I Odense er vi ved at finde balancen mellem vækst og velfærd

Familiernes trivsel skal på den kommunalpolitiske dagsorden i valgåret 2017. Derfor har Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om deres familiepolitik. Sidst skrev Aarhus Kommunes Bünyamin Simsek (V). Denne gang er det Odenses Rådkvinde for børn og unge Susanne Ursula Crawley Larsen (R) der har været ved tastaturet:

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

Af Susanne Crawley Larsen (R), Rådkvinde for børn og unge, Odense Kommune

Når jeg er på et af mine besøg i børnehuse og på skoler rundt omkring i Odense ser et barn eller en ung, som ikke trives, gør det ondt i hjertet – både som menneske og som politiker.

Børn skal have det godt, så de uanset deres baggrund får muligheden for at folde vingerne ud og blive unge og vilde og siden voksne og ansvarlige.

Og ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så vil flere penge til børn- og ungeområdet betyde flere voksne og bedre muligheder for at lykkes.

Børnene og de unge både i Odense og i resten af Danmark fortjener flere voksne omkring sig både i dagtilbud og skoler. Som radikal rådkvinde er jeg selvfølgelig glad for og stolt over at tilhøre et parti, som er parat til at indføre normeringer i vore dagtilbud, og som prioriterer uddannelse højt.

Min erfaring har vist mig, at det er svært for kommunerne helt selv tage ansvar for dette, når der skal prioriteres mellem en ny skole, kultur, byfornyelse, snerydning og alle de andre opgaver, en kommune har. Så selv om kommunalt selvstyre er skønt, kan man godt nogen gange få brug for hjælp fra Christiansborg.

Et flertal i Odense Byråd var dog ved dette års budget enige om, at de yngste børn, skolebørnene samt de udsatte børn og unge skulle have for knap 100 millioner kroner mere opmærksomhed, læring og omsorg.

Derfor ansætter vi nu pædagoger, socialrådgivere og lærere, for byrådsflertallet var nemlig enige om, at pengene skulle gå til flere voksne blandt børnene og ikke til avantgardistiske projekter med eksotiske titler og store styregrupper.

Vi vil bare gerne, sammen med forældrene, hjælpe børnene på vej mod det liv, de drømmer om.

Fra min platform kan jeg tilslutte mig Familiepolitisk Netværks ambition om at ’give familiepolitikken fornyet opmærksomhed’ og kæmper gerne for en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.

En af de ting, jeg vil bruge energi på i min kommune, er det, man kunne kalde generationsfællesskabet. Altså skabe muligheder for, at familier kan bo sammen i samme by/bydel og sammen løse de af livets udfordringer, som kommunen ikke nødvendigvis er den bedste til at løse. Det ser vi allerede, når bedsteforældre henter børn den dag om ugen, hvor hverken mor eller far kan nå det.

Men vi ser også familier gå i opløsning, når hverdagen bliver for krævende.

Jeg tror, at generationsfælleskabet er en af de måder, hvorpå vi skal finde svaret på noget af det, der er svært ved at være børnefamilie med alt for lidt tid – eller modsat – at blive gammel med alt for meget tid, men til gengæld ensom. I et generationsfællesskab bliver det uendelig meget lettere at rumme en dement i familien eller et barn med handicap, eller bare de helt almindelige udfordringer alle har. Udfordringer som kan tage luften ud af enhver familie, når man er alene om det.

Samtidig kæmper jeg selvfølgelig videre for, at vi en min by finder den rette balance mellem bæredygtig vækst og velfærd.

I min verden hænger vækst og velfærd nemlig sammen, ja, begreberne er hinandens forudsætninger, og det var netop den erkendelse hos et flertal i Odense Byråd, der var årsag til, at vi i Odense nu er begyndt at prioritere børnene og de unge højere.

