BEKYMRINGS HENVENDELSER
Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Når vi ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger? Det har været debatteret ivrigt i Familiepolitisk Netværk. I den forgangne uge kom BUPL så med nye tal på daginstitutionsområdet, der blev fulgt af advarsler om et offentligt omsorgssvigt. Derfor kommer her netværks-medstifter Karen Lumholts bud på en skabelon til brug for bekymrede forældre, som vil skrive brev til de ansvarlige kommunalpolitikere.

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!
Af Karen Lumholt
Om skribenten: Karen Lumholt er journalist, mor til tre voksne børn og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Hun har skrevet en række bøger om børn, samfund og familie, har været opstillet til Folketinget, været direktør for Tænketanken Cura og er nu selvstændig rådgiver, foredragsholder og underviser.
Kære kommunalpolitikere – hjælp os med et opgør med løgne- og tavshedskulturen
Jeg har skrevet et brev til kommunalpolitikerne, fordi jeg mener, at de bør vide, hvor galt det står til i daginstitutionerne.
Desværre bliver oplysningerne om forholdene i daginstitutionerne ofte skjult for politikerne, fordi forvaltningerne ønsker at lægge låg på. Og fordi tavshedskulturen råder i institutionerne, hvor man ikke vil gøre forældrene bekymrede og ikke vil kaste negativt lys på institutionens ledelse, som knokler som besat for at få enderne til at mødes.
Altsammen forståeligt og i rystende grad velbegrundet – det handler jo om mennesker, der risikerer jobbet. Men politikerne SKAL vågne op og tage ansvar.
Derfor brevet.
Brevet kan frit bruges af alle jer, som læser dette, som inspiration. Det er stilet til de folkevalgte politikere i kommunens “Udvalg for Børn og Unge”, som kan hedde lidt forskelligt fra kommune til kommune.
Mit forslag er, at henvendelsen sendes til hvert enkelt udvalgsmedlem. Mailadresser vil ofte være at finde på kommunens hjemmeside, men ellers må forvaltningen kunne hjælpe.
Brevet er meget langt og skal opfattes som en bruttoliste. Man kan vælge og vrage i indholdet, og man kan sakse i brevet og bruge de dele, man kan identificere sig med. Hovedsagen er:
Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!
Her kommer brevet:
__________________________________
Til medlemmerne af Udvalget for Børn og Unge – eller hvad det nu hedder i din kommune.
Jeg har i dag – igen – måttet aflevere mit barn i vuggestue/børnehave med en følelse af stærk uro og bekymring. Min bekymring betyder, at jeg nu (igen) overvejer at holde mit barn hjemme og at melde mig selv syg. Muligvis helt at tage mit barn ud af institutionen.
Jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg har en rigtig god kontakt både til personale og leder i institutionen og at jeg har den største respekt for pædagogernes faglige arbejde og for institutionens leder og ledelse.
Af samme grund ønsker jeg IKKE på nogen måde at hænge institutionen ud. Og derfor har jeg IKKE i første omgang nævnt institutionens navn, hvor personalet knokler for at få enderne til at mødes, og tydeligvis knokler mere og mere for hver dag, der går. Jeg oplever, at deres vilkår bliver ringere og ringere.
Jeg vil gerne fortælle om den konkrete situation, som jeg oplevede i dag:
I dag var situationen den, at…… – skriv her lidt om den konkrete situation, men uden at skrive noget dårligt om enkeltpersoner, hvad enten det er børn, personale eller forældre. Overvej igen om du overhovedet skal nævne institutionens navn.
Andre dage har situationen været, at… – lad dig evt. inspirere af denne liste:
- … små børn, der var lidt pjevsede eller småsløje, ikke fik den omsorg, de åbenlyst trængte til
- … blebørn ikke blev skiftet, men måtte vente længe
- … nystartede børn på stuen græd og tydeligvis var utrygge og måske ulykkelige
- … børn der lige var blevet afleveret af far eller mor var grædende, men ikke kunne blive taget op
- … børn sloges uden at personalet kunne komme det barn til hjælp, som var blevet slået/bidt/ramt
- … et barn var kommet til skade, men der var ikke tid til trøst
- … en pædagog var alene med XX børn
- … børnegruppen var alt for stor til 2 personaler (eller 1)
- … eller hvad du/I nu har oplevet.
Jeg er bekymret, fordi hverken mit barn eller andre små børn får den omsorg, der er så vigtig, for at de kan udvikle sig normalt.
Jeg er bekymret for, om børnene og pædagogerne i længden kan holde til det.
Jeg er også bekymret, fordi paragrafferne i Dagtilbudsloven tydeligvis ikke bliver overholdt.
