Her op til folketingsvalget, kan du være med til at sætte fokus på de dårlige normeringer, ved at sende en “bekymringsskrivelse” til udvalget for børn og unge i din kommune, som du så også sender til de lokale aviser – for at skabe opmærksomhed på problemet.
Brevet nedenfor kan frit bruges som inspiration
Det er stilet til de folkevalgte politikere i din kommune, fx UDVALG FOR BØRN OG UNGE (hedder lidt forskelligt fra kommune til kommune). Men meningen med at sende det er først og fremmest at få BORGERNE i kommunen til at indse problemets størrelse – og derefter stemme på en politiker, der vil gøre noget ved det.
Send brevet til hvert enkelt medlem, som sidder i børne- og ungeudvalget. Mailadresser kan du finde på kommunens hjemmeside eller ved at bede forvaltningen om dem.
Brevet er for langt – og skal opfattes som en bruttoliste over ting, du kan skrive. Derfor har vi sat numre ud for de enkelte afsnit, så du kan sakse de “numre”, du kan identificere dig med.
BEKYMRINGSSKRIVELSE
Åbent brev til medlemmerne af Udvalget for Børn og Unge i XX kommune
Jeg har i dag – igen – måttet aflevere mit barn i vuggestue (/børnehave) med en følelse af stærk uro og bekymring.
Min bekymring betyder, at jeg nu igen overvejer at holde mit barn hjemme og at melde mig selv syg. Muligvis helt at tage mit barn ud af institution og/eller sige mit arbejde op.
Jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg har en rigtig god kontakt både til personale og leder i institutionen, at jeg har den største respekt for pædagogernes faglige arbejde og for institutionens leder og ledelse.
De gør et fantastisk arbejde og jeg er fuld af beundring for dem.
Af samme grund ønsker jeg IKKE på nogen måde at hænge institutionen ud. Og derfor har jeg ikke i første omgang lyst til at nævne institutionens navn. Det er tydeligt at personalet knokler mere og mere for hver dag, der går. Jeg oplever, at deres vilkår bliver ringere og ringere.
Jeg vil gerne fortælle om den konkrete situation, som jeg oplevede i dag: I dag var situationen den, at…… (fortæl om den konkrete situation, du oplevede -fx med for få voksne og for mange børn på stuen – men uden at skrive noget dårligt om enkeltpersoner, hvad enten det er børn, personale eller forældre)
Andre dage har situationen været den at… (ny situation, lad dig evt. inspirere af nedenstående liste)
– små børn, der var lidt pjevsede eller småsløje, ikke fik den omsorg, de åbenlyst trængte til
– blebørn ikke blev skiftet, men måtte vente længe
– nystartede børn på stuen græd og tydeligvis var utrygge og måske ulykkelige
– børn der lige var blevet afleveret af far eller mor var grædende, men ikke kunne blive taget op
– børn sloges uden at personalet kunne komme det barn til hjælp, som var blevet slået/bidt/ramt
– et barn var kommet til skade, men der var ikke tid til trøst
– en pædagog var alene med XX børn
– børnegruppen var alt for stor til 2 personaler (eller 1)(-eller hvad du nu har oplevet…)
1. Jeg er bekymret, fordi hverken mit barn eller andre små børn får den omsorg, der er så vigtig for at de kan udvikle sig normalt. Jeg er bekymret for om børnene og pædagogerne i længden kan holde til det.
2. Jeg er også bekymret, fordi paragrafferne i Dagtilbudsloven om at give børnene mulighed for at udvikle sig tydeligvis ikke bliver overholdt. Der finder altså lovovertrædelser sted!
3. Min bekymring går især på fire konkrete forhold:
– mængden af børn på stuen/legepladsen er alt for stor, set i forhold til, at mange af børnene har behov for omsorg/trøst/konfliktløsning/hjælp til fx bleskift/ toiletbesøg eller mad
– der er for få pædagoger/medhjælpere, der reelt kan være til stede på stuen (mange går fra til møder/kontorarbejde/arbejde med planer etc.)
– personalet kan i længden blive slidt/måske syge og udbrændte, fordi de hele tiden går til deres yderste grænse for deres formåen og ikke kan opfylde de krav, de selv stiller til fagligt forsvarligt arbejde med børn og forældre – der er ingen vikardækning v. pædagogers fravær fra stuen, fx pga. ferie, kurser, sygdom, omsorgsdage (som typisk er 34 dage om året pr. pædagog), afvikling af aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt samt udarbejdelse af diverse test og læreplaner.
