DAGENS POLITIKER: Børneordfører Lotte Rod (B)

Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne, fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på 1) minimumsnormeringer, 2) ret til at passe syge børn, 3) ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, 4) bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og 5) en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du andet interview i rækken med de radikales børneordfører Lotte Rod. De kommende dage får du et nyt ordførerinterview hver dag.Se her hvad vi har spurgt dem om.

Lotte Rod (R): Vi skal som samfund tage pædagogernes faglighed meget mere alvorligt

Børnepolitisk ordfører Lotte Rod ryster ikke på hånden, når hun skal prioritere mellem de fem anbefalinger, som Familiepolitisk Netværk har med og præsenterer hende for: ”Pengene skal bruges på meget bedre normeringer – kombineret med større selvbestemmelse til daginstitutionerne”, kommer det lynhurtigt.

Og hun tilføjer, at minimumsnormeringer skal sikre institutionerne mod yderligere forringelser – nu! Faktisk tweeter Lotte Rod flere gange dagligt om minimumsnormeringer.

Familiepolitisk Netværks øvrige 3 anbefalinger, som især retter sig imod en bedre work/life-balance set fra barnets perspektiv, er den radikale ordfører til gengæld skeptisk over for – fx ret til nedsat arbejdstid til småbørnsforældrene. Institutionerne har hovedprioriteten.

(Artiklen fortsætter under overblikket)

LYNOVERBLIKKET – hvad sagde Lotte Rod om…
Minimumsnormeringer: JA - hurtigt!


Reel tillidsreform - magten tilbage til pædagoger og ledere: JA, i den grad!


Lovsikret ret til fleksibel arbejdstid med småbørn: JA, men som flekskonto (timebank - sikrer mod lønnedgang) 


Ret til at passe syge børn hjemme: JA, men først et storskalaforsøg i en kommune


Pengene følger delvist barnet: JA, men det er kommunernes opgave at tilbyde dette
RADIKALE HAR FLYTTET SIG

Minimumsnormeringer står højt på den radikale ønskeliste. Også fordi tidligere tiders forsøg på genopretning af børneområdet uden minimumsnormeringer som løftestang, har spillet fallit, mener Lotte Rod. Pengene blev brugt til alt muligt andet end børnene. Radikale har flyttet sig på dette punkt, understreger hun, for det er ganske korrekt, at partiet tidligere har været imod minimumsnormeringer.

Radikale Venstre har traditionelt været civilsamfundets og de lokale fællesskabers parti. Frihed og fællesskab var hinandens forudsætninger, så længe friheden var til fælles bedste, dvs. ikke gik ud over andre. Og den lokale selvbestemmelse skulle være stor. 

I dag er respekten for professionalisering og institutionalisering det, der springer mest i øjnene, når man nærstuderer partiets politik. 

MINIMUMSNORMERINGER NU

SPSM: Hvilken af de fem anbefalinger, som vi spørger alle partiernes ordførere om deres holdning til, anser du for at være vigtigst?

”At der er pædagoger nok i vores daginstitutioner! Der er børn hver dag, der ikke har nok nærværende voksne. Børn der ikke får smil og kram nok, fordi der ikke er nok pædagoger nok.

Vi på Christiansborg skal finde pengene til minimumsnormeringer – og stille krav til kommunerne om at bruge dem på børnene. Det har Radikale lagt en plan for. Det koster 2 milliarder kroner om året – og det er en del af vores 2030 plan. En del af finansieringen af planen går ud på, at vi skal tiltrække flere medarbejdere fra udlandet, hvis vi skal have vores samfundsøkonomi i balance på sigt. Derfor har vi lagt en plan for, hvordan vi skal få arbejdskraft til Danmark.“

SPSM: Der er flere modeller for minimumsnormeringer i spil – hvilken af dem kan I tilslutte jer?

“Vi vil have en minimumsnormering, som er på kommuneniveau. Det skal være på kommuneniveau, fordi man i den enkelte kommune skal have mulighed for at prioritere særlige institutioner. Kommunerne kan godt finde ud af det derude – bare der er penge nok. Det sikrer vi ved at bruge 2 milliarder kr. om året på dette.”

SPSM: Hvordan adskiller denne model sig fra BUPL’s model?

”Den er meget i overensstemmelse med BUPL’s model. De har foreslået en model på kommuneniveau, hvor den enkelte kommune kan beslutte at flytte ressourcerne hen til den institution, hvor der er mest behov. Det vigtige er, at vi finder de 2 milliarder, og at vi stiller krav til kommunerne om at bruge dem på børnene. Vi risikerer med meget firkantede regler at skabe et øget bureaukrati.”

SPSM: Men hvordan vil I sikre, at pengene ikke forsvinder ned i et hul eller til andre formål ude i kommunerne, ligesom de har gjort det så ofte før, når penge blev øremærket til daginstitutionerne?

”Det gør vi ved at vi her fra Christiansborg stiller krav til kommunerne. Som Radikale har vi flyttet os. Tidligere mente vi ikke at vi kunne gribe ind i det kommunale selvstyre. Men mange af pengene til daginstitutionerne er tidligere – som du nævner – forsvundet til alt muligt andet. Og det er det, vi nu vil undgå med minimumsnormeringer.”

HVAD BETYDER “PÅ KOMMUNENIVEAU”?

SPSM: Hvordan undgår vi, at kommunerne tager beslutninger hen over hovedet på institutionerne om, hvordan pengene skal bruges?

”Det er et politisk ansvar i kommunerne at være i dialog med daginstitutionerne. I dagtilbudsaftalen[1]med regeringen fik Radikale og Socialdemokraterne indført, at vi skal have ryddet ud i de mange koncepter, som oppefra trækkes ned over hovedet på institutionerne og fratager pædagogerne deres mulighed for at udøve deres faglighed. 

Så vi skal gøre begge dele: Kommunalbestyrelser, der er engageret i børneområdet, skal være i dialog med daginstitutionerne – men alt det, der vedrører fagligheden i institutionerne, skal styres af institutionen selv. 

De byråd, der gør det bedst ude omkring i landet, tager netop udgangspunkt i pædagogernes behov, fx deres dokumentationsbehov. Det er deres behov for evaluering og dokumentation, der skal styres efter – ikke kommunalbestyrelsens behov for at kunne dokumentere eksempelvis effekten af et koncept. 

Det, som dygtige pædagoger kan, er jo netop at tilrettelægge gode forløb. Og så er det politikernes opgave at sætte sig ind i pædagogernes arbejde og respektere deres faglighed. Det skal ikke være pædagogerne, der skal dokumentere deres praksis overfor politikerne. Vi skal i det hele taget som samfund tage pædagogernes faglighed meget mere alvorligt.”

REEL TILLIDSREFORM

Den næste anbefaling, som Lotte Rod gerne vil støtte, er en reel tillidsreform på dagpasningsområdet. 

Anbefalingen lyder sådan her: “En reel tillidsreform, dvs.uddelegering af beslutningskompetence,på dagpasningsområdet, så pædagogerne i højere grad får mulighed for at bruge ressourcerne, hvor de mener, det er vigtigst. En del af den topstyring, som dominerer på dagtilbudsområdet, rulles tilbage, så pædagoger og ledere igen får reel indflydelse på anvendelsen af deres arbejdstid og kan varetage kerneopgaven, som de ønsker.

”Ja lige præcis!”, siger Lotte Rod. ”Vi har taget første skridt i dagtilbudsaftalen[2]  ved at skrive ind, at vi vil have ryddet op i koncepterne, der ligger udover den pædagogiske læreplan. 

Pædagogiske projekter skal være noget, der giver mening i den enkelte institution. Det må ikke være noget, der er påduttet oppefra. Vi vil hellere have pengene ud at arbejde i den enkelte institution. Men det er svært for kommunerne, når de først har brugt penge på koncepter, at indse fornuften i dette.”

SPSM: Hvordan kan I som folketingspolitikere arbejde for at skabe større tillid til det pædagogiske personale, så vi ikke havner dér igen, hvor kommunerne gå ind og blander sig i den pædagogiske praksis?

