Vi har spurgt alle 12 partiers ordførere på børneområdet, hvordan de forholder sig til fem vigtige krav til en visionær børne- og familiepolitik. De fem krav er: Minimumsnormeringer, ret til fleksibel arbejdstid/nedsat arbejdstid når man har små børn, lovsikret ret til at passe syge børn, tillidsreform på dagpasningsområdet og tilskud til hjemmepasning ("pengene følger barnet". Her kommer Alternativets ordfører, gruppeformand Carolina Magdalena Maiers svar. Se her præcis hvad det er, vi har spurgt alle ordførerne om.
Carolina Magdalene Maier (Å): Et godt børneliv er et liv, hvor du ser dine forældre i øjnene
Alternativet er overbeviste fortalere for minimumsnormeringer – og lige så begejstrede fortalere for tilskud til hjemmepasning.
Der skal nemlig både være ordentlige forhold for de børn, der er i institution, og meget bedre muligheder for at bryde med ”hamsterhjulet” og tilbringe mere tid sammen med børnene. Vi skal ”tage debatten om vi ikke sender vores børn for tidligt og for meget i institution”, siger Alternativets børneordfører og gruppeformand Carolina Magdalene Maier (Å).
”Vi skal turde tage denne snak. Vi har verdensrekord i tidlig og omfattende institutionalisering af børns liv. I alle vore nabolande kommer børn senere i institution – og andelen af børn, der er i institution, er mindre hos alle andre. Der er et alternativ.”
Ro på mens børnene er små – og minimumsnormeringer
”Et af de mest tydelige behov i vores samfund lige nu er behovet for at få ro på, mens børnene er små. Forældre ønsker at være mere sammen med deres børn. Det manglende nærvær mellem børn og forældre er en åbenlys årsag til rigtig mange andre problemer, vi ser i samfundet i dag: stress hos voksne og psykisk mistrivsel hos børn og unge. Vi skal sætte ind ved ondets rod i stedet for at bruge en masse ressourcer på at behandle og lappe. Selv uden den snigende forringelse af institutionerne, som vi har set år for år, har det aldrig været meningen, at børn skulle tilbringe så mange timer i en institution, og slet ikke så tidligt i deres liv, som når de er 1-2 år”, siger Carolina Magdalene Maier.
Når Alternativet samtidig er parat til at bruge 12 fuldt finansierede milliarder over fire år til at sikre minimumsnormeringer på KRAKA-niveau (3 milliarder om året), er begrundelsen, at det er evident, at institutioners kvalitet afhænger af, om der er nok voksne.
”Samtidig med, at institutionaliseringen af børns liv er blevet så massiv, er normeringerne og arbejdsvilkårene blevet ringere og ringere. Det er sket gradvist gennem 30 år og nu har vi nået bunden. Vi ved at der kvalitetsmæssigt er meget stor forskel på institutioner med gode og dårlige normeringer og normeringer er afgørende for, om det er udviklende for et barn – eller i værste fald potentielt skadeligt for et barn at være så mange timer i institution.
Kort: Det er godt for et barn at være i en institution hvor personalet har overskud – det er dårligt at være i institution, hvor de voksne er ved at knække sammen. Jo flere timer man er i en dårlig institution, jo værre. Når daginstitutionerne er så pressede som i dag, kan vi ikke længere forsvare at sende små børn afsted så mange timer hver dag.”
Carolina Magdalene Maier mener derfor også, at man kan sætte spørgsmålstegn ved ideen om tvangsindskrivning af tosprogede børn. Hvis barnet i øvrigt trives og har det fint hjemme, er det ikke nødvendigvis et godt alternativ at komme i en overfyldt og underbemandet vuggestue. Måske snarere tvært imod. Når der ikke følger ressourcer med, risikerer vi at børnene stik mod hensigten bliver dobbelt halvsprogede, fordi de hverken får ordentligt fat på deres modersmål hjemme eller får lært dansk i vuggestuen, fordi der ikke er ressourcer nok”, siger hun.
