Minimumsnormeringer – Familiepolitisk Netværk

Giv Københavns børn mere kunst og musik

Af Randi Hjortholm (B), kandidat til kommunalvalget 2017 for De Radikale i Københavns Kommune

Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

VORES STED I KOMMUNEN: ZOO
Da min datter Adriana blev adopteret fra Ecuador, var hun knap 3 år, hun havde åben læbe-ganespalte, og sproget var en udfordring. Men i Zoo kunne vi høre de samme lyde, dufte blomsterne, le af isbjørnene… og på den måde finde hinanden som familie. Derfor er Zoo et af de kulturelle steder i min kommune København, der virkelig betyder noget for mig og min familie. Adrianas yndlingshistorie er, da odderne troede, at hun og hendes lillesøster var dyrepassere, fordi de var klædt i grønt, og de små, larmende odderunger tiggede mad. Familietid i Zoo for mig er dyrebar, fordi vi dér er lidt som i en lille bobbel, hvor vi kan være sammen væk fra omverden. Min yngste datter er plejebarn, og det er vigtigt som familie at have fælles minder og oplevelser. For os er Zoo et af de steder, hvor hver en lille plet indeholder fælles minder.

Jeg lever ikke mit liv opdelt
At være opstillet som kandidat til Kommunalvalget som ny i politik, singlemor til to piger og med fuldtidsjob er selvfølgelig en stor opgave. Hvordan kan man gøre det, og stadig have balance i familielivet?
Det vigtige er klart, at ens parti støtter, at man prioriterer sin familie. Og så er det for mig vigtigt, at de ting, jeg laver, kan flettes ind i hinanden. Jeg lever ikke mit liv opdelt, men som en enhed. Mine døtre er 15 og 9 og derfor store nok til at være med i nogle af de politiske aktiviteter. Så når jeg for første gang tager til Folkemødet på Bornholm i juni, er mine døtre med, og vi har en af vores nære venner med som barnepige. Det betyder også, at de ting, jeg kæmper for politisk, tit har rødder i de udfordringer, jeg ser i mit lokalområde og hos de mennesker, jeg møder.

Bedre vilkår for udsatte familier
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv opnår jeg ved at skabe gode vilkår for min egen, men også andres familier, inden for alle områderne jeg arbejder for. Begge mine døtre har et handicap, der bevirker, at livet nogle dage er en udfordring. Tryghed og nærhed er afgørende for pigerne, det er mig der udgør den tryghed for dem. Via politik får jeg mulighed for at kæmpe for, at udsatte familier får bedre vilkår, men i den politiske verden kan jeg heldigvis dele det ansvar både med mit eget parti, men også med andre, der arbejder for bedre vilkår for familier.

I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Kulturelle tilbud til børn og unge
Hvis jeg bliver valgt ved det kommende Kommunalvalg, vil de kulturelle tilbud til børn og unge i København have mit store fokus. Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

Det vigtigste for mig er, at børns baggrund ikke afgør deres fremtid. De Radikale ønsker, at alle skal være en del af fællesskabet, men dem der har det svært, skal vi hjælpe, så de komme med ind i fællesskabet. I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Øremærket barsel til mænd og flere omsorgsdage
Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar for at skabe bedre rammer for familierne. Det er afgørende, at vi får øremærket barsel til mænd og får flere omsorgsdage til det enkelte barn. En fremtid, hvor familiepolitik får mere betydning politisk, kræver et parti, der tør at tage dialogen og lave ting om. I det kommende kommunalvalg ser jeg frem til at kæmpe for børn og unges ret til det gode familieliv.

Minimumsnormeringer
I forhold til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så er det en nødvendighed. De Radikale har netop “flere pædagoger i institutionerne” som et af de punkter, vi kæmper for. Vores børn skal have en bedre hverdag, og det kræver flere uddannede pædagoger i institutionerne.

Vi har ikke nok fokus på familiernes vilkår i samfundet. Jeg håber, at jeg politisk kan være med til, at familiepolitik bliver et afgørende emne både i kommunalpolitik – men også på Christiansborg.

Mit familiepolitiske spørgsmål er dette:

Hvordan får vi flere til at opdage, at politik har stor indflydelse på familielivet, så flere forældre bliver politisk aktive, særligt kvinderne?

Tak for, at jeg fik ordet her

Kærlig Hilsen

Randi Hjortholm

Kandidat for de radikale til KV17

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød.

