Familiepolitisk Netværk har spurgt alle 12 børnepolitiske ordførere fra samtlige partier, hvordan de ser på minimumsnormeringer, tilskud til hjemmepasning, lovfæstet ret til at passe syge børn, ret til fleksibel arbejdstid når man har små børn samt forslaget om en tillidsreform på dagpasnings-området. Her kommer Liberal Alliances Laura Lindahl med sine svar. Og her kan du se præcis hvad det er for 5 anbefalinger, vi har bedt politikerne om at forholde sig til.
Laura Lindahl (I): Det er kommunerne og fagbevægelsen, der skal tage ansvar
Laura Lindahl (LA) får ofte i medierne hug for at befinde sig i en verden, der består af privilegerede menneskers problemer med topskatten. Men Laura Lindahl er – også – en engageret politiker, der både er børnerådmand på Frederiksberg, hvor hun lige har stemt for minimumsnormeringer, og sidder i LA’s ledelse i Folketinget.
Det er måske ikke så overraskende, at hun igen og igen nævner skattelettelser som løsningen på mange samfundsproblemer. Et interview med hende om børnepolitik forestiller man sig måske derfor er lidt forudsigeligt. Men det er det ikke. For Laura Lindahl anerkender, at der er meget, der skal gøres, for at børn og familier trives bedre. Hun mener bare ikke, at det er politikerne i Folketinget, der skal gøre det.
Pengene skal følge barnet – ja tak!
SPSM: Hvilken af de fem anbefalinger, som vi har bedt alle 12 ordførere om at prioritere imellem, vil du vælge – om nogen?
”Jeg vil vælge pengene følger barnet. Og jeg vil gå længere end at sige 3/4 af det offentlige tilskud skal følge barnet, jeg mener at hele det offentlige tilskud skal følge barnet. Fordi så kan du uafhængigt af din økonomiske situation vælge det, som du synes er det bedste for barnet.”
SPSM: Kender du argumenterne imod princippet om at pengene skal følge barnet?
”Ja, der er forskellige argumenter. Først er der argumentet om, at det er vigtigt, at børn af anden etnisk herkomst kommer i daginstitution og lærer dansk. Og så er der spørgsmålet om den socialisering, der foregår i daginstitutionerne, den ved jeg at socialdemokraterne er meget glade for.
Det er klart, at hvis man står med nogle børn, der ikke kan dansk når de starter i skole, så har vi en udfordring. Man kunne indføre et krav om, at børnene skal kunne tale dansk, når de starter i første klasse. Det kunne man løse ved at foretage nogle besøg i hjemmet af sundhedsplejersken, en form for tilsyn, så man sikrer at barnet får den sproglige udvikling, som er nødvendig for at kunne starte i første klasse. Men et hensyn til denne gruppe skal ikke være et argument for, at alle andre grupper ikke skal kunne få mulighed for at passe deres egne børn.
I dag tilbydes tilskud til hjemmepasning i forskellige kommuner. Jeg har kendskab til en model, hvor man har ret til at vælge ét år ud af de seks år, barnet er i førskolealderen. Optimalt set mener jeg at muligheden skal tilbydes i alle seks år, indtil barnet starter i skole.”
SPSM: Når vi fra Familiepolitisk Netværk har anbefalet ¾ af det offentlige tilskud, altså en koblingsprocent på 75, så hænger det sammen med, at det offentlige jo driver den infrastruktur, som de private tilbud også har glæde af, for eksempel tilsyn, sprogvurderinger, sundhedsplejersker osv. Svarende til vores friskolelovgivning. Private ordninger lukrerer jo på de fælles ressourcer. Hvad siger du til det?
”Jeg mener faktisk ikke at det offentlige mister noget ved at nogle børn bliver passet hjemme, så jeg synes det skal dækkes 100 procent. I hvert fald skal så stor en andel som muligt følge barnet, for jo mindre tilskuddet er, jo mere socialt skævt vil tilbuddet være og jo færre med få midler vil kunne benytte sig af det. De rige kan vælge friskoler og private tilbud uanset koblingspunktet, men det kan de fattige ikke.”
Minimumsnormeringer – det er kommunernes opgave at levere det inden for rammen
”Jeg er helt med på at hæve normeringerne i daginstitutionerne. Jeg mener bare, at det er kommunerne, der skal levere de normeringer. Og det skal de gøre inden for den økonomi, som de har. De har forhandlet økonomi, som er bundet til de opgaver, som de varetager: daginstitutioner, ældreområdet, skoler osv. Jeg mener godt man kan levere bedre kernevelfærd for den økonomi, man har derude.”
