Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på minimumsnormeringer, ret til at passe syge børn, ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du det sjette interview i rækken. Det er med SF’s børneordfører Jacob Mark. De kommende dage får du et nyt interview, hver dag. Se her hvad vi har spurgt alle politikerne om.

Jacob Mark (F): – Det her bliver afgørende for vores samarbejde med socialdemokraterne efter et valg

SF er nok det parti, der har markeret sig klarest på børneområdet forud for valget den 5. juni – ikke mindst når det gælder kravet om minimumsnormeringer. SF står i øjeblikket meget stærkt i meningsmålingerne, og med tanke på den store og brede forældrebevægelse, der har rejst sig siden DR-programmet ”Hvem passer vores børn”, kunne man få den tanke, at der er en sammenhæng mellem SF’s styrke i meningsmålingerne og det voksende forældrekrav om minimumsnormeringer. 

Men – hvad siger SF’s markante gruppeformand og børnepolitiske ordfører, den kun 27-årige Jacob Mark, selv? Og hvor stærkt vil SF stå på kravet om et løft på daginstitutionsområdet i et kommende samarbejde med en S-ledet regering?

(artiklen fortsætter under boksen)

Lynoverblik over Jacob Marks svar


Minimumsnormeringer – JA, det er vores krav til en S-ledet regering (vores krav er identisk med BUPL’s model), men vi vil arbejde videre for et loft over gruppestørrelser og reelle normeringer hele dagen.


Ret til at passe syge børn – JA, helst via arbejdsmarkedets parter, men vi vil ”finde nogle penge til det for at presse på” (og kun hvis nødvendigt lovgive)


Fleksibel arbejdstid – JA, som timebank eller ”babylån” (+ ret fleksibel arbejdstid til alle i det offentlige).


Tillidsreform – JA, men det er ikke en vej til at hente ressourcer, det er stadig bedre normeringer, der er brug for


Hjemmepasning/pengene følger delvist barnet – Som udgangspunkt NEJ, det vigtigste er at løfte institutionerne. Men kan vi finde ”nye penge”, der ikke går fra institutionerne, er det en god mulighed for nogen.

Minimumsnormeringer er helt afgørende for vores støtte til S

SPSM: Jeg tror jeg ved hvad du vil svare, men jeg spørger for en ordens skyld, som jeg har spurgt alle de andre: Hvilken af Familiepolitisk Netværks anbefalinger mener du er den vigtigste?

”Det er minimumsnomineringer! Jeg kan godt forstå, at der er en bevægelse i retning af, at der er flere, der gerne være sammen med deres børn. Og jeg synes også, at vi skal prioritere indsatser, der skaber bedre muligheder for at flere kan bruge tid sammen med deres børn – gå ned i arbejdstid, prioritere familien. Der er uden tvivl rigtig mange, der virkelig savner at bruge mere tid sammen med familien. Så dét er et meget vigtigt område at kigge på, det med tid til familien.

Men – når jeg siger, at minimumsnormeringer alligevel er det vigtigste, så er det fordi langt de fleste børn i Danmark gåri daginstitution. Og derfor er det for mig som politiker helt afgørende, at vi har gode daginstitutioner – ikke bare pasning, men gode pædagogiske tilbud. Og det har vi ikke, hvis det fortsætter som nu, hvor man ikke prioriterer det ordentligt og hvor der ikke er voksne nok til børnene. Så for børnenes skyld – de mange børn, der går i daginstitutioner hver dag – og for hele samfundets skyld, fordi det er verdens bedste investering, mener jeg at minimumsnormeringer er det vigtigste.”

Hvilken model?

Spørgsmål: Minimumsnormeringer bliver beskyldt for at være en overregulering. Hvor vidtgående mener du at en lovregulering om minimumsnormeringer skal være – og hvordan skal modellen se ud, som BUPL’s?

”Ja, SF’s forslag er identisk med BUPL’S forslag (link).Det er et forslag, der koster 2 milliarder årligt. Vi har godt nok fået at vide fra Kraka (tænketank, red.), at det koster 3 milliarder, men vi får det til 2 milliarder. Jeg er meget optaget af ikke at blive sådan en børnepolitiker, der lover og lover og siger alle de rigtige ting, fordi det lyder godt på Facebook og gør en populær. Det gider jeg ikke at være. Det koster 10 milliarder at sige ”minimumsnormeringer i hele åbningstiden”, så det siger jeg ikke. Det kommer jeg aldrig til at kunne holde. Når jeg går ind for minimumsnormeringen efter BUPL’s model, så er det fordi jeg tror på, at den model kan lade sig gøre. 

Det bliver svært at lægge arm med Socialdemokratiet på dette område efter et valg, men jeg kan se, at i hver eneste daginstitution i hele landet, vil minimumsnormeringer gøre en forskel. Det vil være den største tilførsel af velfærdsmidler til et enkelt område, der er set i mange år. Men det er ikke sådan, at minimumsnormeringer er mit mål på børneområdet – så det er bare at kæmpe videre derfra – men så er vi i gang!”

Når det er sagt, så mener vi at minimumsnormeringerne er første skridt. Det vil gøre en kæmpe forskel, men derefter vil vi kæmpe videre for et loft over gruppestørrelerne, et forbud med alenetid og gode normeringer hele dagen”.

Ingen ultimative krav -og så alligevel

SPSM:  Hvis minimumsnormeringer skal være et ultimativt krav fra SF efter et valg, hvordan kommer kravet så til at lyde?

”Så kommer det til at lyde som BUPL’s forslag. Det bliver vores krav til regeringen – og vi vil jo gerne i regering med Socialdemokratiet, hvis politikken er rigtig. Vi har opstillet 15 krav til et samarbejde, hvor nogen af dem er mere langsigtede og nogen er mere her-og- nu. Og her er minimumsnormeringer et af de vigtigste krav. Og noget som kan indføres her og nu, hvis vi skal i regering. Så det hér bliver afgørende for vores samarbejde med socialdemokraterne efter et valg.”

SPSM: Du vil ikke kalde det et ultimativt krav?

”Nej, for det er jeg overbevist om at jeg får mindre politik igennem af. Men jeg kan sige meget klart, at jeg har svært ved at se SF i en regering, som ikke prioriterer det hér. Og så er det til gengæld et ultimativt krav til finansloven. Kommer der ikke minimumsnormeringer stemmer vi ikke for loven.

SPSM: Hvordan finansierer SF minimumsnormeringer?

”Vi finansierer det igennem formueskat. Og det er fordi det er helt åbenlyst, at lige siden finanskrisen er de største formuer både i Danmark og i verden blevet større, mens velfærden er blevet udhulet. Samtidig har regeringen i den forgangne periode brugt 21 milliarder på skattelettelser. De kunne have finansieret minimumsnormeringer flere gange. Og derfor mener vi også at det er rimeligt, at de største formuer betaler for at vi investerer i børnene.

Helt konkret taler vi om en stigning på 0,5 % i skatten på formuer over 5 millioner.”

Ret til at passe syge børn 

SPSM: Vi har fire andre anbefalinger, som jeg også gerne vil bede dig om at forholde dig til: Ret til at passe syge børn 20 dage om året (per barn) – dagene deles mellem forældrene, men kan også gives videre til eksempelvis bedsteforældre. Hvis man er enlig forsørger, har man naturligvis alle 20 dage. Ordningen findes i Sverige som en forsikringsordning, som arbejdsgiver og arbejdstager betaler til Dog med mange flere dage end de 20, som vi foreslår. Er det en god anbefaling?

”Ja det er en rigtig god anbefaling. Vi var selv sidste år på vores landsmøde ude og foreslå det vi kalder ret til børns sygedage. Der var vi så ikke helt oppe på de 20 dage, fordi vi vurderede, at det nok var lidt udenfor skiven, det vi troede kunne lade sig gøre. Og der er vi nok lidt tilbage ved det der med at vi skal kunne drømme, og det er en virkelig god anbefaling, men vi skal også kunne indfri nogle af de drømme, som vi planter i folk. Og derfor skal vi være realistiske. Men anbefalingen er virkelig god, så derfor er det også noget af det, vi har med i vores børne- og familieprogram og som vi vil arbejde for.”

SPSM: I Sverige er det jo en forsikringsordning, hvor loftet er 60 dage per barn per forældre om året. Det er en ordning, arbejdstagere og arbejdsgivere betaler til og hvor lønnen ved fravær dækkes med 80 procent. Hvordan forestiller du dig at en lignende ordning skulle se ud i Danmark?

– men helst med arbejdsmarkedets parter

”Vi har lagt op til, at det er noget arbejdsmarkedets parter skal drøfte, men at vi skal finde finansiering til at hjælpe dem, så flere får ret til at være hjemme med sit syge barn. Vi har sagt at vi tænker at det kunne give mening at lave en slags ordning, som man skulle betale ind til, svarende til et arbejdsmarkedsbidrag. Man putter så de penge ind i overenskomstforhandlingerne, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere så sammen kan finde ud af, hvordan man kan udforme modellen.”

SPSM: Men mener du at det skal være en lovsikret ret – eller mener du at det skal være op til arbejdsmarkedets parter?

”Jeg kan egentlig godt lide vores model med, at arbejdsmarkedets parter forhandler. Men jeg synes også, at det her er vigtigt. Først vil jeg foretrække at vi afprøver, om det er noget arbejdsmarkedsparter kan og vil have interesse i, hvis vi hjalp til. Og hvis ikke der er interesse, så ville jeg synes det var noget, vi skulle kigge på lovgivningsmæssigt. Men det er mit indtryk, at det faktisk er noget, som arbejdsmarkedets parter er interesseret i. Og så synes jeg, det er godt, at det fungerer dér, hvor arbejdsgiveren kunne finansiere en del af det sammen med lønmodtagerne. Det er klart at foretrække at de selv siger hvordan de vil gøre det, frem for at det er os inde fra Christiansborg, der siger det.”

