleste – deres børns og familiers trivsel.”
3. Ret til fleksibel arbejdstid (nedsat tid) med små børn
”Vi støtter 100 procent anbefalingen. Men vi går skridtet længere, for vi vil gerne have fleksibel arbejdstid for alle, uanset hvilken livsfase man er i. I nogle grupper, fx i plejesektoren, kan problemet være at få lov at gå op i tid. For mange akademikere kan problemet være at få lov at gå ned i tid. Begge dele kan være et problem både for småbørnsforældre og for alle andre. Det er naturligvis de offentlige virksomheder, der skal gå foran med at tilbyde fleksibel arbejdstid.
I Københavns Kommunes social- og omsorgsforvaltning har man eksperimenteret med fleksibel arbejdstid, og det fungerer godt. Der var nogle bekymringer for, om man kunne få det til at gå op, når nogle ønsker at gå op i tid og andre ønsker at gå ned. Men det viser sig, at man sagtens kan få det til at passe. Nogen vil ned og andre vil op, men folk ønsker ikke meget store ændringer, så hvis arbejdspladsen er lidt større og har den fleksibilitet, kan det lade sig gøre. Selvfølgelig skal der være en varslingsperiode, så arbejdspladsen kan indrette sig.
Det har også vist sig, at sygefraværet går ned - og arbejdsglæden går op, hvilket igen betyder færre sygedage. Når mennesker i højere grad har indflydelse på deres eget liv, starter en positiv cirkel og et overskud, som breder sig. Det giver faktisk en god bundlinje på flere måder.
Det at gå op og ned i arbejdstid i forhold til hvilken livsfase man er i, bør være noget arbejdsmarkedet kan imødekomme og mestre. De meget rigide arbejdstider på arbejdsmarkedet må være fortid.”
Hvem kan I blive enige med?
SPSM: Hvis KD kommer i Folketinget, hvilke alliancepartnere har I så i forhold til at få gennemført jeres familiepolitik? Umiddelbart ser det ud til at de fleste af jeres mærkesager skal realiseres sammen med røde partier?
”Vi kan både samarbejde til højre og venstre. I forhold til tilskud til hjemmepasning, kan vi blive enige med Liberal Alliance og sandsynligvis flere andre i den borgerlige lejr. I forhold til minimumsnormeringer, har vi både Alternativet, Radikale, SF og Enhedslisten, vi kan lave politik sammen med. Vi vil lige så gerne forhandle med Radikale, Alternativet, EL og SF, hvis det giver bedre vilkår for børnene. Men vi er også en garanti for at få noget god familiepolitik igennem, hvis man hælder til den borgerlige side.
For KD vil det være et krav for at støtte en borgerlig regering, at vi får en bedre familiepolitik. Hvis vi skal indgå i en forhandling, vil vi helt klart stille krav om, at vi henter nogle milliarder hjem til børnene, hvis vi skal lægge stemmer til f.eks. en finanslov.”
SPSM: Kan man kalde det et ultimativt krav?
”Vi bruger ikke ultimative krav. Vi præsenterer vores mærkesager med saglighed og integritet, som vi forventer giver indflydelse. Det vil f.eks. være dumt at stille et ultimativt krav om 85 % dækning til hjemmepasning, hvis vi kun kan få 75 %. Skal vi så sige nej, selvom det er et forslag, der tilgodeser børnene bedre end det, vi har i dag? Så vi kommer ikke til at opstille ultimative krav. Men det er vores hovedprioritet, at børn og familier skal have et løft, når vi sidder med til forhandlingerne.
Uanset om det ender med en “rød” eller “blå” statsminister, så vil vi kunne indgå – sammen med partier der har samme interesser som os – i en gruppe, der lægger pres på den siddende statsminister i retning af at få forbedret vilkårene for børnefamilierne.”
4. En tillidsreform på dagpasningsområdet
”Den anbefaling støtter vi også. Og vi mener i øvrigt, at den også skal gælde på skoleområdet. Der er alt for mange krav til institutionerne, som stilles af myndigheder og andre, der ikke har forstand på professionen og som kommer oppefra. Sondringen må være, at hvis ikke det hjælper børnene, så er det spild af tid og penge. Det må derfor være op til institutionen selv at vælge de redskaber, de mener er pædagogisk relevante eller af andre grunde nyttige for dem. Vi skal af med alle de spændetrøjer, som kommunerne har lagt ned over institutionerne. Vi skal vise tillid til, at pædagoger kan deres fag. Det er det, de er uddannet til. Og så skal vi som politikere sikre, at der er tilstrækkelige midler, så både kommunerne og de pædagogiske uddannelser kan leve op til den faglighed, der kræves. Men vi skal ikke blande os i den pædagogiske praksis."
