Et familieliv i balance er den mest givende samfundsmæssige investering

Af Maja Krog, familiepolitisk ordfører og ordfører for børneliv og Niko Grünfeld, politisk leder fra Alternativet København. Begge nyvalgte i borgerrepræsentationen i København.

Den familiepolitiske dagsorden har længe været nedprioriteret, og det har sat sine tydelige spor. Vi har aldrig oplevet så mange stressede forældre, børn med diagnoser og så stor mistrivsel blandt de unge, og det tyder på kun at ville fortsætte, hvis vi ikke tager dette alvorligt. Familiepolitikken har gået arbejdsmarkedets ærinde, og nu betaler vi en alt for høj menneskelig pris for, at vi som samfund ikke har formået at skabe rammerne for en hverdag med plads til nærvær, tryghed, kys og kram for familierne i vores by. Det er slut nu.

Vi skal til at investere i vores familier – set fra barnets perspektiv. De er nemlig fremtiden, og en investering i dem er den bedste investering, vi kan gøre. Det kan ikke betale sig at lade være.

I Alternativet København har vi netop offentliggjort et familiepolitisk udspil – ”For Barnets Bedste” – og i dette præsenterer vi forslag til, hvordan vi kan investere i at skabe de mest optimale rammer for familierne. Der skal være tid til at være barn og til at være familie. Ved at give familierne tid til hinanden tror vi på, at børnene vil blomstre, og at samfundet derfor på den lange bane vil blomstre. Vi skal sørge for, at systemet er indrettet efter mennesker og ikke omvendt.

Fleksibelt arbejdsliv skaber trygt familieliv

Vi vil arbejde for, at der skabes bedre balance mellem arbejde og privatliv. Det skal eksempelvis anses som værende af samfundsmæssig værdi – frem for en byrde – at tage omsorgsdage for syge børn. Undersøgelser viser, at mange børn bliver sendt i institution eller skole, mens de er syge, fordi forældrene enten ikke kan eller føler de kan blive hjemme. Det er et problem. Først og fremmest, fordi ansatte og børn smitter hinanden i daginstitutionerne, men også fordi, den tankegang er frontløberen til et stresset arbejdsmarked, hvor vi som mennesker presses til at indrette os efter systemet og ikke omvendt.

I Alternativet København foreslår vi en ordning for kommunalt ansatte, hvor forældre får 30 omsorgsdage pr. år pr. barn. Denne model har vist sig at fungere rigtigt godt i Sverige, hvor den allerede er en implementeret del af arbejdsmarkedet. Kommunen skal gå forrest og vise vejen for det københavnske arbejdsmarked. Rent faktisk viser det sig, at der gennemsnitligt kun bliver brugt 5 ud af de 30 omsorgsdage. Det må da i sin helhed vise, at giver vi familierne tillid, så giver de tilliden tilbage – og samtidig giver vi vores børn den omsorg, de fortjener.

Vi er vidne til et kollektivt samfundssvigt, som vi hverken kan være bekendt over for vores børn eller pædagoger. Vi mener, at der bør ansættes 100 voksne i de københavnske institutioner nu og her!

En investering i daginstitutioner er også en investering i familielivet

95 % af alle børn i København er tilknyttet en daginstitution og påvirkes således af det massive pres, der er på pædagogerne, som grundet dårlige normeringer og krav om papirarbejde får mindre tid til nærvær og omsorg for det enkelte barn. Vi er vidne til et kollektivt samfundssvigt, som vi hverken kan være bekendt over for vores børn eller pædagoger. Vi mener, at der bør ansættes 100 voksne i de københavnske institutioner nu og her! Alenetiden skal udryddes, og den ildebrand, vi ser ude i daginstitutionernes hverdag, skal slukkes. Derudover skal vi over en årrække reducere antallet af børn på stuerne uden at reducere antallet af voksne, så vi får mindre grupper og mere nærvær. Det gøres ved at ansætte yderligere 800 voksne i vores daginstitutioner.