”Det er en ministeropgave[3]. Det er ministeren, der laver aftaler med KL. Det er ikke os på Christiansborg, der har opfundet alle mulige koncepter. Det er forvaltningerne i kommunerne, der har igangsat koncepterne. Og det er dem, der må lave oprydningsarbejdet.”

STOP KONCEPTERNE

“Det er som med folkeskolerne. Hvis ikke vi definerer, hvad tiden og ressourcerne skal bruges på, er der nogle – kommunerne -der går ind og udfylder tomrummet. Derfor må vi fra Christiansborg sikre institutionernes frihed. Man kan sige, at nogen er nødt til at fastlægge rammer og udøve magt, for at andre ikke kommer og gør det. I dette tilfælde med det formål at sikre institutionerne deres selvbestemmelse. 

Så det er en ministeropgave at holde fast i friheden – og samtidig er det kommunalpolitikerne, der skal være vågne, så de ikke bliver løbet over ende af forvaltningen.

Dagtilbudsaftalen, som vi indgik i 2017, indeholder et børnesyn, som slår fast, at leg er det vigtigste i et barns liv. Desværre er det sådan, at der ude i kommunerne mange steder hersker et børnesyn, der slet ikke er up to date. Det er et forældet børnesyn, der ligger bag mange af læringskoncepterne. Hvis leg og læring er styret af et koncept, kan pædagogerne ikke have deres egen faglighed med. Det vil vi gerne have sat en stopper for.

FLEKSIBEL ARBEJDSTID


Det er et stort ønske fra mange småbørnsforældre at kunne gå ned eller op i arbejdstid, alt efter hvor de befinder sig i forhold til omsorgsopgaven derhjemme. Anbefalingen fra Familiepolitisk Netværk lyder derfor sådan her: “

"Ret til nedsat tid (fleksibel arbejdstid) indtil barnet fylder otte år – som i Sverige. Og ret til at komme op på fuld tid igen, når omsorgsperioden er slut (så længe gældende varslingsregler er overholdt). Man kan anvende Sveriges erfaringer med at gøre dette på en fair måde, så fx at de mindste virksomheder undtages. Rettigheden omfatter også personer med andre store omsorgsopgaver, som fx alvorligt syg ægtefælle eller børn. Deltid lønkompenseres ikke, men enlige og lavtlønnede kompenseres for en del af lønnedgangen i form af øgede skattefradrag.“ 

Men Lotte Rod er ikke begejstret.

“Jeg er enig i, at der er et problem, men jeg er ikke enig i løsningen. Hvis man giver en generel ret til nedsat arbejdstid, så ville det være kvinderne, der benytter sig af den. Det ville være et tilbageslag for ligestillingen. 

Vi vil i stedet en flekskonto, hvor man låner noget tid af sig selv, mens børnene er små, og så arbejder man noget mere på et senere tidspunkt. Jeg synes det skal være lige så attraktivt for mænd som for kvinder at gå ned i arbejdstid.”

SPSM: Men bliver det ikke netop lige så attraktivt for mænd, hvis det er en universel ret at gå ned i arbejdstid, mens man har små børn?

“Vi tror mere på den model, hvor den enkelte administrerer sin egen arbejdstidsnedsættelse. Vi er nødt til at lave et system, hvor det er lige så attraktivt for manden. 

Det er også et spørgsmål om kultur. Og derfor skal vi også have mere barsel til mænd. Når først manden har været på barsel med barnet, vil han være mere tilbøjelig til at være den, der tager imod muligheden for at gå ned i arbejdstid og som tager barnets sygedag.”

SPSM: Men en flekskonto ville ikke gøre det til en rettighed til at gå ned i tid, når man har små børn – men mere til en mulighed?

“Det kommer an på hvordan vi strikker aftalen sammen. Man kunne jo bygge den op på samme måde som feriekonto, barselsfond og arbejdsmarkedspension. Man ville godt kunne lægge ind i en flekskonto-aftale, at det er en rettighed med fleksibel arbejdstid.

Hvis ikke der er egentlig lønkompensation – og hvis det alene er en rettighed at gå ned i tid – kan det som udgangspunkt godt blive en glidebane, hvor det er kvinderne, der tager muligheden for at gå ned i tid, fordi de stadig er dårligere lønnet. 

Jeg vil også godt advare imod den antagelse, at det skal være nødvendigt at gå ned i tid, fordi man har små børn.”

SPSM: Men hvis vi nu ser problemet fra barnets perspektiv, så er der ingen tvivl om, at lande med en udpræget deltidskultur, fx Finland og Holland, er lande, hvor det er rigtig godt at være barn. Hvorfor er vi så bange for denne deltidskultur i Danmark?

”For mig handler det om muligheden for, at man kan gøre karriere mens man har små børn. Jeg er villig til at prøve det af – at en flekskonto-model indeholder en ret til at gå ned i arbejdstid. Jeg vil bare gerne følge med i hvad konsekvenserne er for ligestillingen. Jeg er bange for, at det bliver det normale at gå på deltid ”hvis man vil være en god mor”. Og det synes jeg ikke er rimeligt over for kvinderne, hvis det blev en norm.”

SPSM: Men er det ikke en udmærket kompetencegivende ting at have med små børn at gøre? Og er det ikke mere et spørgsmål om kultur, at vi opfatter det som et karrieretab at tilbringe tid med de mindste?

”Det er muligt, men det er stadig en reel bekymring, jeg kan have for den enkelte kvinde, om hun får mulighed for at gøre karriere.”

SPSM: Men er det ikke primært arbejdsgiverne, der skal ændre deres syn på karriere?

”Uanset hvad, så er jeg bange for, at det koster kvinderne karriere, hvis det er for nemt bare at gå ned i tid.”

RETTEN TIL AT PASSE SYGE BØRN

Den næstsidste anbefaling, som Lotte Rod skal forholde sig til, er anbefalingen om at vi – som i Sverige – skal have ret til at passe vores syge børn hjemme. Den lyder sådan her:

Lovsikret ret til at passe syge børn hjemme i 10 dage pr. barn pr. forælder = 20 dage pr. barn pr. år. Antal dage følger barnet og kan videregives til andre (fx bedsteforældre). Finansieres som Försäkringskassan (Sverige) af arbejdstagere og arbejdsgivere i fællesskab - 80 procents dækning af lønnen. Også Norge og Tyskland har tilsvarende universelle rettigheder.

”Jeg ved, at det er noget af det, der virkelig presser forældrene. Den nuværende ordning med 1-2 dage ”barn syg” giver ingen mening. Et barn bliver jo ikke rask på 1-2  dage. Og det er de færreste, der har bedsteforældre, som kan træde til. 

Min anbefaling vil dog ikke umiddelbart være at indføre den svenske model. Det ville nemlig være svært at overbevise Finansministeriet om rentabiliteten i denne model. Finansministeriet vurderer nemlig, at det kommer til at koste 40 milliarder (tror jeg det er). Men – det man kan gøre, er at starte et storskalaforsøg i en kommune. Og derefter vise Finansministeriet, at det rent faktisk kan betale sig, fordi det reelt kommer til at koste færre sygedage i den pågældende kommune end nu. 

Man kan desværre ikke umiddelbart henvise til Sverige, når man taler med Finansministeriet. Men man kan bruge den svenske model som eksempel.”

SKAL PENGENE – DELVIST – FØLGE BARNET?

Den sidste af Familiepolitisk Netværks anbefalinger er Lotte Rod lodret imod.

Den lyder sådan her:

Pengene følger delvist barnet – 3/4 af det offentlige tilskud til dagpasning følger barnet i op til et år, hvilket giver også forældre med almindelige indtægter mulighed for efter eget valg at organisere pasning af barnet det første år i hjemlige omgivelser. Dette skal gælde i alle landets kommuner. Lige nu er der stor forskel på muligheden for at hjemmepasse afhængig af bopælskommune. 


”Den er jeg imod, som den er beskrevet dér. Det, der er vores opgave som samfund, er at sørge for, at vi har gode daginstitutioner. At der er nogle forældre, der vælger at passe deres børn hjemme, er ok. Men så må de betale selv. Hvis kommunen vil tilbyde en ordning, hvor pengene følger barnet, er det fint for mig, men det er ikke en statslig opgave.”