Fakta om Odense Kommunes Børne- og Ungeforvaltning

  • I Odense Kommune går 8.700 børn i kommunal dagpleje, vuggestue eller børnehave.
  • Dagtilbuddene er organiseret i 20 institutioner med i alt 130 børnehuse, hvoraf 15 er selvejede.
  • Odense har 33 folkeskoler og 2 specialskoler.
  • Der er i alt 23.300 indskrevne elever i folkeskolerne i Odense og 5.800 elever fra 0.-3. klasse er indmeldt i ét af kommunens SFO-tilbud.
  • Børne- og Ungeforvaltningen beskæftiger godt 6.200 medarbejdere og har et årligt budget på 2,8 mia. kr.

Barsel behøver ikke at være et hul i dit CV

Har du din barsel på CV’et? Mange mænd, kvinder og chefer glemmer at regne barslen med, når de ser efter kompetencer til et nyt job. Det giver huller i cv’et, når tiden med baby, bleer og familie-pleje bliver glemt. Og arbejdsgiverne mister blikket for mor og fars særlige evner. 

Line Risager Hansen er pædagog og skrev for nylig et oplæg i Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook: “Jeg er træt af at høre, at det at være på barsel nærmest ikke har nogen samfundsmæssig værdi”. Det indspark høstede 326 likes, 51 kommentarer og 20 delinger og satte en del tanker i gang hos Line, der nu har samlet inspirationen og skrevet sit cv.

Af Line Risager Hansen
Om skribenten: Line er 34 år og uddannet pædagog og arbejder i en vuggestue i Aarhus midtby. Hun bor i Brabrand ved Aarhus sammen med sin kæreste Kasper og deres to børn, Ea og Frej, på henholdsvis 5 og 2 år.

Mit barselsvikariat udløber snart i den vuggestue, hvor jeg arbejder som pædagog, og jeg skal ud og søge nye udfordringer.

I den situation slog det mig, at jeg burde skrive mine barsler på mit CV. Og ikke bare nævne dem, men virkelig uddybe hvilke nye kompetencer og redskaber, jeg har erhvervet mig.

Som jeg skrev i besked Familiepolitisk Netværks gruppe:

“Min opfordring er, til jer der har været på barsel eller valgt at være hjemmegående i nogle år: – Skriv de kompetencer ned I tager med fra den tid, så vi kan komme igang med at vise arbejdsgivere, at barsel ikke kun er et fravær af en medarbejder og en udgift, men at man også får en medarbejder tilbage, som meget sandsynligt har erhvervet sig nye og givtige kompetencer.”

Som pædagog står jeg selv til dagligt i situationer, hvor jeg med stor empatisk evne skal kunne sætte mig ind i de følelser, forældre har, når de kommer og afleverer deres kære små. De følelser, der opstår i den splittede situation, kan man ikke fuldstændig forstå, hvis man ikke selv har børn og stået i samme sitation – så de erfaringer er naturligvis guld værd i mit fag.

Men selvom man ikke arbejder med børn til dagligt, er der masser af mere generelle kompetencer at hente i barselstiden, hvis vi åbner øjnene for dem:

Vi skal som forældre kontinuerligt tackle det faktum, at “en periode” slutter og en ny begynder. Og alle perioder, gode såvel som hårde, skal vi håndtere på bedste vis.

En af de ting jeg især har lagt mærke til, som går igen i mange af de kommentarer jeg fik for mit indspark om, hvilke kompetencer man oparbejder sig i løbet af et barsels år, er evnen til at tackle det uforudsete, at kunne tænke kreativt og kunsten at improvisere med barnets udvikling.

Den evne er i virkeligheden ret gennemgående, når vi får børn, også lang tid efter at barslen får ende. Vi skal som forældre kontinuerligt kunne tackle det faktum, at “en periode” slutter og en ny begynder.

Og alle perioder, gode såvel som hårde, skal vi håndtere på bedste vis. De skal accepteres, der skal findes nye løsninger og nye måder at handle og eventuelt organisere sig på.

Man bliver en del af et hold, hvor målet er at få helheden til at fungere uanset udfordringerne.

Det er kompetencer opnået gennem en modningsproces, jeg ikke tror, jeg ville kunne have udviklet på nogen arbejdsplads. For det kræver virkelig en stor evne til at være team-player og at udnytte de ressourcer, vi hver især besidder i forskellige situationer som familie.

