Line Risager med de to børn, Ea og Frej
Er vi ved at udvikle et A- og et B-hold af forældre i Danmark?
Af Karen Lumholt, Familiepolitisk Netværk
Flere og flere bevidste og stærke forældre fravælger de udhungrede børneinstitutioner og finder veje til mere værdige børneliv udenfor gul og rød stue. Er vi ved at udvikle et A- og B-hold på børneområdet, ligesom vi kender det fra lande udenfor den skandinaviske velflærds-oase? Lande hvor kun de rige har råd til at give deres børn det bedste – og hvor de dårligere stillede må nøjes?
Line Risager er pædagog og havde selv været på barsel to gange, da hun bloggede for Familiepolitisk Netværk for et par år siden. Med to små børn, den yngste i vuggestuealderen, vidste hun kun alt for godt hvilke kompetencer man “optjener” når man har med børn at gøre, også sine egne, og var vred over, at det ikke bliver værdsat, når man skal skrive sit CV. Det skrev hun om her.
Gry Søbye er etnolog. Hun er højtuddannet og hun har ikke tænkt sig at holde mund. Hun kender til den nyeste viden og statistik om børn. Hun har læst hvad udviklingspsykologerne skriver om for få hænder i institutionerne. Hun kender til børns signaler, behov og følelser. Hun har tillid til at det, hun selv føler og oplever, er sandt. Hun er ikke autoritetstro. Hun stoler på sig selv og på de signaler, der kommer fra hendes barn. Og ikke mindst: Hun tør råbe op i medierne om det, hun ser, oplever og mener. Se fx hendes sidste indlæg hér i Politiken. Hun har haft flere og de er gode.
Gry Søbye er en af de mest velformulerede forældre, men hun er ikke alene. Flere og flere vrede, modige og selvbevidste småbørnsmødre tager ordet og skruer bissen på. Også i Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen.
De er vrede. Over dårlige normeringer i institutionerne. Over ikke at kunne sende deres børn afsted med god samvittighed. Over ikke at kunne passe deres arbejde med en god fornemmelse i maven. Over at måtte gå ned i tid uden at det egentlig var planlagt – fordi de simpelthen ikke kan være andet bekendt.
Men de er også vrede over noget, som måske er endnu mere fundamentalt: at vi som samfund slet ikke overvejer muligheden af, at man som helt almindelig og god forælder kunne vælge at være der for sine børn med masser af kærlighed og nærvær i de allerførste år af barnets liv. At det ikke bliver set som værdifuldt.
Kan enhver da ikke det, hvis de vil? Nogen kan. Hvis de vil betale en uhyre høj pris karrieremæssigt. Mange, især højtuddannede, kan ikke få lov at gå ned i tid – så mister de jobbet. Og i mange brancher og kredse er det bestemt ikke velset at man drosler ned mens børnene er små. Man bliver betragtet som desertør: “Nu har samfundet givet dig en god uddannelse, så bør du også gå på arbejde hver dag”.
Det er ikke alment accepteret som “karriere” i dagens Danmark at være der for sine børn. Måske i ganske snævre kredse. Måske i ganske særlige ekkokamre. Men de fleste – bedstemødrene, fagforeningerne, veninderne, politikerne – kigger skævt til den, der vælger at være mor eller far i en periode af livet på fuld tid eller næsten.
Men vinden er ved at vende. De sidste fem år har man for første gang i 30 år i Danmarks Statistik kunnet registrere fænomenet “hjemmegående”. En kategori, der ellers var faldet helt ud. Det er ikke bare mødre, der vælger at gå hjemme med deres børn. Det er også fædre. De unge fædre vil gerne være nær ved deres børn – i hvert fald i perioder.
Anderledes blandt de lavest uddannede og de lavest lønnede. Her er det ikke i samme grad udbredt at stille spørgsmålstegn ved selvfølgeligheden af at aflevere sit barn 8 timer dagligt fra barnet er 9-10 måneder gammelt. Det gør man bare. Barnet skal jo “socialiseres”. Det skal passes af professionelle. Det er bedst for barnet. De professionelle ved jo bedst. Og kan jeg overhovedet selv stimulere mit barn?
Det er med andre ord stærkt socialt bestemt – hvis man generalisererer, naturligvis, om man har tilliden til egne forældreevner eller ej – og om man dernæst tør gå op imod strømmen og fravælge de institutioner, som 1) aldrig har været mere overbelastede end de er nu og 2) aldrig har været mere søgte (andelen af en årgang 1 årige der kommer i institution stiger og stiger).
I Danmark har vi verdensrekord i tidlig og omfattende institutionalisering af vores børn. Det vil sige, at der ikke er noget andet land i verden, hvor SÅ mange små 1-årige tilbringer deres tid i pasning udenfor hjemmet. Over 90 procent.
Sagen er, at de stærkeste og mest selvbevidste af forældrene nu siger fra. Hvad vil de så? Nogen af dem vil gå hjemme, andre på nedsat tid, atter andre vælger eller iværksætter alternative og private pasningsformer, fordi de ikke finder at de offentlige har ressourcer nok.
Tilbage står de andre – som hverken tør eller vil eller magter at sige fra over for det svigt at vore institutioner, som i stigende grad har stået på siden pasningsgarantien blev indført, dvs. siden man prioriterede kvantitet (mængden af børn) frem for kvalitet i vore institutioner. Det var engang i slutfirserne det begyndte at gå ned ad bakke – med stadig trangere forhold frem til i dag.
Hvad er løsningen?
Løsningen er naturligvis ordentlige normeringer i daginstitutionerne. 1 voksen til 3 vuggestuebørn. Men er der råd til det? Ja, det er der, for hvis små børn svigtes systematisk, som det sker i dag, får vi børn der er skadet på deres selvværd og hele følelsesmæssige udvikling, og dét er DYRT for samfundet.
Alternativt skal vi til at tænke ud af boksen: Hvis nu samfundskontrakten rent faktisk er brudt, og vi ikke længere kan have tillid til at vores mindste børn trives i dagpasning mens vi arbejde – og det kan vi ikke – skulle vi så ikke til at tænke på ar arbejde mindre?
Hvad nu hvis…
– alle forældre fik mulighed for at gå ned på 25 timer ugentligt indtil barnet er 5 år? (dvs. at de havde rettigheden over for arbejdsgiveren)
– at de forældre, der ikke selv kunne finansiere arbejdstidsnedsættelsen kunne få den dækket af en børnecheck med en social profil (i stedet for den børnecheck vi har i dag, som også går til de rigeste)
– alle forældre, både mor og far, fik mulighed for at dele en fleksibel barsel de første 18 måneder af barnets liv, så barnet kunne få en stabil tilknytning til sine nærmeste voksne?
– vuggestuer kun var en nødforanstaltning for dem, der ikke kunne få ovenstående til at hænge sammen, og vi så til gengæld sørgede for at vuggestuerne havde høj kvalitet med rigtigt gode normeringer og trygge, varme og kærlige mennesker omkring børnene?
– pensionspengene kunne bruges i de perioder af vi voksnes liv, hvor vi har mest brug for at holde pauser fra arbejdsmarkedet, nemlig når vi har små børn, og ikke først skulle bruges til sidst i livet?
– vi havde ret til at tage os af vores små børn når de er syge (og børnene havde ret til at blive passet af mor eller far når de er syge) og vi ikke var tvunget til at lyve eller melde os selv syge og blive fyret, fordi vi tager os af vores børn.
Hvad nu hvis vi tænkte vores børne- og familiepolitik forfra? Så var der en chance for, at vi ikke udvikler et A- og et B-hold af forældre i Danmark.