Vi tror derudover på, at den bedste hverdag for børnene skabes gennem et tæt samarbejde mellem forældre og pædagoger, og det bør derfor ikke være kommunen, der sætter rammerne for den enkelte institution. Vi mener i stedet, at man bør sætte institutionerne fri ved at styrke forældresamarbejdet og begrænse omfanget af bureaukratiske rapporteringssystemer og administrative krav.

Bedre barsel = ligestillet barsel

Det gode familie- og børneliv begynder allerede ved barnets fødsel. Det er derfor afgørende, at vi også investerer i barnets første leveår, da det er her selvværd og troen på, at man kan lykkedes, bliver grundlagt. Derfor er det utrolig vigtigt, at det bliver en reel mulighed at opprioritere sit familieliv og skabe tid til tryghed og nærvær i den allerførste tid af barnets liv.

For at imødegå det ønske vil Alternativet gøre Københavns Kommune til en forgangskommune for bedre og mere barsel. Helt konkret skal faren kunne tage 14 ugers barsel, hvoraf fire af ugerne kan tages sammen med moren. Hele barslen bliver derved forlænget med 12 uger. Hvis familiekonstellationen ser anderledes ud, skal det naturligvis ikke være et problem. Her vil man kunne give den ekstra barsel til et andet nært stående familiemedlem.

Med en mere ligestillet og bedre barsel tror vi på, at fødselsdepressioner, stress og den tidlige bekymring kan blive reduceret. Forskning har endvidere vist, at kommer faderen på banen tidligt, vil familielivet som helhed have større chance for at lykkedes. Vi vil derfor gøre det attraktivt for fædrene at tilvælge barsel ved at arbejde for mulighed for fædregrupper til alle fædre i København samt sætte fokus på flere tilbud til barslende fædre.

Tilskud til hjemmepasning

Vi tror på, at forældre vil deres barn det bedre, og i langt de fleste tilfælde, ved hvad der er deres barns bedre. Derfor mener vi, at forældre i København skal have et reelt frit valg, når det kommer til pasning af deres barn. Den enkelte familie skal have muligheden for at passe deres eget barn i hjemlige rammer, og det vil vi i Alternativet København skabe, ved at give et et-årigt tilskud til pasning af eget barn.

Med vores familiepolitiske udspil har vi turdet at lade os selv drømme. Drømme om et København som familiernes by, der både tilgodeser ligestilling, arbejdsliv og et familieliv hvor børnenes behov for nærvær og omsorg bliver mødt. Nogle vil sikkert kalde os fantaster, men hvis politik ikke handler om at sætte baren højt for at velfungerende samfund, hvem er det så, der skal gøre det?

Og link til udspillet:

https://kbh.alternativet.dk/application/files/9415/1057/2652/Familiepolitisk-udspil_AlternativetKBH_2017.pdf

Politikerne glemmer Den Gode Barndom

Vi har en familiepolitisk dagsorden uden visioner, som ikke tager stilling til, hvordan rammerne for børnefamilierne skal være, hvis hverdagen skal indrettes hensigtsmæssigt for børnene. Det betyder, at vores familiepolitik de facto er arbejdsmarkedsstyret.

Af Sine Grumløse, forsker i familiepolitik og forfatter til “Den Gode Barndom”, august 2017

Det er efterhånden syv år siden, at jeg startede på min ph.d.-afhandling om dansk familiepolitik. Bogen “Den gode barndom”, som nu udkommer på Hans Reitzels forlag, er baseret på dette arbejde.

I 2010 havde jeg igennem et par år været på jagt efter et forskningsnetværk, der havde interesse i familielivet, og som var nysgerrige på almindelige børns helt almindelige hverdagsliv. Det fandt jeg på Roskilde Universitet og de følgende fire år befandt jeg mig i smørhullet af RUC’s børneforskning. Emnet – dansk familiepolitik – var mit eget, men et tilbagevendende spørgsmål, som drev mig igennem ph.d.-studiet, var mine kollegaers “Hvad er problemet?” spurgte de.