SPSM: Men idéen om at få ensartede forhold, ligesom vi har det på barselsområdet når det gælder øremærket barsel, har vel også nogle fordele? Som det er nu, er der f.eks. meget stor forskel på det finansielle område og så andre overenskomster, som er helt uden ret til at holde ”barn syg” (og områder uden overenskomst har slet ingen dage).

”Ja, men jeg kan godt lide ideen om, at arbejderne har kæmpet sig til de vilkår, som de synes er vigtige. Hvis der er et fagforbund, som siger at det her slet ikke er et område, som er vigtigt for deres medlemmer, så kan jeg godt lide det helt principielle i, at så er der noget andet, som de kæmper for. Men det er jo et dilemma. For der er også steder hvor vi siger, at det hér er så vigtigt for vores samfund, at det er vi nødt til at gennemføre ved lov. Det er derfor jeg siger, at jeg synes vi skal finde nogle penge til det – for at presse på. Og så håber jeg at det er noget, man vil tage med derude.”

SPSM: Vi svækker vel på en måde fagforeningerne, hvis vi går ind som samfund og regulerer det her område – er det også en bekymring for dig?

”Ja, det er det, for det er en glidebane. Nu er det ikke længe siden, Lars Løkke var ude og tale om minimumslønninger. Jeg er bange for, at der lige pludselig er en tendens til, at vi skal lovgive om alting i forhold til arbejdsmarkedet. 

Men du hører mig samtidig sige, at det her med syge børn er så vigtigt, at hvis man ikke fra arbejdsmarkedets parter vil tage det op, så synes jeg godt at man kan kigge på det politisk. Der erjo steder på arbejdsmarkedet, hvor man har lovreguleret – barsel, som du nævner. Så jeg er ikke afvisende over for at lovgive, men jeg vil ikke starte dér.” 

Skal fleksibel arbejdstid være en rettighed?

SPSM: Så tager vi anbefalingen om ret til fleksibel arbejdstid, den lyder sådan her: (…)Det er et bud på en model, som selvfølgelig kan se meget anderledes ud. Men hele princippet om at man – som i Sverige – har ret til at gå ned i arbejdstid med små børn, hvordan ser du på det?

”Det synes vi i SF er en rigtig god idé. Vi synes at det skal være en rettighed for alle i det offentlige med fleksibel arbejdstid, uanset om man har en omsorgsopgave eller ej. Det er en del af det at have et rummeligt arbejdsmarked og skabe en bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv, som er et vigtigt fokusområde for os. Men derudover mener vi, at man fra statens side skal udvikle en tidsbank. For én ting er at have ret til fleksibel arbejdstid, det synes vi at alle i det offentlige skal have. Men vi vil også gerne udvikle en model, som nogen også kalder et ”babylån”. Det handler om at man kan gå ned i tid, når man har små børn, og blive kompenseret for lønnedgangen, og så til gengæld kommer til at arbejde lidt mere på et senere tidspunkt. Målet er at man uden indtægtsnedgang kan gå ned i tid, når man har små børn, og op i tid, når har lidt mere tid – man låner noget tid af sig selv og betaler tiden tilbage senere.”

SPSM: Hos nogen af jeres potentielle samarbejdspartnere, radikale især, er der en bekymring for, at ordninger målrettet småbørnsforældre vil gøre dem mindre attraktive på arbejdsmarkedet?

”Det tror jeg ikke man skal være bekymret for. Vi har indført fleksibel arbejdstid flere af de steder, hvor vi har borgmesterposten, og det er til stor glæde for alle grupper. Man skal jo se det sådan, at der også er nogen, der gerne vil op i arbejdstid. Nogen af dem, der kun kan få 25 timers eller 30 timers stillinger, men som gerne vil have fuld tid, og dem vil vi gerne også hjælpe.”

SPSM: Og hvordan kan man gøre dette ved hjælp af lovgivning?

”Det er bestemt ikke kun lovgivning, men også økonomi, der skal til, når vi taler om det offentlige. Der har været store nedskæringer f.eks. i hjemmeplejen, som er skåret så meget, at det ikke er muligt at lave nye fuldtidsstillinger. Man ansætter nye folk på færre timer – det er ofte den måde, det er organiseret på. Men det er meget svært at få ansat det nødvendige antal sygeplejersker, hvis ikke man kigger på, hvor meget de ønsker at arbejde. Og der er mange, der gerne vil arbejde mere.”

Vi kommer til at mangle arbejdskraft

SPSM: Men en rettighed til at gå op i arbejdstid kan vel hurtigt blive dyrere end en rettighed til at gå ned?

”Ja. Men vi kommer til at mangle arbejdskraft. Så derfor er min pointe, at hvis vi vil have den arbejdskraft, som vi skal bruge, så kommer vi til at tilbyde fleksibel arbejdstid som et gode under alle omstændigheder. Uanset hvad man så mener om familieliv og work-/life-balance. Jeg taler her vel at mærke om den offentlige sektor. I det private kan vi slet ikke bestemme den slags.

I det offentlige kommer vi til at stå med så mange problemer i forhold til at rekruttere folk, at det at tilbuddet koster lidt ekstra ikke er problemet. Problemet er, at vi kommer til at mangle sygeplejersker og pædagoger. Og vi mangler lærere lige nu!”

SPSM: Vil det offentlige så ikke fortsat være kvindearbejdspladser, hvis fleksibel arbejdstid er et offentligt gode?

”Nej, jeg tror at yngre mænd også er interesseret i det her. Der kommer en bølge af mænd nu, som er meget interesseret i work-/life-balance. Jeg er selv en af dem. Og jeg kan se en bevægelse også blandt mine unge mandlige venner i den retning.

Der er helt sikkert stadig en kønsulighed og et meget kønsspecifikt arbejdsmarked i Danmark, og det skal vi have kigget på, men lige på dette område med arbejdstid er jeg ret sikker på, at der er en bevægelse i retning af, at unge mænd også gerne vil have mere tid til deres børn og familier.”

En reel tillidsreform

SPSM: Så tager vi anbefalingen om en reel tillidsreform. Den lyder sådan her:

En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet,så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker.

”Jeg mener helt klart, at der er brug for en tillidsreform – i hele den offentlige sektor. Jeg mener, at vi skal lukke Moderniseringsstyrelsen og al dens væsen og udslette new public management fra jordens overflade. Men – når det kommer til daginstitutioner, mener jeg efterhånden at det er lidt af en skrøne, at man kan finde uanede mængder ressourcer ved at fjerne “bøvlet”. Derfor bruger jeg heller ikke ret tit argumentet om afbureaukratisering på dagtilbudsområdet.

Vi kan fjerne de unødige pædagogiske koncepter, dem bruger kommuner og institutioner alt for meget tid på. Kravene om digitale projekter, fordi kommunen synes det lyder smart, kan vi også fjerne – væk med dem. Men det ændrer ikke på, at der er brug for mange flere pædagoger.”

Vær konkret i stedet for at tale diffust om bureaukrati

“Jeg synes man skal sætte navn på bureaukratiet. Ellers bliver det en fluffy debat, hvor politikerne bare slynger ”afbureaukratisering” ud, fordi det lyder godt. 

Vi har nogle sprogscreeninger, ja – de bør kun bruges, når pædagogerne mener, de giver mening. Vi har nogle læreplaner, som lige er blevet lavet om, så de bliver mindre bureaukratiske, og som nu er bakket op af den pædagogiske sektor, dem skal vi beholde. Vi har trivselsarbejde – og vi har samarbejde med hjemmene. Og så er der samarbejdet med kommunerne, som sikkert mange steder kan forbedres.

Men generelt er bureaukrati ikke det store problem på daginstitutionsområdet. Det store problem ER, at der mangler hænder. Derfor synes jeg også at det bliver lidt en afledningsmanøvre, når Laura Lindahl (LA) og andre siger, at der er så forfærdeligt meget bureaukrati. Hvis man fjerner det bureaukrati, der er, så er vi stadig overhovedet ikke i mål.”

Jeg vil ikke prioritere at pengene følger barnet – men jeg forstår bevægelsen

SPSM: Den sidste anbefaling hedder pengene følger delvist barnet. Hvad mener du om den?

”Jeg kan mærke, at der er en bevægelse i retning af at passe børnene selv. Og jeg synes, det skal være en mulighed. Men det er det helt overordnede mål for mig, at vi har gode institutioner. Jeg tror på, at børn har godt af at komme i gode daginstitutioner. Forskning viser, at når man har gode daginstitutioner af høj kvalitet og med uddannede voksne, så er det godt for børn at komme i institution og ind i et fællesskab. Så derfor vil jeg hellere bruge pengene på gode institutioner, end på alle mulige nye ordninger. Når det er sagt kan der være tilfælde, hvor hjemmepasning kan give god mening. Der kan fx være børn, der har en sårbarhed eller familier, hvor det af forskellige grunde er den bedste løsning. I de tilfælde ville jeg synes, det var en god ide at kunne tilbyde nogle fleksible rammer for hjemmepasning.”

SPSM: Men du mener ikke at støtte til hjemmepasning skal være en mulighed, som alle kommuner skal tilbyde?  