SPSM: Men hvad hvis der er evidens for, at vuggestuer ikke nødvendigvis er det bedste for børnene, og at mange børn har meget mere glæde af at blive passet i hjemlige omgivelser det første år eller to efter barsel og orlov?

”Der er formentlig nogle, der ikke trives i vuggestuen. Men jeg kan godt lide, at vi har et system, hvor det er almindeligt, at barnet starter relativt tidligt i institution, så moderen kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og at vi ikke har så lang barsel, at man bliver sat helt ud af spillet. 

Samtidig med at jeg er mor, vil jeg gerne gøre karriere. Og det tror jeg også, at de fleste andre kvinder gerne vil. Hvis man får tre eller flere børn, er man alt for meget væk fra jobbet, hvis man også skal passe børnene hjemme. Så jeg vil meget hellere kæmpe for, at der er dygtigt og nok personale i vuggestuerne.”

SPSM: Men så er det vel ikke barnets perspektiv, men de voksnes, som du anlægger?

“Det er begge dele. Virkeligheden for mange børn er, at de går i institution, og derfor går det simpelthen ikke, at normeringerne er så dårlige. Det skal vi rette op på. Og det er min første prioritet.”

SPSM: Men det er almindeligt anerkendt, at det er de nære voksne, der giver barnet kærlighed, og at kærlighed – det at blive set på med kærlige øjne – er det, som det helt lille barn har allermest brug for. 

”Jeg er ikke bleg for at tale om professionel kærlighed. Vi må stille krav til personalet, om at de rent faktisk udøver deres profession, så det lille barn oplever at blive holdt af. Det drejer sig om at have tilstrækkeligt og dygtigt personale. Jeg synes, at vi i Danmark har den rigtige balance, når vi sender vores børn i institution, når de er omkring et år.”

SPSM: Også selv om vi er førende i verden i hvor tidligt og hvor omfattende vi institutionaliserer vores børns liv?

”Ja. Jeg tror, det er et spørgsmål om kvalitet og gode rammer, og derfor er jeg også parat til at prioritere bedre normeringer meget højt.”

FAKTA

Lotte Rod (R), 33 år, er indvalgt for Radikale i Sydjyllands Storkreds. Hun blev valgt første gang i 2011 og er børne- og familieordfører, undervisningsordfører, ungdomsuddannelsesordfører, sundheds- og psykiatriordfører samt retsordfører, for blot at nævne nogle af hendes mange ordførerskaber (almindeligt i små partier). Lotte Rod er uddannet cand.scient.pol. fra 2012. 

 

NOTER

[1]”Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet”, også kaldet dagtilbudsaftalen, indgået 9. juni 2017 mellem regeringen (V, LA, K) og DF, S og Rad.

[2]  https://socialministeriet.dk/media/18857/aftale-mellem-regeringen-venstre-liberal-alliance-og-konservative-og-dansk-folkeparti-socialdemokratiet-og-radikale-venstre-om-staerke-dagtilbud.pdf

[3]Social- og Børneministeren (red.)

DAGENS POLITIKER: Børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen (A)

Familiepolitisk Netværk har interviewet samtlige 12 børne- og familieordførere fra partierne fra A til Å. Vi har spurgt dem om deres syn på minimumsnormeringer, ret til at passe syge børn, ret til fleksibel arbejdstid med småbørn, bedre mulighed for hjemmepasning (pengene følger barnet) og en tillidsreform på dagpasningsområdet. Her får du første interview med Socialdemokratiets børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen. De kommende dage får du et nyt interview - hver dag. Se her hvad vi har spurgt dem om.

Ane Halsboe-Jørgensen (A): Tid og nærhed betaler sig, både i institutionerne og derhjemme

Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiets børneordfører, arbejder grundlæggende for mere frihed til selvforvaltning i institutionerne – og samtidig vil hun have mange flere penge ud i kommunerne, så hele dagpasningsområdet kan løftes. 

Meget bedre normeringer er hendes mål – men ikke i form af minimumsnormeringer. Alligevel er hun overstrømmende positiv over for forældreoprøret #Hvorerderenvoksen, som hun opfatter som virkelig berettiget og på høje tid. 

Selv er hun ude i et opgør med tankegangen i Finansministeriet og hele måden at tænke velfærdsøkonomi på, bl.a. med bogen ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Den vender vi tilbage til.

Men hvad med de akutte problemer på rød stue – og hvorfor støtter socialdemokraterne ikke kravet om minimumsnormeringer?

”Hvis vi skal ned ad den vej, der hedder minimumsnormeringer, så håber jeg at det bliver på kommunalt niveau, hvor vi lægger en bund under hvor mange penge der skal bruges i den enkelte kommune. Jeg går ikke ind for at vi skal detailstyre økonomien på hver enkelt institution.”

(Artiklen fortsætter under overblikket)

LYNOVERBLIK – hvad sagde Ane Halsboe til…

1. Ret til at passe syge børn hjemme: ÅBEN, men ser helst at arbejdsmarkedets parter løser det. 

”At forbedre mulighederne for at passe syge børn er vigtigt. Jeg har fæstnet mig ved, at i Sverige har børn færre sygedage end i Danmark. Jeg tror på at megen sygdom kan tages i opløbet med en sådan model. I Danmark kan forældre være tvunget til at lyve sig syge, fordi de færreste har en overenskomst, der sikrer dem retten til at holde barnet hjemme. Det her skal vi have set på - allerhelst i samarbejde med arbejdsmarkedets parter."

2. Lovsikret ret til fleksibel arbejdstid med småbørn: NEJ, det er arbejdsmarkedets parters område

”Princippet om fleksibel arbejdstid tiltrækker mig. Nogle vil gerne ned i arbejdstid, nogle vil op. Men jeg ved ikke om vi skal have en lov, der siger at forældre til mindre børn har ret til at gå ned eller op i arbejdstid. Også her ville det være bedst, hvis arbejdsmarkedets parter tog den.”

3. Reel tillidsreform - magten tilbage til pædagoger og ledere: JA!

”Ja! Vi skal ikke ind og detailstyre daginstitutionerne. Vi skal ikke presse koncepter ned over hovedet på dem. Det giver alt for meget bureaukrati. Vi skal rulle topstyringen tilbage. Og vi skal stole på pædagogernes faglighed. Til gengæld skal vi sørge for, at den økonomiske ramme er der, så institutionerne har de midler, der skal til at sikre det faglige niveau.”


4. Minimumsnormeringer: NEJ, men vi skal have meget bedre normeringer – og pengene til kommunerne skal følge med 

”Også her vil jeg sige: Rammen skal være der. Jeg vil ikke blande mig i f.eks. vikardækning. Min foretrukne model vil være det, som man kalder økonomiske minimumsnormeringer. Så vi undgår at detailstyre.”

SPSM: Hvis man kan have et klasseloft i skolerne – dvs. maksimale klassekvotienter – så kan man vel også have en minimumsnormering i daginstitutionerne?

”Det er mere kompliceret i en daginstitution. Vi er enige i målet om, at hverdagen skal blive bedre i institutionerne, men vi må kigge på hvordan vi kommer derhen. Det optimale er, at den enkelte leder har penge nok til en ordentlig normering. Kommunerne skal kunne indrette det, så de tager højde for lokale forskelle. Vi skal modstå fristelsen til at detailstyre.”


5. Pengene følger delvist barnet: NEJ

”Når pengene er få, er jeg tilbageholdende med at betale folk for at passe deres egne børn.

Det er usikkert hvordan det ville påvirke økonomien i kommunerne, hvis man lod forældre passe børn hjemme med et tilskud det første år efter barsel, men så er der et ligestillingsperspektiv. Og der er også et hensyn til integration af de etniske familier.

