Kategori: Flere pædagoger

Et familieliv i balance er den mest givende samfundsmæssige investering

Af Maja Krog, familiepolitisk ordfører og ordfører for børneliv og Niko Grünfeld, politisk leder fra Alternativet København. Begge nyvalgte i borgerrepræsentationen i København.

Den familiepolitiske dagsorden har længe været nedprioriteret, og det har sat sine tydelige spor. Vi har aldrig oplevet så mange stressede forældre, børn med diagnoser og så stor mistrivsel blandt de unge, og det tyder på kun at ville fortsætte, hvis vi ikke tager dette alvorligt. Familiepolitikken har gået arbejdsmarkedets ærinde, og nu betaler vi en alt for høj menneskelig pris for, at vi som samfund ikke har formået at skabe rammerne for en hverdag med plads til nærvær, tryghed, kys og kram for familierne i vores by. Det er slut nu.

Vi skal til at investere i vores familier – set fra barnets perspektiv. De er nemlig fremtiden, og en investering i dem er den bedste investering, vi kan gøre. Det kan ikke betale sig at lade være.

I Alternativet København har vi netop offentliggjort et familiepolitisk udspil – ”For Barnets Bedste” – og i dette præsenterer vi forslag til, hvordan vi kan investere i at skabe de mest optimale rammer for familierne. Der skal være tid til at være barn og til at være familie. Ved at give familierne tid til hinanden tror vi på, at børnene vil blomstre, og at samfundet derfor på den lange bane vil blomstre. Vi skal sørge for, at systemet er indrettet efter mennesker og ikke omvendt.

Fleksibelt arbejdsliv skaber trygt familieliv

Vi vil arbejde for, at der skabes bedre balance mellem arbejde og privatliv. Det skal eksempelvis anses som værende af samfundsmæssig værdi – frem for en byrde – at tage omsorgsdage for syge børn. Undersøgelser viser, at mange børn bliver sendt i institution eller skole, mens de er syge, fordi forældrene enten ikke kan eller føler de kan blive hjemme. Det er et problem. Først og fremmest, fordi ansatte og børn smitter hinanden i daginstitutionerne, men også fordi, den tankegang er frontløberen til et stresset arbejdsmarked, hvor vi som mennesker presses til at indrette os efter systemet og ikke omvendt.

I Alternativet København foreslår vi en ordning for kommunalt ansatte, hvor forældre får 30 omsorgsdage pr. år pr. barn. Denne model har vist sig at fungere rigtigt godt i Sverige, hvor den allerede er en implementeret del af arbejdsmarkedet. Kommunen skal gå forrest og vise vejen for det københavnske arbejdsmarked. Rent faktisk viser det sig, at der gennemsnitligt kun bliver brugt 5 ud af de 30 omsorgsdage. Det må da i sin helhed vise, at giver vi familierne tillid, så giver de tilliden tilbage – og samtidig giver vi vores børn den omsorg, de fortjener.

Vi er vidne til et kollektivt samfundssvigt, som vi hverken kan være bekendt over for vores børn eller pædagoger. Vi mener, at der bør ansættes 100 voksne i de københavnske institutioner nu og her!

En investering i daginstitutioner er også en investering i familielivet

95 % af alle børn i København er tilknyttet en daginstitution og påvirkes således af det massive pres, der er på pædagogerne, som grundet dårlige normeringer og krav om papirarbejde får mindre tid til nærvær og omsorg for det enkelte barn. Vi er vidne til et kollektivt samfundssvigt, som vi hverken kan være bekendt over for vores børn eller pædagoger. Vi mener, at der bør ansættes 100 voksne i de københavnske institutioner nu og her! Alenetiden skal udryddes, og den ildebrand, vi ser ude i daginstitutionernes hverdag, skal slukkes. Derudover skal vi over en årrække reducere antallet af børn på stuerne uden at reducere antallet af voksne, så vi får mindre grupper og mere nærvær. Det gøres ved at ansætte yderligere 800 voksne i vores daginstitutioner.

Vi tror derudover på, at den bedste hverdag for børnene skabes gennem et tæt samarbejde mellem forældre og pædagoger, og det bør derfor ikke være kommunen, der sætter rammerne for den enkelte institution. Vi mener i stedet, at man bør sætte institutionerne fri ved at styrke forældresamarbejdet og begrænse omfanget af bureaukratiske rapporteringssystemer og administrative krav.

Bedre barsel = ligestillet barsel

Det gode familie- og børneliv begynder allerede ved barnets fødsel. Det er derfor afgørende, at vi også investerer i barnets første leveår, da det er her selvværd og troen på, at man kan lykkedes, bliver grundlagt. Derfor er det utrolig vigtigt, at det bliver en reel mulighed at opprioritere sit familieliv og skabe tid til tryghed og nærvær i den allerførste tid af barnets liv.