PROBLEMER er der nok af, når man kigger på den familiepolitiske udvikling i Danmark. Og der er rigtig mange, når man betragter dansk familiepolitik over en længere årrække. Jeg vil vove den påstand, at vi i dag slet ikke har en familiepolitisk dagsorden, som dur til noget. Det skyldes først og fremmest, at vi ikke betragter det som et fælles problem, når det knirker i familierne.

Forældres stress over, at hverdagen er presset, forklares med for meget bollebagning og yoga, og børns travle liv uden for hjemmet er nu engang måden, som samfundet er indrettet på i disse år. I samme åndedrag får vi en forklaring om, at det nok også er meget godt, eftersom daginstitutioner både bryder den sociale arv og styrker alle børns kompetencer. To fluer med ét smæk – og hvad er der egentlig problematisk ved det?

I Den gode barndom dykker jeg ned i den børne- og familiepolitiske udvikling i Danmark. Jeg ser nærmere på, hvordan dansk familiepolitik, i sin begyndelse, havde fokus på de dårligst stillede børn, og hvordan familiepolitikken senere fik interesse for alle børn og dermed det helt almindelige hverdagsliv.

I 1960’erne etableredes en familiepolitik, hvor et spørgsmål som: Hvordan skal vi indrette samfundet, hvis det skal være bedst for børnefamilierne? stod helt centralt.

Jeg følger også den senere familiepolitiske deroute, hvor illusionen om forældres frie valg blev ’starten på enden’ so to speak. Således demonstrerer bogen, hvordan vor tids børne- og familiepolitik er udfordret af, at tidligere kernespørgsmål relateret til børns og familiers hverdagsliv ikke længere stilles i det politiske arbejde.

Det er kun godt og vel 50 år siden, at almindelige småbørn indtog pladsen som børne- og familiepolitisk relevante subjekter; som små mennesker man fra politisk hold ville passe bedst muligt på. Og det er få årtier siden, at de selvsamme børn forsvandt fra den børne- og familiepolitiske arena.

Det er bogens pointe, at det ikke er givet, at den børne- og familiefokuserede politik har interesse for børns og familiers hverdagsliv i det hele taget, og det ikke er gratis, når de almindelige børn og familier glider politikken af hænde. Et problem ved dansk familiepolitik i dag er, at problemet slet ikke ses af de, der kan løse de børne- og familiepolitiske problemer anno 2017.

Min vigtigste konklusion er, at vi i dag har en familiepolitisk dagsorden, der ikke tager stilling til, om familierne har gode nok vilkår i hverdagens tilrettelæggelse og som ikke forholder sig til, hvorvidt vi kan være den almindelige hverdag bekendt – for børnene, for forældrene, for samfundet.

Den faktiske arbejdstid blandt danske småbørnsforældre er høj. Børnene er tidligt afsted. Mange børn er afsted længe hver dag etc.

Vi har altså en familiepolitisk dagsorden uden visioner, som ikke tager stilling til hvordan rammerne for børnefamilierne skal være, hvis hverdagen skal indrettes hensigtsmæssigt for børnene. Det betyder, at vores familiepolitik de facto er arbejdsmarkedsstyret.

Bogen “Den Gode Barndom” kan købes her. Medlemmer af Familiepolitisk Netværk får 15% i rabat på prisen.

Læs mere om Sine Penthin Grumløse.

 

Giv Københavns børn mere kunst og musik

 Af Randi Hjortholm (B), kandidat til kommunalvalget 2017 for De Radikale i Københavns Kommune
Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

VORES STED I KOMMUNEN: ZOO
Da min datter Adriana blev adopteret fra Ecuador, var hun knap 3 år, hun havde åben læbe-ganespalte, og sproget var en udfordring. Men i Zoo kunne vi høre de samme lyde, dufte blomsterne, le af isbjørnene… og på den måde finde hinanden som familie. Derfor er Zoo et af de kulturelle steder i min kommune København, der virkelig betyder noget for mig og min familie. Adrianas yndlingshistorie er, da odderne troede, at hun og hendes lillesøster var dyrepassere, fordi de var klædt i grønt, og de små, larmende odderunger tiggede mad. Familietid i Zoo for mig er dyrebar, fordi vi dér er lidt som i en lille bobbel, hvor vi kan være sammen væk fra omverden. Min yngste datter er plejebarn, og det er vigtigt som familie at have fælles minder og oplevelser. For os er Zoo et af de steder, hvor hver en lille plet indeholder fælles minder. 

