Alle noter og henvisninger kan læses i kataloget:
Familiepolitisk Idekatalog – 16 anbefalinger til en visionær familiepolitik
Hvis et højt arbejdsudbud og en høj arbejdsintensitet – hvor danske forældre i EU-sammenhæng ligger helt i top – skal opretholdes, kræver det, at kvaliteten i dagpasningen er i orden. Ellers kan forældre ikke med god samvittighed aflevere deres børn. Ifølge familie- og arbejdslivsforsker Anette Borchorst, som har fulgt institutionernes udvikling siden 70’erne, er kvaliteten i mange institutioner nu så ringe, at det er alvorligt for børnene. Denne iagttagelse understøttes fra flere andre sider (se citat).
Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker på SFI, har samlet en række forskningsresultater og af disse fremgår følgende:
”Det er efterhånden anerkendt, at kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn er den mest betydningsfulde enkeltfaktor i børneinstitutionen for barnets udvikling. De voksne er i stand til at tilføre flere uddannelsesaktiviteter, mere samtale mellem voksne og børn, samt tilføre flere udfordrende lege. I udforskningen af dette har man især hæftet sig ved de voksnes evne til at reagere på og være sensitive overfor børnenes ytringer. Hvis de voksne reagerer prompte og jævnbyrdigt på børnenes signaler, hvis de voksne bidrager med udviklende alderstilpassede aktiviteter, hvis de uddyber og udvikler barnets sprog og lege, og hvis de voksne er sensitive overfor børnenes følelser, så understøttes barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling.
Mulighederne for at gennemføre højkvalitetsprogrammer påvirkes af de strukturelle parametre som fx normeringer, gruppestørrelse og personalets uddannelse. Mindre grupper med højere normeringer, hvor gruppen er ledet af en pædagog med en relevant uddannelse medfører en højere inklusion af de sårbare børn. Normeringerne viser sig at have stor betydning for den mellemmenneskelige kontakt i børnehaven. En svensk undersøgelse af 2½-4½-årige børn understøtter resultatet om sammenhængen mellem normeringer og stress. Forskerne havde målt øgede mængder af stresshormoner, adrenalin og noradrenalin i børnenes urin efter en ændret normering med ansættelse af en pædagogmedhjælper. Den ændrede normering mindskede forekomsten af adfærdsforstyrrelser og konflikter og resulterede i en forbedret trivsel. Ændringer i personaletætheden havde særligt betydning for ængstelige og hæmmede børn. Den ændrede normering gav samtidig en halvering af personalets sygefravær.”
”Hvis man tager udgangspunkt i de tidligere undersøgelser på området, er der derfor antagelig store samfundsøkonomiske gevinster ved en højkvalitetsbørnehave. Dagpasning af høj kvalitet kan fx være med til at muliggøre mødrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, mindske omfanget af børnenes sygdom, med de konsekvenser dette måtte have både for børnenes helbred og forældrenes fravær. Forskerne fandt også, at en højkvalitetsbørnehave mindskede børnenes fremtidige kriminalitet, forbedrede deres senere uddannelsesniveau og øgede deres senere job- og indtjeningsmuligheder, og dermed deres sundhed på lang sigt. Endelig er det ikke kun generationen, der bliver passet, som får glæde og udbytte af et dagpasningstilbud af høj kvalitet, men også de fremtidige generationer på grund af den medfølgende positive sociale arv.”
Mere end 75 års international forskning har påvist betydningen af gode daginstitutioner for barnets udvikling og trivsel. Alligevel er både normeringer og den tid pædagogerne er nærværende på stuerne for nedadgående. Normeringerne er næsten halveret siden 1980’erne, og en undersøgelse foretaget af Ole Henrik Hansen, Danmarks Pædagogiske Universitet, har vist, at børn har helt ned til tre minutters interaktion pr. dag med pædagogerne i nogle vuggestuer. Sammenlignet med den nære, trygge og kærlige kontakt, som et lille barn har brug for for at kunne udvikle sin hjerne, sit sprog og sine følelser sundt, er dette ganske alvorligt. Ifølge pædagogerne går mere og mere tid med administrativt arbejde, hvor der bliver mindre tid til nærvær i samspillet med de enkelte børn, som er den egentlige kvalitet i omsorgen for barnet. Sprogtest, læringsaktiviteter og -mål griber desuden forstyrrende ind i pædagogernes mulighed for at arbejde organisk med sammenhængen mellem børns leg og læring.