SPSM: Men kommunerne skal hvert år spare 2 procent på velfærden, og har skullet det i mange år. Hvert år får daginstitutionerne et lille nøk nedad, når der skæres på budgetterne. Er det ikke et landspolitisk ansvar?
”De to procents besparelser er et omprioriteringsbidrag – penge, der kommer tilbage igen, hvis der er behov for dem. De bliver ikke trukket ud af systemet, men bliver tilført igen, hvis man vurderer, at der er et område, der skal have midler.”
SPSM: Men de skal findes hvert år på driftsbudgetterne, så hvert år skal skæres på noget løn – samtidig med, at der kommer flere ældre og flere børn over de næste mange år. Hvad vil du gøre ved det?
”Der bliver taget højde for demografien, når staten sidder og forhandler med kommunerne. Og derfor mener jeg, at bedre normeringer – gerne på niveau med minimumsnormeringerne – er noget kommunerne skal klare inden for den ramme, de har. Og det kan de også godt.
De demonstrationer, vi har set, skulle ha’ været rettet mod lokalpolitikerne. Hvert eneste år sidder vi lokalpolitikere og prioriterer, og når vi ikke prioriterer børn, så er det fordi vi prioriterer alt muligt andet. Hvert år sidder kommunerne med et råderum, som de kan vælge, hvad de vil bruge til. Og jeg kan sagtens forstå, at det er mere spændende at sidde og beslutte, at der skal afholdes festivaler og alt mulig andet. Men man kunne jo vælge at bruge pengene på børnene, og det gør man ikke. Forældre vil nok også hellere have, at kommunen bruger penge på kernevelfærd, end på kultur og festivaller.”
Der er penge nok i kommunerne
SPSM: Der kommer både flere ældre og flere børn, og skattegrundlaget svinder relativt set og rent demografisk, og det er vel en indlysende klemme, som mange kommuner har svært ved at se sig ud af?
”Hvis jeg nu kunne se, at de penge, som kommunerne får, blev brugt på kernevelfærd, så kunne vi tale om, at der er et problem. Men der bliver virkelig brugt mange penge på journalister og kommunikationsfolk eksempelvis. Det tal er eksploderet. Jeg synes man med rette som forælder i en kommune kunne spørge: Hvordan bliver kernevelfærden lige styrket, når man ansætter 50 procent flere journalister?”
SPSM: Så du mener altså, at kravet om bedre normeringer skal rettes mod kommunerne, mens kommunerne omvendt giver Christiansborg skylden, pga. budgetloven og omprioriteringsbidraget. Er det ikke abeskubberi – og hvor er der en voksen, der vil tage ansvar?
”Nu sidder jeg i Frederiksberg kommune, hvor vi lige har truffet en beslutning om at vi vil indføre minimumsnormeringer. Vi kommer til at prioritere det. Og vi er i forvejen landets mest effektive kommune, hvilket betyder, at vi i forvejen har skåret ind til benet. Så hvis vi kan – så kan alle kommuner.”
SPSM: Men er Frederiksberg ikke også en meget velhavende kommune?
”Vi ligger i Hovedstaden. Vi har de samme problemer som en hovedstadskommune har. Vi har også hjemløse. Selv hvis du renser for demografien, er vi alligevel den mest effektive kommune i landet. Så der er nogle kommuner, der har brug for at blive presset af nogle forældre, som siger: I sidder til efteråret og skal budgetlægge – så forventer vi at I først dækker kernevelfærden af!”
SPSM: Så normeringerne skal blive bedre, men det er kommunerne, der skal sørge for det – inden for den ramme, de allerede har? Der skal ikke nye penge til?
”Nej, det skal der ikke.”
Normeringer er OK, men ikke flere penge
”Jeg har ikke principielt noget imod selve det at fastlægge et minimum for normeringer. Vi stiller krav om kvalitet på alle mulige andre områder ift. kommunerne: at de skal levere en sagsbehandlingstid indenfor X antal uger, at de skal lave en børnefaglig undersøgelse i bestemte situationer osv. Så at nogen – også mine partifæller – er bange for at stille krav lige på det her område, det forstår jeg ikke. Grunden til at jeg ikke vil støtte minimumsnormeringer, er ikke fordi jeg har noget imod styring, men fordi der skal følge penge med, hvis vi fastsætter en normering fra Christiansborg. Og det mener jeg ikke der skal. Jeg mener faktisk ,at kommunerne har fået de penge.