”Problemet er, at de penge, man ville bruge på en sådan ordning, sandsynligvis ville gå fra daginstitutionernes budget. Og derfor er jeg bekymret, for daginstitutionernes økonomi er i forvejen dårlig. Men kan man finde nogle ”nye penge”, som man kan sætte den slags projekter i gang med, så vil jeg gerne støtte det. Desværre er det dog ofte sådan, at hvis man vil lave noget nyt på børneområdet, så tager man pengene fra daginstitutionerne. Og det vil jeg være meget bekymret over.”

FAKTA

Jacob Mark, 27 år, har siddet i Folketinget siden 2015 indvalgt for SF i Køge-kredsen, Sjællands Storkreds. Før valget til Folketinget sad han i byrådet i Køge (2013-15) som landets yngste formand for børne- og ungeudvalget. I 2014 kom han i landsledelsen for SF og fra 2016 har han været partiets gruppeformandog er desuden børne- og undervisningsordfører, uddannelses- og forskningsordfører samt kultur-, medie- og idrætsordfører. Jacob Mark er opvokset i Køge med en far, der er fængselsbetjent og en mor, der er folkeskolelærer. Han har en bachelor i journalistik og sidefag i politik og administration (RUC).

 

Vi har præsenteret børne- og familieordfører Gert Dyrn fra Partiet Klaus Riskær Pedersen for de fem vigtigste af Familiepolitisk Netværks 16 anbefalinger - han er dermed den femte børneordfører for et parti, der skal tage stilling til:

- Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme 20 dage pr. barn pr. år
- Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte – som i Sverige
- En reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetence til den enkelte daginstitution, så anvendelsen af arbejdstiden ikke skal dikteres oppefra
- Indførelse af minimumsnormeringer i hele åbningstiden og med fuld vikardækning
- Pengene til dagpasning følger delvist barnet i et år efter endt barsel/orlov, så forældre der vælger at passe barnet hjemme således får et tilskud til dette
Her kan du se hvad det er vi har spurgt alle politikerne om.

Gert Dyrn (E): – Det er helt centralt i vores program at uddelegere beslutningskompetence 

”Hvis jeg skulle vælge den anbefaling, som vi går mest ind for, så er det en reel tillidsreform, dvs. uddelegering af beslutningskompetence på dagpasningsområdet” siger Gert Dyrn, som er en af de få mandlige børne- og familieordførere i det politiske landskab.

Han er familieadvokat og kommer fra Partiet Klaus Riskær Pedersen, som ikke spås mange chancer ved valget den 5. juni, men som Familiepolitisk Netværk alligevel giver ordet til – ligesom vi har givet ordet til alle de 11 øvrige partier.

En reel tillidsreform er den anbefaling vi støtter mest

“Anbefalingen om en reel tillidsreform – et ord som jeg rigtig godt kan lide – hænger sammen med vores syn på minimumsnormeringer. Vi er nemlig overbevist om, at hvis man satte daginstitutionerne fri til at råde over det beløb, de er tildelt, uden en masse udefrakommende koncepter, projekter og krav, så ville det ikke være nødvendigt med minimumsnormeringer. For så ville den enkelte institution kunne allokere ressourcerne derhen, hvor der var mest brug for dem, og var ikke tvunget til at bruge ressourcer på en masse skrivebordsarbejde, administration og kontrol. 

Vi er imod indførelse af minimumsnormeringer, men går ind for flere ressourcer til området.”

SPSM: Men ressourcerne skulle jo stadig tildeles, så det står i forhold til antallet af børn i den pågældende kommune og institution?

”Ja, og det kunne man måske løse ved at sige, at et bestemt antal børn udløser et øremærket beløb til daginstitutioner i den pågældende kommune. Men om den enkelte institution lige vil bruge pengene på ekstra personale eller hellere vil bruge dem på nogle spændende projekter, det må være op til den enkelte institution. Der er jo også forskel på institutioner – i nogle er der mere behov for pædagogisk støtte end i andre. Så det skal ikke dikteres oppefra præcis hvor mange børn pr. pædagog, der skal være.”

Fleksibel arbejdstid – ja tak

“Til gengæld kan jeg sige meget klart, at vi går ind for, at man skal have ret til fleksibel arbejdstid. Vi mener i det hele taget, at arbejdsmarkedet skal være bedre til at tilpasse sig, at mennesker har forskellige behov på forskellige tidspunkter i løbet af et arbejdsliv.

I dag er det en mulighed, som mange har at gå ned i arbejdstid – men ikke alle kan få lov, så derfor er muligheden for mange ikke reel. Derfor skal det være en rettighed.

Vi mener ikke nedgang i arbejdstid skal lønkompenseres. Vælger man at gå ned i arbejdstid, må man selv tage konsekvensen. Men det er ikke umuligt at man kunne gå ind og delvist kompensere de mest lavtlønnede via øgede skattefradrag, som I også foreslår (i Familiepolitisk Netværk, red.).  For ellers er det jo kun de rigeste, der reelt har muligheden.

Egentlig mener vi, at retten til fleksibel arbejdstid bør gælde alle. Alle kan jo have behovet for at gå op eller ned i arbejdstid. Men til en start kunne man godt sige, at i hvert fald familier med små børn skal have denne mulighed. Og hvis de ønsker at benytte sig af denne mulighed, skal de have ret til dette.”

Lovsikret ret til at passe syge børn – det vil vi gerne se på

“Vi vil gerne se på jeres forslag om lovsikret ret til at passe syge børn hjemme. Der er ingen tvivl om, at det er en stor stressfaktor for mange forældre, at der ikke er en universel ret til at passe syge børn et vist antal dage om året, som man fx har i Sverige. Er man fx ansat på et område, der ikke er reguleret af en overenskomst, og det er der desværre flere og flere der er, har man ingen som helst rettigheder på området.

Vi mener man som udgangspunkt kunne starte med at gøre de offentlige ordninger universelle, dvs. ret til at holde 2-3 sygedage pr. barn pr. forælder. Om det lige skal være dette antal dage, mener jeg man kunne kigge nærmere på. Også ud fra de svenske erfaringer, som viser, at forældre faktisk ikke anvender alle de sygedage med barn (VABBA), som de har ret til.

Noget tyder på, at rettigheden i sig selv faktisk skaber noget tryghed, som udløser færre sygedage. Det er jo i sig selv interessant.”

Nej – pengene skal ikke følge barnet

“Anbefalingen om at pengene til dagpasning delvist følger barnet de første par år, så man evt. kan vælge at passe barnet selv og få tilskud til dette, går vi ikke ind for. Jeg har meget forståelse for, at mange forældre kan opleve, at det er bedre for barnet at blive passet hjemme det første år efter barsel og orlov – og det er det sikkert også. Men jeg mener alligevel, at hvis vi som samfund tilbyder både 10 måneders barsel og ret til at holde barns sygedage – plus ret til at gå op og ned i arbejdstid med små børn, så må de, der har lyst til at passe deres børn hjemme, gøre det for egen regning.

Hvis man ikke vil gøre brug af de offentlige tilbud, så er det fair nok, men så må man også betale selv.”

FAKTA

Gert Dyrn er født i 1967 og er cand.jur. fra 1998 samt forsvarsadvokat med møderet for Landsretten. Han er tildelt Advokatsrådets pris for en afhandling om retssikkerhed og har bl.a. arbejdet med narkomaner og udsatte unge og været befalingsmand og udsendt til det tidligere Jugoslavien. Han er bl.a. kendt for klummer i den socialistiske ugeavis Arbejderen og har været forsvarer i den såkaldte PKK-sag, hvor 11 kurdere er tiltalt for at have støttet den kurdiske oprørsbevægelse PKK. 

Familiepolitisk Netværk spørger ALLE partiernes ordførere om deres holdninger til fem af vores vigtigste anbefalinger: retten til at passe syge børn (som i Sverige), retten til at gå op og ned i arbejdstid (fleksibel arbejdstid) når man har små børn, en tillidsreform på dagpasningsområdet og retten til at passe sine børn selv det første år efter barsel (pengene følger delvist barnet). Her følger det fjerde interview i rækken. Alle partierne fra A til Å kommer på bloggen i løbet af uge 21 og 22. Se her hvad vi har spurgt dem om.

Mette Thiesen (D): Politikerne skal bestemme mindre – og vi skal have tilliden til fagpersonerne tilbage

Ifølge børneordfører Mette Thiesen kan det helt overordnede princip for Nye Borgerliges børne- og familiepolitik sammenfattes i tre sætninger: Politikerne skal bestemme meget mindre, danskerne skal bestemme meget mere – også over deres egne penge – og tilliden til fagpersonerne skal tilbage.

Mette Thiesen sidder i kommunalbestyrelsen for Nye Borgerlige i Hillerød, hvor hun oprindeligt sad på et konservativt mandat. Udover at være det nye højrefløjspartis ordfører på børne- og familieområdet, er hun spidskandidat for partiet i Nordsjælland.

Vi har spurgt hende, som alle andre børneordførere, hvilken af Familiepolitisk Netværks fem vigtige anbefalinger, hun går mest ind for:

”Det er princippet om, at pengene skal følge barnet. Den anbefaling går vi hundrede procent ind for. Hvis man vælger at passe barnet hjemme, skal man have et beskæftigelsesfradrag, der svarer til institutionspladsens pris. Den anden anbefaling, vi støtter 100 procent, er at sætte institutionerne fri. Politikerne skal ikke blande sig i hvordan man driver institutioner og skoler. Det ved de selv mest om. Alle skoler og institutioner bør fungere som selvejende.”

I det følgende kan du se hvad hun siger om partiets holdning til alle fem anbefalinger, som vi har bedt partiernes børneordførere om at forholde sig til:

Lovsikret ret til at passe syge børn? 