Kommunerne har de senere år haft store udfordringer med at få budgetterne til at slå til, og samtidig er kravene til dokumentation og evaluering steget. En spørgeskemaundersøgelse blandt ledere og souschefer i 11 kommuner, gennemført af Bureau 2000 viste, at væksten i de administrative og ledelsesmæssige opgaver var fordoblet i løbet af et tiår. I det pædagogiske arbejde stilles der desuden krav om læreplaner, dokumentation m.v., og et nyere krav er sprogtest af alle børn. Dertil har forældre øgede forventninger om samarbejde.
BUPL anbefaler max. 3 børn pr. voksen i vuggestuerne og max 6 børn pr. voksen i børnehaverne. Realiteterne på dagpasningsområdet er i dag langt fra dette. Bl.a. på bloggen ”Vores Virkelighed” fortæller pædagoger om at stå alene med vuggestuebørn, som endnu ikke kan gå, ikke kan blive skiftet og ikke kan blive taget op og trøstet, og om at stå alene med børnehavebørn, hvor nogle græder, og andre er kommet til skade eller er oppe at slås. Pædagogerne er desuden reelt bange for sikkerheden, når så mange børn skal observeres af meget få voksne.
FOA har undersøgt ”belastningsgraden”, som svarer til den reelle normering i daginstitutionerne. Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit er 4,9 børn per voksen i vuggestuerne og 10,5 børn per voksen i børnehaverne. Også selvom det på papiret ser ud til, at der er flere voksne. Det skyldes, at ikke alle ansatte er på arbejde på samme tid, og at de ansatte har en række opgaver, som gør, at de kun bruger mellem 1/2 og 3/4 af tiden sammen med børnene.
BUPL’s alenetids-undersøgelse viser eksempelvis, at tre ud af fire pædagoger på en tilfældig dag er alene med gennemsnitligt 15 børn, og en ny arbejdsmiljømåling blandt over 800 pædagoger viser, at kun 17 procent af pædagogerne ’altid eller ofte’ har tid til deres opgaver.
Det er sandsynliggjort, at ringe voksenkontakt fører til dårligere sprogudvikling, og kan være medvirkende til en stigning i antallet af børn, der har behov for talepædagog. Børn lærer ikke et nuanceret sprog ved at sprogtræne et par timer om ugen, men ved dagligt at være sammen med voksne, der har tid til at føre rigtige samtaler med dem. Set i det perspektiv er det paradoksalt, at pædagoger bruger mindre tid på interaktion med børnene, fordi de skal bruge tid på at organisere fx sprogscreening.
Udover bedre normeringer for at styrke kontakten mellem pædagoger og børn, bør det også tilstræbes, at det er medhjælpere og kontorpersonale, der primært varetager praktiske og administrative opgaver, så det pædagogisk uddannede personale kan bruge deres tid og kompetencer på børnene – ikke på at feje gulv og skrive på computer.
Sammenfattende er det helt afgørende, at forholdene i landets daginstitutioner forbedres. Dels for at give børnene en god hverdag og start på livet. Og dels for at modvirke, at forældre føler sig nødsaget til at opsige deres job og gå hjemme alene af den grund, at de ikke ønsker eller kan forsvare at sende deres børn i institution under de nuværende forhold. Forældres frustration og bekymring over forholdene i landets daginstitutioner bør tages alvorligt. Det er vores oplevelse, at bekymringen er tiltagende, og dette vidner eksempelvis forældreinitiativet ”Minimumsnormeringer NU” om, som indtil videre har indsamlet 15.000 underskrifter.
Vi anbefaler:
- En reel tillidsreform (beslutnings- og handlekompetence til frontpersonalet) på dagpasningsområdet, så personalet i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på det pædagogiske område, må rulles tilbage, så pædagogerne igen får reel indflydelse på deres pædagogiske arbejde – og kan varetage kerneopgaven, som det er mest fornuftigt ift. ressourcer.
- Indførelse af minimumsnormeringer og krav til vikardækning med vikarbudget. Det er bestemt ikke optimalt at regulere mere, og det strider også mod en tillidsreform, men et mangeårigt fald i kvaliteten i daginstitutionerne pga. faldende normeringer, belaster nu både børn og pædagogisk personale i en grad, så der ikke er noget alternativ. Aftaler om minimumsnormeringer bør tilgodese, at det er pædagogisk uddannet personale, der tager sig af børnene – ikke uuddannet personale.
- At prioritere små pasningstilbud i trygge rammer til især de mindste børn (vuggestuebørn), da meget store institutioner risikerer at koste på mange trivselsparametre. Det samme gælder til dels børnehavebørn. Det skal anføres, at større institutioner, som er opdelt i mindre, trygge afdelinger, kan være en god mulighed.