Kommunerne skal blive mere effektive og skære mere af det fra, som ikke er kernevelfærd. Og når de så har gjort det, og hvis der så stadig ikke er penge til bedre normeringer, så lad os snakke om det.”
Tillidsreform – ja, i dén grad
”Tillidsreform – ja, det støtter vi i dén grad. Vi skal med rette spørge: Hvor meget tid bruger pædagogerne egentlig på børnene? – og hvor meget tid bruger de væk fra børnene? Og her er det helt klart de kommunale koncepter, der er problemet. Man skulle på stedet fyre nogle konsulenter og nogle mellemledere i kommunen, og så bruge pengene på pædagoger i stedet.
De pædagogiske koncepter tager en masse tid, dels i forvaltningen, men også i institutionerne, hvor man finder nogle faglige fyrtårne, som så bliver pillet ud af vagtskemaerne og sendes på efteruddannelse. Og det synes jeg faktisk ikke burde være tilladt, hvis ikke det er noget, pædagogerne selv har efterspurgt. Der sker jo i forvejen rigtig meget innovation derude, det skal bare drives af pædagogerne selv.
Koncepter som bliver formuleret af forvaltningen og starter oppefra og bliver presset ned over hovedet på pædagogerne, skal vi have stoppet. Der skal være meget mere frihed til pædagogerne.
Pædagogerne har et meget stort sygefravær – på Frederiksberg er det 8 %. Og årsagen er ikke bare bakterier fra børnene. Det hænger sammen med, at når tingene bliver presset ned ovenfra, så bliver det et meget utilfredsstillende og hårdt arbejde.”
SPSM: Men selv med en tillidsreform og afbureaukratisering, vil der stadig ikke være ressourcer nok til at løfte kerneopgaven, vil de fleste med forstand på området sige. Hvad siger du til det?
”Det tror jeg er rigtigt. Der skal stadig tilføres ressourcer. Men jeg tror man kan gøre rigtig meget i forhold til arbejdsmiljøet.”
Dårligt arbejdsmiljø – hvad er årsagen?
“På Frederiksberg vil vi kigge på sygefravær og fastholdelse. Det koster rigtig mange penge, når vi mister dygtige pædagoger. Hele forløbet med at nyansatte og lære op, koster rigtig mange ressourcer.”
SPSM: Folk siger vel op, fordi arbejdsvilkårene er for dårlige?
”Ja, men uanset om det er hønen eller ægget, så er det en god ide at kigge på fastholdelse og den måde, man leder på.”
SPSM: Men laver du så ikke det samme nummer, som du kritiserer kommunerne for: Retter fokus mod alt det rundt om den pædagogiske kerneydelse, i stedet for at løse kerneproblemet – at der er for få pædagoger og at de bliver udbrændte?
”Jo, men der er masser af andre fag, hvor der er lige så travlt, men hvor man ikke ser denne her store udskiftning. Så der er noget at hente i fastholdelse og rekruttering. Og i stedet for bare at kaste en masse nye penge ind i institutionerne, er vi nødt til at kigge på de penge, der allerede er derinde, men som ikke spiller.”
SPSM: Det kan jo være, at man så finder ud af, at hvis der bare var én pædagog mere på stuen, så ville personalet blive mindre syge, de ville være nemmere at rekruttere og nemmere at fastholde?
”Ja, men det kan også være fordi fastholdelse ikke har været i fokus ledelsesmæssigt. Og så skal lederne have nogle redskaber, så de kan have fokus på det.”
Læreplaner sikrer ikke automatisk større faglighed
SPSM: Hvordan ser du på de nye styrkede læreplaner?
”Jeg er tilhænger af så meget frihed til daginstitutionerne som muligt. Formålet med de nye læreplaner at få noget mere kvalitet, men jeg har sådan set meget tillid til at pædagogerne kan styre det selv lokalt. Det forudsætter dog at de er uddannede, så derfor anerkender jeg også værdien af uddannet personale. Vi kan skrive nok så mange læreplaner, men det er det uddannede personale, der skal løfte kvaliteten. Derfor skal vi også have fokus på pædagoguddannelsen – og det skal vi her fra Christiansborg.”
SPSM: Pædagoguddannelsen har været udsat for de to procents-besparelser, som hele uddannelsessektoren har været udsat for, mens dit parti har været ved magten?
