Gry Brøndum – Familiepolitisk Netværk

Et familieliv i balance er den mest givende samfundsmæssige investering

Af Maja Krog, familiepolitisk ordfører og ordfører for børneliv og Niko Grünfeld, politisk leder fra Alternativet København. Begge nyvalgte i borgerrepræsentationen i København.

Den familiepolitiske dagsorden har længe været nedprioriteret, og det har sat sine tydelige spor. Vi har aldrig oplevet så mange stressede forældre, børn med diagnoser og så stor mistrivsel blandt de unge, og det tyder på kun at ville fortsætte, hvis vi ikke tager dette alvorligt. Familiepolitikken har gået arbejdsmarkedets ærinde, og nu betaler vi en alt for høj menneskelig pris for, at vi som samfund ikke har formået at skabe rammerne for en hverdag med plads til nærvær, tryghed, kys og kram for familierne i vores by. Det er slut nu.

Vi skal til at investere i vores familier – set fra barnets perspektiv. De er nemlig fremtiden, og en investering i dem er den bedste investering, vi kan gøre. Det kan ikke betale sig at lade være.

I Alternativet København har vi netop offentliggjort et familiepolitisk udspil – ”For Barnets Bedste” – og i dette præsenterer vi forslag til, hvordan vi kan investere i at skabe de mest optimale rammer for familierne. Der skal være tid til at være barn og til at være familie. Ved at give familierne tid til hinanden tror vi på, at børnene vil blomstre, og at samfundet derfor på den lange bane vil blomstre. Vi skal sørge for, at systemet er indrettet efter mennesker og ikke omvendt.

Fleksibelt arbejdsliv skaber trygt familieliv

Vi vil arbejde for, at der skabes bedre balance mellem arbejde og privatliv. Det skal eksempelvis anses som værende af samfundsmæssig værdi – frem for en byrde – at tage omsorgsdage for syge børn. Undersøgelser viser, at mange børn bliver sendt i institution eller skole, mens de er syge, fordi forældrene enten ikke kan eller føler de kan blive hjemme. Det er et problem. Først og fremmest, fordi ansatte og børn smitter hinanden i daginstitutionerne, men også fordi, den tankegang er frontløberen til et stresset arbejdsmarked, hvor vi som mennesker presses til at indrette os efter systemet og ikke omvendt.

I Alternativet København foreslår vi en ordning for kommunalt ansatte, hvor forældre får 30 omsorgsdage pr. år pr. barn. Denne model har vist sig at fungere rigtigt godt i Sverige, hvor den allerede er en implementeret del af arbejdsmarkedet. Kommunen skal gå forrest og vise vejen for det københavnske arbejdsmarked. Rent faktisk viser det sig, at der gennemsnitligt kun bliver brugt 5 ud af de 30 omsorgsdage. Det må da i sin helhed vise, at giver vi familierne tillid, så giver de tilliden tilbage – og samtidig giver vi vores børn den omsorg, de fortjener.

Vi er vidne til et kollektivt samfundssvigt, som vi hverken kan være bekendt over for vores børn eller pædagoger. Vi mener, at der bør ansættes 100 voksne i de københavnske institutioner nu og her!

En investering i daginstitutioner er også en investering i familielivet

95 % af alle børn i København er tilknyttet en daginstitution og påvirkes således af det massive pres, der er på pædagogerne, som grundet dårlige normeringer og krav om papirarbejde får mindre tid til nærvær og omsorg for det enkelte barn. Vi er vidne til et kollektivt samfundssvigt, som vi hverken kan være bekendt over for vores børn eller pædagoger. Vi mener, at der bør ansættes 100 voksne i de københavnske institutioner nu og her! Alenetiden skal udryddes, og den ildebrand, vi ser ude i daginstitutionernes hverdag, skal slukkes. Derudover skal vi over en årrække reducere antallet af børn på stuerne uden at reducere antallet af voksne, så vi får mindre grupper og mere nærvær. Det gøres ved at ansætte yderligere 800 voksne i vores daginstitutioner.

Vi tror derudover på, at den bedste hverdag for børnene skabes gennem et tæt samarbejde mellem forældre og pædagoger, og det bør derfor ikke være kommunen, der sætter rammerne for den enkelte institution. Vi mener i stedet, at man bør sætte institutionerne fri ved at styrke forældresamarbejdet og begrænse omfanget af bureaukratiske rapporteringssystemer og administrative krav.

Bedre barsel = ligestillet barsel

Det gode familie- og børneliv begynder allerede ved barnets fødsel. Det er derfor afgørende, at vi også investerer i barnets første leveår, da det er her selvværd og troen på, at man kan lykkedes, bliver grundlagt. Derfor er det utrolig vigtigt, at det bliver en reel mulighed at opprioritere sit familieliv og skabe tid til tryghed og nærvær i den allerførste tid af barnets liv.

For at imødegå det ønske vil Alternativet gøre Københavns Kommune til en forgangskommune for bedre og mere barsel. Helt konkret skal faren kunne tage 14 ugers barsel, hvoraf fire af ugerne kan tages sammen med moren. Hele barslen bliver derved forlænget med 12 uger. Hvis familiekonstellationen ser anderledes ud, skal det naturligvis ikke være et problem. Her vil man kunne give den ekstra barsel til et andet nært stående familiemedlem.

Med en mere ligestillet og bedre barsel tror vi på, at fødselsdepressioner, stress og den tidlige bekymring kan blive reduceret. Forskning har endvidere vist, at kommer faderen på banen tidligt, vil familielivet som helhed have større chance for at lykkedes. Vi vil derfor gøre det attraktivt for fædrene at tilvælge barsel ved at arbejde for mulighed for fædregrupper til alle fædre i København samt sætte fokus på flere tilbud til barslende fædre.

Tilskud til hjemmepasning

Vi tror på, at forældre vil deres barn det bedre, og i langt de fleste tilfælde, ved hvad der er deres barns bedre. Derfor mener vi, at forældre i København skal have et reelt frit valg, når det kommer til pasning af deres barn. Den enkelte familie skal have muligheden for at passe deres eget barn i hjemlige rammer, og det vil vi i Alternativet København skabe, ved at give et et-årigt tilskud til pasning af eget barn.

Med vores familiepolitiske udspil har vi turdet at lade os selv drømme. Drømme om et København som familiernes by, der både tilgodeser ligestilling, arbejdsliv og et familieliv hvor børnenes behov for nærvær og omsorg bliver mødt. Nogle vil sikkert kalde os fantaster, men hvis politik ikke handler om at sætte baren højt for at velfungerende samfund, hvem er det så, der skal gøre det?

Og link til udspillet:

https://kbh.alternativet.dk/application/files/9415/1057/2652/Familiepolitisk-udspil_AlternativetKBH_2017.pdf

Gode dagtilbud er for hele livet

I et forsøg på at få familiernes trivsel på den kommunalpolitiske dagsorden i år, har vi i Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om familiepolitik. Tidligere har vi bragt indlæg af rådkvinde Susanne Crawley Larsen (R) fra Odense, og Aarhus Kommunes Bünyamin Simsek (V).

Senest har vi sendt rådmand Mai-britt Iversen (S) fra Aalborg Kommune dette debatindlæg fra forældreorganisationerne med bekymring for børnehavernes kvalitet. Her kommer hendes indlæg:

Jeg talte engang med en pige, der sagde ”jeg dumpede allerede i børnehaven”. Sikke et ansvar vi har, men også sikke muligheder for at give børnene et godt fundament med leg og læring, venskaber og glæde og fornemmelsen af at være vigtig i fællesskabet.

Af Mai-britt Iversen, Rådmand for familie- og børneområdet i Aalborg Kommune

For den enkelte familie er en god dagplejer eller daginstitution altafgørende. Det er jo er en stor del af deres børns hverdagsliv, der udspiller sig her.

Det handler ikke bare om, at vi som forældre skal kunne aflevere vores børn med god samvittighed. Det handler om, at kvalitet i dagtilbud er helt afgørende for børns senere succes her i livet. Det gælder i forhold til ikke bare skolegang, men også arbejdsliv, familieliv, fritid og sundhed.

