Af Karen Lumholt, Familiepolitisk Netværk
Se mit interview med logopæd i Skanderborg Kommune Ellen Lystbæk på dette link. Det varer 9 minutter - alle minutterne værd.
Jeg ærgrer mig dagligt over, at den viden som politikerne baserer deres lovgivning på, meget ofte mangler input fra dem, der ved rigtig meget om hvordan ting virker i virkeligheden – praktikerne. Og allermest ærgrer jeg mig over, at de allerdygtigste af praktikerne, dem der har specialiseret sig fagligt inden for et område og har arbejdet med det i mange år, slet ikke bliver hørt.
Jeg vil fortælle om et rigtig godt eksempel på dette – og det er mit møde med Ellen:
For nyligt var jeg oplægsholder på en landsbykonference i Skanderborg Kommune og ved den lejlighed mødte jeg Ellen Lystbæk. Ellen er ansat i kommunen som logopæd, dvs. at hun efter en uddannelse som enten pædagog eller lærer med en efteruddannelse som talepædagog tager rundt i daginstitutioner og hjælper børn med dårlig sprogudvikling. Det har hun gjort i over 20 år.
Jeg kom til at tale med hende om den sørgelige udvikling, at små børn får flere og flere problemer med sproget. Børn lærer sprog gennem samvær med voksne. Ikke gennem samværet med andre børn på den samme alder.
Hvordan kan det være at sprogudviklingen er blevet ringere for mange børn, spurgte jeg hende? Det skyldes flere ting, sagde hun:
– En mere skrøbelig tilknytning mellem det lille barn og dets nære voksne, som gør barnet mere utryg og mindre i stand til at lære
– Dårligere vilkår og normeringer i institutionerne med pressede voksne omkring barnet – og voksne der hele tiden udskiftes
– For mange børn i børnegrupperne giver uro og pres på barnets nervesystem, især gælder dette de helt små vuggestuebørn
– Børn starter (for) tidligt i institution ift. hvornår de er modne til at undvære nær voksenkontakt og i stedet orientere sig imod jævnaldrende
– Der er generelt for lidt ro, hjemlighed og tryghed omkring de mindste børn
– Faglighed er godt – dygtige uddannede pædagoger, assistenter og medhjælpere betyder virkelig meget for hvor meget kvalitet der er i en institution – men tryghed og tilknytning er endnu vigtigere for det helt lille barns sprogudvikling og følelsesmæssige udvikling.
Hvis sådan en som Ellen Lystbæk var blevet hørt i tide – hvis hendes vidnesbyrd var blevet taget ad notam af politikerne – så havde det betydet fx…
– At de gode dagplejere, som giver barnet en god og tryg base i starten af livet, ikke var blevet nedlagt
– At man ikke pressede så mange børn ind på stuerne
– At man ikke nedlagde de små institutioner
– At man ikke så sprogudvikling adskilt som “læring”, men som tæt sammenknyttet med den pædagogiske hovedopgave: omsorg og udvikling
– At man ikke tillod at helt små børn bliver overladt til sig selv og andre små vuggestuebørn i så mange timer hver dag – men sikrede ordentlige normeringer med nok omsorg (set fra barnets perspektiv)
Det er på tide at vi tager helt almindelige små børns hverdagsvilkår i de danske institutioner alvorligt.
Næst efter vores forbryderiske behandling af industrielt producerede grise er måden vi behandler vores små vuggestuebørn på i dagens Danmark nok det mest uværdige. Vi lader det gå upåagtet hen. Vi vælger ikke at tænke på det. Fordi vi ikke tør andet.
Det kan vi mildt sagt ikke være bekendt. Og det er trist at tænke på, at vi er nogen der nu har sagt dette nu i mange år, og at intet er sket. Det er kun dag for dag blevet værre.