Opgør med Institutions Danmark

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”

Af Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne og opstillet som kandidat til kommunalvalget i Hørsholm Kommune

Stig Grenov ved Usserød Å i Hørsholm Kommune

Man er rig, når børnene har fået lov at vokse op i rolige omgivelser med adgang til natur. Som her ved Usserød Å i Hørsholm. Det var her min dengang 2-årige datter fodrede ænderne med resterne af det gamle franskbrød, som hun ikke selv nåede at tygge i sig. Her legede storebror hule, uden pædagogisk overvågning. Og det har øjensynligt ikke skadet vores tre nu voksne børn.

Jeg har lidt ondt af vores yngste borgere. Uden at blinke med øjnene accepterer vi voksne nemlig, at over 90% går i vuggestue og 96% i børnehave. Ofte med ”arbejdstider” der overstiger en voksen fuldtidsstilling. Vi holder dem i skole til langt ud på eftermiddagen, for at de skal blive klogere – eller måske bare, fordi de så ikke løber i vejen for mor og far, der skal holde bruttonationalproduktet oppe?

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder?

Det er min ambition at udforme politik efter børnenes behov. Intet barn under 2 år har f.eks. bedt om at komme i vuggestue. Giv forældrene ret til deltid eller mulighed for at flekse. Som ung lærer kunne jeg f.eks. hente børnene tidligt fra institutionen, for så at fortsætte arbejdet om aftenen, når mor tog over. Den slags fleksibilitet skal fremmes, hvor det er muligt. Børnefamilier skal have ret til deltidsarbejde, og vælger man selv at passe de små, skal man have 85% af hvad institutionspladsen koster kommunen. Tryghed, sociale spilleregler og sproglig opmærksomhed læres bedst af forældrene.

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”.

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder? Jeg bæver ved at skrive næste sætning. For ingen familie med diagnosebørn skal føle skyld. Men der er sociologer, der kæder det stigende antal diagnoser i skolen sammen med den manglende voksenkontakt.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Og her er det så på tide at sige tak! Tak, til alle de pædagoger der har taget sig ualmindeligt godt af mine børn, mens min kone og jeg var på arbejde. Tak for de ture de tog på, de bleer, der blev skiftet, den gode snak de førte, og som gjorde at jeg hentede nogle glade unger hver dag.

Desværre er normeringerne gået den forkerte vej siden. I dag er 17 børn og én pædagog ikke et særsyn. Det på trods af, at man forventer at børnehaver integrerer børn af udenlandsk herkomst og afhjælper sociale udfordringer.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Men KD vil også investere i gratis familieterapi. En stabil ramme for opvæksten er det væsentligste, vi kan give den næste generation. Det gælder også, når bruddet mellem forældrene er uundgåeligt.

– Men jeg savner bl.a. at høre fra skilsmissefamilier, hvordan jeg politisk kan komme dem i møde, så de trives bedre i hverdagen. Har du idéer, ønsker eller bare et problem uden løsning, så hører jeg meget gerne fra dig.

På genhør

Stig Grenov
Kandidat til Hørsholm Kommunalbestyrelse
E-mail: stig@kd.dk

Giv børn din stemme

FAMILIEPOLITISK AKTIONSGRUPPE VIL SÆTTE BØRNS TRIVSEL PÅ DAGSORDEN

Kommunalvalget 2017 nærmer sig og”Giv børn din stemme” er navnet på en nystartet familiepolitisk aktionsgruppe, som gør præcis det, navnet opfordrer til: Den giver børnene en stemme i den offentlige debat og kæmper for at få vælgerne til at stemme på politikere, som prioriterer børns trivsel. – Her kommer gruppens første udmelding:

Vi mener, ligesom al forskning på området, at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.

Illustration af Anne-Mette Karstad Poulsen for Familiepolitisk Aktionsgruppe efter “Find Holger” af Martin Handford.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen og Pernille Yde Honoré

”Børnene er det vigtigste, vi har”. Vi siger det igen og igen, til os selv – hinanden – og ikke mindst til vores børn.

Men ser man på den dagligdag, mange børn har i deres institution, kan det være svært at få øje på den omsorg og kærlighed, ordene udtrykker.

Det mismatch mellem ord og virkelighed vil vi i ”Giv børn din stemme” lave om på!

Vi vil have institutioner, der afspejler, at børnene virkelig er det vigtigste, vi har. Vi vil have institutioner, der ikke blot hjælper børnene med at lære at tale, men faktisk også lytter til det, børnene siger. Vi vil det for børnenes, for familiernes og for samfundets skyld.