Det kommer ind i mellem bag på f.eks. udenlandske forældre, at børnene ikke bare bliver passet. Vi har en international børnehave, der ligger i universitetsområdet med mange udenlandske forskere. Det kan da undre f.eks. kinesere, at de som forældre skal inddrages i og forholde sig til dagligdagen i børnehaven. Det havde de da egentlig tillid til, at personalet tog sig af?

Vi arbejder systematisk med inklusion, læring, sundhed og ikke mindst forældresamarbejde, vi arbejder ud fra læreplanstemaer, og vi har en høj normering af uddannet personale. Vi har en struktur med en opdeling i pædagogiske ledere og mere strategisk administrative ledere, og så satser vi på kompetenceudvikling.

Som rådmand oplever jeg, når jeg kommer rundt i vores daginstitutioner, en stor faglig bevidsthed, et højt ambitionsniveau og viljen til at gøre en forskel som fællesnævneren for dem alle.

Endnu mere glæder det mig, at forældrene ved vores sidste dialogmøde fremhævede ”at institutionerne i langt højere grad arbejder systematisk, og den større faglige bevidsthed var blevet tydeligere nu end for 5-6 år siden”.

Kvalitet i dagplejen er også vigtigt
Når man taler om kvalitet i dagtilbud, så bliver dagplejen tit overset. Mange forældre værdsætter den nærhed og tryghed tæt på hjemmet, der er i dagplejen.

I Aalborg har de kommunale dagplejere 4 børn pr. voksen – de private må have 5. Forskningen viser jo netop, at antallet af børn pr. voksen betyder rigtig meget for børnenes udvikling. Samtidig har vi uddannet de kommunale dagplejere i ”ICDP”. Det står for ”International Child Development Programme”. Det er en anerkendt pædagogik, hvor relationen til det enkelte barn og dagplejeren er i centrum.

Sociale normeringer gør en forskel
Hvis der er en gruppe, hvor gode dagtilbud er afgørende, så er det de børn, der fra starten er lidt bagud på point. Derfor arbejder vi i Aalborg med sociale normeringer målrettet disse børn. Ordningen omfatter 36 sociale normeringer i både daginstitutioner og dagplejen.

Når jeg argumenterer for sociale normeringer, kommer der ofte et modsvar fra de ressourcestærke og veluddannede forældre: ”Børn med travle forældre har det lige så svært, og deres forældre bruger heller ikke tid nok med dem”.

– Men det er jo tankevækkende, at forskningen viser, at veluddannede mødre bruger dobbelt så meget tid med deres børn end mødre med meget lidt uddannelse!

Noget andet er, at børn i familier med veluddannede forældre har hørt 30 millioner flere ord, når de er fyldt 3 år, end de børn, hvis forældre ikke er veluddannede. – Nej jeg har ikke skrevet forkert!

Derfor har vi i Aalborg afsat ekstra pædagogressourcer til institutioner eller dagplejere i områder med mange udsatte familier og børn med anden etnisk baggrund. For hverdagen i disse institutioner er, at personalet har mange ekstra opgaver i forhold til f.eks. forældresamtaler, ekstra støtte og skriftlig dokumentation.

Det betyder, at der nu er mere tid til, at alle bliver børn bliver set og hørt. Tidligere var der børn, der blev oplevet af de andre børn og forældre som ”trælse”, for at sige det lige ud. De er nu en del af fællesskabet i børnehaven. Ja – Faktisk oplever de at være sig værdsatte.

I vil altid have flere penge
Er det ikke også det, som regeringen vil? Vil den opmærksomme læser sige. ”Jo – der ligger rigtigt mange gode tanker i regeringens udspil”? ”Stærke dagtilbud – Alle børn skal med i fællesskabet”.

Men i forhold til de allermest svage børn er der tale om symbolpolitik. For regeringen sætter kun penge af til, at 100 institutioner i hele landet kan søge om ekstra normeringer. Det er altså en dråbe i havet, når der i hele landet er over 3.000 daginstitutioner. Så er dagplejerne ikke taget med.

Da jeg på TV2Nord påpegede dette, fik jeg den kommentar med fra Børne- og Socialminister Mai Mercado, at ”Socialdemokrater jo altid gerne vil have flere penge”. Til det er jeg nødt til at sige: ”Nej – men kvalitet koster”. Det kommer ikke af sig selv. Det er vigtigt at være ærlig om det. Regeringen har jo selv lagt loft over kommunernes serviceudgifter og skatteindkrævning. Samtidig vokser udgifter til andre grupper f.eks. bliver der flere ældre.

Alligevel har vi i Aalborg valgt at prioritere området, og det tror jeg også, at forældrene i Aalborg godt ved. Jeg noterer mig også, at 91% af forældrene i Aalborg er tilfredse med deres børns dagtilbud.

Jeg er stolt over vores dagtilbud i Aalborg. Og faktisk har dette synspunkt allermest handlet om det, der i høj grad er politikeres ansvar, nemlig rammerne. Men jeg kunne fortsætte i evigheder om det, jeg oplever, når jeg kommer ud i dagplejen og institutionerne – om arbejdet med sprog, arbejdet med sundhed, arbejdet med natur, arbejdet med relationer, samarbejdet med forældrene.

Og så bare for at slå en ting helt fast – dagpleje og daginstitutioner skal IKKE være miniskoler. Jeg talte engang med en pige, der sagde ”jeg dumpede allerede i børnehaven”. Sikke et ansvar vi har, men også sikke muligheder for at give børnene et godt fundament med leg og læring, venskaber og glæde og fornemmelsen af at være vigtig i fællesskabet.

FAKTA OM BØRNEHAVERNE I AALBORG

Der er i alt 149 daginstitutioner, hvoraf 10 er selvejende.
Der er ca. 900 vuggestuepladser og 5.800 børnehavepladser.
I alt er der ca. 1.160 fastansatte medarbejdere fordelt med ca. 75% pædagoger og 25% pædagogmedhjælpere.
I gennemsnit er der ca. 3,6 barn pr. voksen i vuggestuer og 6,8 børn pr. voksen i børnehaver. (Udover sociale normeringer og indsatspædagoger indgår de pædagogiske ledere også med fuld tid i beregningen, selv om de ikke anvender al deres arbejdstid sammen med børnene).

Politikerne glemmer Den Gode Barndom

Vi har en familiepolitisk dagsorden uden visioner, som ikke tager stilling til, hvordan rammerne for børnefamilierne skal være, hvis hverdagen skal indrettes hensigtsmæssigt for børnene. Det betyder, at vores familiepolitik de facto er arbejdsmarkedsstyret.

Af Sine Grumløse, forsker i familiepolitik og forfatter til “Den Gode Barndom”, august 2017

Det er efterhånden syv år siden, at jeg startede på min ph.d.-afhandling om dansk familiepolitik. Bogen “Den gode barndom”, som nu udkommer på Hans Reitzels forlag, er baseret på dette arbejde.

I 2010 havde jeg igennem et par år været på jagt efter et forskningsnetværk, der havde interesse i familielivet, og som var nysgerrige på almindelige børns helt almindelige hverdagsliv. Det fandt jeg på Roskilde Universitet og de følgende fire år befandt jeg mig i smørhullet af RUC’s børneforskning. Emnet – dansk familiepolitik – var mit eget, men et tilbagevendende spørgsmål, som drev mig igennem ph.d.-studiet, var mine kollegaers “Hvad er problemet?” spurgte de.

PROBLEMER er der nok af, når man kigger på den familiepolitiske udvikling i Danmark. Og der er rigtig mange, når man betragter dansk familiepolitik over en længere årrække. Jeg vil vove den påstand, at vi i dag slet ikke har en familiepolitisk dagsorden, som dur til noget. Det skyldes først og fremmest, at vi ikke betragter det som et fælles problem, når det knirker i familierne.