Man bliver en del af et hold, hvor målet bare er at få helheden til at fungere uanset udfordringerne. Og det gør os helt enormt pragmatiske og fokuserede på at få det hele til at spille, så vi kan komme igennem perioderne på bedst mulig vis.

Nogle har spurgt om de må se mit opdaterede CV, efter jeg delte mine tanker i Familiepolitisk Netværk . I får den del der handler om barsel her:

Opgaverne jeg har stået i på barsel har været meget varierede og temmelig ofte udfordrende. Det har højnet min evne til at være omstillingsparat, tænke kreativt og jeg har fået en skærpet sans for struktur og organisering samt prioritering af opgaver.

På det kommunikative plan, har jeg udviklet mig til at være en særdeles empatisk kommunikator: Jeg er god til at se og lytte til situationer fra flere synsvinkler og formidle fra eget perspektiv. Det mener jeg, er en evne, der er meget vigtig i arbejdet med andre mennesker, i særdeleshed i pressede situationer.

Derudover kan jeg tage det med mig fra min barsel, at jeg har fået en skarp evne for at imødekomme fleres behov samtidigt og at få flere ender til at mødes.

I kommentartråden på Facebook, blev der udtrykt bekymring om, hvorvidt det her med at skrive sin barsel på CV’et, kunne gå hen og blive en stressfaktor for forældre på barsel.

Om forældre vil kunne gå hen og blive fraværende over for deres børn fordi de skal gennemgå et kompetenceløft under barslen?

Jeg tror faktisk det stik modsatte.

Når vi er på barsel, handler det jo netop om at være nærværende med vores børn. Det er i “fraværet af fravær”, at vores modningsproces og vores kompetencer får lov til at gro, fordi vi er 100% dedikerede til det at opfostre et barn og starte familielivet. Så som jeg ser det, sker kompetenceløftet og vores udvikling under barsel helt naturligt.

Det er i “fraværet af fravær”, at vores modningsproces og vores kompetencer får lov til at gro

Og så skal vi bagefter i gang med virkelig at fokusere på, at der sker noget positivt, når vi er på barsel og lade det få taletid.

Der sker uomtvisteligt noget, vi kan tage med os ud i vores arbejdsliv. Og denne vished kan helt sikkert give ro til forældre på barsel, så de ikke behøver bekymre sig om, at de nu får et hul i CV’et.

De kan i stedet være pavestolte over, at kunne skrive alt det ned, den tid har lært dem.

Det har en del medlemmer af Familiepolitisk Netværk som i tråden på Facebook skriver om, hvilken succes de har haft med at skrive deres barselskompetencer på CV’et.

Måske de kan inspirere til dit CV. Det har i hvert fald inspireret mig til mit:

  • En evne til at organisere
  • At kunne tilsidesætte egen behov
  • At være struktureret og udnytte tid bedst muligt
  • At have udviklet en skærpet empatisk evne
  • Har fået større forståelse for prioritering af opgaver
  • Har udviklet et godt overblik
  • Er blevet bedre til at improvisere
  • Er blevet bedre konfliktmægler
  • Er blevet mere bevidst om planlægning
  • Har udviklet bedre samarbejdsevner
  • Er blevet mere effektiv i gøremål
  • Har udviklet pragmatisk sans

 

Vi skal samarbejde om det moderne familieliv

Familiernes trivsel skal på den kommunalpolitiske dagsorden i valgåret 2017. Derfor har Familiepolitisk Netværk inviteret rådmændene i landets største kommuner til at skrive om deres familiepolitik.
Rådmand Bünyamin Simsek (V) har som den første været ved tastaturet. Han er chef for Aarhus Kommunes Børn og Unge-afdeling, som står for pasning og undervisning af 62.000 børn og unge i alderen 0-18 år.