Anbefaling 1: Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder= 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder. Du kan læse mere om anbefaling 1 her

”Det er vigtigt at få lov at være hjemme med syge børn. Og det er klart, at man som familie skal have mulighed for at passe sine egne børn, når de er syge. Men den rettighed har man jo allerede flere steder. Vi vil helst holde politikerne ud af det her. Vi tror på, at arbejdsmarkedsparter kan klare det. Så det er ikke noget, der hverken kan eller skal lovgives om.

De fleste har jo både første og anden sygedag igennem deres overenskomst og derudover har vi tillid til, at folk kan finde ud af at aftale det med deres arbejdsgiver, når der er brug for at tage et par dage hjemme. Det er jo meget forskelligt fra familie til familie, hvordan man har mulighed for at indrette sig.

I øvrigt mener vi, at hvis vi som borgere får lov at beholde flere af vores egne penge, så kan man bedre som familie indrette sig som man vil.”

SPSM: Men hvordan hænger det at beholde sine egne penge selv sammen med retten til at passe børnene, når de er syge? Vi har jo ingen universel ret i Danmark at passe syge børn – det er 100 procent afhængigt af overenskomsten.

“Det er klart, at får man lov at beholde flere af sine egne penge, så kan man indrette sig mere frit som familie. Det at kunne passe syge børn hjemme er noget, der skal findes i overenskomsterne og aftales mellem arbejdsmarkedets parter.”

Ret til nedsat arbejdstid når man har små børn?

Anbefaling 2: Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag.  Du kan læse mere om anbefaling 2 her

”Den anbefaling støtter vi ikke. Arbejdstid er (heller) ikke noget politikerne skal blande sig i. Det er noget familierne skal beslutte selv. Hvis vi nu betalte mindre i skat, og fik lov til at beholde nogle flere af vore egne penge, var det muligt for dem, der ønskede det, at gå på deltid eller helt at gå hjemme. Vi vil f.eks. halvere el-afgiften og fjerne afgiften på biler og så vil vi generelt sætte skatten ned. På den måde kan forældrene bedre indrettet sig, som de selv synes.”

Tillidsreform på dagpasningsområdet?

Anbefaling 3: En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet,så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker. Du kan læse mere om anbefaling 7 i dette kapitel i kataloget.

”En tillidsreform støtter vi 100 procent. Hele vores politik bygger på, at vi skal have tilliden tilbage til fagpersonerne. Pædagogerne bruger rundt regnet kun halvdelen af deres tid sammen med dem, det drejer sig om – i dette tilfælde børnene. Det samme gælder socialrådgivere og mange andre grupper af offentligt ansatte i dag. Det er gået galt de sidste 30 år. Det vil vi have sat en stopper for. Bureaukratiet har fjernet tilliden til de fagpersoner, der er derude. 

Vi vil sætte dagtilbuddene fri og vi vil have tilliden tilbage til fagpersonerne. Det er pædagogerne og deres ledere, der bedst ved, hvordan man laver et godt dagtilbud med omsorg og nærhed – det er ikke noget, politikerne skal styre.

Selvfølgelig skal man have tilsyn, men hvordan et pædagogisk tilbud skal indrettes, skal politikerne ikke blande sig i. Det er på tide, vi tager et opgør med den massive administrative byrde og bureaukratiet i vore dagtilbud og skoler. Christiansborg har ikke forstand på, hvordan man skal drive hverken institutioner eller skoler.

I Nye Borgerlige tror vi på fagpersonerne. Vi vil have sat en stopper for alle de bureaukratiske tiltag ude i kommunerne, som forsøger at detailstyre institutioner, skoler, politiet, sundhedsvæsenet og så videre.”

Minimumsnormeringer?

Anbefaling 4: Indførelse af minimumsnormeringer i hele åbningstiden samt fuld vikardækning med vikarbudget – ikke fordi det er optimalt at regulere mere, men for at dæmme op for den ringe praksis for reelle normeringer, som i alvorlig grad belaster børn og personale med store negative konsekvenser for psykisk sundhed og børnenes følelsesmæssige udvikling. Minimumsnormeringer er ikke en standard men en grænse, svarende til klassekvotienten i en skoleklasse. Anbefalingen er 1:3 børn i vuggestuer og 1:6 i børnehaver. Minimumsnormeringer bør også sikre, at det primært er uddannet personale, der tager sig af børnene. Læs mere om anbefaling 8 i kataloget.

”Heller ikke når det gælder normeringer, mener vi at politikerne skal blande sig. Jeg kan sagtens forstå bekymringen fra forældrenes side, og navnlig når vi hører om de ringe forhold, der er mange steder. Men politikerne skal holde sig væk. 

Det primære problem er jo, at pædagogerne er blevet pålagt så mange meningsløse opgaver, at de ikke har tid til kerneopgaven. Pædagogerne bruger som tidligere nævnt kun halvdelen af deres tid på at være sammen med børnene. Hvis vi fjerner bureaukratiet, har de tid til at gøre det, de er ansat til og som de er dem, der har bedst forstand på. Sæt institutionerne fri – så er der tid!”

SPSM: Men der skal vel stadig tilføres penge, både hvis forholdene skal blive mærkbart bedre – og fordi vi i løbet af de næste fem år får ca. 50.000 flere i dagtilbud end ellers?

”I rigtig mange kommuner bruger de pengene på noget forkert. De bruger pengene på konsulenter, på journalister og DJØF’ere.  Og det er rigtig ærgerligt, at kommunerne ikke prioriterer børneområdet. De taler meget om det – men de prioriterer det ikke! Og det er forkert, for pengene er der! 

I Nye Borgerlige synes vi, at kommunerne skal fokusere de penge, der er, på kernevelfærden: på børnehaver, skoler og ældre.”

Skal pengene (delvist) følge barnet det første år efter barsel?

Anbefaling 5: Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune. Læs mere om anbefaling 13/ 15 i kataloget

“Ja – den anbefaling går vi hundrede procent ind for. Pengene skal selvfølgelig følge barnet, og ikke kun delvist, men hundrede procent. Og ikke bare det første år efter barsel. Hvis man vælger at passe barnet hjemme, skal man have et beskæftigelsesfradrag, der svarer til institutionspladsens pris. I praksis går beskæftigelsesfradraget til den forælder, der stadig er på arbejdsmarkedet.”

FAKTA

Mette Thiesen er 37 år og læreruddannet fra N. Zahles Seminarium. Hun er uddannet folkeskolelærer (2008) og har også arbejdet som skoleleder og er nu spidskandidat for Nye Borgerlige i Nordsjællands Storkreds. Bosat i Hillerød og indvalgt som byrådsmedlem for Nye Borgerlige samme sted. Mette Thiesen blev i 2013 oprindeligt valgt til byrådet for de konservative, men skiftede efterfølgende til Nye Borgerlige og blev valgt for Nye Borgerlige ved det følgende kommunalvalg. Hun sidder i kommunens økonomiudvalg og i Børne-, Familie- og Ungeudvalget.

Familiepolitisk Netværk har spurgt 12 toppolitikere – en ordfører fra hvert parti – om de vil støtte de 5 vigtigste af vore anbefalinger: 1) ret til at passe syge børn, 2) ret til fleksibel arbejdstid med små børn, 3) en reel tillidsreform på dagpasningsområdet, 4) minimumsnormeringer 1:3 og 1:6 og 5) bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger delvist barnet). Svaret fra Det Konservative Folkepartis børne- og familieordfører kommer her. Se her hvad vi har spurgt dem om.

Brigitte Klintskov Jerkel (C): Jeg kan støtte principperne bag anbefalingerne, men ikke anbefalingerne som de lyder

Brigitte Klintskov Jerkel har sagt mange tak til vores henvendelse om et interview, men “da det er en meget travl tid i øjeblikket” (lige op til valget, red.), har hun ønsket at svare skriftligt på vores spørgsmål. Vi har derfor bedt hende forholde sig til de fem anbefalinger, som de er beskrevet på www.fampol.dk og i det materiale, som hun har fået tilsendt – se nedenfor.

Den første anbefaling handler om syge børn og lyder sådan her:

1. Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder= 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan(Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder. 

Man kan læse mere om anbefaling 1 i dette kapitel i kataloget

Brigitte Klintskov Jerkel svarer

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen – men ikke anbefalingen som den lyder.

Begrundelse: Jeg støtter princippet i det, da jeg mener, man skal have lov at passe sine børn, når de er syge. Når det er sagt, så mener jeg, det skal reguleres på den rigtige måde gennem trepartssamarbejdet og ikke gennem topbestemt lov.”

Den anden anbefalinghandler om ret til at arbejde mindre mens børnene er små og lyder sådan her:

2. Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag. 

Man kan læse mere om anbefaling 2 i dette kapitel i kataloget

Brigitte Klintskov Jerkel svarer:

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen, men ikke anbefalingen som den lyder. 

Begrundelse: Jeg støtter princippet i, at man som forældre skal kunne være der for sine børn – særligt i de første år af deres liv. Men jeg støtter ikke den konkrete anbefaling. Når det er sagt, så er en tryg og stabil opvækst afgørende for resten af børnenes liv, og derfor er det vigtigt, at arbejdsmarkedet er skruet rigtigt sammen, så forældrene får mulighed for at give deres børn en god start på livet.”

Den tredje anbefalinghandler om at pædagoger og daginstitutionsledere skal sættes fri af kommunal og central topstyring og lyder sådan her:

3. En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet,så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker. 

Man kan læse mere om anbefaling 7 i dette kapitel i kataloget.

Brigitte Klintskov Jerkel svarer:

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen, men ikke anbefalingen som den lyder.