Jeg er principielt tilhænger af større valgfrihed og fleksibilitet for familier, men jeg vil prioritere bedre normeringer. Jeg vil også SÅ gerne have mere beskæftigelse blandt etniske kvinder og at børnene bliver en del af børnefællesskabet som små.”
FORÆLDREOPRØRET ER EN REVOLUTION

Selv om Ane Halsboe-Jørgensen ikke støtter minimumsnormeringer, så er forældreoprøret vigtigt for hende, for det har betydet, at børn pludselig er blevet en del af denne valgkamp, siger hun. 

“Jeg synes forældreoprøret er fantastisk – det er så sejt! Tænk – over 70.000 mennesker på gaden! De burde jo tælle dobbelt. Det er mennesker, der møder op på trods af snotnæser og søvnløse nætter – det er en kraftpræstation! Jeg hører gamle mænd, der affærdiger det som piv og brok. Men det er et oprør, der har den største legitimitet og det burde være kommet for længst. Jeg så en avis, som kaldte det en husmoderrevolution – det kan man godt kalde det, men det skal være sagt med den allerstørste respekt. 

Det er virkelig et oprør, der kommer nedefra og jeg tror, det har ulmet i årevis. I hvert fald de sidste fire-fem år. Som børneordfører har jeg længe ment, at børnene og familierne burde fylde meget mere i politik. Familierne er blevet latterliggjort og er ikke blevet taget alvorligt. Man har peget tilbage på forældrene, som oplever sig som pressede, og sagt Det er alt sammen jeres eget ansvar!

I stedet skulle man have set på de strukturelle årsager til, at mange synes det er så svært at være familie. Og de strukturelle årsager er jo mange og det er dem, vi skal se på.”

SPSM: Hvad er vigtigst for dig, når vi taler om børne- og familiepolitik?

“Det vigtigste for mig er, at det at være børnefamilie i Danmark skal hænge sammen. Det skal ikke være sådan, at man som børnefamilie hele tiden føler, at man er bagud på point alle steder. Vi skal først og fremmest sikre kvalitet og tryghed i dagpasning. Men vi skal også gøre det mere fleksibelt at have små børn. Alle forældre skal kunne finde en model, der passer til dem og deres børn.”

VERDENSKLASSE

Selv om Ane Halsboe går ind for, at familierne skal kunne indrette sig mere individuelt og med større fleksibilitet, er hun en stor beundrer af den danske daginstitutionskultur. 

“Jeg er ikke på det hold, der mener, at vi skal tage børnene ud af institutionerne. Man kan rigtig mange gode ting i institutionerne, hvis normeringerne er i orden. Vi er i verdensklasse i Danmark – vi har så dygtige pædagoger. Selv om uddannelsen kan gøres bedre – og det skal vi også til at se på!

Sammenlignet med andre lande, hvor børn bliver overladt til aupair-piger og tilfældige børnepassere, er vi rigtig langt i Danmark, fordi der er en faglighed. Der skal bare være tid til at bruge den!

Lige nu sker der det, at i det øjeblik tilbuddene bliver for dårlige, begynder folk at tage deres børn ud og at gå hjemme. Og det er fint nok, hvis det er et stort ønske. Men hvis det er fordi de er bange for at deres børn ikke trives, så er det ikke OK”.

PENGENE SKAL MATCHE ANTALLET AF BØRN

Frem mod 2025 kommer der 50.000 ekstra børn – dvs. 50.000 flere end normalt. Udfordringen lige nu er derfor, at hvis Danmark bare skal bevare det niveau for velfærd, som vi har i dag, så skal der en del flere penge til. De to milliarder om året, som det koster at indføre minimumsnormeringer – eller et hvilket som helst regulært løft på dagpasningsområdet – kommer så oveni.

“Skal vi følge med demografien  (flere børn og ældre, red.), så kommer det til at koste mange penge bare at bevare det niveau for velfærd, som vi har i dag. Det er Socialdemokratiet parat til. Vi vil lægge 20 milliarder kr. oveni frem mod 2025. Vi har i vores nye økonomisk plan både penge til de nye børn, der kommer, og til et regulært løft på dagpasningsområdet. 

Som minimum skal vi fra Christiansborg sikre, at den ramme, der følger med, svarer til mængden af nye børn. De to milliarder, som det vil koste med et regulært løft, kommer så oveni.”

MINIMUMSNORMERINGER PÅ KOMMUNENIVEAU

Ane Halsboe er ikke tilhænger af deciderede minimumsnormeringer, men står fast på, at der skal tilføres dagpasningsområdet – og dermed kommunerne – langt flere midler. 

“Hvis vi skal ned af den vej, der hedder minimumsnormeringer, skal det være på kommuneniveau.”

SPSM: Hvad betyder minimumsnormeringer på kommuneniveau?

”Det betyder, at når der er så og så mange børn i en kommune, så skal det udløse så og så mange penge. Det er en bedre løsning end at regulere antallet af pædagoger på den enkelte stue.

Vi skal ikke pålægge den enkelte institution alt for mange stramme, rigide regler. Vi skal ikke inde fra Christiansborg detailstyre, hvad der sker på rød stue. Man skal passe på med at tage for meget selvbestemmelse væk fra de ansatte.”

FORBYD KONCEPTER

En reel tillidsreform, som sætter institutionerne mere fri, vil kunne skabe mere arbejdsglæde og selvbestemmelse, som virker positivt på hele området. Et skridt i den rigtige retning er at forbyde de kommunale koncepter, som mange institutioner er underlagt, mener Ane Halsboe: 

”Pædagoger og daginstitutionsledere skal bestemme meget mere selv. Det kræver, paradoksalt nok, en stærkere politisk styring fra Christiansborg. Den politiske styring skal sikre pædagogerne mod at blive kvalt i papir – mere tid med børn og mindre tid med papir.

Der har været en tendens til konceptstyring og puljestyring, og det er også udtryk for, at der ikke har været penge nok. Men det er en forkert måde at gribe problemerne an på. 

Vi så det sidst med socialministerens melding om, at hun vil sætte en pulje af til flere pædagoger i ydertimerne, hvor der ofte er for dårlig bemanding. Men det kan jo ikke være rigtigt, at institutionerne skal bruge tid på at søge om penge til personale.

Vi skal simpel hent forbyde, at kommunerne presser koncepter ned over hovedet på institutionerne. Koncepterne stjæler både tiden, ressourcerne og den faglige handlefrihed og arbejdsglæden i institutionerne.

De dygtigste pædagoger vil ikke finde sig i den detailstyring. De forlader faget, når for meget af deres selvbestemmelse bliver taget fra dem. De tænker forståeligt nok ”Hvad bilder de sig ind – jeg har taget en uddannelse på 3,5 år. Jeg kan et fag!”.

VI SKAL KIGGE PÅ VORES SAMFUND MED NYE ØJNE

Ane Halsboe medgiver, at problemerne på børne- og familieområdet ikke alene er gjort med at sikre bedre normeringer. Der skal nytænkning til.

“Vi skal til at kigge på vores samfund med nye øjne. Det er jo absurd, at vi har så stor ensomhed i det her land og samtidig så store problemer hos de unge familier med at få enderne til at mødes. Jeg har en oplevelse af, at det er mere ensomt end nogen sinde at være børnefamilie.

Vi blander os for lidt i hinandens liv og er for lidt for hinanden. Det er en tidsånd, som vi ikke kan lovgive os ud af, men hvor ville det være dejligt, hvis vi fandt nogle af de dyder frem igen, hvor vi i højere grad kom hinanden ved.

Politisk er det mit hjertebarn, at vi skal se på omsorg som en investering. Pædagoger er en investering. De første år af et barns liv er en investering.”

DER ER ET LIGESTILLINGSPROBLEM

Ane Halsboe er slet ikke med på, at pilen peger på forældrene, når det handler om problemerne med at få enderne til at mødes – “det er skyld med skyld på”, siger hun.

“Pilen peger ikke på forældrene, men på mig som politiker, når det gælder de strukturelle årsager til at mange er pressede.

Jeg er heller ikke med på, at forældrene bare kan planlægge sig ud af problemerne, f.eks. gå ned i arbejdstid. Jeg ved jo godt hvem det er, der kommer til at gå hjemme med børnene. Det er kvinderne. Og det giver lønulighed, pensionsulighed, og karriereulighed.