Jeg byder simpelthen ikke ind på den dagsorden, at alt er til hundene – ej heller, at alt er godt. Selvfølgelig kan vi skabe bedre kvalitet

Af Børne og Unge-rådmand Bünyamin Simsek (V)/Aarhus Kommune

Jeg elsker ganske enkelt at komme rundt i vores dagtilbud, skoler og fritidstilbud i Aarhus. Min egen søn er voksen, og mødet med skægge, spørgelystne, glade, sprudlende og allerede livskloge børn og unge fylder mig altid med glæde. Der er så meget på spil – og det minder mig om, at jeg indimellem savner den helt tætte og dagligdags relation til min egen dreng.

Som forældre vil vi jo alle det bedste for vores børn. Vi ønsker, at det skal gå dem bedre, end det er gået os. Og vi vil også gå langt for at forsvare dem. Sådan har det altid været, og sådan vil det sikkert også blive ved at være. Den menneskelige natur står ikke lige til at ændre.

Jeg holder også af mødet med de professionelle, som står på pinde for at give børnene og de unge i deres daglige varetægt de bedste muligheder i livet. Jeg har stor respekt for den faglighed, de lægger for dagen.

Og jeg bruger en væsentlig del af min tid på dialog med forældrene og de organisationer, som repræsenterer forældre og medarbejdere. Senest har jeg haft en lang række dialogmøder med forældrebestyrelserne for alle vores skole- fritids- og dagtilbudsbestyrelser, der repræsenterer de cirka 450 enheder i Aarhus.

Det er i det møde – mødet mellem mennesker med aktier i sagen – at vi sikrer en fælles vej i et moderne familieliv.

For uanset, hvor meget jeg holder af det, så er jeg jo godt klar over, at vi ikke er i mål. Nogle synes, at vi politikere har ”strammet skruen” for hårdt, nogle efterlyser mindstenormeringer, nogle vil afblæse regelrytteri og systematiske målinger, og andre kan med deres gode forstand ikke forstå, at vi ikke har bygget en ny børnehave, når nu de har bygget et nyt hus.

Nogle bliver også noget skingre og påstår, at en hverdag i et dagtilbud er direkte skadelig for børn eller de knytter ligefrem latrinære udtryk an til det – som der gøres et sted i dette blog-univers.

Jeg kunne blive lige så kontrær og fremlægge den seneste anonyme forældretilfredshedsmåling i Aarhus, hvor 89 procent af forældrene er meget tilfredse eller tilfredse med deres barns dagtilbud, (4 procent er enten utilfredse eller meget utilfredse), hvor 8 ud 10 ville anbefale deres dagtilbud til andre forældre og hvor den højeste score er forældrenes tilfredshed med deres eget barns trivsel i dagtilbuddet. Og så kunne man sikkert diskutere de tal.

Men det vil jeg ikke. I stedet vil jeg nævne, at jeg er fuldstændig enig i ambitionen om, at familiernes og ikke mindst de yngste børns liv skal prioriteres. Nogle gange skal vi turde udfordre det bestående.

Jeg har netop søsat et projekt med udvidet åbningstid i dagtilbud for at give børnefamilierne mere fleksibilitet i hverdagen

I Aarhus satser vi benhårdt på investeringer i de allertidligste år, og dermed i børns fremtid. Tidlig indsats er nu en nagelfast strategi, vi lægger budgetter og indsatser efter.

På samme måde har jeg netop blandt andet søsat et projekt med udvidet åbningstid i dagtilbud for at give børnefamilierne mere fleksibilitet i hverdagen.

Kunne der gøres meget mere? Ja, det kunne der. Vil jeg gøre mere? Ja, det vil jeg, jeg har bestemt ikke taget mit sidste initiativ. Men fundamentet er en dialog, et samarbejde og et fælles ønske om at ville det bedste for vores børn.

Jeg byder simpelthen ikke ind på den dagsorden, at alt er til hundene – ej heller, at alt er godt. Selvfølgelig kan vi komme videre, skabe bedre kvalitet, det kommer vi aldrig i mål med.

Vi skal kigge udad, lære af de bedste. Vi skal også kigge indad: Kan vi selv gøre det bedre og bidrage mere? Det er dog sammen i konstruktiv og gerne kritisk dialog, at vi finder vejen til det bedste moderne familieliv. Min dør er åben.