For at imødegå det ønske vil Alternativet gøre Københavns Kommune til en forgangskommune for bedre og mere barsel. Helt konkret skal faren kunne tage 14 ugers barsel, hvoraf fire af ugerne kan tages sammen med moren. Hele barslen bliver derved forlænget med 12 uger. Hvis familiekonstellationen ser anderledes ud, skal det naturligvis ikke være et problem. Her vil man kunne give den ekstra barsel til et andet nært stående familiemedlem.

Med en mere ligestillet og bedre barsel tror vi på, at fødselsdepressioner, stress og den tidlige bekymring kan blive reduceret. Forskning har endvidere vist, at kommer faderen på banen tidligt, vil familielivet som helhed have større chance for at lykkedes. Vi vil derfor gøre det attraktivt for fædrene at tilvælge barsel ved at arbejde for mulighed for fædregrupper til alle fædre i København samt sætte fokus på flere tilbud til barslende fædre.

Tilskud til hjemmepasning

Vi tror på, at forældre vil deres barn det bedre, og i langt de fleste tilfælde, ved hvad der er deres barns bedre. Derfor mener vi, at forældre i København skal have et reelt frit valg, når det kommer til pasning af deres barn. Den enkelte familie skal have muligheden for at passe deres eget barn i hjemlige rammer, og det vil vi i Alternativet København skabe, ved at give et et-årigt tilskud til pasning af eget barn.

Med vores familiepolitiske udspil har vi turdet at lade os selv drømme. Drømme om et København som familiernes by, der både tilgodeser ligestilling, arbejdsliv og et familieliv hvor børnenes behov for nærvær og omsorg bliver mødt. Nogle vil sikkert kalde os fantaster, men hvis politik ikke handler om at sætte baren højt for at velfungerende samfund, hvem er det så, der skal gøre det?

Og link til udspillet:

https://kbh.alternativet.dk/application/files/9415/1057/2652/Familiepolitisk-udspil_AlternativetKBH_2017.pdf

Giv Københavns børn mere kunst og musik

 Af Randi Hjortholm (B), kandidat til kommunalvalget 2017 for De Radikale i Københavns Kommune
Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

VORES STED I KOMMUNEN: ZOO
Da min datter Adriana blev adopteret fra Ecuador, var hun knap 3 år, hun havde åben læbe-ganespalte, og sproget var en udfordring. Men i Zoo kunne vi høre de samme lyde, dufte blomsterne, le af isbjørnene… og på den måde finde hinanden som familie. Derfor er Zoo et af de kulturelle steder i min kommune København, der virkelig betyder noget for mig og min familie. Adrianas yndlingshistorie er, da odderne troede, at hun og hendes lillesøster var dyrepassere, fordi de var klædt i grønt, og de små, larmende odderunger tiggede mad. Familietid i Zoo for mig er dyrebar, fordi vi dér er lidt som i en lille bobbel, hvor vi kan være sammen væk fra omverden. Min yngste datter er plejebarn, og det er vigtigt som familie at have fælles minder og oplevelser. For os er Zoo et af de steder, hvor hver en lille plet indeholder fælles minder. 

Jeg lever ikke mit liv opdelt
At være opstillet som kandidat til Kommunalvalget som ny i politik, singlemor til to piger og med fuldtidsjob er selvfølgelig en stor opgave. Hvordan kan man gøre det, og stadig have balance i familielivet?
Det vigtige er klart, at ens parti støtter, at man prioriterer sin familie. Og så er det for mig vigtigt, at de ting, jeg laver, kan flettes ind i hinanden. Jeg lever ikke mit liv opdelt, men som en enhed. Mine døtre er 15 og 9 og derfor store nok til at være med i nogle af de politiske aktiviteter. Så når jeg for første gang tager til Folkemødet på Bornholm i juni, er mine døtre med, og vi har en af vores nære venner med som barnepige. Det betyder også, at de ting, jeg kæmper for politisk, tit har rødder i de udfordringer, jeg ser i mit lokalområde og hos de mennesker, jeg møder.

Bedre vilkår for udsatte familier
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv opnår jeg ved at skabe gode vilkår for min egen, men også andres familier, inden for alle områderne jeg arbejder for. Begge mine døtre har et handicap, der bevirker, at livet nogle dage er en udfordring. Tryghed og nærhed er afgørende for pigerne, det er mig der udgør den tryghed for dem. Via politik får jeg mulighed for at kæmpe for, at udsatte familier får bedre vilkår, men i den politiske verden kan jeg heldigvis dele det ansvar både med mit eget parti, men også med andre, der arbejder for bedre vilkår for familier.