At se sine forældre i øjnene
SPSM: Vi har spurgt alle ordførerne hvilke af vore fem anbefalinger, de mener er den vigtigste – hvad vil du svare til dette?
Det er ikke nemt, for jeg støtter dem alle. Men jeg synes at minimumsnormeringer er vigtig og haster meget, for de dårlige normeringer rammer så mange børn hver evig eneste dag. Alligevel vil jeg – måske lidt kontroversielt – fremhæve en anden anbefaling, som også haster meget: At forældre får bedre mulighed for at komme ned i arbejdstid, mens de har små børn.
Muligheden for at give børnene det rum og den ro, når de små, er så afgørende. Her taler jeg selvfølgelig også ind i den dagsorden, som Alternativet har med 30 timers arbejdsuge. Indtil vi får en generel nedsættelse af den ugentlige normalarbejdstid, og det kan godt tage mange år, skal vi handle nu og hér i forhold til forældres mulighed for at arbejde mindre.
At jeg prioriterer dette, hænger sammen med spørgsmålet om hvad et godt børneliv er: Et godt børneliv er et liv, hvor du ser dine forældre mere i øjnene, end mange børn gør i dag. Det er helt grundlæggende for et barn at kunne mærke, at forældrene er der. At der er opmærksomhed og tid og nærvær. Og det kan vi få, hvis vi faktisk kan få lov at skrue på arbejdstiden. Vi taler ikke om at holde op med at arbejde, men om at arbejde mindre.”
Fleksibelt arbejdsliv og timebank
”En 30 timers arbejdsuge tager tid at indføre. Først skal de relevante parter blive enige – og så skal selve arbejdstidsnedsættelsen indfases over 10 år. Så der kan godt gå en halv generation. Fleksibel arbejdstid til småbørnsforældre kan vi derimod indføre med det samme.
Modellen kalder vi en timebank – man kan også kalde det babylån. Princippet er, at når du har små børn, kan du arbejde mindre, og de timer du ikke arbejder, sætter du i banken med negativt fortegn. Timerne indhenter du så senere i dit arbejdsliv, hvor både tiden og lysten til at arbejde mere er til stede.
Modellen sikrer, at du har samme løn i den periode, hvor du arbejder mindre. Omvendt må du så leve med samme løn senere, selv om du arbejder mere. En timebanksmodel i det offentlige er nem at styre. Men udfordringen ligger i skiftet mellem private arbejdspladser eller skift mellem det offentlige og det private. Spørgsmålene er: Hvordan kompenseres den enkelte arbejdsgiver (hvem skal betale den ekstra løn) – og hvordan overføres ”kontoen” fra den ene arbejdsgiver til den anden? Det har vi endnu ikke svaret på, men man kunne forestille sig forskellige løsninger: 1) Indbetaling til en pulje, svarende til arbejdsmarkedsbidraget. Pengene herfra går til at kompensere arbejdsgivere, hvis medarbejdere er på nedsat tid. En anden mulighed er 2) en model, der er organiseret som en slags arbejdsmarkedspension, man sparer op til, og som man kan udløse i løbet af arbejdslivet, når man har behov for det.”
Spørgsmål: Hvordan undgår vi at timebanks-modellen stigmatiserer småbørnsforældre, så de har sværere ved at få jobs?
”Der vil de næste mange år være mangel på arbejdskraft, så jeg tror tiden er ved at være moden til en sådan ordning. Arbejdsgiverne kan se en fordel i at tilbyde arbejdsforhold med god work-life balance, og at undgå at få slidte og stressede medarbejdere.
Men kulturen skal også ændres og det er et fælles ansvar at modvirke diskrimination af småbørnsforældre, for jobbet som småbarnsforælder er det måske allervigtigste job der findes.
Risikoen for diskrimination er ikke et argument for ikke at indføre sådan en ordning. Vi politikere er klar over, at vi må skabe bedre rammer for forældre til små børn. Der er en erkendelse nu af, at det er nødvendigt. Så jeg synes bare at vi skal se at komme i gang.”
