Tag: forfåpædagoger

Kære Mor – Du Har Magten

KVINDERNES KAMPDAG 8. MARTS 2017

Har kvinder en særlig magt til at sikre mangel på omsorg/nærvær i vores samfund? Det er de stærke og svage kvinders dag, og i de danske medier er der masser af fokus på manglen på kvindelige ledere og mænd på barsel. Så i dagens anledning bringer vi her eet af de synspunkter, der har lidt sværere ved at finde vej til dagspressen. Det handler ikke om en mangel – men om magt – og kvinder som mødre med et særligt ansvar for ungernes omsorg. Det er netværkets medlem og mor Anne-Mette Karstad Poulsen, der har været ved tasterne: Læs, del og debatter – hvis I tør. Rigtig god kampdag (red.)

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde. – Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen
Kære mor – du har magten.

Det er let at glemme der midt i myldretiden, madpakkerne og moster Annes fødselsdag.

Men sådan er det. Det er ikke politikerne eller cheferne, men os mødre, der har virkelig har magten over morgendagens samfund – og vores børn har behov for, at vi bruger den – nu.

Jeg ved godt, at du er overbebyrdet, udmattet, og at opgaven virker uoverskuelig og skræmmende. Og jeg forstår dig, hvis du har mest lyst til at krybe sammen foran Netflix og forsvinde ind i andres kampe for at redde andre verdener…

Men kære mor, der er en verden lige her, som kun du kan redde – nemlig dit barns!

De sidste års debat om forholdene i de danske børneinstitutioner har gjort det smerteligt klart, at flertallet af vores politikere, er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde på dette område.

Hvis vi venter på hjælp fra dem, kommer vi og vores børn til at vente forgæves.

Skal forholdene forbedres så børnene kan mærke det, så bliver vi nødt til at kæmpe for det.

Kæmpe for det, som vi mødre ved er rigtigt og vigtigt.

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde.

Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv for alle børn – både hjemme og i institutionerne: Et liv hvor barnet kan vokse og gro i en hverdag, hvor de voksne omkring dem har den tid og det overskud, den proces kræver.

For kun når vores børn er trygge, kan vi mødre nyde og bruge den frihed vores formødre kæmpede så hårdt for at kunne give os i vuggegave.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Vi har en samfundskontrakt, som meget forsimplet går ud på, at vi arbejder livet igennem og via skatter og afgifter betaler ca 60 % af vores løn til fælleskassen. Til gengæld passer staten så godt på os og vores kære.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Og hvad gør man så, når staten ikke holder sin del af sådan en aftale ?

Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg ved at det er fuldstændigt essentielt at vi gør noget. Og at hvis vi alle sammen gør noget, så vil en fælles løsning vise sig.

Modige forældre, pædagoger og fagfolk har i årevis råbt op om de uforsvarlige forhold, som efterhånden er blevet normen i flertallet af danske børneinstitutioner. Og eksperter advarer om de menneskelige og økonomiske omkostninger det vil få, hvis vi ikke retter op på de dårlige vilkår for børns trivsel.

Oftest ignoreres deres advarsler og de nødråb, der kommer, besvares typisk af en opgivende trækken på skulderen efterfulgt af kommentaren “sådan er det jo”.

Men nej: Sådan er det ikke bare. Sådan HAR VI VALGT, at det skal være. Og det betyder, at vi kan vælge om igen.

Vi kan vælge modigere, kærligere og mere ansvarligt – og både som individer og samfund har vores børn behov for, at vi gør det nu.

Kære mor – du har magten – brug den nu!

Go’ kampdag !

Om Skribenten: Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København. 

Læs om Anne-Mettes eget valg som mor her.

Læs også tidligere indlæg fra skribenten i Politiken i 2015 her.

Hvor bliver forældre- og pædagog protesten af?

Daginstitutionerne er underbemandede, og børn lider under det. Det mener mange af Familiepolitisk Netværks medlemmer, der gør deres for at råbe politikerne op:  Børnepsykolog Nanna Kruuse har i Politiken og Jyllands Posten undret sig over, at politikerne ikke mener, vi har råd til mindstenormeringer, når det beviseligt kan skade børnene. – Men hvis det står så grelt til med den offentlige børnepasning, hvorfor går forældre og pædagoger i hele landet så ikke sammen i protest? Hvorfor er vi så stille? (red.)

Af Kirstine Kirk

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til
/Om skribenten: 
Kirstine Kirk er pædagog i Århus, 37 år og mor til Hans på fire år. Hun arbejder i en by-børnehave, som det hun selv kalder “gulv-pædagog”. Kirstine har været pædagog i seks år og elsker sit arbejde.

Jeg elsker samværet og relationerne med børnene, og jeg tror, at min vigtigste opgave er, at vise dem, at ‘det her man kalder livet bare er en rigtig god idé’.

Jeg tror, at nærværende og omsorgsfulde voksne sammen med glade børn automatisk sikrer en positiv udvikling, og i den sammenhæng er pædagogers arbejde med læreplaner og dokumentation væk fra børnene problematisk.

Og derfor ønsker jeg også inderligt og brændende, at minimumsnormeringer snart bliver en realitet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til, og jeg vurderer, at det primært skyldes to ting:

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Der sidder gerne den ene eller anden mellemleder på vej op, som gerne vil give det udtryk, at der er styr på tingene.

Det gælder også i diverse MED-udvalg og TR-udvalg, hvor folk siger “vi hører jer” og “vi kan godt forstå jer, men..”, og så bliver der talt politikersnak. (MED står for Medarbejderrepræsentant og TR for Tillidsrepræsentant)

Det gør det meget svært for den menige mand eller kvinde på vuggestue- og børnehavegulvet at råbe op.

Og det betyder så også, at MED og TR-poster ikke længere er i særlig høj kurs, for demokratiet er lidt svært at få øje på, og så er vi væk fra børnene til møder, kurser og konferencer – ofte uden, at de får en uddannet pædagog som vikar.

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Og så er der den anden årsag:

Vi pædagoger er ofte ret tæt knyttet til de voksne, der har børn i vores institutioner.

Vi holder af forældrene og ved, hvordan de fleste knokler røven ud af bukserne for at få deres økonomi og dage til at hænge sammen.

Vi ved også godt, at de synes, det er hårdt at sige farvel til deres børn, for først at se dem ni timer efter, og at de gør det for at få deres økonomi til at hænge sammen.

Så at skulle fortælle dem, at det hele er noget lort, mens de er væk, kan man altså næsten ikke få sig selv til.

De nuværende institutionsbørns forældre er i forvejen så usikre og nervøse for, om deres børn skal klare sig igennem det her liv med alt det fokus, der er på robuste børn, der skal have en videregående uddannelse samtidig med, at de skal gå i klasser med op til 32 børn…

Og så kan vi jo også blive bekymrede for, at det bare bliver endnu værre for børnene, hvis vi fortæller forældrene, hvor skidt det står til.

Det vil jo så bare betyde, at hvis vi ikke får ændret det, så skal vi hver dag tage imod børn fra forældre, der er utrygge ved at aflevere dem. Og det vil absolut heller ikke gøre livet bedre for det enkelte barn.

Læs også Ditte Giese i Politiken: “Jeg får ondt i maven af at aflevere mit barn i institution.”

Læs også Familiepolitisk Netværks anbefaling om bedre kvalitet i dagtilbuddene.

I USA har man minimumstandarder for hvor få pædagoger, der skal være per barn alt efter børnenes alder. Få eksempelvis et indblik i disse standarder her