I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Kulturelle tilbud til børn og unge
Hvis jeg bliver valgt ved det kommende Kommunalvalg, vil de kulturelle tilbud til børn og unge i København have mit store fokus. Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

Det vigtigste for mig er, at børns baggrund ikke afgør deres fremtid. De Radikale ønsker, at alle skal være en del af fællesskabet, men dem der har det svært, skal vi hjælpe, så de komme med ind i fællesskabet. I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.
Øremærket barsel til mænd og flere omsorgsdage
Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar for at skabe bedre rammer for familierne. Det er afgørende, at vi får øremærket barsel til mænd og får flere omsorgsdage til det enkelte barn. En fremtid, hvor familiepolitik får mere betydning politisk, kræver et parti, der tør at tage dialogen og lave ting om. I det kommende kommunalvalg ser jeg frem til at kæmpe for børn og unges ret til det gode familieliv.
Minimumsnormeringer
I forhold til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så er det en nødvendighed. De Radikale har netop “flere pædagoger i institutionerne” som et af de punkter, vi kæmper for. Vores børn skal have en bedre hverdag, og det kræver flere uddannede pædagoger i institutionerne.

Vi har ikke nok fokus på familiernes vilkår i samfundet. Jeg håber, at jeg politisk kan være med til, at familiepolitik bliver et afgørende emne både i kommunalpolitik – men også på Christiansborg.

Mit familiepolitiske spørgsmål er dette:

Hvordan får vi flere til at opdage, at politik har stor indflydelse på familielivet, så flere forældre bliver politisk aktive, særligt kvinderne?

Tak for, at jeg fik ordet her

Kærlig Hilsen

Randi Hjortholm

Kandidat for de radikale til KV17

 

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød. 

Giv børn din stemme

FAMILIEPOLITISK AKTIONSGRUPPE VIL SÆTTE BØRNS TRIVSEL PÅ DAGSORDEN

Kommunalvalget 2017 nærmer sig og”Giv børn din stemme” er navnet på en nystartet familiepolitisk aktionsgruppe, som gør præcis det, navnet opfordrer til: Den giver børnene en stemme i den offentlige debat og kæmper for at få vælgerne til at stemme på politikere, som prioriterer børns trivsel. – Her kommer gruppens første udmelding:

Vi mener, ligesom al forskning på området, at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.
Illustration af Anne-Mette Karstad Poulsen for Familiepolitisk Aktionsgruppe efter “Find Holger” af Martin Handford.
Af Anne-Mette Karstad Poulsen og Pernille Yde Honoré

”Børnene er det vigtigste, vi har”. Vi siger det igen og igen, til os selv – hinanden – og ikke mindst til vores børn.

Men ser man på den dagligdag, mange børn har i deres institution, kan det være svært at få øje på den omsorg og kærlighed, ordene udtrykker.

Det mismatch mellem ord og virkelighed vil vi i ”Giv børn din stemme” lave om på!

Vi vil have institutioner, der afspejler, at børnene virkelig er det vigtigste, vi har. Vi vil have institutioner, der ikke blot hjælper børnene med at lære at tale, men faktisk også lytter til det, børnene siger. Vi vil det for børnenes, for familiernes og for samfundets skyld.

Børnenes vogtere
Kort fortalt er vi nok den mest lovlydige og vandkæmmede aktivistgruppe nord for ækvator. Der er ingen barrikade-krigere eller politikeraspiranter her – faktisk er der kun pligtopfyldende borgere, som har fået nok!

Nok af besparelser og effektiviseringer på børnenes og pædagogernes bekostning, nok af faktaresistente politikere, nok af tavshedskulturen i vuggestuer og børnehaver – og nok af at se stiltiende til, imens børn dagligt udsættes for offentligt omsorgsvigt.

Vi er først og fremmest forældre og enkelte pædagoger. Vi er tilhængere af daginstitutioner, og det skal være under ordenlige forhold. Vuggestuer og børnehaver skal være til for at fremme børns trivsel, udvikling og læring –fuldstændig i tråd med det, dagtilbudsloven foreskriver. Daginstitutionerne skal ikke være en praktisk opbevaringsordning til vores børn, mens vi går på arbejde.

Vi mener – ligesom al forskning på området – at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Fakta-resistent børneminister
Det bekymrer os derfor dybt, at vi har en børneminister, som ignorerer denne viden. En børneminister, der kalder de historisk dårlige normeringer for en myte og konsekvent henviser til alternative fakta, når hun skal beskrive normeringerne, i stedet for at forholde sig til den virkelighed børnene lever i. (Se artikel i Information.)

Det bekymrer os, at forældres, pædagogers og eksperters desperate råb på flere hænder besvares med en påstand om, at der er skam hænder nok, hændernes ejermænd skal blot være dygtigere.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Stem på en politiker, der vil dit barn det bedste
Vores mission er at skabe opmærksomhed om de kritisable forhold i børneinstitutionerne og allervigtigst: De konsekvenser det har for børn at have en hverdag i de rammer.