SPSM: Vi hører tit den indvending mod at lovgive på området, at folk da bare kan gå ned i arbejdstid, hvis de vil. Kan de ikke bare det?
”Dels er der mange, der ikke har råd, for tiden med småbørn er også den tid, hvor man har store udgifter. Men dels er der også mange steder, hvor du ikke kan få lov at gå ned i arbejdstid – hvor det enten ikke er muligt eller ikke er spor velset. Derfor skal fleksibel arbejdstid være en rettighed, ikke bare en mulighed. I det øjeblik det bliver en rettighed, vil det også i højere grad blive en norm.
På den måde påvirkes kulturen af lovgivning. I lande som Norge og Island, hvor det er blevet meget mere legitimt som far at tage barsel, er det på grund af lovgivning. Men der vil være en overgangsfase, hvor vi rent kulturelt skal vænne os til noget nyt. Og herefter vil bekymringen for om småbørnsforældre stigmatiseres blive uaktuel.
Og så skal man huske, at en rettighed ikke skal forveksles med tvang, for en rettighed kan man lade være med at bruge. Men overordnet set virker lovgivning positivt ind på at ændre en kultur.”
Syge børn skal have ret til at blive passet hjemme
”Den anbefaling støtter vi også. Vi ved jo at det er en kæmpe stressfaktor i familierne, når børn er syge. Alle os der har været der, ved hvordan det er at stå hjemme og skændes med partneren om, hvem der skal tage sygedagen, mens barnet hører på. Det er ikke rimeligt.
Vores forslag svarer fuldstændig til den svenske model (VABBA, red.) med 80 procents dækning af lønnen ved fravær, og hvor arbejdsgivere og arbejdstagere betaler ligeligt til ordningen. I vores forslag er 60 dage blot udskiftet med 30 dage. I Sverige ved vi, at de langt fra bruger de dage, som ordningen muliggør. Antallet af sygedage pr. barn ligger i Sverige lavere end i Danmark. Så 30 dage mener vi er et bud, som både er tilstrækkeligt og realistisk at få gennemført.
Jeg er klar over, at en lov vil gribe ind i den danske model, men da overenskomsterne er så uhørt forskellige på dette område, og da behovet for at gribe ind er ret påtrængende, er det bare nødvendigt med et indgreb. Det drejer sig ikke først og fremmest om lønmodtagernes, men om barnets ret til omsorg.
Vi har andre områder, hvor vi har grebet ind og sikret universelle rettigheder, eksempelvis kønsligestilling på arbejdsmarkedet, barsel, miljøkrav og arbejdsmiljøkrav. Børns ret til omsorg når de er syge er så uomgængeligt et krav, at jeg synes der ikke bør være nogen tvivl om at der skal lovgives”
SPSM: Men hvad vil I sige til de fagforbund, der faktisk har tilkæmpet sig nogle rettigheder på dette område?
”De vil selvfølgelig relativt set miste noget, som de har opnået i en forhandling. Men med tanke på barnets tarv vil jeg sige, at det her område er så vigtigt, at der ikke er andet at gøre. Tænk på de børn, der kommer syge i børnehave og skole og smitter andre børn. Tænk på de forældre, der hver dag er stressede over at de skal balancere på kanten af en fyring eller en stresssygemelding, fordi børnene ofte er syge. Tænk på alle dem, som er nødt til at lyve sig syge på deres arbejdsplads. Tænk på hvor mange dynamiske effekter, der vil være af, at børn med god samvittighed kan holdes hjemme inden de når at smitte andre. Tænk på hvor meget mindre sygdom vi får, når børn får lov at blive ordentligt raske. Det er en meget bedre løsning på alle bundlinjer.”
Tillidsreform ja tak – institutionerne skal ikke styres af kommunerne
SPSM: Alle vil gerne af med bureaukrati, for meget styring og kontrol, så jeg skal bede dig om at være meget specifik, når du svarer på spørgsmålet om en tillidsreform på dagpasningsområdet. Hvordan helt præcist mener du, man får skabt mere tillid og selvbestemmelse i institutionerne?