Begrundelse: Det er vigtigt, at pædagogerne har tid og mulighed for at udøve nærvær, og at der ikke er for meget topstyring. Netop derfor ligger en del af styringen i kommunerne, som kender daginstitutionerne. Samtidig er det vigtigt, at der er ordentlige rammer for daginstitutionerne, og derfor har vi i samarbejde med aktørerne på området lavet en ny pædagogisk læreplan, som skal sikre en ensartet tilgang til pædagogikken i daginstitutionerne.”

Den fjerde anbefalinghandler om minimumsnormeringer og er delt i to (varianter) – og lyder sådan her:

4. Minimumsnormeringer på dagpasningsområdet 
Vi beskriver her to forskellige varianter af anbefalingen. Den første er mere vidtgående end den anden. For begge gælder, at minimumsnormeringer skal forstås som en nedre grænse – en bund - som ikke må overskrides (svarende til klasseloftet i en skoleklasse). 

I den første anbefaling må der i hele institutionens åbningstid aldrig være mere end 3 børn pr. voksen i vuggestuer og ikke mere end 6 børn pr. voksen i børnehaver. Lederne tæller ikke med i normeringen. Personalet skal overvejende bestå af uddannede pædagoger. Der skal være fuld vikardækning i hele åbningstiden, når der er fravær fx grundet sygdom, kompetenceudvikling, møder osv.  Læs mere  mere om anbefalingen, som den står beskrevet i Familiepolitisk Netværks katalog 

Den anden anbefaling følger BUPL’s forslag om, at der max. må være 3 børn pr. fuldtidsansat voksen i vuggestuer (= 0-2 årige børn) og max. 6 børn pr. fuldtidsansat voksen i børnehaver (= 3-6 årige børn). Personalet skal overvejende bestå af uddannede pædagoger. Lederne tæller ikke med i normeringen. 'Alenetid'fjernes fra vagtplanerne, dvs. den tid en pædagog er alene med den samlede børnegruppe. Læs BUPLs anbefaling her 

Brigitte Klintskov Jerkel svarer: “Jeg vil gerne arbejde for bedre normeringer, men ikke som beskrevet i hverken den ene eller den anden anbefaling. Begrundelse: Vi vil gerne have bedre normeringer, men vi vil ikke ved lov bestemme, hvordan man skal drive dagtilbud – det mener vi, man bedst selv administrerer i det nære i dagtilbuddene og kommunerne. Som eksempel har Frederiksberg Kommune netop besluttet at indføre minimumsnormeringer – vi bakker i den grad op om kommunerne, når de selv tager ansvar og sikrer gode rammer i dagtilbuddene. Når det er sagt, så mener vi også, det er afgørende, at normeringerne i ydertimerne er i orden – derfor har vi foreslået, at der sikres flere pædagogiske medarbejdere ved åbnings- og lukketid, når der er tilpas mange børn.”

Den femte og sidste anbefalinghandler om bedre muligheder for at vælge hjemmepasning (pengene følger delvist barnet) – og lyder sådan her:

5. Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune. Læs mere om anbefaling 13/ 15 i kataloget

Brigitte Klintskov Jerkel svarer:

“Jeg kan støtte princippet bag anbefalingen, men ikke anbefalingen som den lyder.

Begrundelse: Kommunerne kan i dag tilbyde at lade en del af det offentlige tilskud gå til pasning i hjemmet, men det er ikke et krav. Dog synes jeg, der er gode takter i det, og jeg støtter gerne, at det udbredes. Vi går ind for fleksible pasningsmuligheder, så familierne kan få deres hverdag til at fungere bedst muligt.”

FAKTA 

Brigitte Klintskov Jerkel, 50 år, er indvalgt for Det Konservative Folkeparti og kom i Folketinget i 2016 (Brian Mikkelsens plads). Hun er psykiatriordfører, ældreordfører, ordfører for nordisk samarbejde, forebyggelsesordfører, undervisningsordfører, transportordfører, social- og handicapordfører og familie- og børneordføreri. Hun er uddannet socialrådgiver og NLP Businesscoach. Tidligere 1. viceborgmester i Greve (oprindeligt indvalgt for partiet Venstre) og tidligere medlem af Regionsrådet, Sjælland.

Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne, fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på 1) minimumsnormeringer, 2) ret til at passe syge børn, 3) ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, 4) bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og 5) en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du andet interview i rækken med de radikales børneordfører Lotte Rod. De kommende dage får du et nyt ordførerinterview hver dag.Se her hvad vi har spurgt dem om.

Lotte Rod (R): Vi skal som samfund tage pædagogernes faglighed meget mere alvorligt

Børnepolitisk ordfører Lotte Rod ryster ikke på hånden, når hun skal prioritere mellem de fem anbefalinger, som Familiepolitisk Netværk har med og præsenterer hende for: ”Pengene skal bruges på meget bedre normeringer – kombineret med større selvbestemmelse til daginstitutionerne”, kommer det lynhurtigt.

Og hun tilføjer, at minimumsnormeringer skal sikre institutionerne mod yderligere forringelser – nu! Faktisk tweeter Lotte Rod flere gange dagligt om minimumsnormeringer.

Familiepolitisk Netværks øvrige 3 anbefalinger, som især retter sig imod en bedre work/life-balance set fra barnets perspektiv, er den radikale ordfører til gengæld skeptisk over for – fx ret til nedsat arbejdstid til småbørnsforældrene. Institutionerne har hovedprioriteten.

(Artiklen fortsætter under overblikket)

LYNOVERBLIKKET – hvad sagde Lotte Rod om…

Minimumsnormeringer: JA - hurtigt!


Reel tillidsreform - magten tilbage til pædagoger og ledere: JA, i den grad!


Lovsikret ret til fleksibel arbejdstid med småbørn:  JA, men som flekskonto (timebank - sikrer mod lønnedgang) 


Ret til at passe syge børn hjemme: JA, men først et storskalaforsøg i en kommune


Pengene følger delvist barnet: JA, men det er kommunernes opgave at tilbyde dette

RADIKALE HAR FLYTTET SIG

Minimumsnormeringer står højt på den radikale ønskeliste. Også fordi tidligere tiders forsøg på genopretning af børneområdet uden minimumsnormeringer som løftestang, har spillet fallit, mener Lotte Rod. Pengene blev brugt til alt muligt andet end børnene. Radikale har flyttet sig på dette punkt, understreger hun, for det er ganske korrekt, at partiet tidligere har været imod minimumsnormeringer.

Radikale Venstre har traditionelt været civilsamfundets og de lokale fællesskabers parti. Frihed og fællesskab var hinandens forudsætninger, så længe friheden var til fælles bedste, dvs. ikke gik ud over andre. Og den lokale selvbestemmelse skulle være stor. 

I dag er respekten for professionalisering og institutionalisering det, der springer mest i øjnene, når man nærstuderer partiets politik. 

MINIMUMSNORMERINGER NU

SPSM: Hvilken af de fem anbefalinger, som vi spørger alle partiernes ordførere om deres holdning til, anser du for at være vigtigst?

”At der er pædagoger nok i vores daginstitutioner! Der er børn hver dag, der ikke har nok nærværende voksne. Børn der ikke får smil og kram nok, fordi der ikke er nok pædagoger nok.

Vi på Christiansborg skal finde pengene til minimumsnormeringer – og stille krav til kommunerne om at bruge dem på børnene. Det har Radikale lagt en plan for. Det koster 2 milliarder kroner om året – og det er en del af vores 2030 plan. En del af finansieringen af planen går ud på, at vi skal tiltrække flere medarbejdere fra udlandet, hvis vi skal have vores samfundsøkonomi i balance på sigt. Derfor har vi lagt en plan for, hvordan vi skal få arbejdskraft til Danmark.“

SPSM: Der er flere modeller for minimumsnormeringer i spil – hvilken af dem kan I tilslutte jer?

“Vi vil have en minimumsnormering, som er på kommuneniveau. Det skal være på kommuneniveau, fordi man i den enkelte kommune skal have mulighed for at prioritere særlige institutioner. Kommunerne kan godt finde ud af det derude – bare der er penge nok. Det sikrer vi ved at bruge 2 milliarder kr. om året på dette.”

SPSM: Hvordan adskiller denne model sig fra BUPL’s model?

”Den er meget i overensstemmelse med BUPL’s model. De har foreslået en model på kommuneniveau, hvor den enkelte kommune kan beslutte at flytte ressourcerne hen til den institution, hvor der er mest behov. Det vigtige er, at vi finder de 2 milliarder, og at vi stiller krav til kommunerne om at bruge dem på børnene. Vi risikerer med meget firkantede regler at skabe et øget bureaukrati.”

SPSM: Men hvordan vil I sikre, at pengene ikke forsvinder ned i et hul eller til andre formål ude i kommunerne, ligesom de har gjort det så ofte før, når penge blev øremærket til daginstitutionerne?

”Det gør vi ved at vi her fra Christiansborg stiller krav til kommunerne. Som Radikale har vi flyttet os. Tidligere mente vi ikke at vi kunne gribe ind i det kommunale selvstyre. Men mange af pengene til daginstitutionerne er tidligere – som du nævner – forsvundet til alt muligt andet. Og det er det, vi nu vil undgå med minimumsnormeringer.”

HVAD BETYDER “PÅ KOMMUNENIVEAU”?

SPSM: Hvordan undgår vi, at kommunerne tager beslutninger hen over hovedet på institutionerne om, hvordan pengene skal bruges?