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Det er en helt bevidst retningslinje, at gruppe ikke laver skræmmekampagner, selvom der desværre er rigeligt stof til det. Vores fokus er på det lille, men dybt alvorlige svigt, som alt for mange børn oplever dagligt, fordi de hurtigløbende pædagoger simpelthen ikke kan nå at være i kontakt med dem alle.

Vores ambition er at brolægge vejen til mere bevidste vælgere med humor og fakta. Hvordan det praktisk kommer til udtryk, afslører vi i de kommende måneder og op til kommunalvalget, men kampagner på sociale medier, presseindsats, liveaktioner og demonstrationer bliver de bærende elementer.

Vi gør det sammen!
Vi har dannet aktionsgruppen, fordi vi tror på, at vi sammen kan flytte bjerge, og fordi vi ikke kan lade være. Som én sagde til vores første møde: Når man først sætter sig ind i dette emne, er der ingen vej tilbage – man kan ikke vende det blinde øje til.

Vi gør det, fordi vi hverken kan eller vil se stiltiende til, imens vi som samfund nedprioriterer vores børn igen og igen.

Som Martin Luther King sagde, ”slutter vores liv den dag, vi tier stille om det, som er vigtigt”. Vi siger alle, at vores børn er det vigtigste, vi har. Lad os kæmpe for at få en politisk dagsorden, som afspejler det!

Kontakt Familiepolitisk Aktionsgruppe: givboerndinstemme@gmail.com

Om skribenterne

Pernille Yde Honoré er kommunikationsrådgiver og mor til tvillinger på tre år. Hun er uddannet journalist og bor i København. Da hendes og hendes mands barselsorlov var opbrugt, valgte hun at sige sit fuldtidsjob op for at passe deres børn hjemme, indtil de fyldte to år.

Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København.

 

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Stop det offentlige omsorgssvigt

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Når vi ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger? Det har været debatteret ivrigt i Familiepolitisk Netværk. I den forgangne uge kom BUPL så med nye tal på daginstitutionsområdet, der blev fulgt af advarsler om et offentligt omsorgssvigt. Derfor kommer her netværks-medstifter Karen Lumholts bud på en skabelon til brug for bekymrede forældre, som vil skrive brev til de ansvarlige kommunalpolitikere.

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Af Karen Lumholt
Om skribenten: Karen Lumholt er journalist, mor til tre voksne børn og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Hun har skrevet en række bøger om børn, samfund og familie, har været opstillet til Folketinget, været direktør for Tænketanken Cura og er nu selvstændig rådgiver, foredragsholder og underviser.

Kære kommunalpolitikere – hjælp os med et opgør med løgne- og tavshedskulturen

Jeg har skrevet et brev til kommunalpolitikerne, fordi jeg mener, at de bør vide, hvor galt det står til i daginstitutionerne.

Desværre bliver oplysningerne om forholdene i daginstitutionerne ofte skjult for politikerne, fordi forvaltningerne ønsker at lægge låg på. Og fordi tavshedskulturen råder i institutionerne, hvor man ikke vil gøre forældrene bekymrede og ikke vil kaste negativt lys på institutionens ledelse, som knokler som besat for at få enderne til at mødes.

Altsammen forståeligt og i rystende grad velbegrundet – det handler jo om mennesker, der risikerer jobbet. Men politikerne SKAL vågne op og tage ansvar.

Derfor brevet.

Brevet kan frit bruges af alle jer, som læser dette, som inspiration. Det er stilet til de folkevalgte politikere i kommunens “Udvalg for Børn og Unge”, som kan hedde lidt forskelligt fra kommune til kommune.

Mit forslag er, at henvendelsen sendes til hvert enkelt udvalgsmedlem. Mailadresser vil ofte være at finde på kommunens hjemmeside, men ellers må forvaltningen kunne hjælpe.

Brevet er meget langt og skal opfattes som en bruttoliste. Man kan vælge og vrage i indholdet, og man kan sakse i brevet og bruge de dele, man kan identificere sig med. Hovedsagen er:

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Her kommer brevet:

__________________________________

Til medlemmerne af Udvalget for Børn og Unge – eller hvad det nu hedder i din kommune.

Jeg har i dag – igen – måttet aflevere mit barn i vuggestue/børnehave med en følelse af stærk uro og bekymring.  Min bekymring betyder, at jeg nu (igen) overvejer at holde mit barn hjemme og at melde mig selv syg. Muligvis helt at tage mit barn ud af institutionen.

Jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg har en rigtig god kontakt både til personale og leder i institutionen og at jeg har den største respekt for pædagogernes faglige arbejde og for institutionens leder og ledelse.