Det er sammen i konstruktiv og gerne kritisk dialog, at vi finder vejen til det bedste moderne familieliv. Min dør er åben.

Læs også vuggestue-pædagog Kirstine Kirks indlæg om sine bekymringer om kvaliteten i daginstitutionerne i Aarhus Kommune her.

Læs også børnepsykolog Nanna Kruuses indlæg i Politiken om kvaliteten i daginstitutionerne her.

 

FAKTA om Aarhus Kommunes Børn og Unge-afdeling:

  • Magistratsafdelingen for Børn og Unge i Aarhus driver tilbud til 62.000 børn og unge i dagtilbud, skoler og fritidstilbud (0-18 år).
  • Der er 79 dagtilbud i Aarhus: 50 kommunale, 28 selvejende og 1 specialtilbud.
  • Dagtilbuddene består af afdelinger og omfatter i alt 61 vuggestuer, 57 børnehaver, 194 integrerede institutioner og 3 specialinstitutioner. 19 dagtilbud har en dagplejeafdeling tilknyttet.
  • Aarhus rummer også 46 folkeskoler, 4 samlede fritids- og ungdomsskole tilbud og 2 specialskoler.
  • Der bor ca. 20.000 børn mellem ½ og 5 år i Aarhus Kommune, ca. 85 procent er indskrevet i dagtilbud, og dagtilbudsområdet rummer ca. 4.000 heltidsstillinger og et bruttobudget på 1,8 milliarder kroner.

 

Hvor bliver forældre- og pædagog protesten af?

Daginstitutionerne er underbemandede, og børn lider under det. Det mener mange af Familiepolitisk Netværks medlemmer, der gør deres for at råbe politikerne op:  Børnepsykolog Nanna Kruuse har i Politiken og Jyllands Posten undret sig over, at politikerne ikke mener, vi har råd til mindstenormeringer, når det beviseligt kan skade børnene. – Men hvis det står så grelt til med den offentlige børnepasning, hvorfor går forældre og pædagoger i hele landet så ikke sammen i protest? Hvorfor er vi så stille? (red.)

Af Kirstine Kirk

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til
/Om skribenten: 
Kirstine Kirk er pædagog i Århus, 37 år og mor til Hans på fire år. Hun arbejder i en by-børnehave, som det hun selv kalder “gulv-pædagog”. Kirstine har været pædagog i seks år og elsker sit arbejde.

Jeg elsker samværet og relationerne med børnene, og jeg tror, at min vigtigste opgave er, at vise dem, at ‘det her man kalder livet bare er en rigtig god idé’.

Jeg tror, at nærværende og omsorgsfulde voksne sammen med glade børn automatisk sikrer en positiv udvikling, og i den sammenhæng er pædagogers arbejde med læreplaner og dokumentation væk fra børnene problematisk.

Og derfor ønsker jeg også inderligt og brændende, at minimumsnormeringer snart bliver en realitet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der jo desværre ikke længere rigtig er “rum” for at fortælle, hvor galt det faktisk står til, og jeg vurderer, at det primært skyldes to ting:

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Der sidder gerne den ene eller anden mellemleder på vej op, som gerne vil give det udtryk, at der er styr på tingene.

Det gælder også i diverse MED-udvalg og TR-udvalg, hvor folk siger “vi hører jer” og “vi kan godt forstå jer, men..”, og så bliver der talt politikersnak. (MED står for Medarbejderrepræsentant og TR for Tillidsrepræsentant)

Det gør det meget svært for den menige mand eller kvinde på vuggestue- og børnehavegulvet at råbe op.

Og det betyder så også, at MED og TR-poster ikke længere er i særlig høj kurs, for demokratiet er lidt svært at få øje på, og så er vi væk fra børnene til møder, kurser og konferencer – ofte uden, at de får en uddannet pædagog som vikar.