Jeg lever ikke mit liv opdelt
At være opstillet som kandidat til Kommunalvalget som ny i politik, singlemor til to piger og med fuldtidsjob er selvfølgelig en stor opgave. Hvordan kan man gøre det, og stadig have balance i familielivet?
Det vigtige er klart, at ens parti støtter, at man prioriterer sin familie. Og så er det for mig vigtigt, at de ting, jeg laver, kan flettes ind i hinanden. Jeg lever ikke mit liv opdelt, men som en enhed. Mine døtre er 15 og 9 og derfor store nok til at være med i nogle af de politiske aktiviteter. Så når jeg for første gang tager til Folkemødet på Bornholm i juni, er mine døtre med, og vi har en af vores nære venner med som barnepige. Det betyder også, at de ting, jeg kæmper for politisk, tit har rødder i de udfordringer, jeg ser i mit lokalområde og hos de mennesker, jeg møder.

Bedre vilkår for udsatte familier
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv opnår jeg ved at skabe gode vilkår for min egen, men også andres familier, inden for alle områderne jeg arbejder for. Begge mine døtre har et handicap, der bevirker, at livet nogle dage er en udfordring. Tryghed og nærhed er afgørende for pigerne, det er mig der udgør den tryghed for dem. Via politik får jeg mulighed for at kæmpe for, at udsatte familier får bedre vilkår, men i den politiske verden kan jeg heldigvis dele det ansvar både med mit eget parti, men også med andre, der arbejder for bedre vilkår for familier.

I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Kulturelle tilbud til børn og unge
Hvis jeg bliver valgt ved det kommende Kommunalvalg, vil de kulturelle tilbud til børn og unge i København have mit store fokus. Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

Det vigtigste for mig er, at børns baggrund ikke afgør deres fremtid. De Radikale ønsker, at alle skal være en del af fællesskabet, men dem der har det svært, skal vi hjælpe, så de komme med ind i fællesskabet. I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.
Øremærket barsel til mænd og flere omsorgsdage
Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar for at skabe bedre rammer for familierne. Det er afgørende, at vi får øremærket barsel til mænd og får flere omsorgsdage til det enkelte barn. En fremtid, hvor familiepolitik får mere betydning politisk, kræver et parti, der tør at tage dialogen og lave ting om. I det kommende kommunalvalg ser jeg frem til at kæmpe for børn og unges ret til det gode familieliv.
Minimumsnormeringer
I forhold til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så er det en nødvendighed. De Radikale har netop “flere pædagoger i institutionerne” som et af de punkter, vi kæmper for. Vores børn skal have en bedre hverdag, og det kræver flere uddannede pædagoger i institutionerne.

Vi har ikke nok fokus på familiernes vilkår i samfundet. Jeg håber, at jeg politisk kan være med til, at familiepolitik bliver et afgørende emne både i kommunalpolitik – men også på Christiansborg.

Mit familiepolitiske spørgsmål er dette:

Hvordan får vi flere til at opdage, at politik har stor indflydelse på familielivet, så flere forældre bliver politisk aktive, særligt kvinderne?

Tak for, at jeg fik ordet her

Kærlig Hilsen

Randi Hjortholm

Kandidat for de radikale til KV17

 

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød. 