Af samme grund ønsker jeg IKKE på nogen måde at hænge institutionen ud. Og derfor har jeg IKKE i første omgang nævnt institutionens navn, hvor personalet knokler for at få enderne til at mødes, og tydeligvis knokler mere og mere for hver dag, der går. Jeg oplever, at deres vilkår bliver ringere og ringere.

Jeg vil gerne fortælle om den konkrete situation, som jeg oplevede i dag:

I dag var situationen den, at…… – skriv her lidt om den konkrete situation, men uden at skrive noget dårligt om enkeltpersoner, hvad enten det er børn, personale eller forældre. Overvej igen om du overhovedet skal nævne institutionens navn.

Andre dage har situationen været, at… – lad dig evt. inspirere af denne liste:

  • … små børn, der var lidt pjevsede eller småsløje, ikke fik den omsorg, de åbenlyst trængte til
  • … blebørn ikke blev skiftet, men måtte vente længe
  • … nystartede børn på stuen græd og tydeligvis var utrygge og måske ulykkelige
  • … børn der lige var blevet afleveret af far eller mor var grædende, men ikke kunne blive taget op
  • … børn sloges uden at personalet kunne komme det barn til hjælp, som var blevet slået/bidt/ramt
  • … et barn var kommet til skade, men der var ikke tid til trøst
  • … en pædagog var alene med XX børn
  • … børnegruppen var alt for stor til 2 personaler (eller 1)
  • … eller hvad du/I nu har oplevet.

Jeg er bekymret, fordi hverken mit barn eller andre små børn får den omsorg, der er så vigtig, for at de kan udvikle sig normalt.

Jeg er bekymret for, om børnene og pædagogerne i længden kan holde til det.

Jeg er også bekymret, fordi paragrafferne i Dagtilbudsloven tydeligvis ikke bliver overholdt.

Der finder altså lovovertrædelser sted.

Min bekymring går især på fire forhold:

  1. Mængden af børn på stuen/legepladsen er alt for stor, set i forhold til, at mange af børnene har behov for omsorg/trøst/konfliktløsning/hjælp til fx toiletbesøg eller mad
  2. Der er for få pædagoger/medhjælpere, der reelt kan være til stede på stuen (mange går fra til møder/kontorarbejde/arbejde med planer, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og udenfor huset etc.)
  3. Personalet kan i længden blive slidt/måske syge og udbrændte, fordi de hele tiden går til deres yderste grænse for deres formåen og ikke kan opfylde de krav, de selv stiller til fagligt forsvarligt arbejde med børn og forældre
  4. Der er ingen vikardækning v. pædagogers fravær fra stuen, fx pga. ferie, omsorgsdage (pr. pædagog typisk ca. 34 dage om året), kurser, afvikling af aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt, udarbejdelse af diverse test og læreplaner, møder/kontorarbejde, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og uden for huset samt ved sygdom. Jeg ved ikke om I politikere er klar over det, men alt dette fravær fra stuen er som regel IKKE vikardækket.

Ligesom min respekt for de enkelte pædagoger og for lederen er enormt stor, har jeg også stor respekt for forvaltningen, som så vidt jeg er orienteret også gør, hvad de kan, for at få ressourcerne til at slå til.

Men uanset de gode viljer KAN det ikke lade sig gøre.

Sandheden er, at forholdene nu er sådan, at især de helt små børn og de børn, som er mest sårbare, bliver svigtet hver eneste dag. Og at de lidt større og lidt mere robuste børn også lider. Jeg ser det selv. Og jeg hører pædagoger sige det. Men de tør ikke sige det højt.

I de år, jeg har haft børn, er børnegrupperne på stuerne blevet større, institutionerne er blevet større og personalet, der er til stede på stuerne, blevet færre. Dem, der er tilstede, har mere travlt. I ydertimerne virker de meget pressede, selv om de gør, hvad de kan, for, at vi forældre ikke skal mærke noget.

Samtidig bliver børnene yngre og yngre. Et barn, der går fra børnehave til skole er i dag 5 år. For nogle år siden (før 0. klasse blev obligatorisk), var børnehavebørnene op til 7 år. Nu er de yngste ikke engang 3 år og går stadig med ble. Og vuggestuebørnene er tilsvarende yngre.

Jeg ved, at mange politikere – ligesom vi forældre – er bevidste om, at institutionerne har problemer, men trøster sig med, at Finansministeriet og Børne- og Socialministeren fortæller os, at normeringerne ikke er blevet væsentligt ringere de senere år.

Men det er ikke det, vi ser i praksis. Det er ikke den virkelighed, der møder os i institutionerne.

Ministeriets beregning af de gængse normeringer hviler på et grundlag, hvor man IKKE tager højde for, at pædagoger og institutioner er blevet pålagt en mængde opgaver, som indebærer, at ressourcerne går fra børnene. Tiltag, som hver især er fornuftige nok, men som i praksis trækker ressourcerne væk fra kerneydelsen: Samværet med børnene.