Pædagoger er bange for at miste deres arbejde. Og kommandovejen op til de ledere, der rent faktisk kan ændre noget, er efterhånden så lang og kringlet, at budskabet nok skal blive stoppet, inden det når helt op.

Og så er der den anden årsag:

Vi pædagoger er ofte ret tæt knyttet til de voksne, der har børn i vores institutioner.

Vi holder af forældrene og ved, hvordan de fleste knokler røven ud af bukserne for at få deres økonomi og dage til at hænge sammen.

Vi ved også godt, at de synes, det er hårdt at sige farvel til deres børn, for først at se dem ni timer efter, og at de gør det for at få deres økonomi til at hænge sammen.

Så at skulle fortælle dem, at det hele er noget lort, mens de er væk, kan man altså næsten ikke få sig selv til.

De nuværende institutionsbørns forældre er i forvejen så usikre og nervøse for, om deres børn skal klare sig igennem det her liv med alt det fokus, der er på robuste børn, der skal have en videregående uddannelse samtidig med, at de skal gå i klasser med op til 32 børn…

Og så kan vi jo også blive bekymrede for, at det bare bliver endnu værre for børnene, hvis vi fortæller forældrene, hvor skidt det står til.

Det vil jo så bare betyde, at hvis vi ikke får ændret det, så skal vi hver dag tage imod børn fra forældre, der er utrygge ved at aflevere dem. Og det vil absolut heller ikke gøre livet bedre for det enkelte barn.

Læs også Ditte Giese i Politiken: “Jeg får ondt i maven af at aflevere mit barn i institution.”

Læs også Familiepolitisk Netværks anbefaling om bedre kvalitet i dagtilbuddene.

I USA har man minimumstandarder for hvor få pædagoger, der skal være per barn alt efter børnenes alder. Få eksempelvis et indblik i disse standarder her

I Sverige får familier tid til nærhed

Af Stine Thorsted

Den svenske familiepolitik er en politik, som ikke bare prioriterer arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft, men også børnenes behov for nærhed med deres forældre
/Om skribenten:
Stine Thorsted har boet i Sverige i 23 år. Hun er gift med Andreas, der er journalist og gymnasielærer og sammen har de en datter på 14 år og en søn på seks. Stine arbejder 85% som forsknings- og udviklingskoordinator i Region Skåne. Det svarer til 34 timer, da man arbejder 40 timer i en fuldtidsstilling i Sverige.

Den svenske familiepolitik betyder, at vi som en lille familie på fire har kunnet leve et familieliv med fleksibilitet og mulighed for at være sammen – og passe vores job.

I Sverige har vi som forældre haft ret til orlov kaldet “foräldreledighed” i 390 dage med 80 % af lønnen og herefter 90 dage med nogle hundrede kroner i kompensation om dagen*.

Vi har desuden kunnet vælge at mindske kompensationerne med op til 8 gange, så man på den måde i teorien kan holde fri i årevis, hvis man har råd til det.

Som forældre i Sverige har vi også haft ret til at arbejde på deltid (75% af stillingen), indtil vores barn er 12 år, og endelig har vi ret til vård (pleje) af barn (kaldet VAB) ved sygdom, også indtil barnet er 12 år gammelt.

Jeg befinder mig godt på arbejdsmarkedet, og det har aldrig været min intention at gå hjemme i årevis med mine børn. Men det har været vigtigt for mig at kunne arbejde mindre i perioder for at være tæt på dem, og vi har derfor som familie haft glæde af stort set alle svenske familieregler.

Vores søn og datter er startet i vuggestue da de var 13-14 måneder og jeg har følt mig tryg ved, at de har været modne nok til det. Og vi har i stor udstrækning kunnet tilpasse vores arbejdstid til dem, når de har haft brug for det.

I perioder har min mand og jeg arbejdet meget mere end fuld tid, og for at få mere samvær med vores børn har vi efter de perioder taget nogle uger fri med forældre-orlov. Når skole eller børnehave har haft lukkedage, har vi – hvis det har passet med arbejdet – taget en fridag.