Hvis mødrene ønsker at gå hjemme, skal de selvfølgelig have lov til det. Familierne skal indrette sig præcis som de vil. Men hvis ikke vi skal have kvinderne hjem til kødgryderne igen, så er gode vuggestuer en del af svaret. Og det siger jeg vel vidende at vuggestuen hverken kan eller skal bære opdrageransvaret alene.”

MISTRIVSEL

Jeg spørger Ane Halsboe, hvordan hun forholder sig til den eksplosive stigning i børns og unges mistrivsel, og om hun ser et politisk ansvar her.

”Ja, det er helt uholdbart. Det er meget alvorligt med den stigende psykiske mistrivsel. Jeg talte med Børns Vilkår, der fortæller, at der på ét år er 3000 selvmordstruede børn, der henvender sig til Børnetelefonen.

Vi har store problemer med stress blandt børn og unge og unge forældre. Vi har en præstationskultur, som er dybt skadelig. Det meste af den mistrivsel, vi ser i dette samfund, rammer mennesker under 40.

Det hér er næsten lige så alvorligt som klimakrisen.”

OMSORG OG FÆLLESSKABER BETALER SIG

”Det er også derfor, jeg synes det er så vigtigt, hvordan vi regner som politikere.

For hvis vi hele tiden taler om at løbe hurtigere, så når vi jo et punkt, hvor det begynder at nedbryde folk. Her har Socialdemokratiet været med. Det har alle partierne. Vi har skudt ved siden af, når det gælder forebyggelse – og når det gælder livskvalitets-parametre. 

Vi taler om uddannelse og job, når vi gerne vil have udsatte unge mennesker i gang. Men i virkeligheden spiller selvværd, fællesskaber og en følelse af frihed en større rolle, når en ung udsat skal i gang. Den slags har vi bare ingen politisk eller økonomisk tradition for at kalkulere med.

Vi har brug for at vende logikken, at ændre den underliggende struktur i Finansministeriets hoveder.”

PROBLEMET ER REGNEDRENGENE

Ane Halsboe har sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil (A) skrevet bogen Det betaler sig at investere i mennesker, om social- og velfærdspolitikken.

“Den er et opgør med når vi siger, at vi ikke har råd til omsorg. Jo – vi har ikke råd til at lade være! 

Logikken i den måde vi regner i det her land er, at hvis vi arbejder mere, så tæller det positivt, mens alt hvad vi bruger på omsorg, forebyggelse og forskellige former for velfærd, tæller negativt i regnemodellerne – som ren udgift. 

Der er stadig ingen økonomiske modeller, der viser hvad omsorg og forebyggelse sparer os for af udgifter, som samfund. Og når man ikke kan se det i modellerne, bliver der ikke styret efter det. Vi styrer vores økonomi med ét øje. 

Vi skal have modet til at sige, at vi regner skævt i dag, og at vi skal åbne det andet øje. Hvis ikke Finansministeriets ”regnedrenge” forstår det, ender det med, at vi bliver fældet af stress og mistrivsel – det ender med at fælde os!

Selvfølgelig er det godt for vores samfund, hvis vi arbejder. Men vi overser, hvor meget holdbarhed der er i gode relationer og i at forebygge: tid og nærhed – både i institutionerne og derhjemme – kan betale sig!

Alt det her med børn og forebyggelse er stenhårdt, som økonomi betragtet. Det er ikke ”blødt” – det er ikke ”nice”, men ”need to have”. Og det skal Finansministeriet forstå. Vi skal rykke de tektoniske plader – hele synet på det her område!”

FAKTA

Ane Halsboe-Jørgensen (A) er 36 år og indvalgt for Socialdemokraterne i Nordjyllands Storkreds. Hun er tidl. gruppenæstformand, nu børneordfører og formand for Folketingets udenrigsudvalg samt medlem af finansudvalget og skatte- og beskæftigelsesudvalget.Hun er cand.scient.pol. fra 2009 og udgav i 2018 bogen "Det betaler sig at investere i mennesker" sammen med med Pernille Rosenkrantz-Theil (A). En bog om sociale investeringer og tidlig indsats. Bogen er et opgør med Finansministeriets regnemodeller og et bud på, hvordan vi i fremtiden indregner værdien af forebyggelse, omsorg, relationer og velfærd, når vi træffer politiske beslutninger. 

Stiftende generalforsamling i Støtteforeningen for Familiepolitisk Netværk

Valby søndag den 20. januar 2019

Der indkaldes hermed til stiftende generalforsamling i Støtteforeningen for Familiepolitisk Netværk søndag den 3. februar 2019 kl. 10.30 på Carl Jacobsensvej 16 opgang 6, 4. sal, 2500 Valby – lige ved Ny Ellebjerg Station.

Mødet forventes at vare maks. 2 timer. Børn er velkomne – der er sækkestole, bordfodbold og mulighed for at tegne…

Dagsorden

  1. Valg af dirigent, referent og 2 stemmetællere
  2. Baggrund for stiftelsen v/ initiativgruppen (baggrunden er bl.a. det nært forestående folketingsvalg)
  3. Gennemgang af vedtægter, drøftelse og afstemning
  4. Fremtidigt arbejde og aktiviteter
  5. Fastlæggelse af kontingent
  6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter samt 1 kritisk revisor – bestyrelsen konstituerer sig selv
  7. Eventuelt, herunder orientering om oprettelse af advisory board for Familiepolitisk Netværk

Uddrag af forslaget til vedtægter, som kan hentes på dette link:

“Støtteforeningen for Familiepolitisk Netværk har til formål at administrere indsamling af midler til Familiepolitisk Netværks politiske arbejde for at fremme en visionær familiepolitik i Danmark.”

“Familiepolitisk Netværks hovedformål er at fremme en bedre balance mellem familie og arbejde, herunder retten til – uanset køn og branche – at gå op og ned i arbejdstid, ret til at passe syge børn og kvalitet i daginstitutionerne.”… “Netværket er uafhængig af politiske partier, økonomiske og religiøse interesser.”

Medlemskab af foreningen kan opnås umiddelbart inden den stiftende generalforsamling ved at indbetale 50 kr. i kontingent på MobilePay 40 14 49 80 samt opgive fulde navn ved indbetalingen.

PÅ den stiftende generalforsamling besluttes hvilket kontingent, der skal gælde for det kommende år indtil næste generalforsamling.

De indbetalte kontingenter vil, når støtteforeningens egen konto er oprettet (kræver CVR-nummer), straks blive overført til Støtteforeningen.

Vi håber at se mange støtter af Familiepolitisk Netværk.


På vegne af Initiativgruppen til oprettelse af en støtteforening for Familiepolitisk Netværk:

Nanna Bohmann, Birgitta Gomez Nielsen, Signe Ridder, Eva Hesse, Allan Tyrrestrup, Sofie Maria Brand og Karen Lumholt

 

Gode dagtilbud er for hele livet

I et forsøg på at få familiernes trivsel på den kommunalpolitiske dagsorden i år,  har vi i Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om familiepolitik. Tidligere har vi bragt indlæg af rådkvinde Susanne Crawley Larsen (R) fra Odense, og Aarhus Kommunes Bünyamin Simsek (V).

Senest har vi sendt rådmand Mai-britt Iversen (S) fra Aalborg Kommune dette debatindlæg fra forældreorganisationerne med bekymring for børnehavernes kvalitet. Her kommer hendes indlæg:

Jeg talte engang med en pige, der sagde ”jeg dumpede allerede i børnehaven”. Sikke et ansvar vi har, men også sikke muligheder for at give børnene et godt fundament med leg og læring, venskaber og glæde og fornemmelsen af at være vigtig i fællesskabet.

Af Mai-britt Iversen, Rådmand for familie- og børneområdet i Aalborg Kommune

For den enkelte familie er en god dagplejer eller daginstitution altafgørende. Det er jo er en stor del af deres børns hverdagsliv, der udspiller sig her.