”Ja, men jeg tror ikke det handler om penge alene. Det kan handle om at nogle fag skal ud, og at der skal være mere fokus på nogle andre ting. Pædagogerne skal fx være meget bedre til at spotte tidlig mistrivsel. På Frederiksberg har vi koblet en socialrådgiver til hver institution, men det skulle jo egentlig ikke være nødvendigt, hvis uddannelsen var tilstrækkelig.”
SPSM: Løkke-regeringen har skåret rigtig, rigtig mange milliarder på uddannelserne de sidste fire år. Er det ikke bare det, man kan mærke nu?
”Der behøver ikke nødvendigvis at være en sammenhæng mellem god uddannelse og mange penge. Det er et spørgsmål om fokus og om at vide hvad det er, vi uddanner dem til. Det burde jo være muligt på fire år at uddanne gode pædagoger. Og måske behøver uddannelsen sket ikke at være fireårig. Hvis problemet er, at de har for at få undervisningstimer i løbet af de fire år, så kunne man måske omlægge uddannelsen, så den kun varer to år, og så få noget mere kvalitet?”
Ret til nedsat tid – ikke noget vi skal røre ved politisk
”Forslaget om ret til nedsat tid – det er jeg selvfølgelig lodret imod. For det er ikke noget, vi lovgivningsmæssigt skal give ret til. Det er arbejdsmarkedets parter, der skal fastlægge arbejdsvilkårene i Danmark. Vi skal ikke give sådan en rettighed, for det er ikke sikkert, det passer ind i den enkelte virksomhed. Men jeg anerkender, at der er et problem. Jeg vil bare hellere derhen, hvor vi taler om en kulturændring. Jeg tror der er rigtig mange virksomheder, der er til at tale med.
Problemet for de fleste ift. deltid er jo, at de ikke har råd til at gå ned i tid. Vi har et sindssygt højt skattetryk i Danmark, som er årsagen til at vi har indrettet os sådan, at både far og mor skal arbejde fuld tid, for at det hænger sammen.”
SPSM: Der er nogle nye, innovative virksomheder, som har sat arbejdstiden ned, som siger at de får mere effektive medarbejdere ud af, at man kun arbejder 30 timer om ugen?
”Ja, men det kan de jo bare gøre. Jeg tror bestemt, at rigtig mange forældre med små børn ville have meget mere overskud, hvis de kunne møde på arbejde klokken 09.30 og gå klokken 15 og vidste, at der var tid og ro til en god aflevering og ingen udfordringer med at hente. Og mange ville levere bedre på arbejde, hvis de skulle arbejde færre timer. Men det er en sag mellem den enkelte og arbejdsgiveren.”
SPSM: Men hvad hvis samfundet som helhed kunne profitere af arbejdstidsnedsættelse i form af mindre stress, mindre sygdom, mindre nedslidning, mindre psykisk mistrivsel osv.?
”Ja, det kan sagtens være. Men det skal være noget, man aftaler med den enkelte virksomhed. Og hvis virksomheden kan se en fordel i det, kan den tilbyde sine medarbejdere det.”
SPSM: Der er et reelt problem med højtuddannede forældre, som ikke kan komme til at arbejde indenfor det fag, de er uddannet til, hvis de ønsker at gå ned i tid. De er tvunget ud i et brancheskift, hvis de vil ned i tid. Er det ikke uholdbart?
”Jo, men jeg synes stadig at det vil være for stort et indgreb at påtvinge private virksomheder en ny lønmodtagerrettighed. Og desuden er jeg bange for, at det ville ramme især kvinder negativt, hvis man ved, at kvinder med små børn i høj grad vil benytte sig af sådan en rettighed. Så vil de måske slet ikke blive ansat.”
SPSM: Og her er det så erfaringerne fra Sverige siger, at i samme øjeblik nedsat tid er en rettighed, så tager mændene den også. Det er derfor det skal være en rettighed og ikke bare en mulighed.
”Jeg synes stadig det er for stort et indgreb. Jeg vil meget hellere give massive skattelettelser, fordi det muliggør at man kan klare sig for én indtægt eller på nedsat tid, og det kan de færreste i dag.”
Sygedage med børn er fagbevægelsens område
”Også dette område – regler for barns sygedag – ligger udenfor det politiske område og under arbejdsmarkedets parter. Men det er en falliterklæring for fagbevægelsen, at de ikke for længst har kæmpet det her hjem til deres medlemmer. Fagbevægelsen må på banen her. I finansverdenen har de nogle kanonoverenskomster på dette område, og det er jo forbilledligt. Men jeg forstår ikke, hvorfor de andre fagforeninger ikke har prioriteret det.”