Børnenes svømmeundervisning er så vigtig at nå og samtidig så svær at få ind i hverdagens stramme program. Vi ville næppe have lykkedes med det uden den forkortede arbejdstid de dage vores søn går til svømning.

Retten til at holde fri ved børns sygdom – “vård av barn” – skaber stadig stor tryghed for os i hverdagen. Det er meget dejligt selv at kunne passe sine børn, når de er syge og har mest brug for een. Det virker urimeligt, at man skal være afhængig af at barnets bedsteforældre skal kunne komme, når barnet er sygt.

I forhold til den første tid har min mand og jeg delt barslen lige – så vi har taget syv måneder hver med begge børn, hvilket efter de svenske regler, har givet os ligestillingsbonus på 10.000 svenske kroner, som alle forældre får, når de deler hovedparten af forældreorloven lige.

Vi har alt i alt fået en nærhed med vores børn og følt, at vi har kunnet være der for dem. Den svenske familiepolitik, der har dannet rammer om vores liv, gør, at vi er mindre stressede, og den gør hverdagen lettere for os.

Det er en familiepolitik, jeg mener på mange måder er mere fair over for børnene, fordi det er en politik, som ikke bare prioriterer arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft, men også børnenes behov for nærhed med deres forældre.

* Stines indlæg afspejler de svenske familie-regler, der gælder fra deres børns fødselsår. De svenske familieregler er senest ændret i 2016.

 

FAKTA om svenske forældres rettigheder 

  • Forældreorlov (kan anvendes indtil barnet fylder 8 år)
    Forældre har ret til ”föräldraledighet” (orlov) i op til 390 dage med kompensation for 80 % af månedsindkomsten (op til 44.600 svenske kroner). Den ene forælder skal tage 90 af disse dage ellers frafalder de. Forældre har ret til at tage fri yderligere 45 dage med 180 kroner i kompensation. Det totale antal dage, forældre har ret til at være hjemme med sit barn, kan forlænges med op til otte gange men så mindskes kompensationen tilsvarende.

Barnets far eller en anden voksen i barnets nærhed har ret til at have fri 10 dage i forbindelse med barnets fødsel.

  • Pleje af sygt barn (kan anvendes indtil barnet er 12 år)
    Forældre har ret til at pleje sit syge barn op til 60 dage om året med kompensation for 80 % af månedsindkomsten (op til 44.600 svenske kroner). Efter de 60 dage har forældre ret til yderligere 60 dage med lavere kompensation.
  • Ligestillingsbonus
    Ligestillings-bonusen udbetales den dag begge forældre har taget mere end 60 dages ”foräldreledighet”*. Bonusen udgør 50 kroner pr. dag.
  • Ret til at arbejde deltid
    Forældre har ret til at arbejde deltid indtil barnet er otte år.

*Det er ikke sikkert ligestillingsbonusen fortsætter efter 2017, da den ifølge den svenske regering ikke har haft den tilsigtede effekt.

 

Læs flere fakta om forældre rettigheder i Sverige her:

https://www.forsakringskassan.se/privatpers/broschyrer_och_faktablad/broschyrer

Det er Forsäkringskassan, der beslutter og udbetaler ydelser som forældreforsikring og VAB fra den skattefinansierede Socialforsikringen.

https://www.forsakringskassan.se/wps/wcm/connect/b242488c-3aea-4d21-9644-b4254d80b936/4011-till-alla-barnfamiljer-1701.pdf?MOD=AJPERES&CVID=

Stort netværk af forældre sender anbefalinger til en bedre familiepolitik

Kataloget med 16 anbefalinger til en visionær familiepolitik er ude nu.

Læs pressemeddelelsen her:

Pressemeddelelse – Stort netværk af forældre sender anbefalinger til en bedre familiepolitik til folketingets partier

Læs hele kataloget her:

Familiepolitisk Idekatalog – 16 anbefalinger til en visionær familiepolitik

Kataloget er lavet af medlemmer af Familiepolitisk Netværk. Vær med og bidrag til netværket sammen med flere tusinde andre på Facebook: https://www.facebook.com/groups/familiepolitisknet/