Det handler ikke bare om, at vi som forældre skal kunne aflevere vores børn med god samvittighed. Det handler om, at kvalitet i dagtilbud er helt afgørende for børns senere succes her i livet.  Det gælder i forhold til ikke bare skolegang, men også arbejdsliv, familieliv, fritid og sundhed.

Det kommer ind i mellem bag på f.eks. udenlandske forældre, at børnene ikke bare bliver passet. Vi har en international børnehave, der ligger i universitetsområdet med mange udenlandske forskere. Det kan da undre f.eks. kinesere, at de som forældre skal inddrages i og forholde sig til dagligdagen i børnehaven. Det havde de da egentlig tillid til, at personalet tog sig af?

Vi arbejder systematisk med inklusion, læring, sundhed og ikke mindst forældresamarbejde, vi arbejder ud fra læreplanstemaer, og vi har en høj normering af uddannet personale. Vi har en struktur med en opdeling i pædagogiske ledere og mere strategisk administrative ledere, og så satser vi på kompetenceudvikling.

Som rådmand oplever jeg, når jeg kommer rundt i vores daginstitutioner, en stor faglig bevidsthed, et højt ambitionsniveau og viljen til at gøre en forskel som fællesnævneren for dem alle.

Endnu mere glæder det mig, at forældrene ved vores sidste dialogmøde fremhævede ”at institutionerne i langt højere grad arbejder systematisk, og den større faglige bevidsthed var blevet tydeligere nu end for 5-6 år siden”.

Kvalitet i dagplejen er også vigtigt
Når man taler om kvalitet i dagtilbud, så bliver dagplejen tit overset. Mange forældre værdsætter den nærhed og tryghed tæt på hjemmet, der er i dagplejen.

I Aalborg har de kommunale dagplejere 4 børn pr. voksen – de private må have 5. Forskningen viser jo netop, at antallet af børn pr. voksen betyder rigtig meget for børnenes udvikling. Samtidig har vi uddannet de kommunale dagplejere i ”ICDP”. Det står for ”International Child Development Programme”. Det er en anerkendt pædagogik, hvor relationen til det enkelte barn og dagplejeren er i centrum.

Sociale normeringer gør en forskel
Hvis der er en gruppe, hvor gode dagtilbud er afgørende, så er det de børn, der fra starten er lidt bagud på point. Derfor arbejder vi i Aalborg med sociale normeringer målrettet disse børn. Ordningen omfatter 36 sociale normeringer i både daginstitutioner og dagplejen.

Når jeg argumenterer for sociale normeringer, kommer der ofte et modsvar fra de ressourcestærke og veluddannede forældre: ”Børn med travle forældre har det lige så svært, og deres forældre bruger heller ikke tid nok med dem”.

– Men det er jo tankevækkende, at forskningen viser, at veluddannede mødre bruger dobbelt så meget tid med deres børn end mødre med meget lidt uddannelse!

Noget andet er, at børn i familier med veluddannede forældre har hørt 30 millioner flere ord, når de er fyldt 3 år, end de børn, hvis forældre ikke er veluddannede. – Nej jeg har ikke skrevet forkert!

Derfor har vi i Aalborg afsat ekstra pædagogressourcer til institutioner eller dagplejere i områder med mange udsatte familier og børn med anden etnisk baggrund. For hverdagen i disse institutioner er, at personalet har mange ekstra opgaver i forhold til f.eks. forældresamtaler, ekstra støtte og skriftlig dokumentation.

Det betyder, at der nu er mere tid til, at alle bliver børn bliver set og hørt. Tidligere var der børn, der blev oplevet af de andre børn og forældre som ”trælse”, for at sige det lige ud. De er nu en del af fællesskabet i børnehaven. Ja – Faktisk oplever de at være sig værdsatte.

I vil altid have flere penge
Er det ikke også det, som regeringen vil? Vil den opmærksomme læser sige. ”Jo – der ligger rigtigt mange gode tanker i regeringens udspil”? ”Stærke dagtilbud – Alle børn skal med i fællesskabet”.  

Men i forhold til de allermest svage børn er der tale om symbolpolitik. For regeringen sætter kun penge af til, at 100 institutioner i hele landet kan søge om ekstra normeringer. Det er altså en dråbe i havet, når der i hele landet er over 3.000 daginstitutioner. Så er dagplejerne ikke taget med.

Da jeg på TV2Nord påpegede dette, fik jeg den kommentar med fra Børne- og Socialminister Mai Mercado, at ”Socialdemokrater jo altid gerne vil have flere penge”. Til det er jeg nødt til at sige: ”Nej – men kvalitet koster”. Det kommer ikke af sig selv. Det er vigtigt at være ærlig om det. Regeringen har jo selv lagt loft over kommunernes serviceudgifter og skatteindkrævning. Samtidig vokser udgifter til andre grupper f.eks. bliver der flere ældre.

Alligevel har vi i Aalborg valgt at prioritere området, og det tror jeg også, at forældrene i Aalborg godt ved. Jeg noterer mig også, at 91% af forældrene i Aalborg er tilfredse med deres børns dagtilbud.

Jeg er stolt over vores dagtilbud i Aalborg. Og faktisk har dette synspunkt allermest handlet om det, der i høj grad er politikeres ansvar, nemlig rammerne. Men jeg kunne fortsætte i evigheder om det, jeg oplever, når jeg kommer ud i dagplejen og institutionerne – om arbejdet med sprog, arbejdet med sundhed, arbejdet med natur, arbejdet med relationer, samarbejdet med forældrene.

Og så bare for at slå en ting helt fast – dagpleje og daginstitutioner skal IKKE være miniskoler. Jeg talte engang med en pige, der sagde ”jeg dumpede allerede i børnehaven”. Sikke et ansvar vi har, men også sikke muligheder for at give børnene et godt fundament med leg og læring, venskaber og glæde og fornemmelsen af at være vigtig i fællesskabet.

 

FAKTA OM BØRNEHAVERNE I AALBORG

  • Der er i alt 149 daginstitutioner, hvoraf 10 er selvejende.
  • Der er ca. 900 vuggestuepladser og 5.800 børnehavepladser.
  • I alt er der ca. 1.160 fastansatte medarbejdere fordelt med ca. 75% pædagoger og 25% pædagogmedhjælpere.
  • I gennemsnit er der ca. 3,6 barn pr. voksen i vuggestuer og 6,8 børn pr. voksen i børnehaver. (Udover sociale normeringer og indsatspædagoger indgår de pædagogiske ledere også med fuld tid i beregningen, selv om de ikke anvender al deres arbejdstid sammen med børnene).

Giv Københavns børn mere kunst og musik

 Af Randi Hjortholm (B), kandidat til kommunalvalget 2017 for De Radikale i Københavns Kommune
Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

VORES STED I KOMMUNEN: ZOO
Da min datter Adriana blev adopteret fra Ecuador, var hun knap 3 år, hun havde åben læbe-ganespalte, og sproget var en udfordring. Men i Zoo kunne vi høre de samme lyde, dufte blomsterne, le af isbjørnene… og på den måde finde hinanden som familie. Derfor er Zoo et af de kulturelle steder i min kommune København, der virkelig betyder noget for mig og min familie. Adrianas yndlingshistorie er, da odderne troede, at hun og hendes lillesøster var dyrepassere, fordi de var klædt i grønt, og de små, larmende odderunger tiggede mad. Familietid i Zoo for mig er dyrebar, fordi vi dér er lidt som i en lille bobbel, hvor vi kan være sammen væk fra omverden. Min yngste datter er plejebarn, og det er vigtigt som familie at have fælles minder og oplevelser. For os er Zoo et af de steder, hvor hver en lille plet indeholder fælles minder. 