Forældres stress over, at hverdagen er presset, forklares med for meget bollebagning og yoga, og børns travle liv uden for hjemmet er nu engang måden, som samfundet er indrettet på i disse år. I samme åndedrag får vi en forklaring om, at det nok også er meget godt, eftersom daginstitutioner både bryder den sociale arv og styrker alle børns kompetencer. To fluer med ét smæk – og hvad er der egentlig problematisk ved det?

I Den gode barndom dykker jeg ned i den børne- og familiepolitiske udvikling i Danmark. Jeg ser nærmere på, hvordan dansk familiepolitik, i sin begyndelse, havde fokus på de dårligst stillede børn, og hvordan familiepolitikken senere fik interesse for alle børn og dermed det helt almindelige hverdagsliv.

I 1960’erne etableredes en familiepolitik, hvor et spørgsmål som: Hvordan skal vi indrette samfundet, hvis det skal være bedst for børnefamilierne? stod helt centralt.

Jeg følger også den senere familiepolitiske deroute, hvor illusionen om forældres frie valg blev ’starten på enden’ so to speak. Således demonstrerer bogen, hvordan vor tids børne- og familiepolitik er udfordret af, at tidligere kernespørgsmål relateret til børns og familiers hverdagsliv ikke længere stilles i det politiske arbejde.

Det er kun godt og vel 50 år siden, at almindelige småbørn indtog pladsen som børne- og familiepolitisk relevante subjekter; som små mennesker man fra politisk hold ville passe bedst muligt på. Og det er få årtier siden, at de selvsamme børn forsvandt fra den børne- og familiepolitiske arena.

Det er bogens pointe, at det ikke er givet, at den børne- og familiefokuserede politik har interesse for børns og familiers hverdagsliv i det hele taget, og det ikke er gratis, når de almindelige børn og familier glider politikken af hænde. Et problem ved dansk familiepolitik i dag er, at problemet slet ikke ses af de, der kan løse de børne- og familiepolitiske problemer anno 2017.

Min vigtigste konklusion er, at vi i dag har en familiepolitisk dagsorden, der ikke tager stilling til, om familierne har gode nok vilkår i hverdagens tilrettelæggelse og som ikke forholder sig til, hvorvidt vi kan være den almindelige hverdag bekendt – for børnene, for forældrene, for samfundet.

Den faktiske arbejdstid blandt danske småbørnsforældre er høj. Børnene er tidligt afsted. Mange børn er afsted længe hver dag etc.

Vi har altså en familiepolitisk dagsorden uden visioner, som ikke tager stilling til hvordan rammerne for børnefamilierne skal være, hvis hverdagen skal indrettes hensigtsmæssigt for børnene. Det betyder, at vores familiepolitik de facto er arbejdsmarkedsstyret.

Bogen “Den Gode Barndom” kan købes her. Medlemmer af Familiepolitisk Netværk får 15% i rabat på prisen.

Læs mere om Sine Penthin Grumløse.

Kender du Danmarks mest familievenlige virksomhed?

Af Helle Rosdahl Lund, Direktør for Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv (CBAF.dk)

En arbejdsplads er familievenlig, når den tager hensyn til, at medarbejderne har forpligtigelser og interesser både i og uden for arbejdspladsen

Om skribenten: Helle Rosdahl Lund er direktør i CBAF.dk, der siden 2005 har arbejdet for familievenlighed på danske arbejdspladser. I 2004 tog hun initiativ til og ledede “Tænketanken Arbejde og Familieliv”, der udgav sin første rapport i januar 2005, samt i årene efter uddelte priserne “Familievenlig Chef” og “Familievenlig Virksomhed”.

I 2017 uddeles prisen Familievenlig virksomhed, og det betaler for arbejdspladser at være familievenlige. Det viser analyser og erfaringer fra mange arbejdspladser.

Jeg har blandt andet gennemgået forskellige studier af udenlandske virksomheder, der har indarbejdet familievenlighed og fleksibilitet i arbejdstiden, og jeg har gennem tidligere prisuddelinger gennemgået resultaterne for ansøgerne til familievenlig virksomhed i en 4-årigperiode:

Der er ingen tvivl om, at de virksomheder, der arbejder med work life balance og familievenlighed, opnår bedre resultater. Resultater, der kan måles, direkte på bundlinjen.

Vores analyser i CBAF viser, at virksomhederne opnår følgende resultater:

Sænket sygefravær
Reduceret stressniveau
Tiltrækker og fastholder nøglemedarbejdere
Fastholder seniorer, småbørnsforældre med flere
Reducerer omkostninger til rekruttering
Øger de ansattes arbejdsglæde og loyalitet
Holder på de bedste medarbejdere
Forøger produktivitet, innovation og kreativitet
Forbedrer image over for kunder, leverandører og nærmiljø
Øger bundlinjen
Forøger den potentielle arbejdsstyrke

Hvornår er en arbejdsplads familievenlig?
En arbejdsplads er familievenlig når den tager hensyn til, at medarbejderne har forpligtigelser og interesser både i og uden for arbejdspladsen – samtidig med at den forstår at drive sin forretning eller organisation professionelt og konkurrencedygtig.

Med andre ord handler det i virkeligheden om at tage udgangspunkt i virksomhedens/organisationens eksistensberettigelse, strategi og overordnede mål og udøve god ledelse, der sikrer en arbejdspladskultur, der fremmer gensidig respekt og muligheden for at have forpligtigelser i og uden for arbejdspladsen.

En nedskreven familie- og livsfasepolitik
Vores liv og livsfaser har været under forandring gennem mange år. Det er en meget vigtig pointe, når vi taler om familiepolitik, for hvordan rammer vi vores medarbejders livsfaser bedst på arbejdspladserne? Allerede i 00’erne begyndte mange arbejdspladser at tale om livsfaser og balancepolitikker, og i “Center for Balance mellem Arbejds- og Familieliv”, CBAF, lægger vi vægt på, at arbejdet med familievenlighed er bredt fundereret.

Det er de samme politikker, retningslinjer, redskaber og kultur, der er fundamentet for såvel familier, seniorer som andre medarbejdergrupper. Det er i dette krydsfelt, at der er nye muligheder for at ændre job, oprette dele-job og integrere fleksibilitet på nye måder.

En god familie- og livsfasepolitik er derfor integreret i andre af en virksomhedens personalepolitiske områder. Det kunne for eksempel være:

Arbejdstid – Mulighed for fleksibilitet, nedsat arbejdstid, deltid med mere
Orlov, barsel og fridage
Karriereplanlægning
Diversitet og mangfoldighedspolitikker
Servicetilbud – det kunne være mad med hjem, børnerum, fitness og lignende
Arbejdsmiljø
Lederudvikling

Det er vigtigt for mig at understrege, at en arbejdsplads ikke er familievenlig blot fordi, man lever op til lovgivningen. Dette burde jo være en selvfølgelighed.

Familievenlige politikker om orlov, barsel og fridage er i CBAF’s optik en udbygning af det lovpligtige område. Det kunne eksempelvis være “bedsteforældres 1. barnebarns sygedag”, eller “længere barsel til fædre end loven giver”. Mulighederne er mange.

Prisen familievenlig virksomhed – 2017
Den 7. November, 2017 uddeler vi på ny prisen Familievenlig virksomhed. Prisuddelingen er baseret på en analyse af virksomheden, der giver den deltagende virksomhed mulighed for at få en viden om eventuelle fremtidige indsatsområder.

I perioden indtil 15. Juni, 2017 kan man tilmelde sin virksomhed. Når I har tilmeldt jer, modtager I information om den videre tids- og aktivitetsplan, herunder modtagelse af spørgeskema og svarfrister.

Om undersøgelsen
Deltagerne modtager et spørgeskema, der udfyldes og danner grundlaget for vurderingen af virksomhedens familievenlighed. Spørgsmålene er inddelt i 5 kategorier:

Det er gratis at deltage.