4. Jeg ved ikke om I politikere er klar over det, men alt det ovenstående er oftest IKKE vikardækket.
5. Ligesom min respekt for de enkelte pædagoger og for lederen er enorm, har jeg også stor respekt for forvaltningen, som så vidt jeg er orienteret gør hvad de kan, for at få ressourcerne til at slå til i en virkelighed, hvor kommunerne er underlagt Budgetloven og Omprioriteringsbidraget. Men – de gode viljer er tydeligvis ikke nok. Sandheden er, at forholdene nu er sådan, at især de helt små børn og de børn, som er mest sårbare, bliver svigtet hver eneste dag.
6. Også de lidt større og lidt mere robuste børn lider. Jeg ser det selv. Og jeg hører pædagoger sige det.
7. I de år, jeg har haft børn, er børnegrupperne på stuerne blevet større og større, institutionerne er blevet større og større og personalet, der er til stede på stuerne, er blevet stadig færre. Dem, der er tilstede, har mere travlt. I ydertimerne virker de meget pressede, selv om de gør hvad de kan for at vi forældre ikke skal mærke noget.
8. Samtidig bliver børnene yngre og yngre. Et barn, der går fra børnehave til skole er i dag 5 år – for nogle år siden (før 0. klasse blev obligatorisk), var børnehavebørnene op til 7 år. Nu er de yngste i børnehaven 2,5 år år og går stadig med ble. Og vuggestuebørnene er tilsvarende yngre.
9. Jeg ved, at mange politikere ligesom vi forældre er bevidste om, at institutionerne har problemer, men trøster sig med, at Finansministeriet og Børne- og Socialministeren fortæller os, at normeringerne ikke er blevet væsentligt ringere de senere år.
10. Men det er ikke det, vi ser i praksis. Det er ikke den virkelighed, der møder os i institutionerne. Ministeriets beregning af de gængse normeringer hviler på et grundlag, hvor man IKKE tager højde for, at pædagoger og institutioner er blevet pålagt en mængde opgaver, som indebærer, at ressourcerne går fra børnene. Tiltag, som hver især er fornuftige nok, men som i praksis trækker ressourcerne væk fra kerneydelsen: samværet med børnene.
11. Det er fx tests, sprogscreening, koncepter som kommunen har fundet på, møder ifm. overgangen fra børnehave til skole, samtaler med parter, fx skoler, fritidshjem, SFO, PPR, psykologer, talepædagoger osv. Der er obligatoriske kurser, aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt. Opgaver, som daginstitutionerne er pålagt, men som ikke udløser hverken forberedelsestid eller ekstra normeringer, penge eller tid. Tiden går, igen, fra børnene.
12. Og man tager heller ikke højde for, at personale, der er ansat, men fraværende af forskellige grunde – sygdom etc. – tæller med og giver et falsk billede.
13. At der ikke råbes meget højt om alt dette i offentligheden kan skyldes flere ting:
– at pædagogerne ofte giver sig selv mundkurv på og ikke tør fortælle os forældre hvor galt det står til, af angst for at gøre de i forvejen pressede forældre urolige (dette bekræfter BUPL)
– at institutionsledere ikke tør råbe op af bekymring for, om der kan kastes et kritisk lys på netop deres institution (dette bekræfter de institutionsledere, som jeg har talt med)
– at klyngeledere og områdeledere tier af samme årsag – fordi de ikke vil kritiseres for ikke at løse den opgave, de er pålagt af forvaltningen (det er sandsynligt)
– at ledere på alle niveauer dukker sig for ikke at komme i kritisk søgelys
– at forvaltningschefer også helst vil have, at området ser ”pænt ud” – hvilket det nemt kan gøre, på papiret, men kun så længe man fortier de forhold, jeg nævner her.
14. Udefra set kan det se imponerende ud. Aldrig har så mange børn været in institution som nu. ”Produktionen” er i top – der ydes ”velfærd” i enorme mængder. Men kvaliteten er tilsyneladende i bund.
15. Vi forældre er nødt til at tro på, at vores børn har det godt og trygt, mens vi er væk fra dem, hvis vi skal kunne gå på arbejde. Men det er løgn.
16. Alle vi, der til daglig færdes i børnenes institutioner – forældre, bedsteforældre og personale – kan mærke det: Den er helt gal! Situationen er uholdbar. Personalet er tæt på sammenbrud. Forældrene er bekymrede. Og med stressede forældre og stressede pædagoger er de små børn omgivet af stress fra morgen til aften.