”Det er et politisk ansvar i kommunerne at være i dialog med daginstitutionerne. I dagtilbudsaftalen^[1]med regeringen fik Radikale og Socialdemokraterne indført, at vi skal have ryddet ud i de mange koncepter, som oppefra trækkes ned over hovedet på institutionerne og fratager pædagogerne deres mulighed for at udøve deres faglighed. 

Så vi skal gøre begge dele: Kommunalbestyrelser, der er engageret i børneområdet, skal være i dialog med daginstitutionerne – men alt det, der vedrører fagligheden i institutionerne, skal styres af institutionen selv. 

De byråd, der gør det bedst ude omkring i landet, tager netop udgangspunkt i pædagogernes behov, fx deres dokumentationsbehov. Det er deres behov for evaluering og dokumentation, der skal styres efter – ikke kommunalbestyrelsens behov for at kunne dokumentere eksempelvis effekten af et koncept. 

Det, som dygtige pædagoger kan, er jo netop at tilrettelægge gode forløb. Og så er det politikernes opgave at sætte sig ind i pædagogernes arbejde og respektere deres faglighed. Det skal ikke være pædagogerne, der skal dokumentere deres praksis overfor politikerne. Vi skal i det hele taget som samfund tage pædagogernes faglighed meget mere alvorligt.”

REEL TILLIDSREFORM

Den næste anbefaling, som Lotte Rod gerne vil støtte, er en reel tillidsreform på dagpasningsområdet. 

Anbefalingen lyder sådan her: “En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet, så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker.”

”Ja lige præcis!”, siger Lotte Rod. ”Vi har taget første skridt i dagtilbudsaftalen^[2]  ved at skrive ind, at vi vil have ryddet op i koncepterne, der ligger udover den pædagogiske læreplan. 

Pædagogiske projekter skal være noget, der giver mening i den enkelte institution. Det må ikke være noget, der er påduttet oppefra. Vi vil hellere have pengene ud at arbejde i den enkelte institution. Men det er svært for kommunerne, når de først har brugt penge på koncepter, at indse fornuften i dette.”

SPSM: Hvordan kan I som folketingspolitikere arbejde for at skabe større tillid til det pædagogiske personale, så vi ikke havner dér igen, hvor kommunerne gå ind og blander sig i den pædagogiske praksis?

”Det er en ministeropgave^[3]. Det er ministeren, der laver aftaler med KL. Det er ikke os på Christiansborg, der har opfundet alle mulige koncepter. Det er forvaltningerne i kommunerne, der har igangsat koncepterne. Og det er dem, der må lave oprydningsarbejdet.”

STOP KONCEPTERNE

“Det er som med folkeskolerne. Hvis ikke vi definerer, hvad tiden og ressourcerne skal bruges på, er der nogle – kommunerne -der går ind og udfylder tomrummet. Derfor må vi fra Christiansborg sikre institutionernes frihed. Man kan sige, at nogen er nødt til at fastlægge rammer og udøve magt, for at andre ikke kommer og gør det. I dette tilfælde med det formål at sikre institutionerne deres selvbestemmelse. 

Så det er en ministeropgave at holde fast i friheden – og samtidig er det kommunalpolitikerne, der skal være vågne, så de ikke bliver løbet over ende af forvaltningen.

Dagtilbudsaftalen, som vi indgik i 2017, indeholder et børnesyn, som slår fast, at leg er det vigtigste i et barns liv. Desværre er det sådan, at der ude i kommunerne mange steder hersker et børnesyn, der slet ikke er up to date. Det er et forældet børnesyn, der ligger bag mange af læringskoncepterne. Hvis leg og læring er styret af et koncept, kan pædagogerne ikke have deres egen faglighed med. Det vil vi gerne have sat en stopper for.

FLEKSIBEL ARBEJDSTID

Det er et stort ønske fra mange småbørnsforældre at kunne gå ned eller op i arbejdstid, alt efter hvor de befinder sig i forhold til omsorgsopgaven derhjemme. Anbefalingen fra Familiepolitisk Netværk lyder derfor sådan her: “

"Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag.“ 

Men Lotte Rod er ikke begejstret.

“Jeg er enig i, at der er et problem, men jeg er ikke enig i løsningen. Hvis man giver en generel ret til nedsat arbejdstid, så ville det være kvinderne, der benytter sig af den. Det ville være et tilbageslag for ligestillingen. 

Vi vil i stedet en flekskonto, hvor man låner noget tid af sig selv, mens børnene er små, og så arbejder man noget mere på et senere tidspunkt. Jeg synes det skal være lige så attraktivt for mænd som for kvinder at gå ned i arbejdstid.”

SPSM: Men bliver det ikke netop lige så attraktivt for mænd, hvis det er en universel ret at gå ned i arbejdstid, mens man har små børn?

“Vi tror mere på den model, hvor den enkelte administrerer sin egen arbejdstidsnedsættelse. Vi er nødt til at lave et system, hvor det er lige så attraktivt for manden. 

Det er også et spørgsmål om kultur. Og derfor skal vi også have mere barsel til mænd. Når først manden har været på barsel med barnet, vil han være mere tilbøjelig til at være den, der tager imod muligheden for at gå ned i arbejdstid og som tager barnets sygedag.”

SPSM: Men en flekskonto ville ikke gøre det til en rettighed til at gå ned i tid, når man har små børn – men mere til en mulighed?

“Det kommer an på hvordan vi strikker aftalen sammen. Man kunne jo bygge den op på samme måde som feriekonto, barselsfond og arbejdsmarkedspension. Man ville godt kunne lægge ind i en flekskonto-aftale, at det er en rettighed med fleksibel arbejdstid.

Hvis ikke der er egentlig lønkompensation – og hvis det alene er en rettighed at gå ned i tid – kan det som udgangspunkt godt blive en glidebane, hvor det er kvinderne, der tager muligheden for at gå ned i tid, fordi de stadig er dårligere lønnet. 

Jeg vil også godt advare imod den antagelse, at det skal være nødvendigt at gå ned i tid, fordi man har små børn.”

SPSM: Men hvis vi nu ser problemet fra barnets perspektiv, så er der ingen tvivl om, at lande med en udpræget deltidskultur, fx Finland og Holland, er lande, hvor det er rigtig godt at være barn. Hvorfor er vi så bange for denne deltidskultur i Danmark?

”For mig handler det om muligheden for, at man kan gøre karriere mens man har små børn. Jeg er villig til at prøve det af – at en flekskonto-model indeholder en ret til at gå ned i arbejdstid. Jeg vil bare gerne følge med i hvad konsekvenserne er for ligestillingen. Jeg er bange for, at det bliver det normale at gå på deltid ”hvis man vil være en god mor”. Og det synes jeg ikke er rimeligt over for kvinderne, hvis det blev en norm.”

SPSM: Men er det ikke en udmærket kompetencegivende ting at have med små børn at gøre? Og er det ikke mere et spørgsmål om kultur, at vi opfatter det som et karrieretab at tilbringe tid med de mindste?

”Det er muligt, men det er stadig en reel bekymring, jeg kan have for den enkelte kvinde, om hun får mulighed for at gøre karriere.”

SPSM: Men er det ikke primært arbejdsgiverne, der skal ændre deres syn på karriere?

”Uanset hvad, så er jeg bange for, at det koster kvinderne karriere, hvis det er for nemt bare at gå ned i tid.”

RETTEN TIL AT PASSE SYGE BØRN

Den næstsidste anbefaling, som Lotte Rod skal forholde sig til, er anbefalingen om at vi – som i Sverige – skal have ret til at passe vores syge børn hjemme. Den lyder sådan her:

Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder = 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder.

”Jeg ved, at det er noget af det, der virkelig presser forældrene. Den nuværende ordning med 1-2 dage ”barn syg” giver ingen mening. Et barn bliver jo ikke rask på 1-2  dage. Og det er de færreste, der har bedsteforældre, som kan træde til. 

Min anbefaling vil dog ikke umiddelbart være at indføre den svenske model. Det ville nemlig være svært at overbevise Finansministeriet om rentabiliteten i denne model. Finansministeriet vurderer nemlig, at det kommer til at koste 40 milliarder (tror jeg det er). Men – det man kan gøre, er at starte et storskalaforsøg i en kommune. Og derefter vise Finansministeriet, at det rent faktisk kan betale sig, fordi det reelt kommer til at koste færre sygedage i den pågældende kommune end nu. 

Man kan desværre ikke umiddelbart henvise til Sverige, når man taler med Finansministeriet. Men man kan bruge den svenske model som eksempel.”

SKAL PENGENE – DELVIST – FØLGE BARNET?

Den sidste af Familiepolitisk Netværks anbefalinger er Lotte Rod lodret imod.

Den lyder sådan her:

Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune. 

”Den er jeg imod, som den er beskrevet dér. Det, der er vores opgave som samfund, er at sørge for, at vi har gode daginstitutioner. At der er nogle forældre, der vælger at passe deres børn hjemme, er ok. Men så må de betale selv. Hvis kommunen vil tilbyde en ordning, hvor pengene følger barnet, er det fint for mig, men det er ikke en statslig opgave.”

SPSM: Men hvad hvis der er evidens for, at vuggestuer ikke nødvendigvis er det bedste for børnene, og at mange børn har meget mere glæde af at blive passet i hjemlige omgivelser det første år eller to efter barsel og orlov?

”Der er formentlig nogle, der ikke trives i vuggestuen. Men jeg kan godt lide, at vi har et system, hvor det er almindeligt, at barnet starter relativt tidligt i institution, så moderen kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og at vi ikke har så lang barsel, at man bliver sat helt ud af spillet. 