Tilmelding
Man tilmelder sig på CBAFs hjemmeside:
http://www.cbaf.dk/certificering-i-familievenlig-virksomhed

Eller direkte via vores nyhedsbrev her:
http://cbaf.us11.list-manage.com/subscribe?u=558067013cb1edfad0ea4c9aa&id=c53120b5bf

Frit valg til børnehave på deltid i Kolding

Af Pernille Hejbøl Øhlenschlæger (V), kandidat til kommunalvalget for Venstre i Kolding Kommune

Jeg finder det yderst besynderligt, at man kun tilkendegiver at have sine børn fuldtid i institutionerne, og derfor vil jeg gerne have indført modulpasning. Modulpasning er en ordning, der gør at man kan vælge mellem f.eks. 15, 25, 35 eller 45 timer om ugen.

//VORES STED I KOMMUNEN: LØVERODDE STRAND
Ikke langt fra os, finder man Løverodde strand. For fire år siden friede min mand for enden af badebroen, og hvert år på vores bryllupsdag, tager vi ud til broen og tager et billede af os selv. Siden hen er der så kommet to børn med på billederne. Løverodde et af vores favorit steder, fordi der er strand, skov, sand, græsarealer og legeplads på et og samme sted.

Hjemmegående i Sdr. Bjert
På Stenderup halvøen er der højt til himlen, og det var en af de største grunde, til at vi valgte, at flytte til Sdr. Bjert i sommeren 2016. Her bor vi på en gård, som består af 13 forskellige boliger med 13 forskellige familier. Jeg går hjemme med vores tvillinger; Karla og Arthur på knap 2 år. Vi nyder derfor rigtig meget, at vi har en kæmpe gammel dansk fælleshave, med store gamle træer, legeplads, legehus, boldbane, trampolin og andre mennesker tæt på.

Når man som jeg, har været flyvsk, er der ingen bedre følelse end at have fundet sit hjem. For hjem er ikke blot et sted, hvor man har tag over hovedet. Et hjem er følelsen af tryghed og ro, og at man hører til et sted. Vores hjem er Bjertgaard og Kolding kommune er i mit hjerte.

Jeg fik indført tilskud til hjemmepasning i Kolding
”Hvorfor går du dog hjemme med jeres børn?” Det er et spørgsmål jeg ofte bliver stillet, dog går der længere og længere tid i mellem, efter at børnene er blevet ældre. Folk har nok efterhånden vænnet sig til det. Men hvorfor egentlig den store undring?

For lidt over et år siden, skrev jeg til vores borgmester Jørn Pedersen. Jeg undrede mig over, at man i kommunerne der støder op til Kolding kommune, blev anerkendt for at have sine børn i hjemmet, ved at yde et tilskud til hjemmepasning. Jeg vidste, at Jørn Pedersen satte stor pris på, at være en kommune, hvor vi giver forældre flere valg, og at vi får familierne til at flytte til vores kommune og værdsætter de familier, der allerede bor her. Efter en lang kamp, hvor jeg havde et utal af debatter på blandt andet Facebook, artikler i diverse aviser, og hvor politikkerne i byrådet også synes ideen var god, kom det på dagsordenen og blev senere vedtaget. Det var en kæmpe anerkendelse.

Undervejs i processen spurgte Jørn Pedersen, om jeg havde lyst til at stille op til byrådet. Jeg har altid haft en naturlig interesse i politik, og jeg blev virkelig bidt af, at man faktisk kan være med til at ændre tingene. Så jeg besluttede mig for at sige ja tak. Jeg er slet ikke færdig med at være talerør for familier med børn: Nu har jeg været med til at få indført tilskud til hjemmepasning. Men hvad med de resterende familier? De familier som higer efter mere tid med deres børn, men som på samme tid også har et arbejde de skal passe.

Modulpasning JA TAK
Jeg lavede en rundspørge på ”Facebook Kolding”, hvor jeg efterspurgte folks holdning til modulpasning i institutionerne. Det var et kæmpe JA TAK. Jeg ved, at det er almindeligt, at begge forældre arbejder 37 timer og også har kørsel til og fra job. Det giver en del timer i institutionerne, og det er ikke for at lange ud efter disse forældre, slet ikke. Jeg ønsker ikke at lange ud efter forældre, for jeg ved, at de i hjertet gør, det bedste de kan. Men jeg finder det yderst besynderligt, at man kun tilkendegiver at have sine børn fuldtid i institutionerne, og derfor vil jeg gerne have indført modulpasning. Modulpasning er en ordning, der gør at man kan vælge mellem f.eks. 15, 25, 35 eller 45 timer (Det er blot eksempler). De forældre som så vælger, at arbejde på deltid, skal så ikke betale for en fuld plads.

Jeg vil gerne bruge min egen familie som eksempel. Min mand arbejder fast hvert femte døgn, og har så fri de resterende fire. Når vores børn skal i børnehave september 2018, bliver det tre dage i ugen fra 9-14, altså 15 timer i ugen. Vi er ikke interesserede i at sende dem mere afsted, når nu min mand alligevel er hjemme. Men som det er nu, skal man betale for en fuldtidsstilling.

Jeg vil helt ind i hjertet gerne være med til at opfordre til mere tid med børnene, imens de er små. Jeg tror på, at det er en investering i børnenes fremtid.

Som menneske synes jeg, at det er vigtigt, at man ind i mellem hopper af det kørende tog og spørger sig selv ”skal jeg køre videre med toget, eller skal jeg finde en anden vej videre

Man behøver ikke gøre det, alle andre gør
Det er ikke nemt, at være forældre i dagens Danmark, for alle har en mening om din måde at gøre tingene på. Vi har slet ikke nok fokus på familiers vilkår, som det er i dag. Jeg synes det er et fælles ansvar, at vi finder løsninger, som gør at DU kan tage ansvar for dit og jeres liv, på en måde som passer jer. Som menneske synes jeg, at det er vigtigt, at man ind i mellem hopper af det kørende tog og spørger sig selv ”skal jeg køre videre med toget, eller skal jeg finde en anden vej videre?” Min pointe er, at man ikke behøver at gøre noget i livet ”bare fordi alle andre gør det”. Hvad er bedst for dig? Og hvad er bedst for DIN familie?

Vi skal tænke ud af boksen, og ikke være bange for at gøre det, der er bedst for os. Det er det, der hedder friheden til selv at vælge.

Det er sådanne spørgsmål jeg gerne vil give familier mulighed for at svare på, med forskellige valgmuligheder. For som det er i dag, er der ikke mange valg. ”Går dine børn i DP eller vuggestue?” Jeg ville gerne det hed ”Går dine børn i dp, vuggestue, hjemme, deltid, modul, privat passer eller en helt anden ting”. Vi skal tænke ud af boksen, og ikke være bange for at gøre det, der er bedst for os. Det er det, der hedder friheden til selv at vælge, og så skal vi alle have en større rummelighed og ikke kun tilkendegive egne valg.

Kvaliteten i institutionerne skal være på samme plan i kommunerne og bedre endnu. Det kan ikke passe, at der er så stor forskel på, hvor mange voksne, der er til at varetage dine børns behov. Det er et voksende problem, at forældre ikke føler, at der er nok hænder til deres børn. Det er ikke okay! Det skal først og fremmest være trygt for børnene at være i institution, og trygt for forældrene at aflevere deres børn. Man aflevere sit allerdyrebareste.

Jeg hørte om en pædagog i Kolding, der havde stået alene med 80 børn på legepladsen, og det er altså ikke kun i Kolding, det sker. Det er jo oftest sådan, at når børnene er på legepladsen, så er det her pædagogerne har deres pause, og dem som får fri tager hjem:

Så hvordan løser man det kæmpe problem? Handler det om prioriteringer? Hvor mener I, at man skal tage pengene fra? Og kunne man løse det med, at se på de institutioner, hvor det rent faktisk er lykkedes at holde en god normering? Hvad gør de anderledes? Færre sygedage? Mere fokus på deres personale? Færre møder?

En masse spørgsmål, som forhåbentlig ender med en masse gode svar.

Tusind tak fordi at i læste med.

Pernille Hejbøl Øhlenschlæger, kandidat til byrådet for Venstre i Kolding Kommune

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød.