Det er for eksempel tests, læreplaner, sprogscreening, møder i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole, samtaler med andre instanser, herunder skoler, fritidshjem, SFO, PPR, psykologer, talepædagoger osv. Der er obligatoriske kurser, aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt. Samt et væld af andre opgaver. Jeg har set en liste over opgaver for pædagogerne, som IKKE havde noget med arbejdet på stuen at gøre, som fyldte 29 sider. Opgaver, som daginstitutionerne er pålagt oppefra, men som ikke udløser forberedelsestid eller på anden vis udløser ekstra normeringer, penge eller vikarer.

Tiden går, igen, fra børnene.

At der ikke tales, ja råbes meget højt om alt dette, i offentligheden, kan skyldes flere ting:

  • At pædagogerne giver sig selv mundkurv på og ikke tør fortælle os forældre, hvor galt det står til, af angst for at gøre de i forvejen pressede forældre urolige – dette bekræfter BUPL.
  • At institutionsledere ikke tør råbe op af bekymring for, om der kan kastes et kritisk lys på netop deres institution – dette bekræfter de institutionsledere, som jeg har talt med.
  • At klyngeledere og områdeledere tier af samme årsag – fordi de ikke vil kritiseres for ikke at løse den opgave, de er pålagt af forvaltningen.
  • At ledere på alle niveauer dukker sig for ikke at komme i kritisk søgelys.
  • At forvaltningschefer også helst vil have, at området ser ”pænt ud” – hvilket det nemt kan gøre, på papiret, men kun så længe man fortier de forhold, jeg nævner her.

Udefra set kan det se imponerende ud. Aldrig har så mange børn været i institution som nu. ”Produktionen” er i top – der ydes ”velfærd” i enorme mængder. Men kvaliteten er tilsyneladende i bund.

Ingen vil indrømme det. Heller ikke vi forældre, for vi er nødt til at tro på, at vores børn har det godt og trygt, mens vi er væk fra dem, hvis vi skal kunne gå på arbejde.

Løgnekulturen ser ud til at være massiv.

Alle vi, der til daglig færdes i børnenes institutioner – forældre, bedsteforældre og personale – kan mærke det: Den er helt gal!

Situationen er uholdbar. Personalet er tæt på sammenbrud. Forældrene er bekymrede. Og med stressede forældre og stressede pædagoger er de små børn omgivet af stress fra morgen til aften.

Lytter man til børneforskere som Dion Sommer, Per Schultz-Jørgensen, Margrethe Brun Hansen og mange, mange andre, er man ikke i tvivl: Det er ikke sundt! Stress smitter!

De børnesagkyndige psykologer siger det: Små børn, der ikke får den omsorg, trøst og støtte, de har brug for, oplever et svigt, der sætter sig på en irreversibel måde i deres sind: Manglende selvværd, manglende evne til at regulere egne følelser, uhensigtsmæssig kognitiv og følelsesmæssig udvikling, som senere kan vise sig som meget alvorlig psykisk sårbarhed, starter i vuggestue- og børnehavealderen.

Vi ved det – fra utallige videnskabelige udredninger og fra enorme mængder af forskning om børn. Og der er ingen grund til at være i tvivl om rigtigheden af denne forskning, for det er de samme konklusioner, eksperterne kommer frem til igen og igen: Børn, der føler usikkerhed, angst og forladthed som små, bliver urolige, ukoncentrerede og usikre som lidt større og får ofte vanskeligheder ved at lære, ved at omgås andre, ved at knytte sig til andre, at regulere deres følelser og aggressioner, at passe en uddannelse og et arbejde og at skabe en sund familie…

Økonomen James Heckmann, nobelpristager, har vist, hvordan vi som samfund kommer til at betale en meget høj pris for vores svigt af de allermindste. Ja, faktisk kommer pengene, som vi investerer i de allermindste, igen 16 gange, målt i velfærd. Et samfund, der svigter sine mindste, bliver et skrøbeligt samfund og dertil et meget dyrt og dårligt velfærdssamfund. Og et samfund med stressede, syge og sårbare mennesker.

Jeg tror, vi er mange forældre, der ligesom mig er ved at have fået nok. Mange, der er tæt på at sige vores job op, tage vores børn ud af institutionerne og passe dem selv, velvidende at vores boligsituation og økonomi kan blive alvorligt truet, at vi måske mister tilknytningen til arbejdsmarkedet eller i hvert fald til vores branche eller fag.

Men hellere det – er vi måske mange, der vil tænke – end hver dag at se, at små børn, der kun har denne ene barndom, lider afsavn og måske tager skade.