Opgør med Institutions Danmark

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”

Af Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne og opstillet som kandidat til kommunalvalget i Hørsholm Kommune
Stig Grenov ved Usserød Å i Hørsholm Kommune
Man er rig, når børnene har fået lov at vokse op i rolige omgivelser med adgang til natur. Som her ved Usserød Å i Hørsholm. Det var her min dengang 2-årige datter fodrede ænderne med resterne af det gamle franskbrød, som hun ikke selv nåede at tygge i sig. Her legede storebror hule, uden pædagogisk overvågning. Og det har øjensynligt ikke skadet vores tre nu voksne børn.

Jeg har lidt ondt af vores yngste borgere. Uden at blinke med øjnene accepterer vi voksne nemlig, at over 90% går i vuggestue og 96% i børnehave. Ofte med ”arbejdstider” der overstiger en voksen fuldtidsstilling. Vi holder dem i skole til langt ud på eftermiddagen, for at de skal blive klogere – eller måske bare, fordi de så ikke løber i vejen for mor og far, der skal holde bruttonationalproduktet oppe?

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder?

Det er min ambition at udforme politik efter børnenes behov. Intet barn under 2 år har f.eks. bedt om at komme i vuggestue. Giv forældrene ret til deltid eller mulighed for at flekse. Som ung lærer kunne jeg f.eks. hente børnene tidligt fra institutionen, for så at fortsætte arbejdet om aftenen, når mor tog over. Den slags fleksibilitet skal fremmes, hvor det er muligt. Børnefamilier skal have ret til deltidsarbejde, og vælger man selv at passe de små, skal man have 85% af hvad institutionspladsen koster kommunen. Tryghed, sociale spilleregler og sproglig opmærksomhed læres bedst af forældrene.

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”.

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder? Jeg bæver ved at skrive næste sætning. For ingen familie med diagnosebørn skal føle skyld. Men der er sociologer, der kæder det stigende antal diagnoser i skolen sammen med den manglende voksenkontakt.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Og her er det så på tide at sige tak! Tak, til alle de pædagoger der har taget sig ualmindeligt godt af mine børn, mens min kone og jeg var på arbejde. Tak for de ture de tog på, de bleer, der blev skiftet, den gode snak de førte, og som gjorde at jeg hentede nogle glade unger hver dag.

Desværre er normeringerne gået den forkerte vej siden. I dag er 17 børn og én pædagog ikke et særsyn. Det på trods af, at man forventer at børnehaver integrerer børn af udenlandsk herkomst og afhjælper sociale udfordringer.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Men KD vil også investere i gratis familieterapi. En stabil ramme for opvæksten er det væsentligste, vi kan give den næste generation. Det gælder også, når bruddet mellem forældrene er uundgåeligt.

– Men jeg savner bl.a. at høre fra skilsmissefamilier, hvordan jeg politisk kan komme dem i møde, så de trives bedre i hverdagen. Har du idéer, ønsker eller bare et problem uden løsning, så hører jeg meget gerne fra dig.

På genhør

Stig Grenov
Kandidat til Hørsholm Kommunalbestyrelse
E-mail: stig@kd.dk

Giv børn din stemme

FAMILIEPOLITISK AKTIONSGRUPPE VIL SÆTTE BØRNS TRIVSEL PÅ DAGSORDEN

Kommunalvalget 2017 nærmer sig og”Giv børn din stemme” er navnet på en nystartet familiepolitisk aktionsgruppe, som gør præcis det, navnet opfordrer til: Den giver børnene en stemme i den offentlige debat og kæmper for at få vælgerne til at stemme på politikere, som prioriterer børns trivsel. – Her kommer gruppens første udmelding:

Vi mener, ligesom al forskning på området, at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.
Illustration af Anne-Mette Karstad Poulsen for Familiepolitisk Aktionsgruppe efter “Find Holger” af Martin Handford.
Af Anne-Mette Karstad Poulsen og Pernille Yde Honoré

”Børnene er det vigtigste, vi har”. Vi siger det igen og igen, til os selv – hinanden – og ikke mindst til vores børn.

Men ser man på den dagligdag, mange børn har i deres institution, kan det være svært at få øje på den omsorg og kærlighed, ordene udtrykker.