Giv Københavns børn mere kunst og musik

Af Randi Hjortholm (B), kandidat til kommunalvalget 2017 for De Radikale i Københavns Kommune

Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

VORES STED I KOMMUNEN: ZOO
Da min datter Adriana blev adopteret fra Ecuador, var hun knap 3 år, hun havde åben læbe-ganespalte, og sproget var en udfordring. Men i Zoo kunne vi høre de samme lyde, dufte blomsterne, le af isbjørnene… og på den måde finde hinanden som familie. Derfor er Zoo et af de kulturelle steder i min kommune København, der virkelig betyder noget for mig og min familie. Adrianas yndlingshistorie er, da odderne troede, at hun og hendes lillesøster var dyrepassere, fordi de var klædt i grønt, og de små, larmende odderunger tiggede mad. Familietid i Zoo for mig er dyrebar, fordi vi dér er lidt som i en lille bobbel, hvor vi kan være sammen væk fra omverden. Min yngste datter er plejebarn, og det er vigtigt som familie at have fælles minder og oplevelser. For os er Zoo et af de steder, hvor hver en lille plet indeholder fælles minder.

Jeg lever ikke mit liv opdelt
At være opstillet som kandidat til Kommunalvalget som ny i politik, singlemor til to piger og med fuldtidsjob er selvfølgelig en stor opgave. Hvordan kan man gøre det, og stadig have balance i familielivet?
Det vigtige er klart, at ens parti støtter, at man prioriterer sin familie. Og så er det for mig vigtigt, at de ting, jeg laver, kan flettes ind i hinanden. Jeg lever ikke mit liv opdelt, men som en enhed. Mine døtre er 15 og 9 og derfor store nok til at være med i nogle af de politiske aktiviteter. Så når jeg for første gang tager til Folkemødet på Bornholm i juni, er mine døtre med, og vi har en af vores nære venner med som barnepige. Det betyder også, at de ting, jeg kæmper for politisk, tit har rødder i de udfordringer, jeg ser i mit lokalområde og hos de mennesker, jeg møder.

Bedre vilkår for udsatte familier
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv opnår jeg ved at skabe gode vilkår for min egen, men også andres familier, inden for alle områderne jeg arbejder for. Begge mine døtre har et handicap, der bevirker, at livet nogle dage er en udfordring. Tryghed og nærhed er afgørende for pigerne, det er mig der udgør den tryghed for dem. Via politik får jeg mulighed for at kæmpe for, at udsatte familier får bedre vilkår, men i den politiske verden kan jeg heldigvis dele det ansvar både med mit eget parti, men også med andre, der arbejder for bedre vilkår for familier.

I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Kulturelle tilbud til børn og unge
Hvis jeg bliver valgt ved det kommende Kommunalvalg, vil de kulturelle tilbud til børn og unge i København have mit store fokus. Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

Det vigtigste for mig er, at børns baggrund ikke afgør deres fremtid. De Radikale ønsker, at alle skal være en del af fællesskabet, men dem der har det svært, skal vi hjælpe, så de komme med ind i fællesskabet. I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Øremærket barsel til mænd og flere omsorgsdage
Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar for at skabe bedre rammer for familierne. Det er afgørende, at vi får øremærket barsel til mænd og får flere omsorgsdage til det enkelte barn. En fremtid, hvor familiepolitik får mere betydning politisk, kræver et parti, der tør at tage dialogen og lave ting om. I det kommende kommunalvalg ser jeg frem til at kæmpe for børn og unges ret til det gode familieliv.

Minimumsnormeringer
I forhold til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så er det en nødvendighed. De Radikale har netop “flere pædagoger i institutionerne” som et af de punkter, vi kæmper for. Vores børn skal have en bedre hverdag, og det kræver flere uddannede pædagoger i institutionerne.

Vi har ikke nok fokus på familiernes vilkår i samfundet. Jeg håber, at jeg politisk kan være med til, at familiepolitik bliver et afgørende emne både i kommunalpolitik – men også på Christiansborg.

Mit familiepolitiske spørgsmål er dette:

Hvordan får vi flere til at opdage, at politik har stor indflydelse på familielivet, så flere forældre bliver politisk aktive, særligt kvinderne?

Tak for, at jeg fik ordet her

Kærlig Hilsen

Randi Hjortholm

Kandidat for de radikale til KV17

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød.

Opgør med Institutions Danmark

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”

Af Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne og opstillet som kandidat til kommunalvalget i Hørsholm Kommune

Stig Grenov ved Usserød Å i Hørsholm Kommune

Man er rig, når børnene har fået lov at vokse op i rolige omgivelser med adgang til natur. Som her ved Usserød Å i Hørsholm. Det var her min dengang 2-årige datter fodrede ænderne med resterne af det gamle franskbrød, som hun ikke selv nåede at tygge i sig. Her legede storebror hule, uden pædagogisk overvågning. Og det har øjensynligt ikke skadet vores tre nu voksne børn.

Jeg har lidt ondt af vores yngste borgere. Uden at blinke med øjnene accepterer vi voksne nemlig, at over 90% går i vuggestue og 96% i børnehave. Ofte med ”arbejdstider” der overstiger en voksen fuldtidsstilling. Vi holder dem i skole til langt ud på eftermiddagen, for at de skal blive klogere – eller måske bare, fordi de så ikke løber i vejen for mor og far, der skal holde bruttonationalproduktet oppe?

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder?

Det er min ambition at udforme politik efter børnenes behov. Intet barn under 2 år har f.eks. bedt om at komme i vuggestue. Giv forældrene ret til deltid eller mulighed for at flekse. Som ung lærer kunne jeg f.eks. hente børnene tidligt fra institutionen, for så at fortsætte arbejdet om aftenen, når mor tog over. Den slags fleksibilitet skal fremmes, hvor det er muligt. Børnefamilier skal have ret til deltidsarbejde, og vælger man selv at passe de små, skal man have 85% af hvad institutionspladsen koster kommunen. Tryghed, sociale spilleregler og sproglig opmærksomhed læres bedst af forældrene.

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”.

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder? Jeg bæver ved at skrive næste sætning. For ingen familie med diagnosebørn skal føle skyld. Men der er sociologer, der kæder det stigende antal diagnoser i skolen sammen med den manglende voksenkontakt.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Og her er det så på tide at sige tak! Tak, til alle de pædagoger der har taget sig ualmindeligt godt af mine børn, mens min kone og jeg var på arbejde. Tak for de ture de tog på, de bleer, der blev skiftet, den gode snak de førte, og som gjorde at jeg hentede nogle glade unger hver dag.

Desværre er normeringerne gået den forkerte vej siden. I dag er 17 børn og én pædagog ikke et særsyn. Det på trods af, at man forventer at børnehaver integrerer børn af udenlandsk herkomst og afhjælper sociale udfordringer.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Men KD vil også investere i gratis familieterapi. En stabil ramme for opvæksten er det væsentligste, vi kan give den næste generation. Det gælder også, når bruddet mellem forældrene er uundgåeligt.

– Men jeg savner bl.a. at høre fra skilsmissefamilier, hvordan jeg politisk kan komme dem i møde, så de trives bedre i hverdagen. Har du idéer, ønsker eller bare et problem uden løsning, så hører jeg meget gerne fra dig.

På genhør

Stig Grenov
Kandidat til Hørsholm Kommunalbestyrelse
E-mail: stig@kd.dk

Giv børn din stemme

FAMILIEPOLITISK AKTIONSGRUPPE VIL SÆTTE BØRNS TRIVSEL PÅ DAGSORDEN

Kommunalvalget 2017 nærmer sig og”Giv børn din stemme” er navnet på en nystartet familiepolitisk aktionsgruppe, som gør præcis det, navnet opfordrer til: Den giver børnene en stemme i den offentlige debat og kæmper for at få vælgerne til at stemme på politikere, som prioriterer børns trivsel. – Her kommer gruppens første udmelding:

Vi mener, ligesom al forskning på området, at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.

Illustration af Anne-Mette Karstad Poulsen for Familiepolitisk Aktionsgruppe efter “Find Holger” af Martin Handford.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen og Pernille Yde Honoré

”Børnene er det vigtigste, vi har”. Vi siger det igen og igen, til os selv – hinanden – og ikke mindst til vores børn.