Børnenes vogtere
Kort fortalt er vi nok den mest lovlydige og vandkæmmede aktivistgruppe nord for ækvator. Der er ingen barrikade-krigere eller politikeraspiranter her – faktisk er der kun pligtopfyldende borgere, som har fået nok!

Nok af besparelser og effektiviseringer på børnenes og pædagogernes bekostning, nok af faktaresistente politikere, nok af tavshedskulturen i vuggestuer og børnehaver – og nok af at se stiltiende til, imens børn dagligt udsættes for offentligt omsorgsvigt.

Vi er først og fremmest forældre og enkelte pædagoger. Vi er tilhængere af daginstitutioner, og det skal være under ordenlige forhold. Vuggestuer og børnehaver skal være til for at fremme børns trivsel, udvikling og læring –fuldstændig i tråd med det, dagtilbudsloven foreskriver. Daginstitutionerne skal ikke være en praktisk opbevaringsordning til vores børn, mens vi går på arbejde.

Vi mener – ligesom al forskning på området – at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Fakta-resistent børneminister
Det bekymrer os derfor dybt, at vi har en børneminister, som ignorerer denne viden. En børneminister, der kalder de historisk dårlige normeringer for en myte og konsekvent henviser til alternative fakta, når hun skal beskrive normeringerne, i stedet for at forholde sig til den virkelighed børnene lever i. (Se artikel i Information.)

Det bekymrer os, at forældres, pædagogers og eksperters desperate råb på flere hænder besvares med en påstand om, at der er skam hænder nok, hændernes ejermænd skal blot være dygtigere.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Stem på en politiker, der vil dit barn det bedste
Vores mission er at skabe opmærksomhed om de kritisable forhold i børneinstitutionerne og allervigtigst: De konsekvenser det har for børn at have en hverdag i de rammer.

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Det er en helt bevidst retningslinje, at gruppe ikke laver skræmmekampagner, selvom der desværre er rigeligt stof til det. Vores fokus er på det lille, men dybt alvorlige svigt, som alt for mange børn oplever dagligt, fordi de hurtigløbende pædagoger simpelthen ikke kan nå at være i kontakt med dem alle.

Vores ambition er at brolægge vejen til mere bevidste vælgere med humor og fakta. Hvordan det praktisk kommer til udtryk, afslører vi i de kommende måneder og op til kommunalvalget, men kampagner på sociale medier, presseindsats, liveaktioner og demonstrationer bliver de bærende elementer.

Vi gør det sammen!
Vi har dannet aktionsgruppen, fordi vi tror på, at vi sammen kan flytte bjerge, og fordi vi ikke kan lade være. Som én sagde til vores første møde: Når man først sætter sig ind i dette emne, er der ingen vej tilbage – man kan ikke vende det blinde øje til.

Vi gør det, fordi vi hverken kan eller vil se stiltiende til, imens vi som samfund nedprioriterer vores børn igen og igen.

Som Martin Luther King sagde, ”slutter vores liv den dag, vi tier stille om det, som er vigtigt”. Vi siger alle, at vores børn er det vigtigste, vi har. Lad os kæmpe for at få en politisk dagsorden, som afspejler det!

Kontakt Familiepolitisk Aktionsgruppe: givboerndinstemme@gmail.com

Om skribenterne

Pernille Yde Honoré er kommunikationsrådgiver og mor til tvillinger på tre år. Hun er uddannet journalist og bor i København. Da hendes og hendes mands barselsorlov var opbrugt, valgte hun at sige sit fuldtidsjob op for at passe deres børn hjemme, indtil de fyldte to år.

Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København.

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

I Odense er vi ved at finde balancen mellem vækst og velfærd

Familiernes trivsel skal på den kommunalpolitiske dagsorden i valgåret 2017. Derfor har Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om deres familiepolitik. Sidst skrev Aarhus Kommunes Bünyamin Simsek (V). Denne gang er det Odenses Rådkvinde for børn og unge Susanne Ursula Crawley Larsen (R) der har været ved tastaturet:

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

Af Susanne Crawley Larsen (R), Rådkvinde for børn og unge, Odense Kommune

Når jeg er på et af mine besøg i børnehuse og på skoler rundt omkring i Odense ser et barn eller en ung, som ikke trives, gør det ondt i hjertet – både som menneske og som politiker.

Børn skal have det godt, så de uanset deres baggrund får muligheden for at folde vingerne ud og blive unge og vilde og siden voksne og ansvarlige.