Det er med stor alvor, jeg appellerer til jer politikere, om at vågne op. Jeg appellerer til jer om at stoppe den kultur af selvbedrag, der har fået jer og mange andre til stiltiende at lade denne underminering af vores engang så verdensberømte daginstitutioner foregå.

Jeg appellerer til jer om at være de politikere, der ansvarligt, ærligt og modigt siger fra. Jeg appellerer til jer om at stille jer på forældrenes, bedsteforældrenes, pædagogernes og forskernes side og sige til Christiansborg og Finansministeriet: Nu er det nok! Nu går den ikke længere!

Kommunerne presses til offentlig omsorgssvigt.

Det er ikke værdigt for jer, for forvaltningen, for pædagogerne, for forældrene – og slet ikke værdigt, at vi som samfund behandler børnene, som ikke kan sige fra, på denne måde. Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Jeg ved, at jeg ikke er alene med min bekymring. Jeg ved, at vi er mange. Og at vi er ved at nå en grænse, hvor vi ikke længere kan se passivt på.

Jeg håber, at I politikere endelig vil lytte, også selv om jeres moderpartier på Christiansborg har svært ved at se alvoren. Jeg håber at I, der er tæt på forældre og pædagoger, vil tage bladet fra munden.

Om ikke andet, så fordi I i år er på valg.

Med venlig hilsen

Navn og
Adresse

___________________________________

Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Læs også del 1 af Familiepolitisk Netværks Blogs tema om bekymringshenvendelser: “Min søn på 2 år strejker i dag”

Læs også pædagog Kirstine Kirks beskrivelse af forholdene i daginstitutionerne.

Kære Mor – Du Har Magten

KVINDERNES KAMPDAG 8. MARTS 2017

Har kvinder en særlig magt til at sikre mangel på omsorg/nærvær i vores samfund? Det er de stærke og svage kvinders dag, og i de danske medier er der masser af fokus på manglen på kvindelige ledere og mænd på barsel. Så i dagens anledning bringer vi her eet af de synspunkter, der har lidt sværere ved at finde vej til dagspressen. Det handler ikke om en mangel – men om magt – og kvinder som mødre med et særligt ansvar for ungernes omsorg. Det er netværkets medlem og mor Anne-Mette Karstad Poulsen, der har været ved tasterne: Læs, del og debatter – hvis I tør. Rigtig god kampdag (red.)

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde. – Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen
Kære mor – du har magten.

Det er let at glemme der midt i myldretiden, madpakkerne og moster Annes fødselsdag.

Men sådan er det. Det er ikke politikerne eller cheferne, men os mødre, der har virkelig har magten over morgendagens samfund – og vores børn har behov for, at vi bruger den – nu.

Jeg ved godt, at du er overbebyrdet, udmattet, og at opgaven virker uoverskuelig og skræmmende. Og jeg forstår dig, hvis du har mest lyst til at krybe sammen foran Netflix og forsvinde ind i andres kampe for at redde andre verdener…

Men kære mor, der er en verden lige her, som kun du kan redde – nemlig dit barns!

De sidste års debat om forholdene i de danske børneinstitutioner har gjort det smerteligt klart, at flertallet af vores politikere, er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde på dette område.

Hvis vi venter på hjælp fra dem, kommer vi og vores børn til at vente forgæves.

Skal forholdene forbedres så børnene kan mærke det, så bliver vi nødt til at kæmpe for det.

Kæmpe for det, som vi mødre ved er rigtigt og vigtigt.

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde.

Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv for alle børn – både hjemme og i institutionerne: Et liv hvor barnet kan vokse og gro i en hverdag, hvor de voksne omkring dem har den tid og det overskud, den proces kræver.

For kun når vores børn er trygge, kan vi mødre nyde og bruge den frihed vores formødre kæmpede så hårdt for at kunne give os i vuggegave.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Vi har en samfundskontrakt, som meget forsimplet går ud på, at vi arbejder livet igennem og via skatter og afgifter betaler ca 60 % af vores løn til fælleskassen. Til gengæld passer staten så godt på os og vores kære.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Og hvad gør man så, når staten ikke holder sin del af sådan en aftale ?

Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg ved at det er fuldstændigt essentielt at vi gør noget. Og at hvis vi alle sammen gør noget, så vil en fælles løsning vise sig.

Modige forældre, pædagoger og fagfolk har i årevis råbt op om de uforsvarlige forhold, som efterhånden er blevet normen i flertallet af danske børneinstitutioner. Og eksperter advarer om de menneskelige og økonomiske omkostninger det vil få, hvis vi ikke retter op på de dårlige vilkår for børns trivsel.

Oftest ignoreres deres advarsler og de nødråb, der kommer, besvares typisk af en opgivende trækken på skulderen efterfulgt af kommentaren “sådan er det jo”.