Men ser man på den dagligdag, mange børn har i deres institution, kan det være svært at få øje på den omsorg og kærlighed, ordene udtrykker.

Det mismatch mellem ord og virkelighed vil vi i ”Giv børn din stemme” lave om på!

Vi vil have institutioner, der afspejler, at børnene virkelig er det vigtigste, vi har. Vi vil have institutioner, der ikke blot hjælper børnene med at lære at tale, men faktisk også lytter til det, børnene siger. Vi vil det for børnenes, for familiernes og for samfundets skyld.

Børnenes vogtere
Kort fortalt er vi nok den mest lovlydige og vandkæmmede aktivistgruppe nord for ækvator. Der er ingen barrikade-krigere eller politikeraspiranter her – faktisk er der kun pligtopfyldende borgere, som har fået nok!

Nok af besparelser og effektiviseringer på børnenes og pædagogernes bekostning, nok af faktaresistente politikere, nok af tavshedskulturen i vuggestuer og børnehaver – og nok af at se stiltiende til, imens børn dagligt udsættes for offentligt omsorgsvigt.

Vi er først og fremmest forældre og enkelte pædagoger. Vi er tilhængere af daginstitutioner, og det skal være under ordenlige forhold. Vuggestuer og børnehaver skal være til for at fremme børns trivsel, udvikling og læring –fuldstændig i tråd med det, dagtilbudsloven foreskriver. Daginstitutionerne skal ikke være en praktisk opbevaringsordning til vores børn, mens vi går på arbejde.

Vi mener – ligesom al forskning på området – at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Fakta-resistent børneminister
Det bekymrer os derfor dybt, at vi har en børneminister, som ignorerer denne viden. En børneminister, der kalder de historisk dårlige normeringer for en myte og konsekvent henviser til alternative fakta, når hun skal beskrive normeringerne, i stedet for at forholde sig til den virkelighed børnene lever i. (Se artikel i Information.)

Det bekymrer os, at forældres, pædagogers og eksperters desperate råb på flere hænder besvares med en påstand om, at der er skam hænder nok, hændernes ejermænd skal blot være dygtigere.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Stem på en politiker, der vil dit barn det bedste
Vores mission er at skabe opmærksomhed om de kritisable forhold i børneinstitutionerne og allervigtigst: De konsekvenser det har for børn at have en hverdag i de rammer.

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Det er en helt bevidst retningslinje, at gruppe ikke laver skræmmekampagner, selvom der desværre er rigeligt stof til det. Vores fokus er på det lille, men dybt alvorlige svigt, som alt for mange børn oplever dagligt, fordi de hurtigløbende pædagoger simpelthen ikke kan nå at være i kontakt med dem alle.

Vores ambition er at brolægge vejen til mere bevidste vælgere med humor og fakta. Hvordan det praktisk kommer til udtryk, afslører vi i de kommende måneder og op til kommunalvalget, men kampagner på sociale medier, presseindsats, liveaktioner og demonstrationer bliver de bærende elementer.

Vi gør det sammen!
Vi har dannet aktionsgruppen, fordi vi tror på, at vi sammen kan flytte bjerge, og fordi vi ikke kan lade være. Som én sagde til vores første møde: Når man først sætter sig ind i dette emne, er der ingen vej tilbage – man kan ikke vende det blinde øje til.

Vi gør det, fordi vi hverken kan eller vil se stiltiende til, imens vi som samfund nedprioriterer vores børn igen og igen.

Som Martin Luther King sagde, ”slutter vores liv den dag, vi tier stille om det, som er vigtigt”. Vi siger alle, at vores børn er det vigtigste, vi har. Lad os kæmpe for at få en politisk dagsorden, som afspejler det!

Kontakt Familiepolitisk Aktionsgruppe: givboerndinstemme@gmail.com

Om skribenterne

Pernille Yde Honoré er kommunikationsrådgiver og mor til tvillinger på tre år. Hun er uddannet journalist og bor i København. Da hendes og hendes mands barselsorlov var opbrugt, valgte hun at sige sit fuldtidsjob op for at passe deres børn hjemme, indtil de fyldte to år.

Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København.

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Tid til at tage imod en tegning?

Jeg hader, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringerne ved at være barn i en børnehave. Vi ved lige præcis, hvad der skal til for at hjælpe dem – men vi har ikke tiden til det.

BØRNEHAVELIV: I Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook har der op til påsken været en del aktivistiske skriverier om daginstitutions-normeringer efter at BUPL har udgivet tal, der viser en meget presset dagligdag for landets pædagoger. Familiepolitisk Netværks blog bringer her pædagog Sandra Nygård Bechs opråb, som hun udgav i sin statusopdatering i gruppen på Facebook forleden (red.)

Af Pædagog Sandra Nygård Bech, Århus

Om skribenten: Sandra Nygård Bech er uddannet pædagog i 2009, og har siden været ansat i daginstitutioner i Aarhus Kommune og er pt. ansat i en integreret institution i Stavtrup. Hun har altid brændt for arbejdet med børn og har været meget aktiv i kampen om bedre vilkår for børnene.

Denne tegning er en af grundene til, at jeg stort set altid har lommer i det tøj, jeg har på på arbejde. Denne tegning har jeg idag modtaget som gave. Jeg tog imod med glæde og spurgte nysgerrigt ind til den. “Wow – Tak! Hvad har du lavet?” Pigen svarer stolt, at det er sådan en gul og sort én, som hun har klippet. Og ja – det er jo lige præcis det det er. Jeg lægger tegningen ned i lommen og glemmer at den er der. Lige indtil pigen efter et par timer finder mig igen, smiler til mig og spørger; “Hvor er din tegning?” Jeg finder hurtigt tegningen frem fra lommen og viser hende, at jeg passer på den og værdsætter hendes gave. Hun griner genert, og løber glad videre ned i børnehaven.

Jeg føler mig lettet over at tegningen lå i min lomme, da jeg ser glæden og stoltheden lyse i hendes øjne og jeg ser hvordan hun med en dyb indånding tager helt ind i hjertet, at hun har værdi for mig. Mine lommer er ofte fyldte, og det er dejligt at kunne give børnene den gave at lade dem vide, at det de kommer og deler med mig har værdi.

Men i hverdagen er børnene mange og lommerne få, og det er desværre langt fra alle, som oplever det samme, som pigen i eksemplet her.

Langt oftere vil børnene opleve, at den voksne, som gaven skulle gives til, er optaget af at tale med Nikolajs mor, løse en konflikt mellem Jonas og Karoline, minde Alma om at gå på toilettet, pudse violas næse, sikre at Wahid har fået eftermiddagsmad, tage imod besked fra en kollega, som er på vej hjem, lave en plan for imorgen, nu hvor Yrsa er syg, og der ikke må kaldes vikar ind og… Alt imens står Maren med sin tegning… Hun havde gjort sig umage, og tænkt på, hvor dejligt det ville blive at se sin yndlings voksen blive glad for så betydningsfuld en gave. Men når man om eftermiddagen skal dele de 5 voksne med 80 andre børn, og 80 forældre, og intra, og telefonopkald, og opvasken, og vasketøjet… Ja – så er det ikke alle gaver som modtages med den respekt og glæde, som bør følge med.

Da Luna i dag gav mig gaven, gav hun mig mere end blot et stykke papir med sparsom tegning, som hun havde klippet i. Hun gav mig en invitation til at indgå i en relation med hende. En invitation til dialog, nærvær og omsorg. I dag havde jeg tid til at møde hende i den, og mødet gav mig en følelse af glæde og stolthed, og jeg fornemmede, at hun gik derfra med større selvværd og følelse af at høre til og være blevet set i det store fællesskab.

Men hvad mon det betyder, at hun vender tilbage? Er det mon et trist tegn på at relationerne i dagens institutioner er blevet så overfladiske og sporadiske, at børnene ikke længere føler sig sikre på dem? I virkeligheden burde det vel ikke være nødvendigt at følge op på om den voksne nu også delte oplevelsen, værdsatte den, respekterede den?
Jeg forstår dog godt, at hun gør det.