Der finder altså lovovertrædelser sted.
Min bekymring går især på fire forhold:
- Mængden af børn på stuen/legepladsen er alt for stor, set i forhold til, at mange af børnene har behov for omsorg/trøst/konfliktløsning/hjælp til fx toiletbesøg eller mad
- Der er for få pædagoger/medhjælpere, der reelt kan være til stede på stuen (mange går fra til møder/kontorarbejde/arbejde med planer, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og udenfor huset etc.)
- Personalet kan i længden blive slidt/måske syge og udbrændte, fordi de hele tiden går til deres yderste grænse for deres formåen og ikke kan opfylde de krav, de selv stiller til fagligt forsvarligt arbejde med børn og forældre
- Der er ingen vikardækning v. pædagogers fravær fra stuen, fx pga. ferie, omsorgsdage (pr. pædagog typisk ca. 34 dage om året), kurser, afvikling af aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt, udarbejdelse af diverse test og læreplaner, møder/kontorarbejde, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og uden for huset samt ved sygdom. Jeg ved ikke om I politikere er klar over det, men alt dette fravær fra stuen er som regel IKKE vikardækket.
Ligesom min respekt for de enkelte pædagoger og for lederen er enormt stor, har jeg også stor respekt for forvaltningen, som så vidt jeg er orienteret også gør, hvad de kan, for at få ressourcerne til at slå til.
Men uanset de gode viljer KAN det ikke lade sig gøre.
Sandheden er, at forholdene nu er sådan, at især de helt små børn og de børn, som er mest sårbare, bliver svigtet hver eneste dag. Og at de lidt større og lidt mere robuste børn også lider. Jeg ser det selv. Og jeg hører pædagoger sige det. Men de tør ikke sige det højt.
I de år, jeg har haft børn, er børnegrupperne på stuerne blevet større, institutionerne er blevet større og personalet, der er til stede på stuerne, blevet færre. Dem, der er tilstede, har mere travlt. I ydertimerne virker de meget pressede, selv om de gør, hvad de kan, for, at vi forældre ikke skal mærke noget.
Samtidig bliver børnene yngre og yngre. Et barn, der går fra børnehave til skole er i dag 5 år. For nogle år siden (før 0. klasse blev obligatorisk), var børnehavebørnene op til 7 år. Nu er de yngste ikke engang 3 år og går stadig med ble. Og vuggestuebørnene er tilsvarende yngre.
Jeg ved, at mange politikere – ligesom vi forældre – er bevidste om, at institutionerne har problemer, men trøster sig med, at Finansministeriet og Børne- og Socialministeren fortæller os, at normeringerne ikke er blevet væsentligt ringere de senere år.
Men det er ikke det, vi ser i praksis. Det er ikke den virkelighed, der møder os i institutionerne.
Ministeriets beregning af de gængse normeringer hviler på et grundlag, hvor man IKKE tager højde for, at pædagoger og institutioner er blevet pålagt en mængde opgaver, som indebærer, at ressourcerne går fra børnene. Tiltag, som hver især er fornuftige nok, men som i praksis trækker ressourcerne væk fra kerneydelsen: Samværet med børnene.
Det er for eksempel tests, læreplaner, sprogscreening, møder i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole, samtaler med andre instanser, herunder skoler, fritidshjem, SFO, PPR, psykologer, talepædagoger osv. Der er obligatoriske kurser, aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt. Samt et væld af andre opgaver. Jeg har set en liste over opgaver for pædagogerne, som IKKE havde noget med arbejdet på stuen at gøre, som fyldte 29 sider. Opgaver, som daginstitutionerne er pålagt oppefra, men som ikke udløser forberedelsestid eller på anden vis udløser ekstra normeringer, penge eller vikarer.
Tiden går, igen, fra børnene.
At der ikke tales, ja råbes meget højt om alt dette, i offentligheden, kan skyldes flere ting:
- At pædagogerne giver sig selv mundkurv på og ikke tør fortælle os forældre, hvor galt det står til, af angst for at gøre de i forvejen pressede forældre urolige – dette bekræfter BUPL.
- At institutionsledere ikke tør råbe op af bekymring for, om der kan kastes et kritisk lys på netop deres institution – dette bekræfter de institutionsledere, som jeg har talt med.
- At klyngeledere og områdeledere tier af samme årsag – fordi de ikke vil kritiseres for ikke at løse den opgave, de er pålagt af forvaltningen.
- At ledere på alle niveauer dukker sig for ikke at komme i kritisk søgelys.
- At forvaltningschefer også helst vil have, at området ser ”pænt ud” – hvilket det nemt kan gøre, på papiret, men kun så længe man fortier de forhold, jeg nævner her.