Og ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så vil flere penge til børn- og ungeområdet betyde flere voksne og bedre muligheder for at lykkes.

Børnene og de unge både i Odense og i resten af Danmark fortjener flere voksne omkring sig både i dagtilbud og skoler. Som radikal rådkvinde er jeg selvfølgelig glad for og stolt over at tilhøre et parti, som er parat til at indføre normeringer i vore dagtilbud, og som prioriterer uddannelse højt.

Min erfaring har vist mig, at det er svært for kommunerne helt selv tage ansvar for dette, når der skal prioriteres mellem en ny skole, kultur, byfornyelse, snerydning og alle de andre opgaver, en kommune har. Så selv om kommunalt selvstyre er skønt, kan man godt nogen gange få brug for hjælp fra Christiansborg.

Et flertal i Odense Byråd var dog ved dette års budget enige om, at de yngste børn, skolebørnene samt de udsatte børn og unge skulle have for knap 100 millioner kroner mere opmærksomhed, læring og omsorg.

Derfor ansætter vi nu pædagoger, socialrådgivere og lærere, for byrådsflertallet var nemlig enige om, at pengene skulle gå til flere voksne blandt børnene og ikke til avantgardistiske projekter med eksotiske titler og store styregrupper.

Vi vil bare gerne, sammen med forældrene, hjælpe børnene på vej mod det liv, de drømmer om.

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

En af de ting, jeg vil bruge energi på i min kommune, er det, man kunne kalde generationsfællesskabet. Altså skabe muligheder for, at familier kan bo sammen i samme by/bydel og sammen løse de af livets udfordringer, som kommunen ikke nødvendigvis er den bedste til at løse. Det ser vi allerede, når bedsteforældre henter børn den dag om ugen, hvor hverken mor eller far kan nå det.

Men vi ser også familier gå i opløsning, når hverdagen bliver for krævende.

Jeg tror, at generationsfælleskabet er en af de måder, hvorpå vi skal finde svaret på noget af det, der er svært ved at være børnefamilie med alt for lidt tid – eller modsat – at blive gammel med alt for meget tid, men til gengæld ensom. I et generationsfællesskab bliver det uendelig meget lettere at rumme en dement i familien eller et barn med handicap, eller bare de helt almindelige udfordringer alle har. Udfordringer som kan tage luften ud af enhver familie, når man er alene om det.

Samtidig kæmper jeg selvfølgelig videre for, at vi en min by finder den rette balance mellem bæredygtig vækst og velfærd.

I min verden hænger vækst og velfærd nemlig sammen, ja, begreberne er hinandens forudsætninger, og det var netop den erkendelse hos et flertal i Odense Byråd, der var årsag til, at vi i Odense nu er begyndt at prioritere børnene og de unge højere.

Fakta om Odense Kommunes Børne- og Ungeforvaltning

I Odense Kommune går 8.700 børn i kommunal dagpleje, vuggestue eller børnehave.
Dagtilbuddene er organiseret i 20 institutioner med i alt 130 børnehuse, hvoraf 15 er selvejede.
Odense har 33 folkeskoler og 2 specialskoler.
Der er i alt 23.300 indskrevne elever i folkeskolerne i Odense og 5.800 elever fra 0.-3. klasse er indmeldt i ét af kommunens SFO-tilbud.
Børne- og Ungeforvaltningen beskæftiger godt 6.200 medarbejdere og har et årligt budget på 2,8 mia. kr.

Vi skal samarbejde om det moderne familieliv

Familiernes trivsel skal på den kommunalpolitiske dagsorden i valgåret 2017. Derfor har Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om deres familiepolitik.
Rådmand Bünyamin Simsek (V) har som den første været ved tastaturet. Han er chef for Aarhus Kommunes Børn og Unge-afdeling, som står for pasning og undervisning af 62.000 børn og unge i alderen 0-18 år.

Jeg byder simpelthen ikke ind på den dagsorden, at alt er til hundene – ej heller, at alt er godt. Selvfølgelig kan vi skabe bedre kvalitet

Af Børne og Unge-rådmand Bünyamin Simsek (V)/Aarhus Kommune

Jeg elsker ganske enkelt at komme rundt i vores dagtilbud, skoler og fritidstilbud i Aarhus. Min egen søn er voksen, og mødet med skægge, spørgelystne, glade, sprudlende og allerede livskloge børn og unge fylder mig altid med glæde. Der er så meget på spil – og det minder mig om, at jeg indimellem savner den helt tætte og dagligdags relation til min egen dreng.