Jeg er omringet af nogle af de mest kompetente kolleger, jeg har mødt i de snart 10 år, jeg har været i pædagogverden. Jeg ser dem bruge HVERT ET LEDIGT ØJEBLIK på at se et barn i øjnene, kramme dem, grine med dem, udvikle sig sammen med dem, men øjeblikkene er færre, og jeg kan mærke helt ind i hjertet, at jeg HADER det.

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor … alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge, for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an?

Jeg HADER, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringer ved at være barn i en børnehave. Vi VED lige præcis, hvad der skal for at hjælpe dem, men vi har ikke tiden til det.

Det lyder så flot, når regeringen fortæller, at de vil afsætte millioner til børneområdet, men hvornår hulan får de øjnene op for, at Luna i dag IKKE havde brug for, at jeg havde været på endnu et kursus og havde læst store vigtige teoribøger!
Hun havde brug for, at jeg havde tiden til at se hende, møde hende, værdsætte hende og sige JA TAK til hendes utroligt fine invitation.
Det er DÉT der skal til!
Det er DÉT der batter!
Det er DÉR, vi når børnene!
– Og det er DÉR politikere vil få deres fine resultater af deres tests.

For børn i trivsel, som har selvværd og selvtillid, som har tillid til at deres medmennesker og som oplever betydningsfulde relationer – det er netop DE børn, som klarer sig godt i skolen, som tør satse højt, som tør gå foran, og som ved de fortjener at være lykkelige.

Hvor ville jeg dog ønske, at politikerne snart ville lytte til de sande eksperter; pædagogerne, som ER kompetente, og som hver dag løfter et kæmpe ansvar for fremtidens borger under helt urimelige forhold!

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor alt du skulle mestre for at klare dit arbejde skulle læres for første gang? Samtidig skal du forestille dig, at alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an? Tilføj at hverken du eller dine kolleger forstår jer på at kommunikere om opgaven.

Du ville sikkert ikke holde længe på den arbejdsplads, så hjælp nu med at sikre, at børnene heller ikke skal arbejde under så kritisable forhold!

Læs også pædagog Kirstine Kirks indlæg om hvorfor vi som forældre og pædagoger ikke protesterer mere højlydt her.

Stop det offentlige omsorgssvigt

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Når vi ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger? Det har været debatteret ivrigt i Familiepolitisk Netværk. I den forgangne uge kom BUPL så med nye tal på daginstitutionsområdet, der blev fulgt af advarsler om et offentligt omsorgssvigt. Derfor kommer her netværks-medstifter Karen Lumholts bud på en skabelon til brug for bekymrede forældre, som vil skrive brev til de ansvarlige kommunalpolitikere.

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Af Karen Lumholt

Om skribenten: Karen Lumholt er journalist, mor til tre voksne børn og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Hun har skrevet en række bøger om børn, samfund og familie, har været opstillet til Folketinget, været direktør for Tænketanken Cura og er nu selvstændig rådgiver, foredragsholder og underviser.

Kære kommunalpolitikere – hjælp os med et opgør med løgne- og tavshedskulturen

Jeg har skrevet et brev til kommunalpolitikerne, fordi jeg mener, at de bør vide, hvor galt det står til i daginstitutionerne.

Desværre bliver oplysningerne om forholdene i daginstitutionerne ofte skjult for politikerne, fordi forvaltningerne ønsker at lægge låg på. Og fordi tavshedskulturen råder i institutionerne, hvor man ikke vil gøre forældrene bekymrede og ikke vil kaste negativt lys på institutionens ledelse, som knokler som besat for at få enderne til at mødes.

Altsammen forståeligt og i rystende grad velbegrundet – det handler jo om mennesker, der risikerer jobbet. Men politikerne SKAL vågne op og tage ansvar.

Derfor brevet.

Brevet kan frit bruges af alle jer, som læser dette, som inspiration. Det er stilet til de folkevalgte politikere i kommunens “Udvalg for Børn og Unge”, som kan hedde lidt forskelligt fra kommune til kommune.

Mit forslag er, at henvendelsen sendes til hvert enkelt udvalgsmedlem. Mailadresser vil ofte være at finde på kommunens hjemmeside, men ellers må forvaltningen kunne hjælpe.

Brevet er meget langt og skal opfattes som en bruttoliste. Man kan vælge og vrage i indholdet, og man kan sakse i brevet og bruge de dele, man kan identificere sig med. Hovedsagen er:

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Her kommer brevet:

__________________________________

Til medlemmerne af Udvalget for Børn og Unge – eller hvad det nu hedder i din kommune.

Jeg har i dag – igen – måttet aflevere mit barn i vuggestue/børnehave med en følelse af stærk uro og bekymring. Min bekymring betyder, at jeg nu (igen) overvejer at holde mit barn hjemme og at melde mig selv syg. Muligvis helt at tage mit barn ud af institutionen.

Jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg har en rigtig god kontakt både til personale og leder i institutionen og at jeg har den største respekt for pædagogernes faglige arbejde og for institutionens leder og ledelse.

Af samme grund ønsker jeg IKKE på nogen måde at hænge institutionen ud. Og derfor har jeg IKKE i første omgang nævnt institutionens navn, hvor personalet knokler for at få enderne til at mødes, og tydeligvis knokler mere og mere for hver dag, der går. Jeg oplever, at deres vilkår bliver ringere og ringere.

Jeg vil gerne fortælle om den konkrete situation, som jeg oplevede i dag:

I dag var situationen den, at…… – skriv her lidt om den konkrete situation, men uden at skrive noget dårligt om enkeltpersoner, hvad enten det er børn, personale eller forældre. Overvej igen om du overhovedet skal nævne institutionens navn.

Andre dage har situationen været, at… – lad dig evt. inspirere af denne liste:

… små børn, der var lidt pjevsede eller småsløje, ikke fik den omsorg, de åbenlyst trængte til
… blebørn ikke blev skiftet, men måtte vente længe
… nystartede børn på stuen græd og tydeligvis var utrygge og måske ulykkelige
… børn der lige var blevet afleveret af far eller mor var grædende, men ikke kunne blive taget op
… børn sloges uden at personalet kunne komme det barn til hjælp, som var blevet slået/bidt/ramt
… et barn var kommet til skade, men der var ikke tid til trøst
… en pædagog var alene med XX børn
… børnegruppen var alt for stor til 2 personaler (eller 1)
… eller hvad du/I nu har oplevet.

Jeg er bekymret, fordi hverken mit barn eller andre små børn får den omsorg, der er så vigtig, for at de kan udvikle sig normalt.

Jeg er bekymret for, om børnene og pædagogerne i længden kan holde til det.

Jeg er også bekymret, fordi paragrafferne i Dagtilbudsloven tydeligvis ikke bliver overholdt.

Der finder altså lovovertrædelser sted.

Min bekymring går især på fire forhold:

Mængden af børn på stuen/legepladsen er alt for stor, set i forhold til, at mange af børnene har behov for omsorg/trøst/konfliktløsning/hjælp til fx toiletbesøg eller mad
Der er for få pædagoger/medhjælpere, der reelt kan være til stede på stuen (mange går fra til møder/kontorarbejde/arbejde med planer, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og udenfor huset etc.)
Personalet kan i længden blive slidt/måske syge og udbrændte, fordi de hele tiden går til deres yderste grænse for deres formåen og ikke kan opfylde de krav, de selv stiller til fagligt forsvarligt arbejde med børn og forældre
Der er ingen vikardækning v. pædagogers fravær fra stuen, fx pga. ferie, omsorgsdage (pr. pædagog typisk ca. 34 dage om året), kurser, afvikling af aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt, udarbejdelse af diverse test og læreplaner, møder/kontorarbejde, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og uden for huset samt ved sygdom. Jeg ved ikke om I politikere er klar over det, men alt dette fravær fra stuen er som regel IKKE vikardækket.