Jeg lever ikke mit liv opdelt
At være opstillet som kandidat til Kommunalvalget som ny i politik, singlemor til to piger og med fuldtidsjob er selvfølgelig en stor opgave. Hvordan kan man gøre det, og stadig have balance i familielivet?
Det vigtige er klart, at ens parti støtter, at man prioriterer sin familie. Og så er det for mig vigtigt, at de ting, jeg laver, kan flettes ind i hinanden. Jeg lever ikke mit liv opdelt, men som en enhed. Mine døtre er 15 og 9 og derfor store nok til at være med i nogle af de politiske aktiviteter. Så når jeg for første gang tager til Folkemødet på Bornholm i juni, er mine døtre med, og vi har en af vores nære venner med som barnepige. Det betyder også, at de ting, jeg kæmper for politisk, tit har rødder i de udfordringer, jeg ser i mit lokalområde og hos de mennesker, jeg møder.

Bedre vilkår for udsatte familier
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv opnår jeg ved at skabe gode vilkår for min egen, men også andres familier, inden for alle områderne jeg arbejder for. Begge mine døtre har et handicap, der bevirker, at livet nogle dage er en udfordring. Tryghed og nærhed er afgørende for pigerne, det er mig der udgør den tryghed for dem. Via politik får jeg mulighed for at kæmpe for, at udsatte familier får bedre vilkår, men i den politiske verden kan jeg heldigvis dele det ansvar både med mit eget parti, men også med andre, der arbejder for bedre vilkår for familier.

I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Kulturelle tilbud til børn og unge
Hvis jeg bliver valgt ved det kommende Kommunalvalg, vil de kulturelle tilbud til børn og unge i København have mit store fokus. Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

Det vigtigste for mig er, at børns baggrund ikke afgør deres fremtid. De Radikale ønsker, at alle skal være en del af fællesskabet, men dem der har det svært, skal vi hjælpe, så de komme med ind i fællesskabet. I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.
Øremærket barsel til mænd og flere omsorgsdage
Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar for at skabe bedre rammer for familierne. Det er afgørende, at vi får øremærket barsel til mænd og får flere omsorgsdage til det enkelte barn. En fremtid, hvor familiepolitik får mere betydning politisk, kræver et parti, der tør at tage dialogen og lave ting om. I det kommende kommunalvalg ser jeg frem til at kæmpe for børn og unges ret til det gode familieliv.
Minimumsnormeringer
I forhold til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så er det en nødvendighed. De Radikale har netop “flere pædagoger i institutionerne” som et af de punkter, vi kæmper for. Vores børn skal have en bedre hverdag, og det kræver flere uddannede pædagoger i institutionerne.

Vi har ikke nok fokus på familiernes vilkår i samfundet. Jeg håber, at jeg politisk kan være med til, at familiepolitik bliver et afgørende emne både i kommunalpolitik – men også på Christiansborg.

Mit familiepolitiske spørgsmål er dette:

Hvordan får vi flere til at opdage, at politik har stor indflydelse på familielivet, så flere forældre bliver politisk aktive, særligt kvinderne?

Tak for, at jeg fik ordet her

Kærlig Hilsen

Randi Hjortholm

Kandidat for de radikale til KV17

 

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød. 

Tid til at tage imod en tegning?

Jeg hader, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringerne ved at være barn i en børnehave. Vi ved lige præcis, hvad der skal til for at hjælpe dem – men vi har ikke tiden til det.

BØRNEHAVELIV: I Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook har der op til påsken været en del aktivistiske skriverier om daginstitutions-normeringer efter at BUPL har udgivet tal, der viser en meget presset dagligdag for landets pædagoger. Familiepolitisk Netværks blog bringer her pædagog Sandra Nygård Bechs opråb, som hun udgav i sin statusopdatering i gruppen på Facebook forleden (red.)

Af Pædagog Sandra Nygård Bech, Århus
Om skribenten: Sandra Nygård Bech er uddannet pædagog i 2009, og har siden været ansat i daginstitutioner i Aarhus Kommune og er pt. ansat i en integreret institution i Stavtrup. Hun har altid brændt for arbejdet med børn og har været meget aktiv i kampen om bedre vilkår for børnene.

Denne tegning er en af grundene til, at jeg stort set altid har lommer i det tøj, jeg har på på arbejde. Denne tegning har jeg idag modtaget som gave. Jeg tog imod med glæde og spurgte nysgerrigt ind til den. “Wow – Tak! Hvad har du lavet?” Pigen svarer stolt, at det er sådan en gul og sort én, som hun har klippet. Og ja – det er jo lige præcis det det er. Jeg lægger tegningen ned i lommen og glemmer at den er der. Lige indtil pigen efter et par timer finder mig igen, smiler til mig og spørger; “Hvor er din tegning?” Jeg finder hurtigt tegningen frem fra lommen og viser hende, at jeg passer på den og værdsætter hendes gave. Hun griner genert, og løber glad videre ned i børnehaven.

Jeg føler mig lettet over at tegningen lå i min lomme, da jeg ser glæden og stoltheden lyse i hendes øjne og jeg ser hvordan hun med en dyb indånding tager helt ind i hjertet, at hun har værdi for mig. Mine lommer er ofte fyldte, og det er dejligt at kunne give børnene den gave at lade dem vide, at det de kommer og deler med mig har værdi.

Men i hverdagen er børnene mange og lommerne få, og det er desværre langt fra alle, som oplever det samme, som pigen i eksemplet her.

Langt oftere vil børnene opleve, at den voksne, som gaven skulle gives til, er optaget af at tale med Nikolajs mor, løse en konflikt mellem Jonas og Karoline, minde Alma om at gå på toilettet, pudse violas næse, sikre at Wahid har fået eftermiddagsmad, tage imod besked fra en kollega, som er på vej hjem, lave en plan for imorgen, nu hvor Yrsa er syg, og der ikke må kaldes vikar ind og… Alt imens står Maren med sin tegning… Hun havde gjort sig umage, og tænkt på, hvor dejligt det ville blive at se sin yndlings voksen blive glad for så betydningsfuld en gave. Men når man om eftermiddagen skal dele de 5 voksne med 80 andre børn, og 80 forældre, og intra, og telefonopkald, og opvasken, og vasketøjet… Ja – så er det ikke alle gaver som modtages med den respekt og glæde, som bør følge med.

Da Luna i dag gav mig gaven, gav hun mig mere end blot et stykke papir med sparsom tegning, som hun havde klippet i. Hun gav mig en invitation til at indgå i en relation med hende. En invitation til dialog, nærvær og omsorg. I dag havde jeg tid til at møde hende i den, og mødet gav mig en følelse af glæde og stolthed, og jeg fornemmede, at hun gik derfra med større selvværd og følelse af at høre til og være blevet set i det store fællesskab.

Men hvad mon det betyder, at hun vender tilbage? Er det mon et trist tegn på at relationerne i dagens institutioner er blevet så overfladiske og sporadiske, at børnene ikke længere føler sig sikre på dem? I virkeligheden burde det vel ikke være nødvendigt at følge op på om den voksne nu også delte oplevelsen, værdsatte den, respekterede den?
Jeg forstår dog godt, at hun gør det.

Jeg er omringet af nogle af de mest kompetente kolleger, jeg har mødt i de snart 10 år, jeg har været i pædagogverden. Jeg ser dem bruge HVERT ET LEDIGT ØJEBLIK på at se et barn i øjnene, kramme dem, grine med dem, udvikle sig sammen med dem, men øjeblikkene er færre, og jeg kan mærke helt ind i hjertet, at jeg HADER det.

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor … alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge, for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an?

Jeg HADER, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringer ved at være barn i en børnehave. Vi VED lige præcis, hvad der skal for at hjælpe dem, men vi har ikke tiden til det.

Det lyder så flot, når regeringen fortæller, at de vil afsætte millioner til børneområdet, men hvornår hulan får de øjnene op for, at Luna i dag IKKE havde brug for, at jeg havde været på endnu et kursus og havde læst store vigtige teoribøger!
Hun havde brug for, at jeg havde tiden til at se hende, møde hende, værdsætte hende og sige JA TAK til hendes utroligt fine invitation.
Det er DÉT der skal til!
Det er DÉT der batter!
Det er DÉR, vi når børnene!
– Og det er DÉR politikere vil få deres fine resultater af deres tests.

For børn i trivsel, som har selvværd og selvtillid, som har tillid til at deres medmennesker og som oplever betydningsfulde relationer – det er netop DE børn, som klarer sig godt i skolen, som tør satse højt, som tør gå foran, og som ved de fortjener at være lykkelige.