”Jeg kan være meget præcis, for jeg synes det er meget enkelt: Det er professionerne, der skal pege på hvilke styringsredskaber, de har brug for. Vi kan godt sige fra politisk hold, at vi er villige til at fjerne noget bureaukrati og dokumentationspres, men det er de professionelle, der skal fortælle os hvilken del, der skal fjernes. Som lovgivere skal vi lytte til de praktikere, der ved hvordan verden ser ud, og så bede dem være med til at rydde ud i det, der foregår. Det er én måde at gøre det på.
En anden måde at gøre det på, er at gå skridtet videre og indføre egentlig selvforvaltning i skoler og institutioner, hvor pengene går direkte til den enkelte institution udenom kommunen. Det er et brud med det kommunale selvstyre, ja, men argumentet er, at institutionerne skal sættes mere fri.
Kommunerne forvalter meget forskelligt, og vi mener faktisk, at vigtige samfundsinstitutioner som skoler og daginstitutioner skal sikres rammer, som både giver dem udstrakt professionel frihed, men som også på et helt overodnet plan sikrer dem både kvalitet og de nødvendige ressourcer. Og det mener vi er en statslig opgave. Derfor skal pengene til institutionerne komme fra staten.
Kommunens rolle skal så være den understøttende i forhold til de behov, den enkelte institution har. En oplagt kommunal opgave er at sikre rammerne for den tværfaglige udvikling og sparring mellem institutioner og skoler osv. Det er også kommunen, der skal sørge for de bygningsmæssige rammer, og for at fordele børnene. Men den faglige frihed og de økonomiske rammer skal staten sikre. Det betyder, at krav om dokumentation ikke er en kommunal opgave. Kommunen kan heller ikke pålægge institutionen at følge bestemte pædagogiske koncepter. Institutionerne får på denne måde mere karakter af at fungere som selvejende institutioner, som har udstrakt metode- og handlefrihed og samtidig er sikret ressourcer.”
SPSM: Men kan man ikke også sige, at institutionerne så bliver styret mere centralt?
”Jo, men kun i form af en meget bred rammelovgivning, der sikrer midler og institutionernes frihed. I vores model følger pengene simpelt hen antallet af børn. Staten har intet med hverdagen i institutionerne at gøre, men skaber en ramme, som er baseret på respekt for de professionelle. Den seneste dagtilbudslov er et skridt i denne retning. Den stadfæster nogle principper om, at børns leg er det vigtigste, at legen har sin egen ret og er grundlaget for alt andet, der foregår i et dagtilbud. De statslige rammer kan beskytte institutionerne mod vilkårlig og politisk bestemt kommunal indblanding og sikre rammerne om fagligheden.”
Spsm: Socialdemokraterne vil gå den modsatte vej, de vil lægge spørgsmålet om normeringer helt ud til kommunerne, men sørge for, at der samtidig følger tilstrækkeligt med penge med?
”Ja, men vi har bare set rigtig mange gange før, at pengene forsvinder inden de kommer helt ud til børn og pædagoger på gulvet. Det må ikke ske igen. Derfor skal der være et helt fast forhold mellem hvor mange børn, der i den enkelte kommune er indskrevet på institutionerne, og så det beløb, der udløses. Det er ikke noget den enkelte kommune skal kunne skære ned på. Og hverken kommunerne eller staten skal blande sig i, hvordan man driver daginstitution.
Der var for et par år siden en kommune, som havde besluttet, at alle institutionerne skulle bruge iPad. En institution protesterede, fordi det stred imod institutionens syn på børns udvikling. Det er da helt urimeligt, at en kommune kan kræve, at alle dens institutioner skal bruge tablets. Omvendt er det rigtig godt, hvis kommunen kan stille nogle ressourcer til rådighed, som den enkelte institution efterspørger. Men det skal være den vej rundt.