SPSM: Men når vi f.eks. har fælles barselsregler, hvorfor er det så lige på området syge børn, at der ikke skal være lovfastsatte (universelle) regler? Hvorfor skal vi acceptere så store forskelle – og at medarbejdere uden overenskomst slet ingen rettigheder har?
”Ferieområdet er også overenskomstafhængigt. Og jeg er sikker på, at de fleste vel egentlig bare tager fri, når de har syge børn. De kan vel aftale det med deres arbejdsgiver. De får det bare ikke dækket økonomisk, men det er næppe det, der afholder dem fra at være hjemme med et sygt barn.”
SPSM: Nej, de kan ikke bare tage fri. Det kan de kun, hvis de bruger ferie- eller fridage. Eller hvis de har nogle omsorgsdage i deres overenskomst. Hvis du står ved et samlebånd, eller arbejder i et vagtskifte på en institution, kan du ikke bare sige til din arbejdsgiver, at nu tager jeg nogle fridage, for mit barn har influenza. Så er det at du er nødt til at lyve dig syg.
”Nå, men jeg tror nu alligevel ikke det er problem for de fleste. Der er ikke nogen arbejdsgivere der er interesserede i at sige nej til at en medarbejder går hjem til et sygt barn. Det ville være dårlig ledelse. Arbejdsgiverne er interesserede i at beholde medarbejderen.
Jeg køber ikke den forestilling, at virksomhederne ikke er interesseret i at gøre alt for deres medarbejdere for at holde på dem. Deres medarbejdere er guldet. Uden medarbejderne kan de ingenting. Vi behøver ikke fra politisk side give så mange rettigheder, for virksomhederne at selv interesseret i at få det til at fungere.”
En generation der ikke kan tilsidesætte sig selv
“Når forældrene sender deres børn syge i institution, så tror jeg det er deres egne personlige ambitioner, der gør at de hellere vil gå på arbejde. Man har ikke lyst til at aflyse møder. Men har ikke lyst til at melde sig syg. Man har lyst til at være med der hvor det sker og til at blive forfremmet. Så det handler mere om en kulturændring, hvor man skal se i øjnene, at nu har vi altså børn. Nu er det dette, det handler om. Og så kan man ikke alt muligt andet. Og det kan godt være at det skygger for karrieren… Vi er en generation, der har problemer med at tilsidesætte os selv til fordel for vores børn.”
SPSM: …Eller også en generation, som oplever at kravene fra vores arbejdsgivere og samfundet generelt er ret højt?
”Nej, jeg tror kravene kommer fra selv. Men jeg anerkender, at der her er en problemstilling, som vi som samfund ikke har løst. Og jeg synes da også, at det er relevant at diskutere, om vi kan gøre det bedre.”
Hvad er den vigtigste knap at skrue på?
SPSM: Så hvad er den vigtigste knap at skrue på, hvis vi skulle have et samfund, hvor børnefamilier føler sig mindre presset end nu?
”Det skulle være skatten. Skatten på arbejde skal ned, så man har råd til enten at gå ned i tid eller få noget mere hjælp i hjemmet. Hvis man kunne udlicitere flere af de ting, kvinder laver derhjemme, ville det også hjælpe rigtig meget også på ligestillingen.”
SPSM: Det ville så også betyde, at der var færre penge til daginstitutionerne, hvis vi sænker skatten?
”Ikke nødvendigvis. Der findes jo skattelettelser, der virker på en sådan måde, at de giver gang i væksten, så folk tjener flere penge og så der er mere at beskatte, som vi så kan bruge til velfærd. Men ellers handler det også om prioritering: Er der nogle steder, hvor vi skal bruge færre penge? Og så må vi jo finde ud af, hvor det så er.”
FAKTA Laura Lindahl (født 1983) har været valgt til Folketinget for Liberal Alliance (LA) siden 2015. Hun er også valgt til kommunalbestyrelsen i Frederiksberg kommune (2013) og er rådmand og formand for Børneudvalget. Hun har studeret erhvervsøkonomi og filosofi på CBS og har også en HD i marketing management. Indtil 2013 arbejdede hun på TV2 og TV2 SPORT og i DBU. Laura Lindahl er en del af LA’s daglige ledelse og har syv ordførerskaber: beskæftigelsesordfører, børneordfører, familieordfører, indfødsretsordfører, integrationsordfører, socialordfører og udlændingeordfører. Laura Lindahl er spidskandidat til Folketinget i Sjællands Storkreds.