Hvor ville jeg dog ønske, at politikerne snart ville lytte til de sande eksperter; pædagogerne, som ER kompetente, og som hver dag løfter et kæmpe ansvar for fremtidens borger under helt urimelige forhold!

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor alt du skulle mestre for at klare dit arbejde skulle læres for første gang? Samtidig skal du forestille dig, at alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an? Tilføj at hverken du eller dine kolleger forstår jer på at kommunikere om opgaven.

Du ville sikkert ikke holde længe på den arbejdsplads, så hjælp nu med at sikre, at børnene heller ikke skal arbejde under så kritisable forhold!

 

Læs også pædagog Kirstine Kirks indlæg om hvorfor vi som forældre og pædagoger ikke protesterer mere højlydt her.

Min søn på 2 år strejker i dag

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Del 1 af tema på Familiepolitisk Netværks Blog – marts 2017

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af.

Maja Krog og sønnen Hjalte strejker, da de er bekymrede for børnenes trivsel i Hjaltes daginstitution.

EN BEKYMRINGS HENVENDELSE

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Og når vi for eksempel ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger på arbejde? Det har været debatteret ivrigt på Familiepolitisk Netværks Facebook-gruppe i denne uge. Een af dem, der gjorde noget, var Maja Krog, medlem af Familiepolitisk Netværk, kandidat til kommunalvalget i partiet Alternativet og mor til Hjalte. Hun valgte nemlig at strejke sammen med sin søn i protest. – Og skrive et brev om det til Københavns overborgmester Frank Jensen, som vi hermed bringer til inspiration (red.)

Af Maja Krog

Min søn på 2 år strejker i dag fra sin daginstitution!

Jeg har fulgt med i debatten på Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook de seneste par dage om forholdene i daginstitutionerne, og hvordan vi som forældre kan få råbt op.

Og jeg fik simpelthen så ondt i maven: For det sker i min søns institution lige netop disse dage. Så jeg har i dag holdt ham hjemme og sendt denne mail til Overborgmesteren i Københavns Kommune:

Kære Frank Jensen

Jeg har i dag haft en oplevelse i min søns daginstitution, som bekymrer mig. Jeg kender institutionen som forælder og ved, at personalet er dygtige og arbejder stenhårdt for at få alle ender til at mødes. Og jeg har en god dialog med dem. Det vil jeg gerne understrege indledningsvist.

Men jeg har nu IGEN oplevet en situation, hvor INGEN af de faste medarbejdere var på stuen, men udelukkende vikarer, og kun 2 af dem – frem for de 3 voksne, der plejer at være på stuen.

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af:

Institutionen har netop modtaget et nyt barn der er igang med indkøring, og jeg mener, at hun har brug for særlig omsorg, ligeså vel som op til flere af de andre børn, jeg oplever, ikke fungerer socialt.

Så jeg har i dag pjækket fra arbejde…Nej. Jeg strejker fra arbejde. Nej. Faktisk er det min søn på 2 år, der strejker fra sin institution i dag i solidaritet med sine venner, og jeg er blevet nødt til at blive hjemme fra arbejde for at passe ham.

Jeg er bekymret af flere årsager:

1) Dagtilbudslovens ansvar for børnenes omsorg kan umuligt være opfyldt under disse omstændigheder.

2) Børnene lider tydeligt overlast i disse situationer, og især helt små børn kan tage varig skade, fordi følelser som forladthed og svigt sætter sig i et meget lille barns system på en irreversibel måde.

3) Pædagogerne lider under disse situationer og kan ikke præstere på en fagligt forsvarlig måde, hvilket tydeligvis belaster dem og på sigt gør dem syge. (Den ene medarbejder har netop sagt op pga. stress – trods flere klager til ledelsen er hun ikke blevet støttet.)

4) Forældre og andre pårørende bliver utrygge og usikre på, om det er forsvarligt at aflevere deres barn og kan finde på at så tvivl om institutionens kvalitet, selv om personalet gør, hvad de kan….

Jeg håber, at kommunen vil tage denne bekymringshenvendelse alvorligt.

Jeg oplever, at jeg ikke står alene med min bekymring.

Jeg håber derfor, at kommunen i et valgår vil have særligt fokus på dette område, så forældre og pårørende ikke begynder at så tvivl om institutionernes kvalitet i kommunen.

Med venlig hilsen Maja, mor til Hjalte på 2 år

 

Kære Mor – Du Har Magten

KVINDERNES KAMPDAG 8. MARTS 2017

Har kvinder en særlig magt til at sikre mangel på omsorg/nærvær i vores samfund? Det er de stærke og svage kvinders dag, og i de danske medier er der masser af fokus på manglen på kvindelige ledere og mænd på barsel. Så i dagens anledning bringer vi her eet af de synspunkter, der har lidt sværere ved at finde vej til dagspressen. Det handler ikke om en mangel – men om magt – og kvinder som mødre med et særligt ansvar for ungernes omsorg. Det er netværkets medlem og mor Anne-Mette Karstad Poulsen, der har været ved tasterne: Læs, del og debatter – hvis I tør. Rigtig god kampdag (red.)

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde. – Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen
Kære mor – du har magten.

Det er let at glemme der midt i myldretiden, madpakkerne og moster Annes fødselsdag.

Men sådan er det. Det er ikke politikerne eller cheferne, men os mødre, der har virkelig har magten over morgendagens samfund – og vores børn har behov for, at vi bruger den – nu.

Jeg ved godt, at du er overbebyrdet, udmattet, og at opgaven virker uoverskuelig og skræmmende. Og jeg forstår dig, hvis du har mest lyst til at krybe sammen foran Netflix og forsvinde ind i andres kampe for at redde andre verdener…

Men kære mor, der er en verden lige her, som kun du kan redde – nemlig dit barns!

De sidste års debat om forholdene i de danske børneinstitutioner har gjort det smerteligt klart, at flertallet af vores politikere, er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde på dette område.

Hvis vi venter på hjælp fra dem, kommer vi og vores børn til at vente forgæves.

Skal forholdene forbedres så børnene kan mærke det, så bliver vi nødt til at kæmpe for det.

Kæmpe for det, som vi mødre ved er rigtigt og vigtigt.

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde.

Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv for alle børn – både hjemme og i institutionerne: Et liv hvor barnet kan vokse og gro i en hverdag, hvor de voksne omkring dem har den tid og det overskud, den proces kræver.

For kun når vores børn er trygge, kan vi mødre nyde og bruge den frihed vores formødre kæmpede så hårdt for at kunne give os i vuggegave.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Vi har en samfundskontrakt, som meget forsimplet går ud på, at vi arbejder livet igennem og via skatter og afgifter betaler ca 60 % af vores løn til fælleskassen. Til gengæld passer staten så godt på os og vores kære.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Og hvad gør man så, når staten ikke holder sin del af sådan en aftale ?

Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg ved at det er fuldstændigt essentielt at vi gør noget. Og at hvis vi alle sammen gør noget, så vil en fælles løsning vise sig.

Modige forældre, pædagoger og fagfolk har i årevis råbt op om de uforsvarlige forhold, som efterhånden er blevet normen i flertallet af danske børneinstitutioner. Og eksperter advarer om de menneskelige og økonomiske omkostninger det vil få, hvis vi ikke retter op på de dårlige vilkår for børns trivsel.

Oftest ignoreres deres advarsler og de nødråb, der kommer, besvares typisk af en opgivende trækken på skulderen efterfulgt af kommentaren “sådan er det jo”.

Men nej: Sådan er det ikke bare. Sådan HAR VI VALGT, at det skal være. Og det betyder, at vi kan vælge om igen.

Vi kan vælge modigere, kærligere og mere ansvarligt – og både som individer og samfund har vores børn behov for, at vi gør det nu.

Kære mor – du har magten – brug den nu!

Go’ kampdag !

Om Skribenten: Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København. 

Læs om Anne-Mettes eget valg som mor her.

Læs også tidligere indlæg fra skribenten i Politiken i 2015 her.