Ligesom min respekt for de enkelte pædagoger og for lederen er enormt stor, har jeg også stor respekt for forvaltningen, som så vidt jeg er orienteret også gør, hvad de kan, for at få ressourcerne til at slå til.

Men uanset de gode viljer KAN det ikke lade sig gøre.

Sandheden er, at forholdene nu er sådan, at især de helt små børn og de børn, som er mest sårbare, bliver svigtet hver eneste dag. Og at de lidt større og lidt mere robuste børn også lider. Jeg ser det selv. Og jeg hører pædagoger sige det. Men de tør ikke sige det højt.

I de år, jeg har haft børn, er børnegrupperne på stuerne blevet større, institutionerne er blevet større og personalet, der er til stede på stuerne, blevet færre. Dem, der er tilstede, har mere travlt. I ydertimerne virker de meget pressede, selv om de gør, hvad de kan, for, at vi forældre ikke skal mærke noget.

Samtidig bliver børnene yngre og yngre. Et barn, der går fra børnehave til skole er i dag 5 år. For nogle år siden (før 0. klasse blev obligatorisk), var børnehavebørnene op til 7 år. Nu er de yngste ikke engang 3 år og går stadig med ble. Og vuggestuebørnene er tilsvarende yngre.

Jeg ved, at mange politikere – ligesom vi forældre – er bevidste om, at institutionerne har problemer, men trøster sig med, at Finansministeriet og Børne- og Socialministeren fortæller os, at normeringerne ikke er blevet væsentligt ringere de senere år.

Men det er ikke det, vi ser i praksis. Det er ikke den virkelighed, der møder os i institutionerne.

Ministeriets beregning af de gængse normeringer hviler på et grundlag, hvor man IKKE tager højde for, at pædagoger og institutioner er blevet pålagt en mængde opgaver, som indebærer, at ressourcerne går fra børnene. Tiltag, som hver især er fornuftige nok, men som i praksis trækker ressourcerne væk fra kerneydelsen: Samværet med børnene.

Det er for eksempel tests, læreplaner, sprogscreening, møder i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole, samtaler med andre instanser, herunder skoler, fritidshjem, SFO, PPR, psykologer, talepædagoger osv. Der er obligatoriske kurser, aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt. Samt et væld af andre opgaver. Jeg har set en liste over opgaver for pædagogerne, som IKKE havde noget med arbejdet på stuen at gøre, som fyldte 29 sider. Opgaver, som daginstitutionerne er pålagt oppefra, men som ikke udløser forberedelsestid eller på anden vis udløser ekstra normeringer, penge eller vikarer.

Tiden går, igen, fra børnene.

At der ikke tales, ja råbes meget højt om alt dette, i offentligheden, kan skyldes flere ting:

At pædagogerne giver sig selv mundkurv på og ikke tør fortælle os forældre, hvor galt det står til, af angst for at gøre de i forvejen pressede forældre urolige – dette bekræfter BUPL.
At institutionsledere ikke tør råbe op af bekymring for, om der kan kastes et kritisk lys på netop deres institution – dette bekræfter de institutionsledere, som jeg har talt med.
At klyngeledere og områdeledere tier af samme årsag – fordi de ikke vil kritiseres for ikke at løse den opgave, de er pålagt af forvaltningen.
At ledere på alle niveauer dukker sig for ikke at komme i kritisk søgelys.
At forvaltningschefer også helst vil have, at området ser ”pænt ud” – hvilket det nemt kan gøre, på papiret, men kun så længe man fortier de forhold, jeg nævner her.

Udefra set kan det se imponerende ud. Aldrig har så mange børn været i institution som nu. ”Produktionen” er i top – der ydes ”velfærd” i enorme mængder. Men kvaliteten er tilsyneladende i bund.

Ingen vil indrømme det. Heller ikke vi forældre, for vi er nødt til at tro på, at vores børn har det godt og trygt, mens vi er væk fra dem, hvis vi skal kunne gå på arbejde.

Løgnekulturen ser ud til at være massiv.

Alle vi, der til daglig færdes i børnenes institutioner – forældre, bedsteforældre og personale – kan mærke det: Den er helt gal!

Situationen er uholdbar. Personalet er tæt på sammenbrud. Forældrene er bekymrede. Og med stressede forældre og stressede pædagoger er de små børn omgivet af stress fra morgen til aften.

Lytter man til børneforskere som Dion Sommer, Per Schultz-Jørgensen, Margrethe Brun Hansen og mange, mange andre, er man ikke i tvivl: Det er ikke sundt! Stress smitter!

De børnesagkyndige psykologer siger det: Små børn, der ikke får den omsorg, trøst og støtte, de har brug for, oplever et svigt, der sætter sig på en irreversibel måde i deres sind: Manglende selvværd, manglende evne til at regulere egne følelser, uhensigtsmæssig kognitiv og følelsesmæssig udvikling, som senere kan vise sig som meget alvorlig psykisk sårbarhed, starter i vuggestue- og børnehavealderen.

Vi ved det – fra utallige videnskabelige udredninger og fra enorme mængder af forskning om børn. Og der er ingen grund til at være i tvivl om rigtigheden af denne forskning, for det er de samme konklusioner, eksperterne kommer frem til igen og igen: Børn, der føler usikkerhed, angst og forladthed som små, bliver urolige, ukoncentrerede og usikre som lidt større og får ofte vanskeligheder ved at lære, ved at omgås andre, ved at knytte sig til andre, at regulere deres følelser og aggressioner, at passe en uddannelse og et arbejde og at skabe en sund familie…

Økonomen James Heckmann, nobelpristager, har vist, hvordan vi som samfund kommer til at betale en meget høj pris for vores svigt af de allermindste. Ja, faktisk kommer pengene, som vi investerer i de allermindste, igen 16 gange, målt i velfærd. Et samfund, der svigter sine mindste, bliver et skrøbeligt samfund og dertil et meget dyrt og dårligt velfærdssamfund. Og et samfund med stressede, syge og sårbare mennesker.

Jeg tror, vi er mange forældre, der ligesom mig er ved at have fået nok. Mange, der er tæt på at sige vores job op, tage vores børn ud af institutionerne og passe dem selv, velvidende at vores boligsituation og økonomi kan blive alvorligt truet, at vi måske mister tilknytningen til arbejdsmarkedet eller i hvert fald til vores branche eller fag.

Men hellere det – er vi måske mange, der vil tænke – end hver dag at se, at små børn, der kun har denne ene barndom, lider afsavn og måske tager skade.

Det er med stor alvor, jeg appellerer til jer politikere, om at vågne op. Jeg appellerer til jer om at stoppe den kultur af selvbedrag, der har fået jer og mange andre til stiltiende at lade denne underminering af vores engang så verdensberømte daginstitutioner foregå.

Jeg appellerer til jer om at være de politikere, der ansvarligt, ærligt og modigt siger fra. Jeg appellerer til jer om at stille jer på forældrenes, bedsteforældrenes, pædagogernes og forskernes side og sige til Christiansborg og Finansministeriet: Nu er det nok! Nu går den ikke længere!

Kommunerne presses til offentlig omsorgssvigt.

Det er ikke værdigt for jer, for forvaltningen, for pædagogerne, for forældrene – og slet ikke værdigt, at vi som samfund behandler børnene, som ikke kan sige fra, på denne måde. Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Jeg ved, at jeg ikke er alene med min bekymring. Jeg ved, at vi er mange. Og at vi er ved at nå en grænse, hvor vi ikke længere kan se passivt på.

Jeg håber, at I politikere endelig vil lytte, også selv om jeres moderpartier på Christiansborg har svært ved at se alvoren. Jeg håber at I, der er tæt på forældre og pædagoger, vil tage bladet fra munden.

Om ikke andet, så fordi I i år er på valg.

Med venlig hilsen

Navn og
Adresse

___________________________________

Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Læs også del 1 af Familiepolitisk Netværks Blogs tema om bekymringshenvendelser: “Min søn på 2 år strejker i dag”

Læs også pædagog Kirstine Kirks beskrivelse af forholdene i daginstitutionerne.