Samtidig med at jeg er mor, vil jeg gerne gøre karriere. Og det tror jeg også, at de fleste andre kvinder gerne vil. Hvis man får tre eller flere børn, er man alt for meget væk fra jobbet, hvis man også skal passe børnene hjemme. Så jeg vil meget hellere kæmpe for, at der er dygtigt og nok personale i vuggestuerne.”

SPSM: Men så er det vel ikke barnets perspektiv, men de voksnes, som du anlægger?

“Det er begge dele. Virkeligheden for mange børn er, at de går i institution, og derfor går det simpelthen ikke, at normeringerne er så dårlige. Det skal vi rette op på. Og det er min første prioritet.”

SPSM: Men det er almindeligt anerkendt, at det er de nære voksne, der giver barnet kærlighed, og at kærlighed – det at blive set på med kærlige øjne – er det, som det helt lille barn har allermest brug for. 

”Jeg er ikke bleg for at tale om professionel kærlighed. Vi må stille krav til personalet, om at de rent faktisk udøver deres profession, så det lille barn oplever at blive holdt af. Det drejer sig om at have tilstrækkeligt og dygtigt personale. Jeg synes, at vi i Danmark har den rigtige balance, når vi sender vores børn i institution, når de er omkring et år.”

SPSM: Også selv om vi er førende i verden i hvor tidligt og hvor omfattende vi institutionaliserer vores børns liv?

”Ja. Jeg tror, det er et spørgsmål om kvalitet og gode rammer, og derfor er jeg også parat til at prioritere bedre normeringer meget højt.”

FAKTA

Lotte Rod (R), 33 år, er indvalgt for Radikale i Sydjyllands Storkreds. Hun blev valgt første gang i 2011 og er børne- og familieordfører, undervisningsordfører, ungdomsuddannelsesordfører, sundheds- og psykiatriordfører samt retsordfører, for blot at nævne nogle af hendes mange ordførerskaber (almindeligt i små partier). Lotte Rod er uddannet cand.scient.pol. fra 2012. 

 

NOTER

---

^[1]”Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet”, også kaldet dagtilbudsaftalen, indgået 9. juni 2017 mellem regeringen (V, LA, K) og DF, S og Rad.

^[2]  https://socialministeriet.dk/media/18857/aftale-mellem-regeringen-venstre-liberal-alliance-og-konservative-og-dansk-folkeparti-socialdemokratiet-og-radikale-venstre-om-staerke-dagtilbud.pdf

^[3]Social- og Børneministeren (red.)

Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på minimumsnormeringer, ret til at passe syge børn, ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du første interview med Socialdemokratiets børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen. De kommende dage får du et nyt interview - hver dag. Se her hvad vi har spurgt dem om.

Ane Halsboe-Jørgensen (A): Tid og nærhed betaler sig, både i institutionerne og derhjemme

Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiets børneordfører, arbejder grundlæggende for mere frihed til selvforvaltning i institutionerne – og samtidig vil hun have mange flere penge ud i kommunerne, så hele dagpasningsområdet kan løftes. 

Meget bedre normeringer er hendes mål – men ikke i form af minimumsnormeringer. Alligevel er hun overstrømmende positiv over for forældreoprøret #Hvorerderenvoksen, som hun opfatter som virkelig berettiget og på høje tid. 

Selv er hun ude i et opgør med tankegangen i Finansministeriet og hele måden at tænke velfærdsøkonomi på, bl.a. med bogen ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Den vender vi tilbage til.

Men hvad med de akutte problemer på rød stue – og hvorfor støtter socialdemokraterne ikke kravet om minimumsnormeringer?

”Hvis vi skal ned ad den vej, der hedder minimumsnormeringer, så håber jeg at det bliver på kommunalt niveau, hvor vi lægger en bund under hvor mange penge der skal bruges i den enkelte kommune. Jeg går ikke ind for at vi skal detailstyre økonomien på hver enkelt institution.”

(Artiklen fortsætter under overblikket)

LYNOVERBLIK – hvad sagde Ane Halsboe til…

1. Ret til at passe syge børn hjemme: ÅBEN, men ser helst at arbejdsmarkedets parter løser det. 

”At forbedre mulighederne for at passe syge børn er vigtigt. Jeg har fæstnet mig ved, at i Sverige har børn færre sygedage end i Danmark. Jeg tror på at megen sygdom kan tages i opløbet med en sådan model. I Danmark kan forældre være tvunget til at lyve sig syge, fordi de færreste har en overenskomst, der sikrer dem retten til at holde barnet hjemme. Det her skal vi have set på - allerhelst i samarbejde med arbejdsmarkedets parter."

2. Lovsikret ret til fleksibel arbejdstid med småbørn: NEJ, det er arbejdsmarkedets parters område

”Princippet om fleksibel arbejdstid tiltrækker mig. Nogle vil gerne ned i arbejdstid, nogle vil op. Men jeg ved ikke om vi skal have en lov, der siger at forældre til mindre børn har ret til at gå ned eller op i arbejdstid. Også her ville det være bedst, hvis arbejdsmarkedets parter tog den.”

3. Reel tillidsreform - magten tilbage til pædagoger og ledere: JA!

”Ja! Vi skal ikke ind og detailstyre daginstitutionerne. Vi skal ikke presse koncepter ned over hovedet på dem. Det giver alt for meget bureaukrati. Vi skal rulle topstyringen tilbage. Og vi skal stole på pædagogernes faglighed. Til gengæld skal vi sørge for, at den økonomiske ramme er der, så institutionerne har de midler, der skal til at sikre det faglige niveau.”


4. Minimumsnormeringer: NEJ, men vi skal have meget bedre normeringer – og pengene til kommunerne skal følge med 

”Også her vil jeg sige: Rammen skal være der. Jeg vil ikke blande mig i f.eks. vikardækning. Min foretrukne model vil være det, som man kalder økonomiske minimumsnormeringer. Så vi undgår at detailstyre.”

SPSM: Hvis man kan have et klasseloft i skolerne – dvs. maksimale klassekvotienter – så kan man vel også have en minimumsnormering i daginstitutionerne?

”Det er mere kompliceret i en daginstitution. Vi er enige i målet om, at hverdagen skal blive bedre i institutionerne, men vi må kigge på hvordan vi kommer derhen. Det optimale er, at den enkelte leder har penge nok til en ordentlig normering. Kommunerne skal kunne indrette det, så de tager højde for lokale forskelle. Vi skal modstå fristelsen til at detailstyre.”


5. Pengene følger delvist barnet: NEJ

”Når pengene er få, er jeg tilbageholdende med at betale folk for at passe deres egne børn.

Det er usikkert hvordan det ville påvirke økonomien i kommunerne, hvis man lod forældre passe børn hjemme med et tilskud det første år efter barsel, men så er der et ligestillingsperspektiv. Og der er også et hensyn til integration af de etniske familier.

Jeg er principielt tilhænger af større valgfrihed og fleksibilitet for familier, men jeg vil prioritere bedre normeringer. Jeg vil også SÅ gerne have mere beskæftigelse blandt etniske kvinder og at børnene bliver en del af børnefællesskabet som små.”

FORÆLDREOPRØRET ER EN REVOLUTION

Selv om Ane Halsboe-Jørgensen ikke støtter minimumsnormeringer, så er forældreoprøret vigtigt for hende, for det har betydet, at børn pludselig er blevet en del af denne valgkamp, siger hun. 

“Jeg synes forældreoprøret er fantastisk – det er så sejt! Tænk – over 70.000 mennesker på gaden! De burde jo tælle dobbelt. Det er mennesker, der møder op på trods af snotnæser og søvnløse nætter – det er en kraftpræstation! Jeg hører gamle mænd, der affærdiger det som piv og brok. Men det er et oprør, der har den største legitimitet og det burde være kommet for længst. Jeg så en avis, som kaldte det en husmoderrevolution – det kan man godt kalde det, men det skal være sagt med den allerstørste respekt. 

Det er virkelig et oprør, der kommer nedefra og jeg tror, det har ulmet i årevis. I hvert fald de sidste fire-fem år. Som børneordfører har jeg længe ment, at børnene og familierne burde fylde meget mere i politik. Familierne er blevet latterliggjort og er ikke blevet taget alvorligt. Man har peget tilbage på forældrene, som oplever sig som pressede, og sagt Det er alt sammen jeres eget ansvar!

I stedet skulle man have set på de strukturelle årsager til, at mange synes det er så svært at være familie. Og de strukturelle årsager er jo mange og det er dem, vi skal se på.”

SPSM: Hvad er vigtigst for dig, når vi taler om børne- og familiepolitik?

“Det vigtigste for mig er, at det at være børnefamilie i Danmark skal hænge sammen. Det skal ikke være sådan, at man som børnefamilie hele tiden føler, at man er bagud på point alle steder. Vi skal først og fremmest sikre kvalitet og tryghed i dagpasning. Men vi skal også gøre det mere fleksibelt at have små børn. Alle forældre skal kunne finde en model, der passer til dem og deres børn.”

VERDENSKLASSE

Selv om Ane Halsboe går ind for, at familierne skal kunne indrette sig mere individuelt og med større fleksibilitet, er hun en stor beundrer af den danske daginstitutionskultur. 

“Jeg er ikke på det hold, der mener, at vi skal tage børnene ud af institutionerne. Man kan rigtig mange gode ting i institutionerne, hvis normeringerne er i orden. Vi er i verdensklasse i Danmark – vi har så dygtige pædagoger. Selv om uddannelsen kan gøres bedre – og det skal vi også til at se på!

Sammenlignet med andre lande, hvor børn bliver overladt til aupair-piger og tilfældige børnepassere, er vi rigtig langt i Danmark, fordi der er en faglighed. Der skal bare være tid til at bruge den!