Men nej: Sådan er det ikke bare. Sådan HAR VI VALGT, at det skal være. Og det betyder, at vi kan vælge om igen.

Vi kan vælge modigere, kærligere og mere ansvarligt – og både som individer og samfund har vores børn behov for, at vi gør det nu.

Kære mor – du har magten – brug den nu!

Go’ kampdag !

Om Skribenten: Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København. 

Læs om Anne-Mettes eget valg som mor her.

Læs også tidligere indlæg fra skribenten i Politiken i 2015 her.

I Odense er vi ved at finde balancen mellem vækst og velfærd

Familiernes trivsel skal på den kommunalpolitiske dagsorden i valgåret 2017. Derfor har Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om deres familiepolitik. Sidst skrev Aarhus Kommunes Bünyamin Simsek (V). Denne gang er det Odenses Rådkvinde for børn og unge Susanne Ursula Crawley Larsen (R) der har været ved tastaturet:

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

Af Susanne Crawley Larsen (R), Rådkvinde for børn og unge, Odense Kommune

Når jeg er på et af mine besøg i børnehuse og på skoler rundt omkring i Odense ser et barn eller en ung, som ikke trives, gør det ondt i hjertet – både som menneske og som politiker.

Børn skal have det godt, så de uanset deres baggrund får muligheden for at folde vingerne ud og blive unge og vilde og siden voksne og ansvarlige.

Og ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så vil flere penge til børn- og ungeområdet betyde flere voksne og bedre muligheder for at lykkes.

Børnene og de unge både i Odense og i resten af Danmark fortjener flere voksne omkring sig både i dagtilbud og skoler. Som radikal rådkvinde er jeg selvfølgelig glad for og stolt over at tilhøre et parti, som er parat til at indføre normeringer i vore dagtilbud, og som prioriterer uddannelse højt.

Min erfaring har vist mig, at det er svært for kommunerne helt selv tage ansvar for dette, når der skal prioriteres mellem en ny skole, kultur, byfornyelse, snerydning og alle de andre opgaver, en kommune har. Så selv om kommunalt selvstyre er skønt, kan man godt nogen gange få brug for hjælp fra Christiansborg.

Et flertal i Odense Byråd var dog ved dette års budget enige om, at de yngste børn, skolebørnene samt de udsatte børn og unge skulle have for knap 100 millioner kroner mere opmærksomhed, læring og omsorg.

Derfor ansætter vi nu pædagoger, socialrådgivere og lærere, for byrådsflertallet var nemlig enige om, at pengene skulle gå til flere voksne blandt børnene og ikke til avantgardistiske projekter med eksotiske titler og store styregrupper.

Vi vil bare gerne, sammen med forældrene, hjælpe børnene på vej mod det liv, de drømmer om.

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

En af de ting, jeg vil bruge energi på i min kommune, er det, man kunne kalde generationsfællesskabet. Altså skabe muligheder for, at familier kan bo sammen i samme by/bydel og sammen løse de af livets udfordringer, som kommunen ikke nødvendigvis er den bedste til at løse. Det ser vi allerede, når bedsteforældre henter børn den dag om ugen, hvor hverken mor eller far kan nå det.

Men vi ser også familier gå i opløsning, når hverdagen bliver for krævende.

Jeg tror, at generationsfælleskabet er en af de måder, hvorpå vi skal finde svaret på noget af det, der er svært ved at være børnefamilie med alt for lidt tid – eller modsat – at blive gammel med alt for meget tid, men til gengæld ensom. I et generationsfællesskab bliver det uendelig meget lettere at rumme en dement i familien eller et barn med handicap, eller bare de helt almindelige udfordringer alle har. Udfordringer som kan tage luften ud af enhver familie, når man er alene om det.

Samtidig kæmper jeg selvfølgelig videre for, at vi en min by finder den rette balance mellem bæredygtig vækst og velfærd.

I min verden hænger vækst og velfærd nemlig sammen, ja, begreberne er hinandens forudsætninger, og det var netop den erkendelse hos et flertal i Odense Byråd, der var årsag til, at vi i Odense nu er begyndt at prioritere børnene og de unge højere.

Fakta om Odense Kommunes Børne- og Ungeforvaltning

  • I Odense Kommune går 8.700 børn i kommunal dagpleje, vuggestue eller børnehave.
  • Dagtilbuddene er organiseret i 20 institutioner med i alt 130 børnehuse, hvoraf 15 er selvejede.
  • Odense har 33 folkeskoler og 2 specialskoler.
  • Der er i alt 23.300 indskrevne elever i folkeskolerne i Odense og 5.800 elever fra 0.-3. klasse er indmeldt i ét af kommunens SFO-tilbud.
  • Børne- og Ungeforvaltningen beskæftiger godt 6.200 medarbejdere og har et årligt budget på 2,8 mia. kr.