Som forældre vil vi jo alle det bedste for vores børn. Vi ønsker, at det skal gå dem bedre, end det er gået os. Og vi vil også gå langt for at forsvare dem. Sådan har det altid været, og sådan vil det sikkert også blive ved at være. Den menneskelige natur står ikke lige til at ændre.

Jeg holder også af mødet med de professionelle, som står på pinde for at give børnene og de unge i deres daglige varetægt de bedste muligheder i livet. Jeg har stor respekt for den faglighed, de lægger for dagen.

Og jeg bruger en væsentlig del af min tid på dialog med forældrene og de organisationer, som repræsenterer forældre og medarbejdere. Senest har jeg haft en lang række dialogmøder med forældrebestyrelserne for alle vores skole- fritids- og dagtilbudsbestyrelser, der repræsenterer de cirka 450 enheder i Aarhus.

Det er i det møde – mødet mellem mennesker med aktier i sagen – at vi sikrer en fælles vej i et moderne familieliv.

For uanset, hvor meget jeg holder af det, så er jeg jo godt klar over, at vi ikke er i mål. Nogle synes, at vi politikere har ”strammet skruen” for hårdt, nogle efterlyser mindstenormeringer, nogle vil afblæse regelrytteri og systematiske målinger, og andre kan med deres gode forstand ikke forstå, at vi ikke har bygget en ny børnehave, når nu de har bygget et nyt hus.

Nogle bliver også noget skingre og påstår, at en hverdag i et dagtilbud er direkte skadelig for børn eller de knytter ligefrem latrinære udtryk an til det – som der gøres et sted i dette blog-univers.

Jeg kunne blive lige så kontrær og fremlægge den seneste anonyme forældretilfredshedsmåling i Aarhus, hvor 89 procent af forældrene er meget tilfredse eller tilfredse med deres barns dagtilbud, (4 procent er enten utilfredse eller meget utilfredse), hvor 8 ud 10 ville anbefale deres dagtilbud til andre forældre og hvor den højeste score er forældrenes tilfredshed med deres eget barns trivsel i dagtilbuddet. Og så kunne man sikkert diskutere de tal.

Men det vil jeg ikke. I stedet vil jeg nævne, at jeg er fuldstændig enig i ambitionen om, at familiernes og ikke mindst de yngste børns liv skal prioriteres. Nogle gange skal vi turde udfordre det bestående.

Jeg har netop søsat et projekt med udvidet åbningstid i dagtilbud for at give børnefamilierne mere fleksibilitet i hverdagen

I Aarhus satser vi benhårdt på investeringer i de allertidligste år, og dermed i børns fremtid. Tidlig indsats er nu en nagelfast strategi, vi lægger budgetter og indsatser efter.

På samme måde har jeg netop blandt andet søsat et projekt med udvidet åbningstid i dagtilbud for at give børnefamilierne mere fleksibilitet i hverdagen.

Kunne der gøres meget mere? Ja, det kunne der. Vil jeg gøre mere? Ja, det vil jeg, jeg har bestemt ikke taget mit sidste initiativ. Men fundamentet er en dialog, et samarbejde og et fælles ønske om at ville det bedste for vores børn.

Jeg byder simpelthen ikke ind på den dagsorden, at alt er til hundene – ej heller, at alt er godt. Selvfølgelig kan vi komme videre, skabe bedre kvalitet, det kommer vi aldrig i mål med.

Vi skal kigge udad, lære af de bedste. Vi skal også kigge indad: Kan vi selv gøre det bedre og bidrage mere? Det er dog sammen i konstruktiv og gerne kritisk dialog, at vi finder vejen til det bedste moderne familieliv. Min dør er åben.

Det er sammen i konstruktiv og gerne kritisk dialog, at vi finder vejen til det bedste moderne familieliv. Min dør er åben.

Læs også vuggestue-pædagog Kirstine Kirks indlæg om sine bekymringer om kvaliteten i daginstitutionerne i Aarhus Kommune her.

Læs også børnepsykolog Nanna Kruuses indlæg i Politiken om kvaliteten i daginstitutionerne her.