På samme måde vil vi give folkeskolerne større frihed, så deres selvbestemmelse kommer til at ligne den, vi har på friskoleområdet, uden at de mister status af at være vores fælles folkeskole, som vi har fælles værdimæssige rammer for.”
Minimumsnormeringer skal koste 3 milliarder årligt
”Vi følger BUPL’s model, men vi har afsat flere penge pr. år til at realisere modellen. Vi har afsat 12 milliarder over fire år, det er 3 milliarder om året (KRAKAS tal, red.). Finansieringen fremgår af vores regeringsprogram. Men ellers følger vi fuldstændig BUPL’s model.
Dog har vi ikke forholdt os til andelen af uddannet personale. Selvfølgelig skal der være en overvægt af uddannet personale, men om det lige præcis er 80 %, mener jeg faktisk ikke vi skal bestemme. Der er nogle daginstitutioner, der henter f.eks. en uddannet håndværker ind til at lære børnene at arbejde i træ. Der kan være en uddannet musiker, der laver en musikforestilling med børnene. Eller en billedkunstner, der er rigtig god til at arbejde med børn. Det skal der være plads til.
Det ville være ærgerligt, hvis reguleringer betyder, at institutionerne ikke kan hente de folk ind, de gerne vil have. Og rigtig ærgerligt, hvis f.eks. lokale ressourcer, som er oplagte, ikke kan ansættes, fx dygtige seniorer, som har relationskompetencen helt i top, som har været skolelærere eller noget andet, og som måske kender halvdelen af byens børn allerede. Om vedkommende har en pædagoguddannelse, er ikke nødvendigvis relevant for værdien af at have vedkommende ansat. Men jeg er parat til at regulere, hvis det viser sig, at manglende regulering fører til, at man fx for at spare ansætter personale uden kompetencer.”
Spørgsmål: Det er et problem, at der rent faktisk er mangel på pædagoger mange steder. Hvad vil I gøre ved det?
”Det hænger jo sammen med, at man både har sparet så meget på pædagoguddannelsen, at den er blevet mindre attraktiv, og samtidig har gjort arbejdsforholdene i institutionerne så dårlige, at det er svært at fastholde folk. Så her skal der også sættes ind.
Set fra barnets perspektiv er det vigtigere, at der er voksne nok, end at de voksne har en bestemt uddannelse. Men naturligvis er det fra barnets perspektiv også vigtigt, at det er de rigtige voksne, der er ansat – voksne, der har gode kompetencer. Det er ikke nødvendigvis en kompetence, man får igennem en bestemt uddannelse. Vi tror på, at hvis institutionerne får den frihed, som vi synes de skal have, så kan de også finde de rigtige folk, og ikke mindst: beholde dem, fordi de kan tilbyde dem nogle bedre rammer. Der er i dag mange, der forlader faget, fordi arbejdsforholdene er for dårlige. En vigtig kvalitet i et godt arbejde er netop, at man har en høj grad af selvbestemmelse. Så den vil vi gerne give institutionerne.”
Pengene skal følge barnet
“Også dette forslag støtter vi 100 procent. Der er ikke ret mange børn, der har glæde af at blive passet i overfyldte vuggestuer fra de er 1 år gamle. Vuggestuer er ikke skabt for børnenes skyld, men for at arbejdsmarkedet hurtigt kunne få forældrene tilbage på job. Vi vil ikke tvinge nogen til at gå på lang orlov, men der skal være en mulighed – for dem der ønsker det – til enten at passe børnene selv, eller få dem passet af fx familie, hjemme. Det skal ikke kun være en mulighed, der er forbeholdt de rigeste.
Vi kan i øjeblikket se en bevægelse af forældre, der fravælger vuggestuerne, først og fremmest fordi normeringerne er for dårlige og det skaber utryghed. Men vuggestuer fravælges måske også i en erkendelse af, at det er mere optimalt for rigtig mange børn at have en længere periode med tæt kontakt til deres primære omsorgspersoner. Jeg kan godt se, der er en ligestillingsudfordring, fordi flere kvinder umiddelbart vil vælge muligheden. Men fra barnets perspektiv, er der ingen tvivl om, at hjemmepasning som mulighed er et gode.