Det mismatch mellem ord og virkelighed vil vi i ”Giv børn din stemme” lave om på!

Vi vil have institutioner, der afspejler, at børnene virkelig er det vigtigste, vi har. Vi vil have institutioner, der ikke blot hjælper børnene med at lære at tale, men faktisk også lytter til det, børnene siger. Vi vil det for børnenes, for familiernes og for samfundets skyld.

Børnenes vogtere
Kort fortalt er vi nok den mest lovlydige og vandkæmmede aktivistgruppe nord for ækvator. Der er ingen barrikade-krigere eller politikeraspiranter her – faktisk er der kun pligtopfyldende borgere, som har fået nok!

Nok af besparelser og effektiviseringer på børnenes og pædagogernes bekostning, nok af faktaresistente politikere, nok af tavshedskulturen i vuggestuer og børnehaver – og nok af at se stiltiende til, imens børn dagligt udsættes for offentligt omsorgsvigt.

Vi er først og fremmest forældre og enkelte pædagoger. Vi er tilhængere af daginstitutioner, og det skal være under ordenlige forhold. Vuggestuer og børnehaver skal være til for at fremme børns trivsel, udvikling og læring –fuldstændig i tråd med det, dagtilbudsloven foreskriver. Daginstitutionerne skal ikke være en praktisk opbevaringsordning til vores børn, mens vi går på arbejde.

Vi mener – ligesom al forskning på området – at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Fakta-resistent børneminister
Det bekymrer os derfor dybt, at vi har en børneminister, som ignorerer denne viden. En børneminister, der kalder de historisk dårlige normeringer for en myte og konsekvent henviser til alternative fakta, når hun skal beskrive normeringerne, i stedet for at forholde sig til den virkelighed børnene lever i. (Se artikel i Information.)

Det bekymrer os, at forældres, pædagogers og eksperters desperate råb på flere hænder besvares med en påstand om, at der er skam hænder nok, hændernes ejermænd skal blot være dygtigere.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Stem på en politiker, der vil dit barn det bedste
Vores mission er at skabe opmærksomhed om de kritisable forhold i børneinstitutionerne og allervigtigst: De konsekvenser det har for børn at have en hverdag i de rammer.

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Det er en helt bevidst retningslinje, at gruppe ikke laver skræmmekampagner, selvom der desværre er rigeligt stof til det. Vores fokus er på det lille, men dybt alvorlige svigt, som alt for mange børn oplever dagligt, fordi de hurtigløbende pædagoger simpelthen ikke kan nå at være i kontakt med dem alle.

Vores ambition er at brolægge vejen til mere bevidste vælgere med humor og fakta. Hvordan det praktisk kommer til udtryk, afslører vi i de kommende måneder og op til kommunalvalget, men kampagner på sociale medier, presseindsats, liveaktioner og demonstrationer bliver de bærende elementer.

Vi gør det sammen!
Vi har dannet aktionsgruppen, fordi vi tror på, at vi sammen kan flytte bjerge, og fordi vi ikke kan lade være. Som én sagde til vores første møde: Når man først sætter sig ind i dette emne, er der ingen vej tilbage – man kan ikke vende det blinde øje til.

Vi gør det, fordi vi hverken kan eller vil se stiltiende til, imens vi som samfund nedprioriterer vores børn igen og igen.

Som Martin Luther King sagde, ”slutter vores liv den dag, vi tier stille om det, som er vigtigt”. Vi siger alle, at vores børn er det vigtigste, vi har. Lad os kæmpe for at få en politisk dagsorden, som afspejler det!

Kontakt Familiepolitisk Aktionsgruppe: givboerndinstemme@gmail.com

Om skribenterne

Pernille Yde Honoré er kommunikationsrådgiver og mor til tvillinger på tre år. Hun er uddannet journalist og bor i København. Da hendes og hendes mands barselsorlov var opbrugt, valgte hun at sige sit fuldtidsjob op for at passe deres børn hjemme, indtil de fyldte to år.

Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København.

 

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.