Lige nu sker der det, at i det øjeblik tilbuddene bliver for dårlige, begynder folk at tage deres børn ud og at gå hjemme. Og det er fint nok, hvis det er et stort ønske. Men hvis det er fordi de er bange for at deres børn ikke trives, så er det ikke OK”.

PENGENE SKAL MATCHE ANTALLET AF BØRN

Frem mod 2025 kommer der 50.000 ekstra børn – dvs. 50.000 flere end normalt. Udfordringen lige nu er derfor, at hvis Danmark bare skal bevare det niveau for velfærd, som vi har i dag, så skal der en del flere penge til. De to milliarder om året, som det koster at indføre minimumsnormeringer – eller et hvilket som helst regulært løft på dagpasningsområdet – kommer så oveni.

“Skal vi følge med demografien  (flere børn og ældre, red.), så kommer det til at koste mange penge bare at bevare det niveau for velfærd, som vi har i dag. Det er Socialdemokratiet parat til. Vi vil lægge 20 milliarder kr. oveni frem mod 2025. Vi har i vores nye økonomisk plan både penge til de nye børn, der kommer, og til et regulært løft på dagpasningsområdet. 

Som minimum skal vi fra Christiansborg sikre, at den ramme, der følger med, svarer til mængden af nye børn. De to milliarder, som det vil koste med et regulært løft, kommer så oveni.”

MINIMUMSNORMERINGER PÅ KOMMUNENIVEAU

Ane Halsboe er ikke tilhænger af deciderede minimumsnormeringer, men står fast på, at der skal tilføres dagpasningsområdet – og dermed kommunerne – langt flere midler. 

“Hvis vi skal ned af den vej, der hedder minimumsnormeringer, skal det være på kommuneniveau.”

SPSM: Hvad betyder minimumsnormeringer på kommuneniveau?

”Det betyder, at når der er så og så mange børn i en kommune, så skal det udløse så og så mange penge. Det er en bedre løsning end at regulere antallet af pædagoger på den enkelte stue.

Vi skal ikke pålægge den enkelte institution alt for mange stramme, rigide regler. Vi skal ikke inde fra Christiansborg detailstyre, hvad der sker på rød stue. Man skal passe på med at tage for meget selvbestemmelse væk fra de ansatte.”

FORBYD KONCEPTER

En reel tillidsreform, som sætter institutionerne mere fri, vil kunne skabe mere arbejdsglæde og selvbestemmelse, som virker positivt på hele området. Et skridt i den rigtige retning er at forbyde de kommunale koncepter, som mange institutioner er underlagt, mener Ane Halsboe: 

”Pædagoger og daginstitutionsledere skal bestemme meget mere selv. Det kræver, paradoksalt nok, en stærkere politisk styring fra Christiansborg. Den politiske styring skal sikre pædagogerne mod at blive kvalt i papir – mere tid med børn og mindre tid med papir.

Der har været en tendens til konceptstyring og puljestyring, og det er også udtryk for, at der ikke har været penge nok. Men det er en forkert måde at gribe problemerne an på. 

Vi så det sidst med socialministerens melding om, at hun vil sætte en pulje af til flere pædagoger i ydertimerne, hvor der ofte er for dårlig bemanding. Men det kan jo ikke være rigtigt, at institutionerne skal bruge tid på at søge om penge til personale.

Vi skal simpel hent forbyde, at kommunerne presser koncepter ned over hovedet på institutionerne. Koncepterne stjæler både tiden, ressourcerne og den faglige handlefrihed og arbejdsglæden i institutionerne.

De dygtigste pædagoger vil ikke finde sig i den detailstyring. De forlader faget, når for meget af deres selvbestemmelse bliver taget fra dem. De tænker forståeligt nok ”Hvad bilder de sig ind – jeg har taget en uddannelse på 3,5 år. Jeg kan et fag!”.

VI SKAL KIGGE PÅ VORES SAMFUND MED NYE ØJNE

Ane Halsboe medgiver, at problemerne på børne- og familieområdet ikke alene er gjort med at sikre bedre normeringer. Der skal nytænkning til.

“Vi skal til at kigge på vores samfund med nye øjne. Det er jo absurd, at vi har så stor ensomhed i det her land og samtidig så store problemer hos de unge familier med at få enderne til at mødes. Jeg har en oplevelse af, at det er mere ensomt end nogen sinde at være børnefamilie.

Vi blander os for lidt i hinandens liv og er for lidt for hinanden. Det er en tidsånd, som vi ikke kan lovgive os ud af, men hvor ville det være dejligt, hvis vi fandt nogle af de dyder frem igen, hvor vi i højere grad kom hinanden ved.

Politisk er det mit hjertebarn, at vi skal se på omsorg som en investering. Pædagoger er en investering. De første år af et barns liv er en investering.”

DER ER ET LIGESTILLINGSPROBLEM

Ane Halsboe er slet ikke med på, at pilen peger på forældrene, når det handler om problemerne med at få enderne til at mødes – “det er skyld med skyld på”, siger hun.

“Pilen peger ikke på forældrene, men på mig som politiker, når det gælder de strukturelle årsager til at mange er pressede.

Jeg er heller ikke med på, at forældrene bare kan planlægge sig ud af problemerne, f.eks. gå ned i arbejdstid. Jeg ved jo godt hvem det er, der kommer til at gå hjemme med børnene. Det er kvinderne. Og det giver lønulighed, pensionsulighed, og karriereulighed.

Hvis mødrene ønsker at gå hjemme, skal de selvfølgelig have lov til det. Familierne skal indrette sig præcis som de vil. Men hvis ikke vi skal have kvinderne hjem til kødgryderne igen, så er gode vuggestuer en del af svaret. Og det siger jeg vel vidende at vuggestuen hverken kan eller skal bære opdrageransvaret alene.”

MISTRIVSEL

Jeg spørger Ane Halsboe, hvordan hun forholder sig til den eksplosive stigning i børns og unges mistrivsel, og om hun ser et politisk ansvar her.

”Ja, det er helt uholdbart. Det er meget alvorligt med den stigende psykiske mistrivsel. Jeg talte med Børns Vilkår, der fortæller, at der på ét år er 3000 selvmordstruede børn, der henvender sig til Børnetelefonen.

Vi har store problemer med stress blandt børn og unge og unge forældre. Vi har en præstationskultur, som er dybt skadelig. Det meste af den mistrivsel, vi ser i dette samfund, rammer mennesker under 40.

Det hér er næsten lige så alvorligt som klimakrisen.”

OMSORG OG FÆLLESSKABER BETALER SIG

”Det er også derfor, jeg synes det er så vigtigt, hvordan vi regner som politikere.

For hvis vi hele tiden taler om at løbe hurtigere, så når vi jo et punkt, hvor det begynder at nedbryde folk. Her har Socialdemokratiet været med. Det har alle partierne. Vi har skudt ved siden af, når det gælder forebyggelse – og når det gælder livskvalitets-parametre. 

Vi taler om uddannelse og job, når vi gerne vil have udsatte unge mennesker i gang. Men i virkeligheden spiller selvværd, fællesskaber og en følelse af frihed en større rolle, når en ung udsat skal i gang. Den slags har vi bare ingen politisk eller økonomisk tradition for at kalkulere med.

Vi har brug for at vende logikken, at ændre den underliggende struktur i Finansministeriets hoveder.”

PROBLEMET ER REGNEDRENGENE

Ane Halsboe har sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil (A) skrevet bogen Det betaler sig at investere i mennesker, om social- og velfærdspolitikken.

“Den er et opgør med når vi siger, at vi ikke har råd til omsorg. Jo – vi har ikke råd til at lade være! 

Logikken i den måde vi regner i det her land er, at hvis vi arbejder mere, så tæller det positivt, mens alt hvad vi bruger på omsorg, forebyggelse og forskellige former for velfærd, tæller negativt i regnemodellerne – som ren udgift. 

Der er stadig ingen økonomiske modeller, der viser hvad omsorg og forebyggelse sparer os for af udgifter, som samfund. Og når man ikke kan se det i modellerne, bliver der ikke styret efter det. Vi styrer vores økonomi med ét øje. 

Vi skal have modet til at sige, at vi regner skævt i dag, og at vi skal åbne det andet øje. Hvis ikke Finansministeriets ”regnedrenge” forstår det, ender det med, at vi bliver fældet af stress og mistrivsel – det ender med at fælde os!

Selvfølgelig er det godt for vores samfund, hvis vi arbejder. Men vi overser, hvor meget holdbarhed der er i gode relationer og i at forebygge: tid og nærhed – både i institutionerne og derhjemme – kan betale sig!

Alt det her med børn og forebyggelse er stenhårdt, som økonomi betragtet. Det er ikke ”blødt” – det er ikke ”nice”, men ”need to have”. Og det skal Finansministeriet forstå. Vi skal rykke de tektoniske plader – hele synet på det her område!”

FAKTA

Ane Halsboe-Jørgensen (A) er 36 år og indvalgt for Socialdemokraterne i Nordjyllands Storkreds. Hun er tidl. gruppenæstformand, nu børneordfører og formand for Folketingets udenrigsudvalg samt medlem af finansudvalget og skatte- og beskæftigelsesudvalget.Hun er cand.scient.pol. fra 2009 og udgav i 2018 bogen "Det betaler sig at investere i mennesker" sammen med med Pernille Rosenkrantz-Theil (A). En bog om sociale investeringer og tidlig indsats. Bogen er et opgør med Finansministeriets regnemodeller og et bud på, hvordan vi i fremtiden indregner værdien af forebyggelse, omsorg, relationer og velfærd, når vi træffer politiske beslutninger.