Desuden har vi nu en situation, hvor kvinderne er mere veluddannede end mændene i de aldersgrupper, hvor man får små børn. Derfor kan man forestille sig, at vi henover nogle år vil se en udjævning, hvor manden med den lavere uddannelse måske i højere grad end kvinden vælger at blive hjemme.”
Komfurbørn?
”Endelig har der været en diskussion om, hvorvidt ”dårlige forældre” kan gemme sig for myndighederne, og omsorgssvigt kan gå upåagtet hen med sådan en ordning. Og det er selvfølgelig en risiko. Så derfor foreslår vi, at sundhedsplejerskeordningen udvides, så forældre der hjemmepasser har får tilbudt besøg. Vi foreslår også hjemmepasser-klynger, så forældre bliver sat i forbindelse med hinanden og får mulighed for at danne netværk.
Hvis det bliver mere almindeligt at passe hjemme, vil der også være mange flere forældre, man kan dele sin hverdag med. Vores forslag indebærer desuden, at flere forældre kan gå sammen i grupper og passe hinandens børn, så den enkelte forælder kan gøre andre ting fx en eller to dage om ugen.”
Den største udfordring er vores syn på et godt børneliv
”Den store udfordring er, hvordan vi som nation kommer derhen, hvor vi får mod til at se hinanden i øjnene og sige: Ja, det er faktisk bedre for de helt små børn at blive hjemme de første to år.
Der er lang vej igen. Selvom vi har en bevægelse i øjeblikket, der går i den retning, så er der en tyrkertro i vores samfund på, at institutioner er det bedste, også for de helt små. Og den er svær at gøre op med.
Og jeg kan også godt forstå, at der er meget modstand mod denne erkendelse. Vores formødre har kæmpet hårdt for retten til at gå på arbejde. Og der er også nogle pædagogiske faggrupper, der har kæmpet hårdt for respekt omkring deres profession og faglighed. Og det har jeg alt sammen ekstremt meget respekt for. Men – vi må nu engang tage børnenes parti først og fremmest, for de kan ikke tale for sig selv. Og det er altså ikke små børns interesse at være i vuggestue 8 timer hver dag.”
Uperfekthed er et livsvilkår
”Og så er der noget, som er endnu sværere at tale om, nemlig at mange af os er blevet usikre på, om vi overhovedet kan finde ud af være sammen med vores børn. Om vi overhovedet orker det. Og det er en fremmedgørelse i vores samfund, som jeg synes vi skal ind og kigge meget seriøst på.
Når vi som forældre er kommet til at tro, at alle andre er bedre for vores børn, så er det en stor fed løgn, som vi vælger at tro på, fordi det er det nemmeste. Men her skal vi se den svære sandhed i øjnene: Børn har først og fremmest brug for vores nærvær. Hvis vi investerer i det nærvær, så kommer det igen mange, mange gange i form af harmoniske børn, unge og (senere) voksne med selvværd og mental robusthed.
Og det her handler ikke om at vi skal være perfekte forældre, vi skal bare være til stede. Uperfekthed er et livsvilkår, også når man er forældre. DEt kan jeg tale med om.”
FAKTA
Carolina Magdalene Maier (født 1973), er cand.scient.soc. og bachelor i spansk. Hun er selv halvt spansk og opvokset i Haderslev. Nu bosat i Kbh., hvor hun også er opstillet til Folketinget og blev valgt ind i 2015 for Alternativet. Hun har en lang række ordførerskaber for partiet og har siden 2018 været folketingsgruppens formand, Før den politiske karriere har hun været leder af Videnscenter for Patientstøtte i Region Hovedstaden og før dette leder af Nordisk Arbejdsmiljø, Tryg.
Indtil 2009 var hun Ph.D-studerende (sociologi) og forskningsrådgiver i Guatemala, udstationeret for Mellemfolkeligt Samvirke.