Udefra set kan det se imponerende ud. Aldrig har så mange børn været i institution som nu. ”Produktionen” er i top – der ydes ”velfærd” i enorme mængder. Men kvaliteten er tilsyneladende i bund.
Ingen vil indrømme det. Heller ikke vi forældre, for vi er nødt til at tro på, at vores børn har det godt og trygt, mens vi er væk fra dem, hvis vi skal kunne gå på arbejde.
Løgnekulturen ser ud til at være massiv.
Alle vi, der til daglig færdes i børnenes institutioner – forældre, bedsteforældre og personale – kan mærke det: Den er helt gal!
Situationen er uholdbar. Personalet er tæt på sammenbrud. Forældrene er bekymrede. Og med stressede forældre og stressede pædagoger er de små børn omgivet af stress fra morgen til aften.
Lytter man til børneforskere som Dion Sommer, Per Schultz-Jørgensen, Margrethe Brun Hansen og mange, mange andre, er man ikke i tvivl: Det er ikke sundt! Stress smitter!
De børnesagkyndige psykologer siger det: Små børn, der ikke får den omsorg, trøst og støtte, de har brug for, oplever et svigt, der sætter sig på en irreversibel måde i deres sind: Manglende selvværd, manglende evne til at regulere egne følelser, uhensigtsmæssig kognitiv og følelsesmæssig udvikling, som senere kan vise sig som meget alvorlig psykisk sårbarhed, starter i vuggestue- og børnehavealderen.
Vi ved det – fra utallige videnskabelige udredninger og fra enorme mængder af forskning om børn. Og der er ingen grund til at være i tvivl om rigtigheden af denne forskning, for det er de samme konklusioner, eksperterne kommer frem til igen og igen: Børn, der føler usikkerhed, angst og forladthed som små, bliver urolige, ukoncentrerede og usikre som lidt større og får ofte vanskeligheder ved at lære, ved at omgås andre, ved at knytte sig til andre, at regulere deres følelser og aggressioner, at passe en uddannelse og et arbejde og at skabe en sund familie…
Økonomen James Heckmann, nobelpristager, har vist, hvordan vi som samfund kommer til at betale en meget høj pris for vores svigt af de allermindste. Ja, faktisk kommer pengene, som vi investerer i de allermindste, igen 16 gange, målt i velfærd. Et samfund, der svigter sine mindste, bliver et skrøbeligt samfund og dertil et meget dyrt og dårligt velfærdssamfund. Og et samfund med stressede, syge og sårbare mennesker.
Jeg tror, vi er mange forældre, der ligesom mig er ved at have fået nok. Mange, der er tæt på at sige vores job op, tage vores børn ud af institutionerne og passe dem selv, velvidende at vores boligsituation og økonomi kan blive alvorligt truet, at vi måske mister tilknytningen til arbejdsmarkedet eller i hvert fald til vores branche eller fag.
Men hellere det – er vi måske mange, der vil tænke – end hver dag at se, at små børn, der kun har denne ene barndom, lider afsavn og måske tager skade.
Det er med stor alvor, jeg appellerer til jer politikere, om at vågne op. Jeg appellerer til jer om at stoppe den kultur af selvbedrag, der har fået jer og mange andre til stiltiende at lade denne underminering af vores engang så verdensberømte daginstitutioner foregå.
Jeg appellerer til jer om at være de politikere, der ansvarligt, ærligt og modigt siger fra. Jeg appellerer til jer om at stille jer på forældrenes, bedsteforældrenes, pædagogernes og forskernes side og sige til Christiansborg og Finansministeriet: Nu er det nok! Nu går den ikke længere!
Kommunerne presses til offentlig omsorgssvigt.
Det er ikke værdigt for jer, for forvaltningen, for pædagogerne, for forældrene – og slet ikke værdigt, at vi som samfund behandler børnene, som ikke kan sige fra, på denne måde. Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.
Jeg ved, at jeg ikke er alene med min bekymring. Jeg ved, at vi er mange. Og at vi er ved at nå en grænse, hvor vi ikke længere kan se passivt på.
Jeg håber, at I politikere endelig vil lytte, også selv om jeres moderpartier på Christiansborg har svært ved at se alvoren. Jeg håber at I, der er tæt på forældre og pædagoger, vil tage bladet fra munden.
Om ikke andet, så fordi I i år er på valg.
Med venlig hilsen
Navn og
Adresse
___________________________________
Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.
Læs også del 1 af Familiepolitisk Netværks Blogs tema om bekymringshenvendelser: “Min søn på 2 år strejker i dag”
Læs også pædagog Kirstine Kirks beskrivelse af forholdene i daginstitutionerne.