17. Lytter man til børneforskere som Dion Sommer, Per Schultz-Jørgensen, Margrethe Brun Hansen, Grethe Kragh Müller, Jesper Juul og mange, mange andre, er man ikke i tvivl: Det er ikke sundt! Stress smitter!
18. De børnesagkyndige psykologer siger det: Små børn, der ikke får den omsorg, trøst og støtte, de har brug for, oplever et svigt, der sætter sig på en irreversibel måde i deres sind. Manglende selvværd, manglende evne til at regulere egne følelser, uhensigtsmæssig kognitiv og følelsesmæssig udvikling, som senere kan vise sig som meget alvorlig psykisk sårbarhed, starter i vuggestue- og børnehavealderen.
19. Vi ved det – fra utallige videnskabelige udredninger og fra enorme mængder af forskning om børn. Og der er ingen grund til at være i tvivl om rigtigheden af denne forskning, for det er de samme konklusioner, eksperterne kommer frem til igen og igen: Børn, der føler usikkerhed, angst og forladthed som små, bliver urolige, ukoncentrerede og usikre som lidt større og får ofte vanskeligheder ved at lære, ved at omgås andre, ved at knytte sig til andre, at regulere deres følelser og aggressioner, at passe en uddannelse og et arbejde og at skabe en sund familie…
20. Økonomen James Heckmann, nobelpristager, har påvist hvordan vi som samfund kommer til at betale en meget høj pris for vores svigt af de allermindste. Ja, faktisk kommer pengene, som vi investerer i de allermindste, igen 16 gange, mål i velfærd. (Skal muligvis udelades, da der for nylig er sat spørgsmålstegn ved Heckmann)
21. Et samfund, der svigter sine mindste, bliver et skrøbeligt samfund og dertil et meget dyrt og dårligt velfærdssamfund. Og et samfund med stressede, syge og sårbare mennesker.
22. Jeg tror vi er mange forældre, der ligesom mig er ved at have fået nok. Mange, der er tæt på at sige vores job op, tage vores børn ud af institutionerne og passe dem selv, velvidende at vores boligsituation og økonomi kan blive alvorligt truet, at vi måske mister tilknytningen til arbejdsmarkedet eller i hvert fald til vores branche eller fag. Men hellere det – er vi måske mange, der vil tænke – end hver dag at se, at små børn, der kun har denne ene barndom, lider afsavn og måske tager skade.
23. Det er med stor alvor, jeg appellerer til jer politikere, om at vågne op. Jeg appellerer til jer om at stoppe den kultur af selvbedrag, der har fået jer og mange andre til stiltiende at lade denne underminering af vores engang så verdensberømte daginstitutioner foregå.
24. Jeg appellerer til jer om at være de politikere, der ansvarligt, ærligt og modigt siger fra. Jeg appellerer til jer om at stille jer på forældrenes, bedsteforældrenes, pædagogernes og forskernes side og sige til Christiansborg og Finansministeriet: Nu er det nok! Nu går den ikke længere!
25. Kommunerne presses til offentlig omsorgssvigt. Det er ikke værdigt for jer, for forvaltningen, for pædagogerne, for forældrene – og slet ikke værdigt, at vi som samfund behandler børnene, som ikke kan sige fra, på denne måde.
26. Vi skal have rammer fra Christiansborg, der sikrer minimumsnormeringer – og pengene skal følge med! Kun de færreste kommuner er, på grund af budgetloven og omprioriteringsbidrag, der presser kommunerne, i stand til at sikre ordentlige normeringer uden hjælp fra Christiansborg.
27. Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Skandinavien ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn. Danmark halter langt bagud, når det gælder en lang række børne- og familiepolitiske tiltag, sammenlignet med Sverige, Norge, Finland, Island, ja selv Tyskland og Holland.
28. Jeg ved, at jeg ikke er alene med min bekymring. Jeg ved at vi er mange, der er ved at nå en grænse, hvor vi ikke længere kan se passivt på. Derfor er der – igen – demonstrationer den 2. juni flere steder i landet for #Minimumsnormeringer.
29. Jeg håber, at I politikere endelig vil lytte – også selv om flere af jeres moderpartier på Christiansborg har svært ved at se alvoren. Og jeg håber at I, der er tæt på forældre, pædagoger og børn, vil tage bladet fra munden. Og stemme her den 5. juni på politikere, der vil lytte.
Med venlig hilsen
Navn og Adresse