FAKTA om Aarhus Kommunes Børn og Unge-afdeling:

Magistratsafdelingen for Børn og Unge i Aarhus driver tilbud til 62.000 børn og unge i dagtilbud, skoler og fritidstilbud (0-18 år).
Der er 79 dagtilbud i Aarhus: 50 kommunale, 28 selvejende og 1 specialtilbud.
Dagtilbuddene består af afdelinger og omfatter i alt 61 vuggestuer, 57 børnehaver, 194 integrerede institutioner og 3 specialinstitutioner. 19 dagtilbud har en dagplejeafdeling tilknyttet.
Aarhus rummer også 46 folkeskoler, 4 samlede fritids- og ungdomsskole tilbud og 2 specialskoler.
Der bor ca. 20.000 børn mellem ½ og 5 år i Aarhus Kommune, ca. 85 procent er indskrevet i dagtilbud, og dagtilbudsområdet rummer ca. 4.000 heltidsstillinger og et bruttobudget på 1,8 milliarder kroner.

Hvor bliver forældre- og pædagog protesten af?

Daginstitutionerne er underbemandede, og børn lider under det. Det mener mange af Familiepolitisk Netværks medlemmer, der gør deres for at råbe politikerne op: Børnepsykolog Nanna Kruuse har i Politiken og Jyllands Posten undret sig over, at politikerne ikke mener, vi har råd til mindstenormeringer, når det beviseligt kan skade børnene. – Men hvis det står så grelt til med den offentlige børnepasning, hvorfor går forældre og pædagoger i hele landet så ikke sammen i protest? Hvorfor er vi så stille? (red.)

Af Kirstine Kirk

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til

/Om skribenten:
Kirstine Kirk er pædagog i Århus, 37 år og mor til Hans på fire år. Hun arbejder i en by-børnehave, som det hun selv kalder “gulv-pædagog”. Kirstine har været pædagog i seks år og elsker sit arbejde.

Jeg elsker samværet og relationerne med børnene, og jeg tror, at min vigtigste opgave er, at vise dem, at ‘det her man kalder livet bare er en rigtig god idé’.

Jeg tror, at nærværende og omsorgsfulde voksne sammen med glade børn automatisk sikrer en positiv udvikling, og i den sammenhæng er pædagogers arbejde med læreplaner og dokumentation væk fra børnene problematisk.

Og derfor ønsker jeg også inderligt og brændende, at minimumsnormeringer snart bliver en realitet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til, og jeg vurderer, at det primært skyldes to ting:

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Der sidder gerne den ene eller anden mellemleder på vej op, som gerne vil give det udtryk, at der er styr på tingene.

Det gælder også i diverse MED-udvalg og TR-udvalg, hvor folk siger “vi hører jer” og “vi kan godt forstå jer, men..”, og så bliver der talt politikersnak. (MED står for Medarbejderrepræsentant og TR for Tillidsrepræsentant)

Det gør det meget svært for den menige mand eller kvinde på vuggestue- og børnehavegulvet at råbe op.

Og det betyder så også, at MED og TR-poster ikke længere er i særlig høj kurs, for demokratiet er lidt svært at få øje på, og så er vi væk fra børnene til møder, kurser og konferencer – ofte uden, at de får en uddannet pædagog som vikar.

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Og så er der den anden årsag:

Vi pædagoger er ofte ret tæt knyttet til de voksne, der har børn i vores institutioner.

Vi holder af forældrene og ved, hvordan de fleste knokler røven ud af bukserne for at få deres økonomi og dage til at hænge sammen.

Vi ved også godt, at de synes, det er hårdt at sige farvel til deres børn, for først at se dem ni timer efter, og at de gør det for at få deres økonomi til at hænge sammen.

Så at skulle fortælle dem, at det hele er noget lort, mens de er væk, kan man altså næsten ikke få sig selv til.

De nuværende institutionsbørns forældre er i forvejen så usikre og nervøse for, om deres børn skal klare sig igennem det her liv med alt det fokus, der er på robuste børn, der skal have en videregående uddannelse samtidig med, at de skal gå i klasser med op til 32 børn…

Og så kan vi jo også blive bekymrede for, at det bare bliver endnu værre for børnene, hvis vi fortæller forældrene, hvor skidt det står til.

Det vil jo så bare betyde, at hvis vi ikke får ændret det, så skal vi hver dag tage imod børn fra forældre, der er utrygge ved at aflevere dem. Og det vil absolut heller ikke gøre livet bedre for det enkelte barn.

Læs også Ditte Giese i Politiken: “Jeg får ondt i maven af at aflevere mit barn i institution.”

Læs også Familiepolitisk Netværks anbefaling om bedre kvalitet i dagtilbuddene.

I USA har man minimumstandarder for hvor få pædagoger, der skal være per barn alt efter børnenes alder. Få eksempelvis et indblik i disse standarder her