Har vi råd?
SPSM: De næste mange år bliver der mange flere ældre og børn – og vi kommer til at mangle arbejdskraft og penge til velfærd. Så har vi overhovedet råd til alt det, som i foreslår?
”Ja, vi har råd – og vi har ikke råd til at lade være. På den lange bane er det langt det billigste at give børn omsorg. De regnemodeller, man stadig bruger i Finansministeriet, er desværre meget misvisende. Det er efterhånden en kendt sag, at alt hvad der hedder omsorg, tryghed, glæde, kærlighed, tillid, forebyggelse – ja, velfærd – ikke tæller positivt i regnskabet, men at udgifterne til fx forebyggelse kun tæller negativt. Finansministeriet kan med de nuværende metoder ikke måle, hvor meget omsorg og kærlighed først i livet kan spare os for af udgifter senere.
Vores pointe i KD er, at rettidig omsorg betaler sig. Vi ved fra forskningen, at penge brugt på forebyggelse tidligt i børnenes liv, kommer mange, mange gange igen. Det skal vi bare have Finansministeriet til at forstå. Det kræver en stor forandring af tankegangen, men den tror jeg på er på vej. Jeg tror faktisk, der er grundlag for at lave en babyalliance på Christiansborg, som går på tværs af blokkene. Og den vil jeg gerne være med til at lave.”
5. Ret til at passe syge børn ”Vores anbefaling hér går lidt længere end Familiepolitisk Netværks. I anbefaler 20 dage pr. barn pr. år, vi siger 30 dage. Børn skal have ret til 30 sygedage, og så må forældrene selv beslutte, hvordan de vil afholde dem.
Vi læner os op ad den svenske lovgivning. De har 60 dage pr. barn pr. år, men 30 dage anser vi for at være mere realistisk. Vi binder vores dage op på barnet, så dagene følger barnet. Mor og far deler dagene som de vil. Denne model er et bud, og så skal arbejdsgiverne, lønmodtagerne og forældrene melde tilbage om den fungerer, og så må vi justere. Det vigtigste er at slå fast, at børn har ret til omsorg. De har ret til at blive passet af far og mor, når de er syge.” SPSM: Dette felt er jo arbejdsmarkedets parters område? ”Ja, men vi synes godt at staten og lovgivningen må blande sig på nogle meget vigtige samfundsområder, ligesom det jo i øvrigt er sket i forhold til barsel, ferie og pension. Den trepartsopgave har man løst før, og det har vi tillid til, at man kan gøre igen.”
Det der med abort og homoseksuelle, det undgår vi ikke…
SPSM: Hvad siger du til, at KD’s holdninger om abort og homoseksuelle gang på gang skygger for, at I har en politik på andre områder, som taler til ret mange mennesker?
”Det synes jeg selvfølgelig er rigtig ærgerligt. Jeg håber, at der vil være nogle vælgere, der har gennemskuet, at vi er det mest ambitiøse familiepolitiske parti i Danmark og også et grønt parti. Så kan det godt være, at der er noget om abort og homoseksuelle, hvor vi står ret alene, men helt ærligt: Hvem kan finde et parti, som de er 100 procent enige med på alle områder? I alle partier vil der være en eller anden sag, hvor du som vælger tænker: Hmmm, det bliver vi nok ikke enige om!
Jeg kunne jo være lidt fræk og sige: Tag os på trods! Vi har så meget god politik – og det kan godt være, at der er ti procent, som du ikke er enig med. Men der er nok større chance for, at vi ændrer noget på børne- og familieområdet, end at vi får stemt et ændret syn på abort igennem.”
FAKTA Isabella Arendt, 26 år, er børne- og familieordfører hos Kristendemokraterne (KD) og indtil for nylig partiets næstformand. Hun afløste på valgkampens første dag Stig Grenov som formand, da han blev sygemeldt med stress. Isabella arbejder som forskningsassistent på det danske Institut for Lykkeforskning, Happiness Research Institute, og er ved at afslutte speciale på Statskundskab (KU). Hun har været aktiv i politik siden hun var 13 år, hvor hun var medlem af DSU. Som 18-årig var hun landets yngste folketingskandidat for KD i Vejle. Siden har hun været en tur forbi de radikale, men har siden 2015 været kandidat i Østjyllands Storkreds for KD og er nu partiets formand. Hun er fra Fredericia, men bor i København. Nedenstående er fra hendes hjemmeside, hvor hun optræder som superhelt, der redder børnene på Sjælsmark og sikrer bedre normeringer i institutionerne.
